© Robert Henke

»Det tog mig lang tid at forstå, at softwareudvikling er kunst«

Robert Henke har i årevis været toneangivende for den europæiske elektroniske musik med sine udgivelser og installationer, men har også præget moderne lydproduktion med softwareprogrammet Ableton Live. Selv betragter han sig som en teknologisk opdagelsesrejsende, der skriver sin digitale odysse via lydkunst. 
Af
7. december 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Robert Henke optager sit helt eget kosmos af minimallyde, buldrende lavfrekvenser, brud, nybrud og hovedbrud, og det kan derfor virke nærmest umuligt at rumme hele hans repertoire, der tæller alt fra minimalistiske technokompositioner, udviklingen af plug-ins til performances med gamle computerharddiske og laserlys. For at ridse hans historie op, må der trækkes spor tilbage til begyndelsen af halvfemserne, da Henke flytter til Berlin. Ikke længe efter begynder han at udgive musik med sin studiekammerat Gerhard Behles under navnet Monolake, der er opkaldt efter en californisk sø, de aldrig nåede at opleve, da de kørte gennem det amerikanske landskab.

For at realisere den lyd, de ønsker, udvikler de deres egen software, der nogle år senere konsoliderer sig i softwareprogrammet Ableton Live. Her rammer de et hul i markedet. For hvor produktionsprogrammer tidligere kun var målrettet dem, der havde mange penge, lykkes det dem at demokratisere markedet og danne grobund for, hvad der senere bliver kendt som sovekammerproduceren. 

Mens Behles sætter sig i direktørstolen for virksomheden, forsætter Henke ad det kunstneriske spor og udgiver i dag stadig musik under navnet Monolake. Og når han ikke komponerer musik, optages han af lydkunsten.

»Jeg bruger sjældent eksisterende softwarepakker – måske lige bortset fra Ableton«

I laserlysenes skær

Siden udviklingen af Ableton Live og sine egne technoudgivelser har han siddet dybt inde i maskinrummet på den europæiske elektroniske musik, og det er også der, jeg møder ham en tidlig eftermiddag inden opførelsen af laserværket Lumière III i København under sidste års Strøm Festival. I en mørk biografsal, hvor flakkende figurer glider ind og ud af hinanden over lærredet til fragmenterede lydkompositioner. Det omsluttende mørke gør det umuligt at orientere sig i salen, og det er derfor først, da han træder hen foran mig som en brudt silhuet af blinkende lys, at jeg får en egentlig fornemmelse af det fysiske rum, der øjeblikke forinden ikke var andet end et vakuum af sanseindtryk – maskinmesterens mørkekammer.

© Robert Henke
 »Lumière III​​«. ​© Fons Artois

»Det begyndte som eksperimenter. Jeg var egentlig ret naiv, hvilket som regel er meget givende. Jeg havde mange formodninger, der ikke virkede særlig godt. Jeg ville gerne undgå klicheen om, at der eksisterer et perfekt samspil mellem lyd og visualitet,« fortæller han mig om værket, da vi har sat os ud i foyerens næsten blændende lys. »Jeg endte faktisk med at lave mange af de samme ting, som folk har gjort før mig, fordi det rent faktisk virker.«

Havde du allerede en forestilling om, hvad et lasershow egentlig var eller kunne være?

»Jeg havde i hvert fald en meget stærk idé om alt det, jeg ville undgå. Det stod klart for mig, at jeg ikke ville have grøn, fordi det på det tidspunkt havde alt Goa Trance-rave den grønne bogstavstunnel. Det var et kunstnerisk valg fra begyndelsen. Jeg ønskede heller ikke et show af lysbjælker mod publikum. Jeg havde en række intentionelle begrænsninger, som fx kun at bruge laserne til at projektere på skærmen, for at sikre mig, at uanset hvad udfaldet ville være, ville det være anderledes end, hvad andre ville gøre.«

En måde at sikre sig, at udfaldet ikke reproducerede fortærskede forestillinger om laserlys, blev at bruge softwareingeniørens måske stærkeste kort, nemlig at udvikle sine egne redskaber. 

»Jeg bruger sjældent eksisterende softwarepakker – måske lige bortset fra Ableton, som jeg jo på en måde også kan bebrejdes for,« griner han og uddyber:

»Jeg elsker friheden i at bygge mine redskaber omkring egne ideer, hvilket også garanterer et personligt element, fordi ethvert redskab vil forme resultatet. Så hvis jeg udvikler mine egne redskaber, er der en større chance for, at resultatet er noget, jeg virkelig er investeret i.« 

»Laptoppen er ikke instrumentet, instrumentet er usynligt«

Robert Henke. ​© Andreas Gockel
Robert Henke. ​© Andreas Gockel

Det usynlige instrument 

»Laptoppen er ikke instrumentet, instrumentet er usynligt,« skriver Henke i sin artikel »Laptop Performance in the Age of Supercomputing«, hvor hans konklusion lyder sådan: »Hvad der gør den til et instrument, er den software, der løber igennem den.« Men hvis instrumentet alene er mærkbart og ikke er synligt, hvad er det så, der performes med? Svaret finder han selv i rummet. Hvordan rumligheden kan betragtes og fortolkes, og hvilke særlige klangegenskaber, der kan udvindes af det fysiske rum i samspil med computerens metafysiske rum.

»Når jeg spiller live, er det aldrig præproduceret. Det er levende hver gang. Lumière [værket, som Henke opførte på Strøm Festival] foregår i realtid. Jeg mener, det er en del af mit arbejde som kunstner at sikre mig, at uanset, hvilke omstændigheder, jeg arbejder under, skal jeg bruge dem bedst muligt. Du kan aldrig udelade det faktum, at rummet eksisterer. Hvad er forskellen på at opleve en performance i et rum og sidde alene derhjemme og lytte til værket på dine høretelefoner? Den største forskel er det sociale aspekt af rummet. Det har jeg ikke særlig meget kontrol over, men jeg kan bare håbe, at den sociale situation, der udspiller sig omkring værket, er behagelig. Jeg har en lille smule indflydelse, når jeg præsenterer værket og taler til folk og gør mig selv synlig. Når jeg viser, at der er et menneske i kontrolrummet, der bekymrer sig om værket.«

Spørgsmålet må derfor være, om det er den menneskelige synlighed, der er vigtig for værkerne. Når maskinerne pulserer i et usynligt felt bag menneskets silhuet. For Henke er det to sider af samme hele.

»Forestil dig, at en udenjordisk civilisation besøger jorden og finder maskiner«

»Maskiner er menneskelige. Den eneste art på planeten, der bygger maskiner, er mennesker. Forestil dig, at en udenjordisk civilisation besøger jorden og finder maskiner. De vil opdage, at der kun er én art, der bygger dem: mennesker. Så teknologi er meget menneskelig. Er den brugervenlig, inviterende, inspirerende eller det modsatte? Der er så meget skønhed, udvikling og kærlighed i håndværket, når man bygger maskiner,« fortæller Henke.

»Et klaver er en kompleks maskine. En fløjte er en kompleks maskine. Menneskestemmen er en kompleks maskine – den er bare ikke bygget af os, men af naturen og evolutionen. Jo mere, vi forstår, hvordan maskiner virker, jo bedre kan vi forstå, at selv vores kroppe er maskiner. Jo mere, vi forstår det, jo mere kan vi udtrykke os selv. Jeg elsker maskinen. Jeg elsker det faktum, at jeg kan bygge maskiner, der fungerer på en måde, der rører mig på et følelsesmæssigt plan. På samme måde som en billetmaskine kan røre mig på en virkelig dårlig måde, fordi deres interface er usandsynligt dumt,« fortæller han og uddyber med en anekdote om en lettere traumatiserende oplevelse, han havde i lufthavnen, da en billetmaskine stædigt modarbejdede ham.

»Lumiere II«. © Emmanuele Coltellacci
»Lumière II«. © Emmanuele Coltellacci

At Lumière blev fremført i sin tredje udgave er derfor heller ingen tilfældighed. Det er aldrig færdigt, men hele tiden i proces. »I dag besluttede jeg, at jeg ikke skulle bruge røgmaskiner, fordi det slører skarpheden af lysene. Det har været en god dag for værket, fordi jeg har haft optimale arbejdshold. Det er skønheden ved elektroniske kompositioner. Jeg kan faktisk ændre på det hurtigt i realtid ved at tegne et par korrektionskurver, og så er det ændret. Det er fordelen ved teknologi og det omfavner jeg,« forklarer han. 

Det mentale rum 

For en mand, der altid er i bevægelse, kan det vanskeligste være at sætte det endelige punktum og stoppe processen. I performancekunsten udvikles værkerne hele tiden, men hvad sker der, når processen materialiseres i mere statiske objekter som albummet?

»Verden ændrer sig, systemer opfører sig mærkeligt, mennesker opfører sig mærkeligt«

»Det er et godt spørgsmål, for man kan argumentere for, at albummet er et problematisk materiale i den henseende. Jeg kan sagtens lytte til mine gamle albums og ønske, at der var nogle elementer, jeg kunne ændre, men samtidig er det også manifestationen af et slutpunkt. At sige 'Det var det' i alle sine fejl og mangler, ligesom vi som mennesker er fejlfulde. Det er aftalen. Det er værket. Der er skønhed i det. Der er overraskelser, men der er også mangler. Enten kan du lide det, eller også kan du ikke lide. Kan du lide det, elsker du også fejlene. Kan du ikke lide det, ville du stadig ikke kunne lide det uden fejlene. Ligesom mennesker.«

Så det handler også om at sætte punktum?

»Absolut. Hvis jeg havde uendelig tid til alt i mit liv, ville jeg ikke være i stand til at afslutte noget som helst.« 

Men presset lægger sig aldrig for tungt over det færdige værk. Det er stadig resultatet af rum og proces. Det viser sig også på hans seneste album Archaeopteryx

»Jeg vil gerne skabe et mentalt rum. Jeg kan også godt lide at tilføje små korthistorier som liner notes, der åbner endnu et rum. På det nye album bruger jeg en historie, der handler om… jeg ved faktisk ikke, hvad den handler om. Jeg maler nogle penselstrøg og har en ide om forløbet, men de er ikke komplette. Jeg nyder, at alle kan tage noget med sig. Jeg bruger ofte uklare science fiction-referencer.«

© Robert Henke
© Andreas Gockel

»Det, jeg bedst kan lide ved science fiction-film, er alle de indledende øjeblikke, før det står klart, hvad det egentlig handler om. Verden ændrer sig, systemer opfører sig mærkeligt, mennesker opfører sig mærkeligt. Det er helt uklart, hvad der foregår. Det er fantastisk. Der er en bred mental energi, og det skaber en masse tanker. Ofte sker der det, at slutningen bliver kogt ned til noget usandsynligt dumt. Helten redder dagen. Der er et monster under vandet. Vi skal dræbe den. Det er utilfredsstillende.«

Tror du, konklusionen på den historie er skjult et sted i musikken?

»Nej, men jeg kan godt lide tanken om, at folk lytter efter den. Jeg kan godt lide at plante nogle frø og tanker. Muligheder. Det er måske på en abstrakt måde en form for spænding og flirten. Jeg planter et frø, og konklusionen er måske i musikken, måske i livet, og det inviterer dig til at interagere. Det er en ikke klart defineret tankegang, og der kommer vi måske tilbage til den elektroniske musiks styrke, for ofte dræber tekster musikken.«

»Når man senere bryder tavsheden med en tung bas, er oplevelsen nærmest religiøs«

Begrænsningens kunst 

Selvom det kan virke, som om Henke har alle muligheder lige ved fingerspidserne, finder han selv de største potentialer i begrænsningen. Som han selv siger, kan man hurtigt købe sig fattig i hardware og plug-ins, men det gør ikke nødvendigvis resultatet bedre. Tværtimod kan mulighederne blive så overvældende, at kunsten i sidste ende kommer til at fremstå retningsløs: »Personligt føler jeg, at det er en underlig måde at skabe musik på. Det er min overbevisning, at forvirring kommer af overflod,« forklarer han. 

Om Lumière skriver han derfor blandt andet, at værket er en »undersøgelse af den kunstneriske dialog mellem præcisionslasere og percussive lyde.« Og lader man blikket glide ned over hans bagkatalog, lader det til at være resultaterne af en gennemgribende konceptuel tankegang, men er det mon en måde at retningsbestemme? 

»Jeg er ikke et særlig konceptuelt menneske. Jeg har helt sikkert en frygt for at være arbitrær, og jeg bryder mig ikke om kunst, der virker til at være et sammenkog af muligheder. Det er nemt at lave sekvenser af tricks i teknologibaseret kunst, og vi lever i en tid, hvor det bliver belønnet. Det har begrænset vores koncentrationsevner. Du kan altid zappe ind i et hvilket som helst klip af en film, og så sker der noget interessant. Det mener jeg til gengæld ikke altid behøver være tilfældet. Hvis folk har en kortere koncentrationsevne, så er det fordi, de hele tiden bliver bombarderet af for meget information. Hvis du intentionelt skærer ned på informationsmængden i dit kunstværk, og hvis du gør det rigtigt, så får du opmærksomheden. Når jeg performer live og laver lange breaks ind imellem, eller når jeg reducerer lydniveauet, som egentlig er kontraintuitivt i forhold til det, man ellers får af vide virker, oplever jeg, at jeg faktisk får opmærksomhed fra publikum, og at det er muligt at gøre en klub tavs. Det er en præstation. Og når man senere bryder tavsheden med en tung bas, er oplevelsen nærmest religiøs,« siger Henke. 

© Andreas Gockel
»Lumière III«. © Andreas Gockel

»Min konceptuelle tankegang handler i virkeligheden om at skære ind til benet af, hvad der er absolut nødvendigt at have med for at fortælle en historie eller vække en følelse eller skabe et særligt billede, sonisk eller visuelt, og når jeg engang imellem vender tilbage til mine gamle værker, så er det meget sjældent, jeg tænker, at der mangler noget, oftere sletter jeg nogle ting.«

Du prøver at arbejde med så mange begrænsninger som muligt?

»Jeg overdriver mine kunstige restriktioner ved at sætte mig for kun at udforske et vist element. Jeg lukker hele tiden døre meget bevidst for at sikre mig, at resultatet bliver ensartet.«

Betyder det så, at du i langt højere grad bygger din redskaber med begrænsninger i baghovedet snarere end muligheder?

»Begræsningerne er det uundgåelige resultat af, at jeg selv bygger mine redskaber. Jeg bruger min tid på at skabe kunst med min software, så jeg kan ikke dedikere flere år på kun at udvikle et bestemt stykke software. Det betyder også, at mine redskaber er relativt simple og ukomplette. Deri ligger en naturlig begrænsning selvfølgelig. Men jeg omfavner også begrænsninger, for det tvinger mig til at tænke over struktur, over essensen i det, jeg laver. Hvad er nødvendigt? Hvad kan jeg fjerne? Personligt behøver jeg de begrænsninger for at være kreativ,« siger Robert Henke, der ofte begynder med en meget basal idé. 

»Derfra eskalerer det hurtigt til at blive mere komplekst, alene på grund af den menneskelig natur og behovet for at udforske. Hvis jeg kan gøre det, kan jeg gøre noget andet. I det store og hele har jeg en tendens, hvilket jeg tror alle kunstnere og softwareudviklere har, til at overkomplicere tingene. Det er så nemt bare at tilføje en idé. Der er aldrig mangel på idéer. Og så længe redskaberne er der til at udvikle på dem, eller så længe mine egne evner er gode nok til at udvikle redskaber, der kan realisere visse idéer, så er muligheden der for at udføre dem alle. Jo længere tid, jeg bruger på min kunst, jo mere bliver jeg overbevist om, at mine bedste værker er de begrænsede. Dem, hvor jeg har fokuseret på en ting og udforsket den i detaljer, og tilegnet mig en nærmest zen-agtig tilgang til det. De er oftest mere overbevisende end de store orkestrale værker med mange lag.« 

»Jeg kommer fra en ingeniørfamilie, og tanken om at være kunstner var bare ikke en del af samtalen«

Mennesket foran og bagved maskinen 

Robert Henke beskriver selv essensen af sine værker som værende drevet af maskiner og algoritmer, matematiske regler og komplekse feedback-systemer. Selvom det måske kan lyde tørt og beregnende, er det i spændingsfeltet mellem de konstruerede algoritmer og hans kunstneriske visioner, at værkerne udfolder samspillet mellem mennesket og maskinen. Under og efter sin uddannelse som softwareudvikler bestræbte han sig på at finde ind i feltet mellem teknologi og kunst, som ville tillade ham at kombinere den matematiske forudsigelighed med kreative eksperimenter. Det, der umiddelbart virkede som modstridende elementer, viste sig at være et frugtbart sted, hvor kunsten kunne spire. Det krævede til gengæld også en helt særlig erkendelse, fortæller han:

»Det tog mig lang tid at forstå, at softwareudvikling er kunst. Det ændrede mit liv, for det betød en frigørelse fra et forestillet tunnelsyn, der gjorde, at jeg satte spørgsmålstegn ved min egen kunst, fordi jeg kommer fra en ingeniørfamilie, og tanken om at være kunstner var bare ikke en del af samtalen. Det tog mig lang tid at frigøre mig selv fra det. Så første frigørende skridt var at turde kalde mig selv for kunstner og på baggrund af det konkludere, at det er derfor, jeg arbejder som ingeniør. Det er en del af min kunst. De er ikke modsætninger, men tværtimod den perfekte sammenkobling.«  

»Lumière I«. Prøve i Berlin, januar 2013. © Andreas Gockel
»Lumière I«. Prøve i Berlin, januar 2013. © Andreas Gockel 

Men gør det egentlig nogen forskel at sidde både inde i maskinrummet, bag algoritmerne, og på den anden side af skærmen? Mens mange producere undersøger programmets interface som et fremmed landskab på en trial-and-error-basis, hvor man sjældent har den fulde kontrol over outputtet, så kender Henke landskabet. Det er ham, der har skrevet kortet. Han kender anatomien bag hver eneste synthesizer og effekt. 

»Jeg skaber en lyd, og den rører mig med det samme. Men ofte er de øjeblikke resultatet af slåfejl«

»At kende til outputtet på et teknisk niveau gør dig ikke i stand til at forudsige den følelsesmæssige indvirkning, og for en kunstner er det den eneste indvirkning, der bryder noget. Jeg har selvfølgelig tekniske idéer, og jeg bruger dem, men før jeg oplever det i en kontekst, er jeg ikke sikker på den kunstneriske indvirkning. Der er selvfølgelig nogle direkte indvirkninger. Jeg skaber en lyd, og den rører mig med det samme. Men ofte er de øjeblikke resultatet af slåfejl: i stedet for 100 kommer jeg til at skrive 1000, og som resultat gør algoritmen noget, som selvfølgelig er forventet af den, men som strider mod mine forventninger.« 

Så der er et feedback mellem dine forventninger og computerens uforudsigelighed?

»Ja. Jeg kan sige, at jeg vil tegne tre linjer, og at jeg vil finde den algoritme, der gør det. Hvis det ikke lykkes for mig, er det ikke et kunstnerisk nederlag, men et teknisk. I sidste ende skal det nok lykkes at lave de tre linjer – hvis jeg ikke kan gøre det, kan nogen andre. Men spørgsmålet er, om det giver mening. Er det smukt, meningsfyldt, fortæller det en historie? Det er fuldstændig afkoblet fra teknologien.«

Handler det om at finde skønhed i repetition?

»Det er et spørgsmål om uddannelse og at åbne sit sind for tanken. Hele livet handler om repetition. Hvis nogen siger, at repetition i elektronisk musik er en dårlig ting, må man gøre opmærksom på, at der også er repetition i alt: vejrtrækning, sex, arkitektur og natur. Det kan sagtens diskuteres. Vi skal bare finde den rette tilgang, for hvis du finder en blomstereng smuk, må man spørge, hvorfor du gør det, og hvis svaret er, at det er de samme blomster, men de er alle en smule forskellige, så hey, velkommen til elektronisk dansemusik. Kan du livet havet? Det kan jeg også. Det er konstant repetition og variation. Kigger du på skyer? Det er sådan, lyddesign fungerer. Der er små farveforskelle over tid. Bliver du følelsesladet, hvis du hører voldsom torden? Det er en dyb bas. Velkommen til klubmusik. Det er så nemt at omvende mennesker, hvis man argumenterer med eksempler, der passer med deres egne oplevelser.«

Youtube og dovne musiklærere 

Hvordan vil du beskrive digital komposition i dag?

»Spørgsmålet er, om der er en forskel i kompositionsmetoderne. Jeg har svært ved at se nogen forskel overhovedet. Klassisk musik handler ligeså meget om rytme og klang, som det handler om harmonik og melodi. Det handler om rumligheden og instrumenternes særegenheder. Du kan selvfølgelig spille en Bach-symfoni på solofløjte, men det er ikke det samme. Du kan spille et Monolake-track med et orkester, men det er ikke det samme. Det handler om instrumentering. Det er en fuldstændig arbitrær modsætning, der hovedsageligt er skabt af uvidende og dovne musiklærere i vores dumme vestlige samfund,« fortæller Henke. 

»Det mest vanskelige for kunstnere i dag og altid, er, hvordan man finder sit eget udtryk. I de tidlige halvfemsere var jeg i San Francisco og fandt en EBM-industriel-punkscene, og der var en stor artikel om, hvad der gør dig til en god producer. Gør noget, du ikke har prøvet før. Find din egen stemme. Gentag ikke noget, der allerede er lavet. Det vanskelige i dag er, at der mange flere eksterne kræfter i systemet, der fortæller folk, hvordan tingene skal være. Youtube-tutorials, for eksempel. Hvis du havde set alle videoer om, hvordan man producerer elektronisk musik, kunne du ligeså godt løbe væk og dø. 'Du skal mixe trommerne på den her måde..', 'hvis du ikke har de her plug-ins, er du ikke professionel..'. Det eneste, jeg kan sige, er, at alle, hvis musik, jeg beundrer, er, fordi de har gjort noget anderledes.« 

»Udforsk fejlene, vær naiv. Vær ligeglad med konventionerne«

»Lumière III«. © Andreas Gockel
»Lumière III«. © Andreas Gockel 

Alting formerer sig

Så dit bedste råd vil være at udforske fejlene?

»Udforsk fejlene, vær naiv. Vær ligeglad med konventionerne. Enten fordi du aktivt ignorerer dem, eller fordi du ikke er bevidst om dem. Den store luksus ved min generation er, at vi voksede op før Youtube, så jeg havde ingen idé om, hvad andre gjorde med de værktøjer, jeg brugte. Jeg havde selvfølgelig min egen lille technokreds af venner, der udforskede de samme ting, men i det store og hele havde jeg ingen anelse. Det betød, at jeg ikke var bange for at gøre noget nyt eller noget forkert, fordi hele idéen om rigtigt og forkert ikke eksisterede. Det er en stor udfordring i dag. Vi lever i et samfund, hvor alting formerer sig, alting bliver evalueret.«

Men tror du ikke, at alle på et eller andet ubevidst plan vil styre i en bestemt retning. Vi er jo alle sammen produktet af nogle konventioner, der er lagret i vores kroppe et sted?

»Jo, helt klart. Og det er derfor, begrænsninger er en stærk metode. Hvis du hører noget fantastisk musik, men du ikke har fantastisk software, og du skal finde på noget anderledes, så gør du det, med hvad du har. Det åbner for kreativiteten. Lad os sige, at jeg vil skabe disharmoniske metalliske lyde via FM-syntese, men jeg ikke har råd til den rette software. Til gengæld har jeg en billig walkman, der kan optage, så jeg går ud i køkkenet og banker på metal for at opnå en lignende lyd. Det vil gøre, at jeg ikke lyder som alle andre, og ikke fordi jeg vil være anderledes, men fordi jeg bliver nødt til det. Det er derfor, jeg mener, at begrænsninger er fantastiske at skabe indenfor. Hvis du har al teknologi til rådighed, bliver det vanskeligere at finde din egen stil,« siger Henke.

»Jeg tror, at en af grundene til, at mange gør det samme, må være, at de er dybt forvirrede over, hvad de egentlig skal gøre. Hvis jeg åbner et stykke software, hvor lydene, der følger med mere eller mindre er fulde kompositioner, så føler jeg mig fortabt. Hvor efterlader det mig som musiker? Hvad er min rolle? Det er et fuldstændigt mentalt sammenbrud, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg til gengæld hører en simpel klavertone, kan jeg stadig udforske mig selv. Der foregår nogle kognitive ting, der er svære at håndtere,« fortæller han. 

Båndet har efterhånden løbet i en times tid, og Robert Henke, der kun har fået fem timers søvn – og dem kan han i øvrigt sagtens klare sig med – er sunket så langt ned i stolen, at vi beslutter ikke at beslaglægge mere af hans tid.

»Nu vil jeg vende tilbage til mine maskiner, siger han smilende og bevæger sig tilbage i mørket. Tilbage til maskinrummet og sin færd gennem de digitale dybder.