Skrædderens lange tråd

Doven skrædder syr med lang tråd, siger et ordsprog på både svensk og dansk. Det handler nok snarere om beklædning end om et insekt, der er kendt for at gå på vandet. Men på svensk deler den menneskelige skrædder (skräddare, red.) navn med det, man på dansk kalder en skøjteløber: den næbmundede tæge i Gerridae-familien, der lever i vandoverfladen, og hvis lange ben kan ses promenere over vandløb på en sommerdag. Det virker sløvt, skrædderinsektet, en ranglet sag, der flyder på vandoverfladen og lurer på andre insekter, det kan suge livet ud af. Ganske vist er det håndværksskrædderen med den mere end nødvendigt lange tråd, der regnes for magelig. Lang tråd er lig med manglende foretagsomhed, et unødvendigt spild. Men man kan også tale om en lang tråd i insektets tilfælde; noget, som har med det rolige liv på vandoverfladen at gøre. Insektskrædderen ser nemlig ikke særlig godt. Den forlader sig i stedet på vibrationerne langs overfladen, som signalerer fare eller byttedyr i nærheden. For den findes der kun én lang tråd, som udgøres af vandets overfladespænding. Den er nødt til at gøre sig lad, lære at lytte, slå sig til tåls med at afvente yderligere information. Alt er bølger.

Den franske komponist Éliane Radigue har siden 1960’erne skabt en musik, der besidder et så roligt tempo og så subtile teknikker, at man let kunne forveksle hendes minimalistiske klange med ladhed. Det ene værk ligner det andet til forveksling. I hendes beskedne musik sker der så lidt, at man kan være nødt til at vente ti minutter, før nogen forandring giver sig til kende. Men disse vedvarende borduntoner – droner, før det kom på mode – omfavner dovenskaben og bruger skrædderens lange tråd til noget nyttigt. I lighed med megen lydkunst, feltoptagelser og ambient musik interesserer Radigue sig for det akvatiske liv. Der er noget ved lyden af vandets brusen, som åbenbart gør den særlig velegnet til ikke-musikalsk musik, abstrakt eller naturlig musik. Men til forskel fra andre eksperimentalmusikere er Radigue ikke optaget af selve havet, men af, hvad der foregår i dets øverste lag. »Det er ligesom at betragte overfladen af en flod,« har Radigue sagt om sin musik i en kort dokumentar fra 2009. »Langs revene kommer en irisering til syne, men den er aldrig helt ens; afhængigt af hvordan du kigger, kan du se solens gyldne stråler eller vandets dyb.«

Det er musik, som er helt og holdent spejlinger. Man hører den løbende forandring, aldrig et direkte brud. Lyden i sin vorden, lytningen som en tilblivelse

Vandoverfladen udgør skæringspunktet mellem himmel og hav, et sted, hvor det ene spejler sig i det andet og alle grænser virker flydende. Derfor er vandoverfladen en perfekt illustration af Radigues stilfærdige kompositioner, som ofte er baseret på to båndoptagelser, der afspilles samtidig, hvilket resulterer i mindre overlapninger eller forsinkelser – så langsomt som muligt, naturligvis. Det er musik, som er helt og holdent spejlinger. Man hører den løbende forandring, aldrig et direkte brud. Lyden i sin vorden, lytningen som en tilblivelse. Man udfylder selv hullerne, forsøger at give de bølgende forløb en fast form. Og det er ikke så lidt af en udfordring med tanke på den 87-årige Radigues omfattende produktion, som for nylig er blevet tilegnet sin første opsamlende udgivelse. Bag udgivelsen står det traditionsrige franske musiklaboratorium INA GRM – som Radigue noget misvisende forbindes med, fordi hun tidligt i sin karriere arbejdede som lydarkivar for både Pierre Schaeffer og Pierre Henry – og de 14 CD’er i bokssættet Œuvres Électroniques (2018) indeholder et solidt udsnit af hendes 50 år lange komponistvirke.

Man kan spørge sig selv, hvorfor der ikke er tale om 20 eller 30 CD’er eller slet og ret samtlige elektroniske værker, især fordi Radigue de senere år er begyndt at komponere for fortrinsvis akustiske instrumenter. Derudover fremstår CD som et relativt uddødt format og giver også en temmelig uæstetisk form til det samlerobjekt, som det overdrevet dyre og forbavsende informationsfattige bokssæt er – hvor mængden af ensartede værker jo risikerer at udviske forskellene på dem. Men eftersom Radigues værker næsten altid udgøres af timelange, uafbrudte kompositioner, er CD’en det eneste fysiske format, som bevarer flowet i hendes musik. Her finder man alt det, hun er blevet kendt for: den tibetansk inspirerede dødebogsodyssé Trilogie de la Mort (1988-93), den musikalske yogi-biografi Les Chants de Milarepa (1983), det gletsjeragtigt evigskinnende Adnos (1973-80). Eftersom mange af hendes værker består af omfattende serier af kompositioner, ofte indspillet i 70’erne eller 80’erne og udgivet årtier senere, er det synd, at bokssættet ikke byder på lige så udførligt arkivmateriale, som enkeltudgivelserne har gjort gennem årene. Bokssættet giver lidt af alt, men uden at gå i dybden.

Ensomhedens musik til ensom lytning

Det enkleste karaktertræk ved Radigues musik er stilstanden. Ingenting sker. Hvor længe er der gået? Snart en time, en dag, et år. Det er den lange tråds tid, en træg og tilsyneladende endeløs strækning uden begyndelse eller slutning. Her finder man ingen rød tråd, ingen enkel udvikling at fæste sig ved. Kan man overhovedet sige, at værket holder op? Lyden toner ind og ud, en svag bølge, som langsomt tager til i styrke, inden den når som helst kan forsvinde i vandet omkring sig lige så ubemærket, som den opstod. Derfor kan man tale om, at der hverken findes en begyndelse eller en slutning hos Radigue. For hvornår begynder et værk? Næppe ved 0:00 eller 0:30, hvor ingenting rigtig er sket. Alt er stilhed, præcis som inden 0:00, præcis som når skiven holder op med at dreje rundt og er tilbage ved 0:00. Stilheden og genklangene før og efter værkets udmålte tid, såsom 55:02 for L'Île re-sonante (2000), er lige så meget en del af værket. Prøv at sætte dig ned og lytte til et helt værk af Radigue, virkelig lytte uden at tale i telefon eller gøre rent eller være i gang med noget andet. Når skiven er færdig, varer lyden ved i trommehinderne som en midlertidig tinnitus forårsaget ikke af høj volumen, men af en anstrengelse, som næsten ikke er en anstrengelse: af at lytte.

Men hvad skulle der også ske? En borduntone er en borduntone. Musik uden bevægelse, lyd uden begivenheder. »At flytte på stenene langs flodbredden påvirker ikke strømmen, men forandrer den flydende form,« skriver Radigue om Adnos i bokssættets liner notes. Man har ingen indflydelse på selve strømmen, men man kan skabe røre på overfladen. Eller sagt på en anden måde: Musik er rent og skært illusionsmageri, men kaster lys over altings ensomhed. »Det forudsættes, at man lytter i ensomhed, med et fraværende og dobbelt blik rettet mod et suggereret ydre billede, men hvis refleksion gengiver den indre verden,« fortsætter Radigue. Men hvad er den indre verden om ikke tomhed? Man kan ikke røre ved den, ikke engang med sikkerhed vide, om den er væk. Den indre verden har ikke noget, der minder om substans; den er mere end det: en refleksionflade. Fordybet i lydverdenen, fordybet i dig selv. Kun sådan kan man blive opmærksom på den meningsløshed, som definerer det jeg, der ligesom lyd består af bølger på overfladen. Altså er Radigues musik ikke alene skabt i hjemmet, nedfældet over flere år i pariserlejligheden i det 14. arrondissement, men skal lyttes til i samme ensomhed, som borduntonen udspringer af.

Måske er ligegladheden et af Radigues største adelsmærker. Idéer, politik, temaer? Ikke her, her er kun evige ekkoer

Vi ved, at det ikke er ingenting; der findes trods alt en skaber bag værket, som lader os møde ensomheden. Vi ved, at en enkelt synthesizer står bag alle lydene: ARP 2500, hendes »livsledsager«, som hun kalder den. Men som regel hører man så lidt af de lyde, man normalt forbinder med en analog synthesizer, at det, gudskelov, virker helt underordnet, hvordan de er blevet til. Alt er efterklange, reminiscenser af lyd. Man kunne måske mene, at dette illustrerer hendes påvirkning fra musique concrète, fra ønsket om at viske lydkilden ud og lade lyden fremkalde sin egen verden. Men det er ikke blot vildledende at skrive Radigue ind i en tradition, som hun aldrig var en del af, det er også en misvisende association. Ved tidligt at benytte mikrofoner i stedet for højttalere som både en lydkilde og et instrument, der på samme tid opfanger og forstærker sin egen resonans, er det tydeligt, at hun har været mindre interesseret i lyde og mere i refleksioner. Hun er ude efter at indfange varigheden.

Hvad er en refleksion? Der findes hårde, bløde og pludselige refleksioner. Men der findes også en træg refleksion, og det er Radigues domæne: den langsomme overgang fra én ting til en anden. Der går gerne flere minutter, før en ny klang melder sin ankomst hos hende. Og til den tid har man glemt, hvordan den forrige lød. Der er altså ikke tale om lyd uden en hørbar lydkilde, men om lyd uden en lydkilde. Lyde, hvor det ikke giver mening at tale om en kilde, ligesom bevægelse uden gravitation, bølger uden et hav. Hvad end vi hører hos Radigue, er det altid svært at skelne det fra en uklar fortid og en endnu uvis fremtid. Samtidig kunne man spekulere over – ved mødet med denne monotoni af narcissistiske genskin – hvem der egentlig går op i dette, hvem eller hvad det er relevant for? Måske er ligegladheden et af Radigues største adelsmærker. Idéer, politik, temaer? Ikke her, her er kun evige ekkoer. Dette er også problemet med de biografiske anekdoter, som sammenkæder hendes optagethed af buddhisme i 70’erne med en rendyrkning af musikken: Man forstår det som et musikalsk koncept. Men musikken er den samme, skive efter skive, lige fra begyndelsen, i en grad så alt lyder som variationer over en evigt omskiftelig lang tråd.

Lyden af at tabe sig selv

Til vandets egenskaber hører den solidariske evne til at undgå alt for meget kontakt med luften. Vandmolekylerne holder sammen og søger hele tiden nedad eller sidelæns, men ikke opad, hvilket skaber et slags tag, som visse insekter har lært sig at gå på. Skøjteløbere, også kendt som jesus bugs, holder sig oven vande ved hjælp af deres behårede ben, som er udstyret med et hydrofobisk dække af hår, hvis molekyler afstøder vandet. Ved at fordele vægten over sit ranglede korpus og styre med de bageste ben – de mellemste bruges til at ro – udnytter skøjteløberne vandoverfladens solide sammenhold til at komme fremad. Overfladens insektverden er ligesom Radigues musikalske verden baseret på refleksioner, som et flygtigt møde mellem elementerne. Med lyde, som drages mod hinanden i fortættede clustre, fungerer de udstrakte toner som et værn mod opløsning. Tonerne reflekterer hinanden, går ind i hinanden. Man hører aldrig de enkelte lyde, kun deres eftervirkninger. Det er en overlevelsesstrategi: at viskes ud for at holde sammen. Udstrækkes for at fortsætte bare lidt endnu.

Alt hos Radigue tager tid; ikke kun musikken, men også den offentlige anerkendelse har taget mange omveje siden hendes første værk i slutningen af 60’erne. Hun tilhører den gruppe af efterkrigskomponister, som først og fremmest komponerede for et livepublikum, og som i løbet af 90’erne begyndte et nyt liv på CD-indspilninger. Meget af det, der er udgivet med hende, er arkivmateriale, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for, at tiden dengang ikke var moden til hendes musik. Det er snarere et udtryk for, at den arkivbesatte retromodernisme i dag ikke kan få nok af skjulte skatte i historiens gemmer – en musikalsk overmætning, som ikke er til Radigues fordel, eftersom hendes langsomme lydlandskab er bedst tjent med en kræsen udvælgelse. Radigues borduntoner kræver tid; man skal kunne mærke, at der ligger en tanke, et alvor, bag lydene. Ellers flyder de sammen med al anden dronemusik, vi belemres med i dag, en opdateret new age-eskapisme, som lyder eksperimental, men i realiteten søger det svævende: turn on, tune in, drop out. Det sker let, at den bliver formelagtig, den udstrakte tone. Eftersom hendes værker i så høj grad handler om den tid, hvor man synker ned i de langvarige lyde, i hvis lange udstrækning man også glemmer tiden, føles mødet nødvendigvis særegent – som en undtagelse i en ellers så opmærksomhedskrævende tilværelse.

I den forstand står hendes borduntoner som sande monumenter. At fortabe sig i dem er at erkende tabet af sig selv, at indse behovet for at komme for sent, at tillade sig at vente, isolere sig, glemme verden

Radigue standser tiden. Ingenting sker. Hos hende er vi hele tiden på gyngende grund, men bevæger os i alle retninger på samme tid. Og det er vel det, kulturen vil i dag: Vi skal lulles ind i troen på en fantasi om, at alle døre står åbne. Der findes altid et arkiv, som kan opdages, en uopdaget kunstner, som kan sættes fri. Historien er i bevægelse, i hvert fald bagud og ud mod siderne, men ikke fremad, egentlig ikke. Radigues musik er sådan set et udtryk for en gammelavantgardisme optaget af transcendental dybdelytning. Det handler mere om at blive hel end at forsøge at udvide sin horisont. Ja hendes værker bekymrer sig befriende lidt om musikken som kunstform. De har ikke noget at sige. De er ligeglade. Men man kommer ikke uden om, at al denne sekulære musikmeditation er regressiv, udelukkende rettet mod lydoplevelsen i sig selv. Musikken var radikal dengang i 70’erne, hvor synthesizeren stadig fremstod som en ny og herlig verdens nye teknologi. At lytte til Radigue i dag er en kamp mod koncentrationsevnen, men først og fremmest mod historien og alle disse lydlige luftlommer, som minder os om, hvor hurtigt kulturen ændrer sig. I den forstand står hendes borduntoner som sande monumenter. At fortabe sig i dem er at erkende tabet af sig selv, at indse behovet for at komme for sent, at tillade sig at vente, isolere sig, glemme verden. Også ladhed er en ressource.

Joni Hyvönen er skribent på og medredaktør af det skandinaviske kulturtidsskrift Vagant. Han bor i Stockholm.

Oversat fra svensk af Sune Anderberg.