Solen skinner over apokalypsen
Den dedikerede Seismograf-læser vil måske genkende navnet Maya Shenfeld. Altså ikke blot som den berlinske komponist, hvis debutalbum, In Free Fall, i 2022 blev fremhævet af The Guardian og kåret til årets bedste eksperimenterende udgivelse i Stereogum. Nej, de mest samvittighedsfulde vil også huske, at Shenfeld for seks-syv år siden skrev en række reportager til Seismograf, heraf en om sin opvækst i Jerusalem og om en israelsk »kulturkrig«, der ikke ligefrem har mistet sin relevans i dag.
Allerede i de tekster mærkede man et politisk engagement, som siden også har vist sig i Maya Shenfelds musik, om end på et mere abstrakt plan. Måske er det mere nøjagtigt at tale om en bevidsthed om verden i hendes værker end om en politisk agenda, men når man lytter til musikken, mærker man, at den rækker ud over sig selv. Ikke mindst på hendes nye album, Under the Sun. Det er, tror jeg, den overbygning, der får udgivelsen til at sitre og virkelig folde sig ud som et akustisk-elektronisk kunstværk.
For hvor In Free Fall især havde sit fokus på varm retrosynth og melodisk arbejde, er der flere lag i det nye album. Allerede titlens reference til en passage i Det Gamle Testamente sender et signal om, at blikket denne gang ikke kun er rettet mod nostalgiske synthtåger fra 80’erne, men mod en meget mere vidtrækkende tidslighed.
Pludselig befinder man sig midt i et planetarisk, ja kosmisk, spil. Velkommen i ormehullet
Under the Sun flyver ikke kun fikst mellem vidt forskellige lydlige rum, men også mellem forskellige tider – fra minimalistiske sløjfers helt nære temposkift til en destabilisering af selve tiden, der åbner en slags planetarisk eller galaktisk dimension i musikken. Det er ikke for ingenting, at en af skæringerne undervejs bærer titlen »Interstellar«.
Ind i ormehullet
Albummet lægger ud med et changerende dronespil mellem menneske og maskine, hvor det er vanskeligt at skelne, hvad der er orgel, synth, blokfløjte og muligvis også obo. De tre indledende indsatser minder om Richards Strauss’ Also sprach Zarathustra, men vokser sig så større til en akustisk-elektronisk ursuppe med en stikkende synthbas.
Halvvejs gennem denne åbning begynder den fyldige durklang at gøre små, molsubdominantiske spjæt med lidt af den samme mystiske effekt som Wagners tristanakkord. En fløjte fører an i spjættet, og dermed bliver det en form for markering af en kamp mod maskinen, men jo også et spil med den, for synthen følger med. Er det et en slags gisp? Mystikken har indfundet sig, og det er den, skal det vise sig, der binder hele albummet sammen.
En af de bemærkelsesværdige omstændigheder ved Under the Sun er, at den indarbejder feltoptagelser fra et portugisisk marmorbrud. Det hører man for alvor på anden skæring, »Tehom«, der er hebraisk for afgrund. Hvis åbneren, »A guide for the perplexed«, med sin dronekarakter aktiverede en abstrakt og mystisk tid, bevæger albummet sig her ind i selve planetens fundament – mere håndgribeligt og materielt bliver det ikke.
Man hører maskiner, der skriger som et tågehorn og siden blafrer som en helikopter, mens de borer sig ned i marmoret på en luftstille hedebølgedag. Det lyder som et monster, der pruster, dets dybe, hakkende hjerteslag hørt som et jorddæmpet ekko og et dirrende centralnervesystem af metallisk klapren. Men »Tehom« er også lyden af et skifte i rum: Først dominerer feltoptagelsens tomme rum, indfanget under solen, men siden bevæger Shenfeld sig ind i lydenes indre – næsten som om vi også når ind til Jordens kerne.
Det er en bevægelse, hun fortsætter på »Geist«, som nok har varme, analoge David Lynch-vibes og i den forstand er et rum, der klinger af nær fortid, men det er også et rum, der på en måde er trængt ind i marmoret og kommer i kontakt med en geologisk tid. Bølgende moldroner og funklende lysmetaller inviterer os indenfor, men efterhånden skælver tonaliteten, dronerne glider ud af stemning, og tyngdekraften brister.
Det, der indledningsvis føltes som en tryg 80’er-varme, bliver til en slags nulstilling af tidsfornemmelsen, og pludselig befinder man sig midt i et planetarisk, ja kosmisk, spil. Velkommen i ormehullet.
Kurs mod det sublime
Måske er jeg ude på et fortolkningsmæssigt overdrev, men det er også det fascinerende ved et ambitiøst akustisk-elektronisk værk som Under the Sun: at det kan få os helt derud. Så jeg fortsætter altså.
For det er her, efter opløsningen af tid og rum, at »Interstellar« spiller sin trumf. Skæringen er tænkt som en synthsonate og ihukommer det melodiske univers fra In Free Fall, men det er med et klart præg af skælmsk scherzo. En arpeggiator halverer og fordobler tempoet af en minimalistisk sløjfe, som man kender det fra komponister som Philip Glass, mens urokkelige akkorder svæver i baggrunden for at illustrere to forskellige tider.
Nogle vil måske afskrive »Interstellar« som banal Hans Zimmer-pastiche, men set som en del af albummets større enhed føjer skæringens sentimentalitet et vigtigt lag af umiddelbar følelse til det samlede værk; halvvejs inde aner man endda en hjerterytmik i synthbassen.
Det ormehul, Shenfeld fandt i marmoret, har sendt os direkte ud i det ydre rum, hvor tiden hele tiden er ved at kollapse – illustreret ved den minimalistiske sløjfe, der konstant trækker sig sammen for så at udvide sig og til sidst løber løbsk. Det helt store lydrum og vingefang kombineret med den banale melodik tvinger noget sublimt frem i musikken. Pludselig er vi tæt på solen.
Det er, som om albummet her manifesterer en ny tid: efter solen
Er verden gået under?
Ud af denne transcendens af tid og rum vokser så »Light, refracted«, et paradisisk erindringsglimt med reminiscenser af helt langsom vokal. Luftige genfærdsstemmer hvirvles sammen med dyb synth, men perforeres så af lysstråler, inden det hele fortættes til en kornet blæst. Det er her, et mørke sætter ind på albummet og nægter at slippe sit tag – en postapokalyptisk udvikling, der gør Under the Sun til et økokritisk, men også eksistentielt værk.
Det er, som om albummet her manifesterer en ny tid: efter solen. I »On its rounds the wind returns« toner en dyb og alvorlig molsløjfe ind efter lyden af den kornede blæst. Den fortsætter med at cirkle i ring som et højtideligt ritual, mens denne rumstorm holder ved. Er det en planetarisk uro, der har sat sit kaos fri? I hvert fald er der katastrofe i luften, hør bare de insisterende metalslag og den dumpe pauke i »Sedek«, mens støjen buldrer løs. Det er et cinematisk drama, der bølger mellem et sakralt kirkerum, marmorbruddets rå maskineri og den analoge synths stjernehimmel.
Men det er også et drama, der insisterer på det menneskelige. Sidste skæring, »Analemma«, bæres af et melankolsk ungdomskor, der får følge af synth, dybt orgel og den evige blæst. Om det hymniske tema, de gentager, skal forstås som en afsked med verden eller et lys i mørket, står til fri fortolkning; svaret blæser bogstaveligt talt i vinden, og det er en kvalitet ved Under the Sun.
Omgivelserne truer hele tiden med at opsluge koret. Eller også prøver de at synge med på melodien, selv støjens ekko af de brutale marmormaskiner. I en lang udtoning kæmper de alle sammen om at forsvinde, og til sidst står kun det fjerne nynnekor tilbage, men selv det ganske svagt. Måske fordi det er her, man som lytter selv træder ind i værket: Shenfeld gør ligesom plads til os i lyden. Står vi alene tilbage? Er verden gået under?
Det er fantastisk stærke kræfter, Maya Shenfeld sætter fri på Under the Sun, som i løbet af sine otte skæringer bevæger sig ind og ud af forskellige tider og forskellige rum. Der er både det dystopiske og det nære, det maskinelle og det menneskelige, et ubarmhjertigt marmorbrud og en cinematisk rumsonate. Men det hele samler sig til en helhed, der balancerer fornemt mellem, dybest set, lys og mørke. Apokalypsen truer hele tiden, men den drager også. Ligesom en stor, brændende sol.
Maya Shenfelds »Under the Sun« udkom på Thrill Jockey Recods den 23. februar. På albummet medvirker Omer Idan (obo), Gineke Pranger (blokfløjter), ungdomskoret Ritterchor og komponisten selv (modulære synths, elektronik). Værket er skabt i Alentejo og Berlin.