Uforfærdet crossgenre viser nye veje

Trods manglende stramhed demonstrerer Christian Wallumrød Ensemble med ECM-albummet »Fabula Suite Lugano«, at det kan være en fordel at bevæge sig på tværs af traditionelle genreskel.
Af
23. Marts 2010
  • Annonce

    Edition S

Kraftige triller med klaveret i hovedrollen indleder CD’en som et slags præludium. De bliver ved og er insisterende. Trommeslageren ‘synger med’ på en måde, der peger mod improjazz. Knap fire minutter inde minder lydbilledet imidlertid langt mere om samtidsmusik. Tracket stopper pludseligt.

Næste track er i sit udtryk samtidsmusik. Klaverets lydbillede med bas i venstre kanal og de høje toner i højre afslører dog, at det sandsynligvis er en jazzkontekst, tingene er optaget i. Men er dette egentlig vigtigt? Nej, lad mig lytte forbi genrebegrebet.

Christian Wallumrød Ensemble er et fint eksempel på, hvor meget spændende ny musik der ligger og venter, når man formår at holde genrerne helt åbne

Klaveret fortsætter sin abstrakte gestus, og nu tilføjes i strygerne strofer af noget, der kunne have været en salme, hvis ikke det var for den sære harmonik. Lange pauser mellem stroferne opstår, som om noget er gået i stå. Harpen afslutter stykket og har sat tiden helt i stå.

Christian Wallumrød Ensemble er et fint eksempel på, hvor meget spændende ny musik der ligger og venter, når man formår at holde genrerne helt åbne. Jeg savner dog stramhed i de fleste af stykkerne på CD’en. For mange toner efterfølger igen og igen hinanden bevidstløst, som om de ikke selv ved, hvor de vil hen.

Christian Wallumrød Ensemble: »Fabula Suite Lugano«. © ECM
Christian Wallumrød Ensemble: »Fabula Suite Lugano« blev udgivet 16. oktober 2009. Solisterne tæller Christian Wallumrød på klaver m.m., Eivind Lønning på trompet, Gjermund Larsen på violin m.m., Tanja Orning på cello, Giovanna Pessi på barokharpe og Per Oddvar Johansen på slagtøj. © ECM

Tracket Jumpa er en slags march. Stykket minder mig melodisk og i stoiskhed om Jean-Baptiste Lullys musik, blot udsat for en anelse jazz. Men den barokke besætning, hvad angår instrumentation, gør, at det peger på noget helt tredje. Scarlatti Sonata er en sjov fortolkning af K. 87, men er lidt mat fraseringsmæssigt.

Jeg synes, at det kunne være spændende at sætte ensemblet sammen med en komponist i et par måneder. Et oplagt valg til en Wundergrund-koncert!?

Musikernes performance, virtuositet og sound: 20/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 27/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 21/25 point.

I alt 68/100 point.

Opdateret 3. maj med ny korrektur og nyt layout.