Else Marie Pade, komponist og dansk pioner inden for elektroakustisk musik, ville være fyldt 100 år i år. Hendes navn er stadig langt fra lige så kendt uden for Danmarks grænser som hendes jævnaldrende mandlige samtidige eller de kvindelige komponister, der oftere og hyppigere optræder i koncertprogrammer som følge af en stigende interesse for genvundne fortællinger om kvinder, der har komponeret elektronisk musik siden 1950'erne.

I Danmark oplevede Else Marie Pade, som døde i 2016, i over et årti en bemærkelsesværdig renæssance med sin musik og blev efterfølgende indlemmet i den musikalske kanon og i selvbilledet af en dansk historie for elektronisk musik. Hendes navn var ellers siden slutningen af ​​1970'erne blevet glemt. Det, der begyndte som en nicheinteresse for en håndfuld danske musikologer omkring Henrik Marstal og Ingeborg Okkels,1 inspirerede i begyndelsen af ​​2000'erne fem danske dj's (Hans Sydow, Ejnar Kanding, Thomas Knak, Jens Hørsving, Bjørn Svin) til at remixe Pades mest kendte elektroniske komposition, Syv Cirkler (1958), som startede en ægte Pade-bølge i Danmark, der fortsætter den dag i dag og rækker langt ud over det mindretal, som interesserer sig for avantgardemusik.

Pade fremstår som det ideelle eksempel på dannelsen af en hel »geni-kultur«

Else Marie Pades egne tekster og nye artikler om hende udgives i særudgaver i Seismograf og det britiske The Wire, og interessen strækker sig endda til DSB-bladet Ud & Se i marts-udgaven i 2008, som alle glorificerede hende som »Den elektroniske musiks bedstemor«. I den danske diskurs er hun blevet hypet som den første kvindelige komponist, som skrev konkret musik (i stil med Pierre Schaeffer) og elektronisk musik (i stil med Karlheinz Stockhausen) – og hun var en af ​​de få danskere, som var involveret i den europæiske efterkrigsavantgarde og endte i fængsel som modstandskvinde mod de tyske besættere under Anden Verdenskrig. Hun nedskrev de første kompositioner direkte på cellevæggene. 

Pade fremstår som det ideelle eksempel på dannelsen af en hel »geni-kultur« omkring en person i kølvandet på dennes liv. Siden Pades private arkiv blev digitaliseret og gjort tilgængeligt af det danske forlag Edition S i 2020, er størstedelen af ​​hendes stykker – elektroniske, akustiske og et nyligt opdaget orkesterstykke – udgivet i en cd-serie af Dacapo Records. Fire år før sin død producerede Pade og den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard deres fælles album Svævninger (2012), som er baseret på noget af hendes tidlige arbejde med elektronisk musik. Samtidig blev hendes arbejde og liv gransket musikologisk-analytisk og biografisk, både på dansk og i stigende grad på engelsk (særligt i Seismograf, Glissando og Positionen). Der udkom også en podcast og korte dokumentarer, der skildrer Pades arbejde.2 Særligt i år, hvor Else Marie Pade ville være fyldt 100 år, arrangeres en lang række koncerter og projekter – både med Pades egen musik og med nye værker, der er »inspireret« af hende. Else Marie Pades navn synes at være blevet et brand, i hvilket samles et konglomerat af forskellige fortolkningstilgange. 

I sin tekst Endnu en dag, endnu en genopdagelse af Else Marie Pade reflekterer musikjournalisten Sune Anderberg kritisk over netop den danske fortælling, der har udviklet sig omkring Pade i de sidste par årtier.3 Med al den glorificering og myter, som omgiver hende i lyset af et liv så rigt som Pades, og i forbindelse med Marta Beszterda van Vliets overvejelser i sin tekst om en retrospektiv inkorporering af kvinder i en kanon, som hun kalder »mainstreaming«, er det fortsat interessant at fokusere på, hvilke kompositoriske og mediemæssige strategier, hun brugte til at implementere sin egen musik – især hvordan hun positionerede sig i en europæisk eller vestlig avantgarde, der tydeligt var domineret af mænd, og hvordan det påvirkede hendes musikalske ideer.

Her starter en anden myte, der snor sig omkring hende, nemlig hvordan hun trods alle risici begynder at tegne noder på sin cellevæg i fængslet

Fantasifulde lyde og modstand i krigsårene

Else Marie Pade blev født i Aarhus i 1924 og blev som barn tvunget til at tilbringe måneder i sengen under sin mors strenge øjne på grund af en nyreinfektion. Derfra udforsker hun verden med sine ører, lytter til børnene, der leger uden for vinduet eller deres forældre i huset og skaber en fantasiverden i sit sind, som hun søger tilflugt til, og som hun – som hun har beskrevet i flere interviews – sammensætter til lyde, som hun senere vil hente sin musikalske kreativitet fra. I sin ungdom sang hun i et jazzband, lærte at spille klaver og – opmuntret af sin klaverlærer Karin Brieg – kom hun under Anden Verdenskrig i kontakt med en kvindemodstandsgruppe. Hun lærer at bruge våben, deler løbesedler ud og gør modstand mod Gestapo, indtil hun en nat bliver hentet fra sine forældres hus i Aarhus og interneret i en straffelejr.

Her starter en anden myte, der snor sig omkring hende, nemlig hvordan hun trods alle risici begynder at tegne noder på sin cellevæg i fængslet og giver sine fængselskammerater styrke og håb med sine melodier og sange til at udholde fængslet. De takker efterfølgende Pade ved at medfinansiere hendes kompositionsstudier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos blandt andre Vagn Holmboe. Under sit fangenskab mødte hun også sin kommende mand Henning Pade, med hvem hun senere skulle få to børn.

Lige så blændende som hendes tid i fængslet er skildret, i ordets bedste betydning (aktuelle danske børnebøger illustrerer Pade, der tegner sedler på fængselsvæggen), vil Pades år i fangenskab fortsætte med at optage hende gennem hele hendes liv, ja endda blive en form for posttraumatisk stresslidelse i 1973, som også i daglig tale er kendt som koncentrationslejr-syndrom, øges og får i sidste ende Pade til helt at stoppe med at komponere.

Radioen som et øre til verden

Efter krigens og fangenskabets afslutning oplever den dengang 28-årige Pade i 1952 et åbenbarelsens øjeblik, da hun første gang stifter bekendtskab med Pierre Schaeffers eksperimenter med konkrete og elektronisk bearbejdede lyde i dansk radio. Konkretmusikken fra Studio d'Essai i Paris muliggør, for første gang, at hendes tidligere uudtalte ideer om lyd, som stammer fra hendes barndom, nu også kan betragtes som musik. Kort efter denne euforiske oplevelse rejser hun til Paris, ledsaget af sin fransktalende svigerinde Nete, for at møde Schaeffer personligt – den første af hendes mange rejser til nøglefigurer i den musikalske avantgarde i efterkrigstidens Europa, som hun efterfølgende beskrev med velskrevne humoristiske og grafiske billeder:

Nete og jeg sad i en pragtfuld sofa, og foran os stod Schaeffer, der efter at have læst mit partitur til Symphonie Magnétophonique havde kigget på mig, brød ud i en strøm af tale og stirrede fast på mig – som en slangetæmmer på sit bytte. Nete ​​fulgte efter ham, hviskende på dansk, og jeg nikkede og forstod, at jeg nu var på vej ind i en konfirmationsfase, hvor selve katekesen kunne begynde […] ligesom hjemme under konfirmationsforberedelsen i folkekirken, hvor barnetro bliver til voksen tro.4

Det er interessant at iagttage, hvordan Else Marie Pade formår at hævde sin egen vilje inden for sin tids patriarkalske strukturer. Hendes fascination og passion for ny musik og især elektroniske lyde af enhver art bliver ikke taget godt imod i Danmark, som var noget konservativt – i hvert fald de mandlige komponister, som generelt var skeptiske over for strømningerne fra Paris og Köln.

Pade får dog en vigtig støtte fra sin arbejdsplads, Danmarks Radio, under ledelse af Mogens Andersen, programleder i musikafdelingen, som er meget opsat på ny musik. Han sætter hende også i stand til at udnytte radioteknologien og gør det dermed lettere for hende at positionere sig på den europæiske avantgardescene med sine kompositoriske ideer. Det første konkretmusik-orienterede stykke – der samtidig går over i dansk musikhistorie som formentlig det første danske stykke elektronisk musik – blev En dag i Dyrehavsbakken (1954/55), en kort dokumentarfilm om en dag i Københavns berømte forlystelsespark Dyrehavsbakken. For at komponere den humoristiske, collageagtige ledsagemusik kørte hun ud til parken med en bus fuld af lydteknikere, der havde støttet hende under det uge-lange arbejde med optagelser og realisering.

I midten af ​​1950'erne komponerede Pade baggrundsmusik til tv-balletter (Svinedrengen, 1957) og skuespil (Den fortabte søn, 1958) samt lyde til radiospil og andre tekstformater (Seks eventyr, 1955/56). Af disse seks eventyr var Den lille havfrue (1956-1959) baseret på H.C. Andersens tekst af samme navn om Den Lille Havfrue særligt kendt. Under dette projekt mødte Pade første gang lydteknikeren Holger Lauridsen, som selv havde studeret hos Werner Meyer-Eppler i Köln, og som brugte særlige tricks til at bringe havfruens stemme til live elektronisk i det lille Studie 3. 

Musik, kunst, ballet og arkitektur smelter sammen og udgør et »land med mælk og honning«

Overordnet set er Pade omgivet af musikalsk interesserede kolleger i Danmarks Radio, som tydeligvis nyder at bruge deres tekniske knowhow til at realisere Pades musikalske ideer. I værket Symphonie Magnétophonique (1957/58), som hun realiserer sammen med Sven Drehn-Knudsen, skildrer hun en dag i København med individuelt optagne konkrete lyde – en form for musikalsk portræt af byen, hvori hun udover hverdagslige og humoristiske lyde bl.a. også medtager bearbejdede krigslyde og bombeeksplosioner – en henvisning til sin egen biografi og den overordnede sociale situation i Danmark i den tidlige efterkrigsperiode.

En bemærkelsesværdig del af deres arbejde er de omhyggeligt udarbejdede tekniske partiturer til realiseringen af Pades værker til teknikere og ingeniører. I slutningen af ​​1950'erne i Danmarks Radios Studie 3 grundlagde hun sammen med Holger Lauridsen gruppen Aktuell, som mødtes jævnligt for at lytte til musik og inviterer blandt andre Ernst Křenek og Karlheinz Stockhausen, som også arbejder på partituret til hendes værk. Hun præsenterer også partituret til Glasperlespil I–II (1959) – en seriel elektronisk komposition baseret på Herman Hesses roman af samme navn, som Stockhausen efterfølgende omtalte i en af ​​sine egne radioudsendelser i serien Kender du musik, der kun kan høres i højttaleren?5 Pades bidrag til nekrologerne efter hans død i det tyske magasin Texte zur Musik fra 2007 refererer til det mangeårige venskab mellem Pade og Stockhausen, hvor hun på humoristisk vis beskriver de forskellige møder mellem hende og Stockhausen.6

Verdensudstillingen i Bruxelles 1958 som et transformativt øjeblik

I 1958 rejser Pade til Bruxelles med en delegation fra Danmarks Radio til Verdensudstillingen – en tur, der set i bakspejlet kan ses som et afgørende og transformativt øjeblik for hende, og som efterfølgende åbnede op for Pades mest produktive kreative fase. Alle, der har et navn inden for avantgarden, samles i Bruxelles på tværs af kunstneriske grænser. Musik, kunst, ballet og arkitektur smelter sammen og udgør et »land med mælk og honning«, som Pade siger i en af ​​sine rejsereportager, og hvor hun føler sig blandt ligesindede.7

Inspireret af koncerterne i de store elektroniske musikstudier i Europa og USA samt af mange møder, hvor hun præsenteres for et tværsnit af de forskellige tendenser i samtidsmusikken, går Pade ind i en ny – og, kunne man sige, mere selvsikker – kompositorisk fase. Hun møder tilfældigt Karlheinz Stockhausen ved en prøve på værket GRUPPEN, og han byder hende ikke blot velkommen, men beder hende om en vurdering af akustikken. 

Der var tre orkestre i salen, et på hver side af salen og et i midten. Der var også en mixer i midten, som Stockhausen skulle betjene for at skifte lyden mellem højttalerne. Han gik ind for at teste styrken i orkestret. Han talte ivrigt om det, tog mig i armen og satte mig på sidste række i midten. Jeg syntes, det var meget akavet at invitere mig selv ind og så sidde bagerst, men det viste sig, at han havde brug for mig til at tjekke balancen mellem højttalerne. ‘Hvis du vil have lyden højere, så løft hånden op, og hvis du vil have den mere stille, så peg ned,’ sagde han, og det fungerede smukt.8

I sin bog betragter Andrea Bak dette øjeblik som en særlig ære for komponisten, hvilket styrkede hendes ry blandt de danskere, der rejste med hende. Overordnet set er det, når man læser hendes biografi og egne tekster, muligt at se, hvordan Pade specifikt bruger det tætte forhold til sine mandlige kolleger til effektivt at integrere sit image i rækken af ​​anerkendte europæiske komponister for eftertiden – en gensidigt forbundet strategi mellem selvportræt og efterfølgende stilisering.

I Bruxelles mødte Pade også Pierre Boulez og var begejstret for Maurice Béjarts koreografier for Pierre Henry og Schaeffers Symphonie pour un homme seul, hvor hun for første gang oplever elektroakustisk musik på scenen uden for radioen. Else Marie Pade lærer Mauricio Kagel og John Cages arbejde at kende, og hun er inspireret af Le Corbusier og Iannis Xenakis' berømte Philips Pavilion. Hun hører også Beton PH af sidstnævnte og lærer om hans granulære synteseproces, som Pade senere brugte i filmmusikken til en kortfilm kaldet Vikingerne (1961). Hun er dog særligt imponeret over amerikaneren Henry Jacobs og hans koncertrække Vortex Temporum, som han flyttede fra San Francisco til Brussels Planetarium, og hvor elektroniske lyde kredser gennem rummet sammen med lys fra stjerner og planeter – som så inspirerede Pade til, få dage efter sin hjemkomst, at skabe Danmarks første stykke elektronisk musik, Syv Cirkler (1958). Hun sender straks båndene til San Francisco, men forgæves: Henry Jacobs tager dem ikke med i sit koncertprogram.

Mellem periferi og centrum

Selv om denne læsning af hendes kompositoriske ideer kan give indtryk af, at Pade kun var i stand til at opnå sine præstationer under indflydelse af sine mandlige kolleger, er det ganske bemærkelsesværdigt, hvordan hun gjorde det – især under de forhold, hun stod overfor i udkantsdanmark og den lille interesse for den elektroniske musik. Pade forstår ikke alene at integrere sin viden direkte i sit eget kompositionsarbejde, men placerer sig også smart i grænsefladen mellem Danmark og andre europæiske lande for aktivt at stræbe efter personlige netværk. Som producer ansat i Danmarks Radios musikafdeling er hun værdsat og betragtes som en ekspert inden for ny musik og forstår at gøre brug af dette ry: I flere radioprogrammer præsenterer hun sine rejsereportager fra Bruxelles, Mannheim og Darmstadt, hvor hun demonstrerer sit indgående kendskab og musikanalysefærdigheder samt sin gode hørelse, og sammen med sine europæiske visioner positionerer hun sig godt i Danmark. Hun formidler sine indtryk fra Bruxelles i et radioprogram med den rungende titel Musik fra atomtiden, hvor hun giver et overblik over de vigtigste værker fra Verdensudstillingen, og hvor hendes egne værker (Syv Cirkler og Symphonie magnétophonique) transmitteres sammen med værker af de store (mandlige) navne fra den vestlige avantgarde. 

Derudover er Pade gennem sit arbejde i radioen velinformeret om internationale begivenheder i København, deltager i koncerter og møder rejsende komponister, der kommer forbi den danske hovedstad på deres turnéer. Hun rejser også til forskellige steder i Europa, hun besøger igen Pierre Schaeffer i Paris og Karlheinz Stockhausen i Köln, hun er i kontakt med Maurice Béjart og med Pierre Boulez, som hun sender snesevis af sine værker til og beder, desværre forgæves, om at udføre dem. I juni 1960 rejser hun til Köln til møde i International Gesellschaft für Neue Musik (IGNM).9 Her møder hun en allerede institutionelt etableret kanon inden for ny musik. Men under opholdet får hun at vide, at Stockhausens partner, Mary Bauermeister, har arrangeret en modfestival til IGNM i sit studie med optrædener af komponister som John Cage og David Tudor, hvis eksperimentelle tilgange på det tidspunkt ingen støtte havde i den europæiske mainstream af IGNM.

Kort tid senere, i 1961, vinder Pade en komponistpris ved Mannheim Music Days, som specifikt er rettet mod kvindelige komponister. Hendes værk Afsnit I, II, III, (1961) for elektronik, violin og elleve slagtøjsinstrumenter opnår også stor succes i Portugal som baggrundsmusik til en koreografi af veninden Nini Theilade, en pioner inden for avantgardedans i Danmark, som i 1967 sammen med Grupo Gulbenkian de Bailando producerer værket Variações sem Sentido (Variationer uden mening). Theilade producerer senere også den succesfulde tv-ballet Græsstrået (1964) for præpareret klaver, violin, elektroniske lyde og bånd, baseret på et digt af den danske digter El Forman, som er oversat til mange sprog.

Politiske forandringer i Darmstadt 

Else Marie Pade deltog tre gange i Darmstadts sommerkurser for ny musik i 1960'erne og 1970'erne. For Pade betyder flere ugers forløb en mere intensiv udforskning af forskellige kompositionsteknikker samt en mulighed for at udvide sit netværk. Ud over de talrige koncerter deltager hun af og til i foredrag og kurser hos Boulez, Stockhausen og György Ligeti, hvis introduktion til »Composing with Sound Colors« (1962) bliver et vigtigt element for hendes efterfølgende arbejde, som hun gennemfører på Christoph Caskels kursus »Komposition for trommer« (1968). I overensstemmelse med tidsånden fra hendes mandlige kollegers generation er hendes tilgang forholdsvis rationel, matematisk og konceptuel, og i mindre grad end før med en følelsesmæssig og legende forbindelse til hendes barndom.

Man kan tydeligt se Pades udvikling i hendes private materiale fra Edition S-arkivet: I begyndelsen fyldte hun flittigt sine notesbøger og lod den nyerhvervede inspiration strømme ind i sit arbejde, men gennem årene komponerer hun væsentligt færre værker, men helliger sig også nye tonale former og teknikker som at komponere med klangfarve. Det er herfra, hun henter inspiration samt i en drejning mod religion, som måske ikke længere passer med orienteringen på sommerkurserne i Darmstadt. 

Pade kunne ikke længere finde et rum til sig og til sine kompositioner blandt en ny generation repræsenteret af Lachenmann

Else Marie Pade følger også aktivt med i de politiske omvæltninger omkring 1968. Hendes radioudsendelser på dette tidspunkt vidner også om, hvor dygtig hun er til at relatere sociokulturelle sammenhænge og musikalske analyser til hinanden. Ikke desto mindre markerer de tumultariske år omkring 1968 også en forandring i Pades liv, da hun i stigende grad trækker sig tilbage fra ny musik.

Årsagen til dette er helt sikkert hendes gentagne mislykkede forsøg på at kontakte Boulez og overbevise ham om at deltage i balletten Immorttela (1969/70, rev. 1984). På grund af sygdom aflyste Boulez sin deltagelse som underviser på Darmstadts sommerkurser i 1968, så Pade i stedet tog stykket med i Caskels kompositionskursus med fokus på slagtøj og der begynder at komponere XXI akvareller om havet (1968-1971) og gør et kompositorisk forsøg på at omsætte akvarelmaleriets farvegradienter sammen med de tilhørende digte af digteren og maleren Georg Sønderlund Hansen til musikalske lyde. 

Denne komposition blev igen taget frem fire år senere under Pades sidste besøg i Darmstadt i 1972 af Helmut Lachenmann, som beskrev Pades kompositionsstil og hendes følelsesdrevne tilgang som naiv og beskrev hendes arbejde som næsten farligt under sloganet »kulturel sedimentering«.

Det synes, som om Pade, der var forbundet med Stockhausen, Ligeti, Boulez og en tidligere generation af komponister, ikke længere kunne finde et rum til sig og til sine kompositioner blandt en ny generation repræsenteret af Lachenmann.

Det er, som om hun ikke længere følte et tilhørsforhold til feriekurserne og den ny mangfoldighed af æstetiske orienteringer. I hvilket omfang Helmut Lachenmanns afvisning var den afgørende årsag til, at Pade ikke vendte tilbage til Darmstadt, forbliver spekulationer. 

Religion og sygdom

Efter skilsmissen fra sin mand opdrager Pade sine to sønner alene og bliver mere og mere bebyrdet med arbejde som radioproducer. I 1971, da hun får til opgave at komponere for den svenske EMS (Elektronmusikstudion) i Stockholm – grundlagt i 1969 som det skandinaviske flagskib for elektronisk musik – opdager hun, at studiets store computere og moderne udstyr er fremmede for hende. Mens hun er omgivet af velvillige lydteknikere og ingeniører i sit meget mindre hjemmestudie på Danmarks Radio, som realiserer hendes stykker ud fra hendes præcise partiturer, er Pade ikke bekendt med at arbejde med maskinerne på EMS: Pades værk Klangfärger från EMS (1971), materialet fra det tidligere Faust-værk fra 1962 og udvidet til at omfatte et præpareret klaver, bliver trukket tilbage og færdiggøres først i Danmarks Radio i 1973.

Samtidig forværres Pades helbred: Siden fængslingen under Anden Verdenskrig har komponisten lidt af en særlig form for posttraumatisk stresslidelse, det såkaldte Survivor's Guilt Syndrome, som i anden halvdel af det 20. århundrede også blev kendt som koncentrationslejrsyndrom. Sjældent har hun i sit liv beskæftiget sig så åbenlyst med dette emne i danmarkshistorien og sin egen biografi som med de allerede nævnte lyde af krig og bomber. Symphonie Magnétophonique og i værket Se det i øjnene fra 1970, hvor linjen »Hitler er ikke død« gentages snesevis af gange på dansk. På grund af sit forværrede psykiske helbred måtte hun i 1973 opgive sit job ved Danmarks Radio, og efter et ophold på en psykiatrisk klinik boede hun i forskellige plejeboliger.

Samtidig blev Pades spiritualitet dybere, hun konverterede til katolicismen og flyttede endda i 1977 i et katolsk kloster

Hendes kunstneriske interesse skiftede også. I 1974 kom hun med i et forskningsprojekt på Rigshospitalet, som undersøgte virkningerne af elektroniske lyde i kombination med visuelle billeder for børn med indlæringsvanskeligheder. Samtidig blev Pades spiritualitet dybere, hun konverterede til katolicismen og flyttede endda i 1977 i et katolsk kloster i et par år, hvor hun komponerede nogle religiøst motiverede værker. Værket Teresa af Ávila (1980) for elektroniske og konkrete lyde og talestemme er dedikeret til 1500-tallets helgen og mystiker af samme navn.10 Værket er igen baseret på princippet om seriel komposition med klangfarve, hvor forskellige stadier af Teresa af Ávilas liv skildres gennem musikalsk forskellige afsnit.

Denne praksis havde hun allerede brugt i Klangfärger från EMS (1971), og især i Maria (1969/70, rev. 1972–1980): Her beskriver de forskellige klangfarver stadierne i Marias liv på Jorden frem til hendes himmelfart. Pades måde at arbejde på ændrer sig: Hun arbejder nu længere på individuelle stykker, forfiner sit tonale materiale og lader det flyde fra det ene stykke til det næste. I denne sidste kompositoriske fase blev flere af hendes akustiske, ofte pædagogisk orienterede værker skabt – såsom børneoperaen Far, mor og børn. En leg med opera (1974) og værker for Orff-instrumenter eller legetøjsorkester (Et menneske (1969), Historien om skabelsen (1969).

Interessant nok – om end ikke overraskende – i diskursen om Else Marie Pade nævnes sjældent netop de værker, der ikke følger den europæiske mainstreams strømninger, men har derimod et stærkt fokus på den børnevenlige, fantasifulde musik. Pades oeuvre indeholder en masse baggrundsmusik til tv-balletter, film og frem for alt børnehistorier, hvor hun forsøger at omsætte visuelle verdener til lyde.

I begyndelsen af ​​1980'erne blev der mere stille omkring Pade. Hun forsvandt fra dansk musikliv og den stadig spirende elektroniske musikscene i Danmark. Indtil hun, som nævnt tidligere, på et tidspunkt bringes tilbage under det kontroversielle brand »Den elektroniske musiks bedstemor«. I år, hvor hun ville være fyldt 100 år, er det værd at stille det kritiske spørgsmål, hvilke mekanismer, der styrer denne fortolkning af musikhistorien, og hvilke kriterier en kvinde som Else Marie Pade skal opfylde for at blive husket i fremtiden.

• 1Henrik Marstal, Henriette Moos, »Filtreringer. Elektronisk musik fra tonegeneratorer til samplere 1898–2001«, København 2001; Henrik Marstal, Ingeborg Okkels, Den konkrete musik og virkelighedens lydkuppel, Seismograf 2000/01, 75, nr 7, s. 218–224.
• 2Else Marie Pade, Sydow Hans, Sydow Hans, »EMP: Else Marie Pade: livet i et glasperlespil«. Resonance.dk, København 2005; Inge Bruland, Else Marie Pade og symphonie magnétophonique. Cph: Museum Tusculanum 2006; Andrea Bak Andrea, »Else Marie Pade: en biografi«, Gyldendal, København 2009; Troels Donnerborg, »Klangen af en stjerne: historien om vidunderbarnet« Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist«. Byens Forlag, København 2009; Henrik Marstal, »Else Marie Pade: 1924-2016«, Multivers, København 2019; Jonas Olesen, »Pionerer & outsidere: dansk elektronisk musik 1928-1980«. Multivers, København 2022
• 3Sune Anderberg, »Endnu en dag, endnu en genopdagelse af Else Marie Pade«.
• 4Else Marie Pade, Pierre Schaeffer, in ibid. »Kvinder i musik«. Årsskrift, København 2003, s. 13–14
• 5En række radioprogrammer, der blev sendt på Kölnerstationen WDR i årene 1964-1966, »Kennen Sie Musik, die man nur am Lautsprecher hören kann?«, jf. Karlheinz Stockhausen, Texte zur Musik 1963-1970. »Einführungen og Projekte. Kurse. Sendungen. Standpunkte. Nebennoten«, Köln 1971, s. 259
• 6Else Marie Pade, »Der Stoff, aus dem die Träume sind. An Karlheinz Stockhausen«, in: Musik-Texte 2008 nr 117, s. 61–63
• 7Andrea Bak, Else Marie Pade…, s. 109.
• 8Ibid. s. 113.
• 9Navnet optræder normalt på fransk og derefter på engelsk; vi bruger den tyske version her på grund af konteksten, se: https://iscm.org.
• 10Ingborg Okkels skriver i »Else Marie Pade, Jomfru Maria og de store mysterier« udførligt om Pades religiøse værker, Seismograf, 16. december 2022. "Sprechstimme" er en variation af rytmisk og melodisk tale, udviklet af Arnold Schoenberg i begyndelsen af ​​det 20. århundrede, bl.a. i »Pierrot Lunaire«.