© PR

Posh Isolation: 15 år som undergrundsmusikkens gartnere

Posh Isolation har altid været mere end blot et pladeselskab, og de to stiftere nægter at give slip på den romantiske naivitet og begejstringen over musikkens magi. For hvem skal ellers passe den frodige have?
Af
7. Juli 2024
  • Annonce

    Kunstpauser

En dag i foråret fyldte det danske pladeselskab Posh Isolation 15 år. Mærkedage er ofte noget, selskabets grundlæggere, Christian Stadsgaard og Loke Rahbek, glemmer at fejre. Ligesom der går flere uger, før de reagerer på en forespørgsel om at sende pressefotos. Men i år, i anledning af den halvrunde fødselsdag, markerer de det med en række udstillinger og koncerter i ikke bare Danmark, men også rundt omkring i Europa. 

På en af årets første sommerdage mødes jeg med de to musikere i gården uden for deres kontor på Vesterbro for at snakke om fortid, nutid og fremtid – pladeselskabets, men også deres personlige, som efter så mange år er uløseligt forbundne. 

»Der var en amerikansk noisemusiker, der spillede koncert med to mikrofoner, som han råbte i, og der var feedback. Det talte til mig«

Mens både Stadsgaard og Rahbek både laver og har lavet musik under et væld af kunstnernavne, og den førstnævnte i dag bedst kendes under navnet Vanity Productions, mens sidstnævntes primære alias er Croatian Amor, så var Posh Isolations første udgivelse et samarbejde mellem de to under navnet Damien Dubrovnik, albummet Songs for Loviatar fra 2009.

© Posh Isolation
Som led i fejringen af 15 år med Posh Isolation blev der afholdt en gratis koncert på Copenhagen Contemporary 29. maj.

De to havde mødt hinanden kort forinden. Rahbek var på daværende tidspunkt kun 18 år, og han husker sit møde med den intense kunst, som noisemusik præsenterede ham for. Han havde tidligere på dagen deltaget i en kunstfernisering, som en af de bidragende kunstnere, hvor han følte, at kunstværkerne »druknede i smalltalk og hvidvin«:

»Jeg tog hen til et arrangement, som Christian holdt samme aften, hvor der var en amerikansk noisemusiker, der spillede koncert med to mikrofoner, som han råbte i, og der var feedback. Det talte til mig. Enten er man der på kunstens præmis, eller også må man gå et andet sted hen.«

Således blev Rahbek en del af det lille fællesskab, der var Københavns noisescene på det tidspunkt. Det var i dette miljø, at Posh Isolation opstod. I starten var det mest en måde, hvorpå de to grundlæggere og deres venner kunne få deres musik ud i verden på, uden indblanding fra udefrakommende. Med den entusiasme, der ofte karakteriserer sådanne DIY-foretagender, kunne der i visse tilfælde gå så lidt som 48 timer, fra nogen fik en idé, til den var klar til udgivelse. Det var sjovt, men de tog det også rigtig alvorligt. Det var også i denne frugtbare opstartsfase, at Stadsgaard og Rahbek udviklede den tilgang til udgivelser, der stadig den dag i dag er forlagets ledestjerne – at være åben og lydhør for det meste. Stadsgaard forklarer:

»Det er vigtigt, at man ikke lukker sig om sig selv eller sin genre, eller begynder at definere sig selv alt for meget i forhold til, hvordan nogen – typisk musikjournalister – har defineret en genre, og så lade det være det, man orienterer sig efter. Men mere en form for åbenhed for, om det er fedt eller ej.«

»Jeg ved overhovedet ikke, om jeg kan lide det her«

© PR
© PR

Toner og farver

I dag er Posh Isolation og flere af dets hyppige kollaboratører anerkendte navne i den internationale undergrund. De modtager musik fra håbefulde kunstnere flere gange om dagen, og har derfor måtte lære at sige nej tak og give konstruktiv kritik. Det er de blevet bedre til gennem årene, for selvom de stadig insisterer på en kunstnerisk nysgerrighed, så er de også bevidste om, hvad de selv kalder pladeselskabets »tone« eller »farve«. Den er der, og har altid været der, også selvom den har ændret sig gennem årene, og det oftest er lettest at se den i retrospekt. I nuet manifesterer den sig mest af alt som en mavefornemmelse og er derfor ikke noget, de bevidst forsøger at efterstræbe, når de skal tage stilling til potentielle nye udgivelser. De er blot glade for, at det er en udvikling, der finder sted helt af sig selv. For som Stadsgaard siger, ville det være ret kedeligt, hvis man efter 15 år stadig lavede det samme, som man gjorde i begyndelsen. Rahbek istemmer med en pointe om de skelsættende udgivelser, der har potentialet til at påvirke forlagets tone:

»Igennem årene har der været alle mulige bevægelser, en vuggen frem og tilbage, som føles meget naturlig. Der har været nogle fede tidspunkter, hvor nogle kommer med noget, og man tænker: ’jeg ved overhovedet ikke, om jeg kan lide det her’. Så skal man virkelig lytte efter, for så er der ved at ske et eller andet. Det kan jo også bare være, at man ikke kan lide det, men det er tit de udgivelser, som jeg senere er blevet rigtig glad for.«

© PR
© PR

Toner, farver, musikalske udtryk og æstetikker har ændret sig igennem Posh Isolations nu 15 år lange historie. Går man langt tilbage i pladeselskabets fortid, vil man støde på en langt mere rå lyd, præget af industrial, noise og det ungdommelige behov for at larme ad helvede til. Senere bliver lyden bedre produceret, mere introspektiv, melankolsk og på sin vis mere lyttevenlig. Rahbek nævner, hvor fedt det har været for ham at lære at skrive en egentlig sang. Behovet for at larme er blevet erstattet af en interesse for at kigge indad. Tilgangen til musikken har dog altid været den samme. I løbet af vores samtale bruger Rahbek ofte begreber som »uskyld« og »naiv romantik«, når han beskriver deres tilgang til ikke bare deres egne kunstneriske virke, men også forlagsarbejdet. Han refererer til dengang, de startede, og der ikke kunne findes mange referencepunkter til det, de lavede. Det var ikke medieret på samme måde, som det er i dag. Sociale medier var langt mindre allestedsnærværende, og undergrundsmusik var rent faktisk undergrund, og bevægede sig sjældent uden for fanzines og nogle få nørdefora på nettet. Kunsten var noget, de tog seriøst, samtidig med at det var noget, de kunne lege med. Som det var tilfældet for så mange andre, tvang coronaepidemien dem til at stoppe op og reevaluere, og det gav Rahbek tid til at mærke efter og genfinde den umiddelbare kærlighed til sit arbejde – magien, naiviteten, romantikken, begejstringen og legen. Denne tilgang har ifølge Stadsgaard altid karakteriseret Posh Isolation:

»Der bliver nødt til at være et eller andet, man bliver begejstret over, hvor der er noget, der skal iværksættes. Det er både i forhold til labelet, men også i forhold til musikken. Det bliver nødt til at være i bevægelse. At man kaster sig over et eller andet, og måske også kaster sig ud på noget lidt dybere vand, end man egentlig kan svømme på.«

»Der, hvor vi er nu, handler det meget mere om at dyrke relationer til andre mennesker, rettere end egentlig at være en platform for musik – dem er der uendeligt af«

© PR
© PR

Rahbek erklærer sig enig og uddyber, at deres strategi – eller mangel på samme – har været at snuble sig fremad hele tiden. Efter så mange år i branchen har de lært at tage det roligt, når det går godt, men også at tage det lige så roligt, når det går dårligt. Han sammenligner deres rolle i Posh Isolation med gartnere – det er deres opgave at tilskynde og understøtte den organiske kunstneriske vækst, som de mange forskellige bidragsydere repræsenterer.

Status og fremtid

At det ikke er mange musikforlag, der overlever i 15 år, og da slet ikke uden for mainstreamen, er Christian Stadsgaard og Loke Rahbek bevidste om. Så hvad er det, de har gjort rigtigt? Stadsgaard pointerer, at »alle kan udgive i dag, med nærmest nul effort. Der, hvor vi er nu, handler det meget mere om at dyrke relationer til andre mennesker, rettere end egentlig at være en platform for musik – dem er der uendeligt af.«

Det er i dag meget lettere at udgive sin egen og andres musik, end det var i 2009, da Posh Isolation blev grundlagt. Det er for størstedelens vedkommende et spørgsmål om sociale medier og streamingtjenester, samt bedre og billigere adgang til de nødvendige redskaber. Men Stadsgaard og Rahbek kan, i hvert fald inden for deres egne og tilstødende genrer, også tilkendes en vis anerkendelse. Det er noget, Stadsgaard er stolt over: 

»Uden at tage æren for noget som helst, så har vi været med til at bane vejen for en eller anden form for gør-det-selv-kultur. Flere selskaber [relateret til Posh Isolation] er startet op gennem årene. Det er jeg måske næsten mere glad for, end hvad vi isoleret har gjort. At man har været med til at inspirere folk, og fået dem til at lave deres toner og udtryk.«

© PR

Samtalen falder naturligt over på de altid skiftende forhold i musikbranchen. Hvordan navigerer man som udøvende musiker og pladeselskabsindehaver omstændigheder såsom streaming og AI, der henholdsvis fuldstændigt har ændret hele forretningsmodellen, og truer med at gøre det igen? Det korte svar fra Stadsgaard og Rahbek, er, at det gør de slet ikke. De prøver at placere sig så langt som muligt væk fra den slags bekymringer og gøre deres egne ting, fokusere på det smukke og spændende ved musikken. »Vi er der bare«, siger Rahbek.

»Det kan jo sagtens være, at det kommer lige pludselig, at man siger ’nå okay, nu skal vi noget andet’«

Men har de nogensinde overvejet at stoppe og simpelthen lukke Posh Isolation? Der kan ske meget på 15 år, og som Rahbek pointerer, så har han faktisk ikke prøvet at være voksen uden at have pladeselskabet i sit liv. Har de aldrig følt et behov for bare at lave noget andet? Både Stadsgaard og Rahbek er enige om, at de har svært ved at forestille sig et liv uden Posh Isolation. Det er på godt og ondt blevet en så integreret del af deres liv og identitet, at man ikke bare ville kunne fravriste sig det. Rahbek fortæller:

»Det kan jo sagtens være, at det kommer lige pludselig, at man siger ’nå okay, nu skal vi noget andet’. Så er det også fint nok. Men så længe, vi ikke kan lade være, så er det jo bare det, vi gør. Det er den eneste måde, man kan tage pulsen på det, fordi vi har de der samtaler en gang imellem. Det er ikke så længe siden, vi havde en, hvor vi gik rundt om søerne og snakkede om, at nu er det jo 15 år – hvad skal vi så? Der er ikke noget godt svar. Der kommer ikke noget klart ’det er det her, vi satser på’. Det er en underlig samtale. Og så går vi alligevel tilbage og bare fortsætter. Det er nok det rigtige, så.«

© PR

Et rejsende cirkus

Posh Isolations to grundlæggere prøver bevidst på ikke at lægge for mange langsigtede planer. Erfaringen siger, at det alligevel altid ender anderledes, end de havde forestillet sig. Men de planlægger at kunne markere pladeselskabets 15 års-fødselsdag med en fest, der kan vare meget af året. De har allerede lavet showcases i flere europæiske hovedstæder, og 29. maj afholdt de en gratis koncert på Copenhagen Contemporary. Derefter vil de, siger Rahbek med et glimt i øjet, indlede et »rejsende cirkus«, og tage ud og spille koncerter i en række endnu ikke annoncerede europæiske lande. For i sidste ende er det det, Posh Isolation handler om – at facilitere oplevelser, at være i et rum fyldt med folk, der alle lever i det samme nu. 

Kunsten, menneskene, samværet, den frodige have, der passes af et par gartnere, der i 15 år har nægtet at give slip på den romantiske naivitet, ydmygheden og begejstringen over musikkens magi. Posh Isolation har altid været mere end blot et pladeselskab, men i disse tider er det i særdeleshed et kærkomment bevis på, at man trods alt stadig godt kan overleve i den altid pressede musikbranche med sin uskyld intakt.