Nysgerrighedens komponist: Per Nørgård in memoriam

Min søster Maj Kullberg og jeg er anden generation Nørgård-samarbejdspartnere, da vi er vokset op med komponisten som en fast gæst i vores barndomshjem, mens han underviste i komposition i vores hjemby og samarbejdede om nye værker med vores forældre.

Vi trådte ind i den møgfyldte kolde stald og fremførte første sats af hans 10. strygekvartet omgivet af 120 mugende køer

Jeg husker en frostklar januar morgen på Frederiksdal Gods på Lolland, hvor min strygekvartet og jeg ventede på Per Nørgårds ankomst. Vi havde allerede arbejdet intensivt med komponisten på hans strygekvartetter og havde haft æren af at få hans 10. kvartet, Harvest Timeless, dedikeret til os.

Humor har altid været en integreret del af vores kommunikation med Per, og denne morgen var ingen undtagelse. Min søster og jeg hentede ham fra færgen sammen med vores vært, Christine Krabbe, som selv har spillet en væsentlig rolle i mange Nørgård-relaterede projekter som dokumentarfilmen Les Archers. Men i stedet for at tage ham til det smukke gods, hvor vores tredages workshop skulle finde sted, havde min kvartet, fru Krabbe og jeg besluttet at drille den gamle komponist og føre ham til en industriel kostald ad bagveje, der skjulte godset.

Det første ord, der dukker op i mit sind, når jeg tænker på min gamle ven Per Nørgård, er legesyge

Til Nørgårds ære rynkede han ikke engang på næsen, da vi trådte ind i den møgfyldte kolde stald og fremførte første sats af hans 10. strygekvartet omgivet af 120 muhende køer, et værk vi kærligt kaldte Harmless Timewaste til komponistens påtagede forargelse.

Det første ord, der dukker op i mit sind, når jeg tænker på min gamle ven Per Nørgård, er legesyge. Tal med alle, der virkelig kendte ham, og de vil bekræfte, at denne egenskab har været en gennemgående kraft i hans liv, samtaler og ikke mindst i hans musik, hvor han konstant udforskede det ukendte med en bemærkelsesværdig livslyst og forundring.

Det andet ord, som passer til mine personlige erfaringer med Per, er gavmildhed. For mig viste denne egenskab sig blandt andet gennem den opmærksomhed, han gav mig, når jeg gang på gang spillede hans soloværker for ham og dermed opdagede hans kreative tilgang til sin egen musik, idet han præsenterede nye perspektiver på de samme værker. Hans gavmildhed er yderligere manifesteret i de mange værker, han har skrevet til mig gennem mere end 20 år – fra flere solasonater over kammermusikværker til en cellokoncert. Jeg er langt fra den eneste, der er blevet beriget på denne måde, da Per altid har været lige så tålmodig lærer som internationalt anerkendt komponist. På denne måde har han inspireret generationer af musikere og komponister og tilsyneladende arbejdet med samme passion både med amatører og professionelle.

I mit samarbejde med Per tillod han gradvist, at min kreativitet blev inddraget, mens han lærte mig, hvordan man nærmer sig tilpasningen af hans værker – og gennem dette hans syn på fx instrumentering. 

Fra sin seng udtrykte Pers hustru Helle sin glæde over at høre hans klaverspil igen, noget han ikke havde gjort i flere år

Selvom humor og legesyge var en del af alt, hvad Per gjorde, var han samtidig dødsens alvorlig omkring sin kunst. I 2009, da jeg skulle give verdenspremiere på hans 2. cellokoncert, Momentum, på Warszawa Efterårsfestival, stødte vi på et problem, da vibrafonen, som spiller en stor rolle i koncerten, viste sig at have en ødelagt membran. Da jeg spurgte, om det ville være acceptabelt at opføre koncerten med den defekte vibrafon, svarede Per: »nej, men vi behøver jo ikke at opføre stykket – det er en mulighed«. Med andre ord var han helt kompromisløs, når det gjaldt – men heldigvis blev situationen løst til megen latter, da en af percussionisterne kom tilbage fra herretoilettet med et kondom og fik repareret instrumentet på den måde.

Det tredje ord, der dukker op, når jeg tænker på Per, er nysgerrighed, hvilket hans eksperimenterende tilgang til hvert nyt værk han skrev også viser. Det sidste samarbejde, jeg havde med Per, var præget af denne nysgerrighed, da han og jeg gik i gang med et improvisationsprojekt med trommeslageren Kresten Osgood. I 2021 improviserede Per og jeg side om side i hans hjem i København – han på klaver, jeg på cello, mens Kresten spillede trommer i den tilstødende stue. Fra sin seng udtrykte Pers hustru Helle sin glæde over at høre hans klaverspil igen, noget han ikke havde gjort i flere år, og denne positive oplevelse blev katalysatoren for fire live-optagelser i Village Recording i København.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek