Schubert var en super singer-songwriter

»De inviterede mig ikke ind, fordi jeg ved noget om black metal, men fordi de netop ville, at jeg skulle bidrage med noget andet, og dét synes jeg er interessant.« Det var sidste år, at den norske komponist Eivind Buene hjalp black metal-bandet Satyricon med en stor lydinstallation, som gik i dialog med Edvard Munchs malerier.

Nu sidder vi på det store hovedbibliotek, Deichman Bjørvika, med udsigt til Oslofjorden og Munchmuseet, hvor Satyricons værk foregik. Eivind Buene er født i 1973 og arbejder om nogen på tværs af ikke kun genrer, men også kunstneriske udtryksformer. Han har komponeret klassiske værker for alt fra orkester til kammerensembler og skabt musik til både film og teater, såvel som arrangementer for popkunstnere. Han er derudover forfatter til både skønlitterære romaner og dramatik, som han tidligere har skrevet om i Seismograf. 

»Mit kernemusikalske ståsted er inden for den nye musik, samtidsmusikken, men jeg voksede op med populærmusik, spillede i band, og kendte faktisk ikke rigtig til klassisk musik, før jeg var 16-17 år. Så for mig var det en hel revolution. Jeg begyndte at lytte til Xenakis, Ligeti og Mozart på samme tid i livet og syntes, det hele var fremmedartet, men det var også fantastiske opdagelser. Og jeg tror, det gælder for mange komponister i min generation og yngre, at man ikke nødvendigvis kommer fra en klassisk musiktradition – særligt i Skandinavien.«

Selvom musikken i dag er mere og mere globaliseret, så har de fysiske nærmiljøer formentlig stadig en markant betydning for især unge musikere. Både den musik, man kan gå ud at høre live, men også de snakke man har med andre kunstnere backstage eller på uddannelsesinstitutioner. 

»Jeg ville lave Schubert om til en singer-songwriter i 70’erne«

»Fordi Oslo er en lille by, og især var det for 25 år siden da jeg studerede komposition, kom jeg til at hænge ud med både jazzmusikere og forfattere, og det skabte en kundskab og idérigdom på tværs af kunstarter. Noget af den første musik, jeg skrev, var derfor også en Fender Rhodes-koncert for Christian Wallumrød [norsk jazzpianist og komponist, red.]. Og Fender Rhodes har jo sin helt egen historie inden for både jazztraditionen, men også singer-songwriter-traditionen, og har derfor sine helt egne koder, som for nogle lyttere vil klinge med. Jeg tror, det kan give energi til samtidsmusikfeltet at sætte det op mod andre dele af musikmiljøet. Indenfor de forskellige genrer er der materielt set meget forskellige diskurser, økonomier og cirkulationer, og dermed forskelle ift. både publikum, rammerne om musikken, det kunstneriske og det kollegiale.«

En arkæologisk udgravningsplads

Eivind Buene udgav i 2022 albummet Schubert Lounge, hvor han selv fortolker Schubert-lieder med vokal og spiller Rhodes.

»Min idé med Schubert Lounge var, at jeg ville lave Schubert om til en singer-songwriter i 70’erne og forestille mig, hvordan det ville lyde. Og helt konkret opstod der nogle friktioner i oversættelsen og mødet med de forskellige genrekonventioner, hvor jeg måtte ændre og komponere sangene om. Jeg begyndte først at synge på musikken og mødte hurtigt nogle steder, hvor jeg tænkte: ‘nej, det her er for klassisk’, eller ’den her kadence er for stiv, dén må jeg løsne op’. Og dér rammer Schuberts musik nogle regler inde i mig fra popmusikken.«

At bevæge sig på tværs af genrer inspirerer Eivind Buene til at dykke ned i musikhistorien og kulturerne inden for forskellige felter – at lære metoderne at kende, klichéerne, lydene og de herskende idéer i forskellige perioder.

»Selvom man kan bevæge sig på tværs af genrer, er der ingen, som kan gøre alt. Lige så snart man bruger et bestemt instrument, kommer det med en historie, og hvis man ikke er bevidst om det, så kan det blive naivt. Hvis man fx skal skrive for et orkester, er det ikke et hvidt lærred, man kommer til. Hvis de spiller Brahms og Beethoven 95% af tiden, kan man ikke bare lade, som om dén musiktradition ikke skal tages i betragtning. Det er også en slags friktion. Og dér bliver metoden for mig ofte at arbejde med det materiale, som findes og gøre det til en slags arkæologisk udgravningsplads, som min egen musik hele tiden er i kontakt med. 

Kan du forstå, hvis nogle lyttere eller professionelle inden for den klassiske musik er bange for, at tidens genreoverskridende tendenser udvander eller devaluerer den klassiske musik?

»Noget af pointen med Schubert Lounge er, at Schubert ikke bliver ødelagt af, at jeg arbejder med musikken på min måde. Schubert tåler disse kunstneriske udfordringer, og der vil jo altid være tusindvis af mennesker, der spiller Schubert på den gamle måde. Så den klassiske musiktradition er ikke i skrøbelig i sig selv. Selvfølgelig har den brug for en økonomi og et kulturliv at operere indenfor, som omfavner den, men Schubert tåler, at jeg vrider og trykker på selve musikken. Og selvom jeg bruger genrekonventionerne som et kreativt benspænd, tænker jeg, at den nye musiks etos, som handler om nyskabelse, udforskning, udvikling og det hvileløse, også er god. Det giver et imperativ om ikke bare at læne sig tilbage, for den klassiske musik er generelt også ret tilbagelænet og tilbageskuende. Men jeg oplever, at samtidsmusikken som felt i dag er meget mere åben og med en meget større æstetisk bredde end for bare 20 år siden. Det er Ultima-festivalen her i Oslo et godt eksempel på.«

Buene mener dog, at de nedbrudte hierarkier og traditioner også kan give nye udfordringer til den kommende generation. Måske derfor vinder det intellektuelle og konceptuelle mere og mere indpas indenfor både samtidsmusik og på billedkunstskolerne: 

»Der er i dag mange flere ting, som er mulige at gøre, så hvis jeg var ung komponist nu, ville jeg tænke, at der er alt for mange muligheder, og derfor er det også fristende at arbejde med noget, som er meget rigidt, og sige ’jeg arbejder kun med dette’, altså konceptuelt. Og jeg tror, det kan være en god idé at have strenge begrænsninger for sig selv og sit eget projekt for at være tydelig, men det er ikke nødvendigvis det eneste rigtige for alle.«

Kan du ift. samtidsmusikmiljøet genkende min oplevelse af, at der fx på den danske jazzscene er en tendens til, at alt dét, som er mest i periferien af den egentlige genre, er dét, der hyldes mest i disse år?

»Ja, på nogle måder. Inden for ny musik har det teatralske, video og elektronisk lyd fyldt meget de seneste år. Men det er jeg ikke så bange for. Det er jo trends og teknologiudvikling. Og parallelt, er der jo også mange, der er interesserede i analog teknologi. Jeg lagrer fx elektroniske lydfiler på vinylplader og bruger dem som en del af mine kompositioner, fordi jeg vil have den elektroniske lyd til at være en del af performance-situationen.«

»Senest er jeg begyndt at spille folkemusik sammen med min familie«

Lyden af plankton

Dén betragtning deler den norske samtidskomponist Maja S. K. Ratkje, som jeg besøger i Svartskog, tæt på kysten ud til Oslo-fjorden. Heler ikke hun er bekymret for, at nye udtryksformer og inspirationer fra andre genrer vinder indpas.

»Der har været en del debat i Norge om at partiturkomponister ikke fik så meget plads længere, bl.a. blev Borealis-festivalen i Bergen kritiseret, og der ligger en lang diskussion om dét på Ballade.no. Det er ærgerligt. For mig er det naturligt, at samtidsmusikfestivaler inkluderer andre samtidige udtryk i deres program. Dét, vi i stedet må kæmpe for, er, at de store klassiske institutioner, orkestre og uddannelsesinstitutionerne begynder at spille samtidsmusik. Sidste år modtog en hornstuderende fra Norges Musikkhøgskole Komponistforeningens Ligestillingspris, fordi hun skrev en artikel om at gå igennem hele sit studie uden at spille musik af én eneste kvindelig komponist, og netop dét hænger ofte også sammen med, at man ikke prioriterer samtidsmusik. Så der har vi en lang vej at gå, og man må hellere rette sit fokus derhen.«

Maja S. K. Ratkje er født i 1973 og har skrevet et hav af værker for bl.a. de største orkestre i Norge. Hun har modtaget adskillige priser og udgivet albums i både eget navn og med bands som SPUNK, Fe-mail og POING. Hun har også været med i to af den danske saxofonist Signe Emmeluths større projekter de seneste år og har et helt nyt duoprojekt med Stian Westerhus. Til november udgiver hun et nyt album med den islandske kvartet Nordic Affect.

»Lige siden jeg begyndte at beskæftige mig med musik, har jeg været vant til at arbejde inden for ret forskellige felter, som ofte ikke har mange forbindelser til hinanden, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg bevæger mig både indenfor det, der kaldes moderne jazz og improvisationsmusik, men også electronica, noise, lydkunst og klassisk samtidsmusik – og senest er jeg begyndt at spille folkemusik sammen med min familie. Jeg synes, det er helt naturligt, når man interesserer sig for musik, at det ikke er afgrænset til bare én genre. Og det kommer også af, at jeg både er musiker og komponist. Nogle genrer bevæger jeg mig mest i som musiker, og andre genrer mest som komponist.«

Maja S. K. Ratkje møder mig ved busstoppestedet midt i skoven Svartskog, hvor hun bor, og jeg fornemmer hurtigt hendes kæmpe virketrang. På vej op ad grusvejen til familiens hus bliver jeg ivrigt sat ind i hendes nuværende arbejde med et nyt audiovisuelt værk til årets Ultima-festival i samarbejde med den græske kunstnerduo Hypercomf. Da vi kommer ind i huset, øver hendes yngste datter bas i stuen, så vi beslutter, at det er okay, at der kommer lidt fuglelyde med på båndoptagelsen og sætter os ud på terrassen.

Er det vigtigt for dig at arbejde både alene og sammen med andre?

»Jeg kan godt lide at gøre begge dele. Som komponist samarbejder jeg tit med kunstnere inden for andre kunstgenrer end musik, og det er berigende, fordi man skaber noget sammen, som man ikke ville have kunnet skabe selv. Summen af hver enkelt del bliver til noget større, når man samarbejder. Og så er jeg mest interesseret i værket, det, jeg vil skabe, og hvad værket vil, og ikke hvem der har gjort hvad eller mig som kunstnernavn. Samtidig kan det være vanskeligt at finde den friktion, der er brug for, når man skal skabe kreativt, hvis man sidder helt alene.«

»For mig er kompositionsprocessen ofte et slags forskningsprojekt, hvor man undersøger, udvikler og dissekerer materiale«

Der er stadig hierarkier

Bruger du din erfaring som musiker og improvisator i dit kompositoriske virke?

»Ja, det vil jeg sige at jeg gør i de fleste af mine værker. I projektet Pytheas Travels, som jeg skriver til Ultima for tiden for det græske ensemble Ergon og det norske ensemble Tøyen Fil og Klafferi, har jeg fx afspillet field recordings for dem med undervandslyde af rejer, fordi det handler om søfart, og fik dem til at efterligne dem mest muligt. På samme måde har jeg tidligere arbejdet meget med improvisationsensemblet SPUNK. For mig er kompositionsprocessen ofte et slags forskningsprojekt, hvor man undersøger, udvikler og dissekerer materiale for så at sætte det sammen igen i en ny form, og der er improvisation en af metoderne. Men jeg har i Pytheas Travels også brugt meget tid på at kortlægge bevægelser af plankton og oversat det til musik. Og det er interessant, at et sådant værk tager jo vældig lang tid, hvilket er en stor kontrast til min improviserede solokoncert i Drammen i morgen. Jeg tænker nogle gange på, at det er lidt specielt at det, som er synligt udadtil på et givet tidspunkt, fx koncerter eller udgivelser, ofte ikke er det, jeg som komponist arbejder på akkurat på det tidspunkt, og som fylder det meste af min tid.«

Tror du så, du lader dig inspirere af det værk, du arbejder på til Ultima, når du improviserer i morgen?

»Ja, det gør man jo altid. Man tager jo dér, hvor man er i livet, med ind i musikken. Ikke bare anden musik, men hvordan man har det generelt, og hvad man er interesseret i. Og det er det, som er det smukke med improviseret musik, at du kan lade dig selv påvirke af alle de omstændigheder, som udgør koncertsituationen. Men det er jo en træningssag, at man ikke er så nervøs, at man har behov for et sikkerhedsnet og alt for meget som er planlagt i forvejen: klichéer på sit instrument eller indspillet materiale. Men når man virkelig ser, hvad der sker i mødet med sted, publikum og sig selv – hvordan tingene er den dag – det er dér, jeg er mest tilfreds. Når jeg gør noget, som jeg ikke har gjort før.«

»Jeg kan godt blive ked af, at de forskellige miljøer ikke kender mere til hinanden«

Oplever du generelt at flere musikere bevæger sig på tværs af genrer og kunstarter disse år?

»Jeg kan godt blive ked af, at de forskellige miljøer ikke kender mere til hinanden. Når jeg turnérer internationalt i fx Tyskland, England eller i USA, er miljøerne ret opdelt, og folk bliver meget overraskede over, at jeg gør så mange forskellige ting. I Skandinavien spiller man i højere grad på de samme spillesteder og festivaler, og har dermed flere fælles mødesteder. Men det er ikke så ofte, at de, der bevæger sig indenfor samtidsmusikken, kommer ud til de andre miljøer, for der er stadig et slags hierarki, hvor den institutionaliserede musikverden føler, den har lidt højere status end anden musik. I Norge er det dog ikke helt så udtalt som i andre lande, der står vi lidt mere på samme gulv.«

Afvisning af den klassiske musiks normer

Den britiske komponist Greta Eacott, som har base i København, oplever også, at Skandinavien er et sted, hvor man lettere kan operere på tværs af genreskel. Jeg møder hende i gården nedenfor hendes lejlighed på Amager, hvor hun netop er flyttet ind.

»Jeg føler egentlig ikke, at jeg er en del af forskellige scener, for næsten alle de kompositioner, jeg har lavet, har været i et mellemrum mellem improviseret musik og moderne klassisk musik. Der er værker, der er blevet præsenteret i en nutidig klassisk kontekst, men de har altid inkluderet elementer fra et mere rytmisk musikfelt eller er blevet fremført af musikere fra den rytmiske scene. Og selvom jeg studerede klassisk komposition, var min interesse for komposition lige fra begyndelsen en slags afvisning af mange af samtidsmusikkens normer, metoder og egentlig musikken som sådan, herunder den elitære måde hvorpå komposition blev set, da jeg studerede. 

Greta Eacott er født i 1990 og studerede først musikvidenskab og komposition i Leeds i England, og senere en kandidat i komposition og performance delvist på Rytmisk Musikkonservatorium i København, Norges Musikhøgskole i Oslo og Göteborgs Universitet i Sverige. Hun er også slagtøjsspiller i sit eget ensemble G Bop Orchestra og har i en årrække været en del af den danske scene for improviseret musik og jazz.

Hvordan vil du sige, at en afvisning af den klassiske musiks normer kommer til udtryk i dit arbejde som komponist?

»Jeg har fra starten været mere interesseret i at arbejde med folk med fx jazzbaggrund end typiske klassiske musikere. Og som komponist vil jeg altid gerne være sammen med ensemblet ved prøverne for at kunne kommunikere ting til ensemblet, som ikke er på papiret. I de fleste af mine stykker ville det slet ikke gøre mig tilfreds med resultatet, hvis jeg bare leverede partituret. Og det er faktisk interessant i den sammenhæng, at grafiske partiturer ofte forbindes med improvisation og frihed, men de grafiske metoder, jeg bruger i mine værker, handler ikke om dét. Jeg har altid en ret konkret idé om, hvordan stykket skal lyde. Nogle ting er bare nemmere at notere grafisk.«

Vil du sige, at du er mest inspireret af klassisk musik eller improvisationsmusik helt overordnet?

»Det, jeg er inspireret af, inspirerer mig ikke til at lave musik. Det, der inspirerer mig til at lave musik, er ofte en utilfredshed med noget. Jeg går aldrig ud og hører en god koncert og tænker, nu vil jeg hjem og lave musik. Det er lidt det modsatte. Impulsen til at ville skabe noget kommer aldrig fra at opleve noget godt. Men jeg tror bestemt, at min interesse for forskellige typer musik også præger det, jeg laver. Og allerede meget tidligt var jeg interesseret i at lave musik, der kunne nydes af mange forskellige slags mennesker, også selvom det var eksperimenterende musik. Jeg har på den måde heller ikke været interesseret i at prøve at passe ind eller gøre noget på den helt rigtige måde for at fremstå hardcore.«

Hvilke barrierer oplever du så ift. at gøre musikken mere inkluderende for et bredere publikum? 

»Forskellen mellem at musikken opleves stødende eller uforståelig, og at publikum synes, det er spændende og interessant, kan faktisk være meget lille. Det er et spørgsmål om rammerne, fx hvordan musikerne sidder på scenen, eller måske bare den menneskelige interaktion. Og det er interessant, at de spilleregler, der følger de forskellige musikscener, stadig er så markante, såsom at improvisationsmusik foregår i et lidt nedslidt rum sandsynligvis om natten med en billig bar, og at klassisk musik foregår i et akustisk behandlet rum, hvor performance-aspektet i form af det visuelle aldrig forstærkes.«

»Ofte når man ser et klassisk orkester, ser musikerne ud, som om de keder sig«

Greta Eacott arbejder selv med både lys, performance og elektronisk processering i sine værker, senest i værket Spaces in Between for Copenhagen Clarinet Choir, som blev opført under Klang Festival i København i juni.

»Ofte når man ser et klassisk orkester, ser musikerne ud, som om de keder sig, selvom de spiller helt virtuost, og musikken lyder fantastisk, men det, du ser rent visuelt, hjælper ikke på den oplevelse. Og det er mærkeligt, når den klassiske musik er et af de felter, der bliver nødt til at kæmpe mere og mere for at holde sig i live, fordi samfundet har ændret sig, og man skulle tro at der derfor ville være en slags grundlæggende lyst til tilpasning. Folk i dag er generelt vant til noget, der er meget mere visuelt spændende. Man kunne vel også bare lukke øjnene under en koncert, men så kunne man måske lige så godt lytte til en plade derhjemme.«

Følg din egen sti

Eivind Buene, Maja S. K. Ratkje og Greta Eacott er enige om, at samtidsmusikscenen i dag er meget mere åben, end den var for bare 30 år siden. Mangfoldigheden blomstrer indenfor mange dele af musikbranchen, og kunstudfoldelsen er med den teknologiske udvikling blevet demokratiseret. Man behøver ikke at kunne noder, gå igennem en lang kunstnerisk uddannelse, eller blive spottet af et pladeselskab for at udgive sin musik eller gøre sig kunstnerisk gældende. Alligevel mener Greta Eacott, at den klassiske musik stadig er for traditionsbunden, og Eivind Buene kalder den tilbageskuende. Men selvom internettets adgang til viden og tidens antiautoritære strømninger giver nye stemmer og livsperspektiver inden for kunsten, så betyder det måske også et tab af kendskab til historien? 

Eivind Buene og Maja S. K. Ratkje bruger historien aktivt som et kreativt benspænd, som de er i dialog med i deres kunst, for hvordan skal man kunne udvikle og forny sig, hvis man intet kendskab har til det, som var før? Greta Eacott inspireres af alt det fra historien, hun ikke kan lide eller vil tage afstand fra. Fælles for de tre komponister er dog, at de har fulgt senmodernitetens parole om at følge sin egen sti. Men betyder massemediernes stadige invadering af vores tid og privatliv, at yngre musikere og komponister står rådvilde tilbage med for mange muligheder, som Eivind Buene forudser – og kan det betyde, at den populære musik til sidst vil æde alle andre udtryk op? For hvad sker der, når den klassiske musik begynder at lade sig inspirere visuelt af fx TikTok, og Schubert fortolkes med et Fender Rhodes? 

For disse tre komponister er det sådan, det må være: Der er ingen anden mulighed end at lade sig inspirere af tidens udvikling og forskellig slags musik, og de tre er i hvert fald uden tvivl i disse år med til at bevæge musikken og kunsten et nyt sted hen.