Helt ufarligt, men ekstremt lækkert

Den norske trompetist Nils Petter Molvaer begår ikke stor kompositionsmusik på albummet »Hamada«, men leverer overbevisende ambiente lydlandskaber. Autechres nye album skuffer til gengæld så meget, at det er bedre at gøre opmærksom på en gammel skæring.
Af
26. Marts 2010
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Lad mig indrømme det med det samme. Jeg kan godt li’ den norske trompetist Nils Petter Molvaer! Han bedriver ikke stor kompositionsmusik, men jeg synes, at han med enkle virkemidler og sikker stilsans har fundet et musikalsk rum, der fungerer enormt godt. Og min glæde ved hans mange ambiente elektroniske flader tilsat snoede, improagtige melodier på sin trompet, er ikke blevet mindre, efter at jeg er flyttet til Norge. Det giver rigtig god mening at sætte Molvaer på Ipod’en når man bevæger sig ud i et stille, sneklædt landskab med 15 kuldegrader.

Nils Petter Molvaer udgav i 2005 det fremragende album Er. Skæringerne Darker, Hover, Softer og Water er i min optik noget af det mest vellykkede musik inden for elektronisk ambient jazzfusion til dato. Jeg glæder mig derfor altid til at høre nyt fra Molvaer.

Molvaer giver med sine lydlandskaber mig mulighed for at bebo musikken

I april 2009 udkom albummet Hamada. Hamada lægger ud med et efterhånden velkendt Molvaer’sk åbent ambient lydlandskab. Mange af de partiturkomponister, jeg kender, vil nok opleve afsættet som for pænt og new age-agtigt, men jeg deler ikke denne holdning. Molvaer giver med sine lydlandskaber mig mulighed for at bebo musikken. Trods musikkens enkelhed på det harmoniske og instrumentationsmæssige plan er han god til at undgå klichéerne.

Ti minutter inde på pladen er det ambiente landskab imidlertid slut, og Molvaers andet varemærke – en beatorienteret fusionsjazz i traditionen fra 1970’ernes elektrificerede og energiske bands a la Miles Davis og Weather Report – dukker op. Personligt bliver jeg ikke helt fanget ind her, da der sker for lidt, eller jeg får lyst til at høre Miles i stedet. For det første ville jeg hellere have haft lyttet på en ren ambient CD frem for dette energiske afbræk. Hvis ikke dette er en mulighed, ville jeg som producer på disse tracks have opfordret Molvaer til at blive endnu mere beskidt, støjende og eksperimenterende.

Nils Petter Molvaer: »Hamada«. © Sula Records
Nils Petter Molvaer: »Hamada«. © Sula Records

På femte skæring er vi tilbage i den ambiente atmosfære igen, og her på Manacline præsenteres et fascinerende field recording-loop, der lyder som en markesplads i Asien, hvor nogle piger synger en strofe. Loopets længde og rytme bliver til sød musik. Samplet genbruges på CD’ens sidste skæring og fremstår for mig som et centralt vandmærke for hele CD’en og noget af det, jeg især vil huske denne udgivelse for.

Hamada er en CD, mange vil kunne lytte til mange gange. Det er en CD, jeg kan finde på at have i reserve i gave til venner, som ikke til daglig beskæftiger sig med musik. Den tåler både nærlytning og kan bruges som baggrundsmusik. Det er som sagt ikke stor kompositionsmusik, men jeg har stor respekt for de tableauer som Molvaer skaber i disse år. Jeg kan varmt anbefale Hamada.

Musikernes performance, virtuositet og sound: 21/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 32/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 22/25 point.

I alt 75/100 point.

Nils Petter Molvaer: »Hamada«. Sula Records, april 2009.

Når audio og video går op i en højere enhed

På dette sted havde jeg glædet mig til at kunne skrive en begejstret anmeldelse af Autechres nye CD (Oversteps, red.). Jeg har 15 af deres tidligere udgivelser og skal til koncert med dem i starten af april. Men deres nye CD er så skidt skruet sammen, at jeg ikke orker at liste alle dårligdommene op.

I stedet vil jeg rette opmærksomheden mod dette ældre, men fantastiske Youtube-klip (link opdateret 3. maj 2020, red.), som til dato er noget af det bedste VJ’ing, jeg har set. Autechre kan være taknemmelige for, at Alex Rutterford har siddet på detailplan og nusset med en visuel flade til disse ekstreme beats. For mig er der her tale om, at video gør audiooplevelsen stærkere – giver musikken ekstra værdi. Ikke så tit, at jeg oprigtigt kan sige dette.

Alex Rutterford har skabt en overbevisende billedside til Autechres »Gantz Graf« (2002). © Alex Rutterford/Warp Records

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt to artikler: »Helt ufarligt, men ekstremt lækkert« og »Når audio og video går op i en højere enhed«).