Forhandlinger og folkeånd

Der blev hvisket i krogene. Simon Steen-Andersens koncert tirsdag aften på Norges Musikkhøgskole havde åbenbart efterladt sig spor på årets Ultima Festival i Oslo.Men der var jeg der ikke.

Og jeg var der heller ikke da Jexper Holmen fyldte et mausoleum med monotromer, eller da Kunsthøgskolen blev omformet til en kunstlabyrint med kinesisk bordharpe, støj og John Cage på programmet.

Kort sagt, de vilde, ekstreme, uregerlige, nytænkende og så videre musikalske oplevelser var måske derude et sted, men grundet et totalt uigennemskueligt programmagasin, elendig programplanlægning (hvor alle koncerter lå om aftenen oveni hinanden) og min egen meget sparsomme tid på festivalen, stødte jeg ikke på dem.

Samtiden er fortiden
Til gengæld mødte jeg en festival, hvor den såkaldte samtidsmusik blev til et begreb, der betegnede en musikstil, som forpligtede sig til historien ud fra to forskellige vinkler.

I Koncerthuset torsdag aften var det de store, gamle kanoner, der var på plakaten, heriblandt Varèse. Det var en sikker vinder. Lidt ligesom at se giraffen, for det er ikke hver dag, man får muligheden for at opleve et kæmpemæssigt orkester med udvidet slagtøjsgruppe fremføre et af musikhistoriens mest støjende og kraftfulde værker. Jeg sad tilbage med en hektisk følelse af at have overlevet en storm af total utæmmet voldsomhed. Det var dejligt.

Arcana, med Oslofilhamonien i Konserthuset, foto: Elisabeth Høiberg

Inden da skulle vi dog lige indlægges til at høre et nyt stykke af komponisten Jan Erik Mikalsen, der præsenterede værket Ghouls & Moons, der desværre mest af alt fremstod som klichéfyldt filmmusik. Værket faldt temmelig meget til jorden denne aften, hvor han også var oppe imod de helt tunge sværvægtere, der foruden Varese også talte Stravinsky. Stravinskys Variations (Aldous Huxley in Memoriam) fra 1964 var et spændende møde, om end en meget konstrueret omgang, der krævede sin lytter. Heldigvis havde Ultimas festivalchef sin pædagogiske hat på den dag, og vi fik derfor lov at høre stykket to gange, hvilket åbnede det op og klarlagde det hav af forbindelsesled, der lå i de meget kontrasterende fraser,

Aftenen fortsatte på Nasjonal Jazzscene, hvor det helt store genremøde var sat i stævne. Jeg nåede at høre sopranen Guri Egge underholde med et meget skabagtigt soloværk af Berio, og inden da, hørte jeg den fantastiske trommeslager Per Oddvar Johansen, der desværre mistede pusten, da han begyndte at spille playback til nogle banale dronetoner. Jeg fattede ikke helt hvorfor, at dette playback-element overhovedet skulle sættes i spil, når nu han ene mand formåede at få vilde detaljer ud af det simple tromme-setup han havde med på scenen, hvor især hans rytmeløb på lilletrommen brillerede.

Folkelig samtidsmusik
En anden måde at inddrage historien i samtidsmusikken på, blev imidlertid understreget endnu tydeligere i programmets stærke repræsentation af folkemusik. I Danmark ville folkemusik være så godt som utænkeligt på en festival, der skal repræsentere ny musik, og jeg må også ærligt indrømme, at jeg egentlig ikke aner, hvad der kendetegner dansk folkemusik, hvilket måske skyldes, at det er så godt som ikke-eksisterende på det musikalske Danmarkskort i dag. Hvilket er en skam. Men i Norge virkede inddragelsen af deres musikalske rødder som en indlysende måde at skabe ny musik på, hvilket eminente musikere som Frode Haltli og Gjermund Larsen satte en tyk streg under, da de fortolkede gamle salmer og folkeviser ved at blande dem med alt fra Bach til afrikanske rytmer. Udover at vise totalt overskud på deres respektive instrumenter, harmonika og violin, demonstrerede de også en ægte spilleglæde, som man sjældent ser i sammenhæng med denne ”alvorlige” musikgenre.

Da de selv samme musikere fredag aften var værter for et verdensmusikalsk sammensurium på Caféteatret, hvor de havde inviteret det spanske ensemble Trío Arbos med på scenen, opstod et vildt mix af norsk fele, spansk flamenco, arabisk klagesang og behersket balkanfest. Scenen emmede af musikalsk overskud og spilleglæde, hvor især saxofonisten Rolf-Erik Nystrøm fløj på en bølge af elegante ornamenteringer. Det at blande traditioner og kulturer, der i sig selv indeholder både ekstrem kompleksitet og en uimodståelig umiddelbarhed virkede som en stærk selvfølgelighed.

Den tynde lyd
Lydkunsten var også repræsenteret på årets program. Desværre var det en mere tynd omgang, der tydede på, at det måske ikke lige var her, at festivalen lagde mest energi. Kunsthøgskolen ldannede rammerne foragde en udstilling med værker af syv forskellige lydkunstnere. De værker der fungerede bedst, var dem, hvor lyden slet ikke var til stede(!), men i stedet var repræsenteret som abstraktioner over lydens skuffende forventninger, som f.eks. i True Solvang Vevatne og Sara Christensens værk ”Hello ... There”, der bestod af en trommepedal monteret på en sten.

Den svenske lydkunstner Åsa Stjerna havde skabt en installation til det nye operahus. Lyden var efter sigende bygget op omkring et kompliceret system af dataindsamling fra et videnskabeligt forskningsprojekt i havområdet omkring Færøerne. Det var dog på ingen måder nødvendig at forstå den lange forklaring i programnoterne, for at blive ramt af de fine krystalliserende lyde, der spredte sig ud i den hvide foyer, der i en poetisk tone sendte en skrøbelig tanke til den globale opvarmning.

(Spunk i REIR, foto: Elisabeth Høiberg)

At bygge rede
Mere hårdkogt og konfronterende var imidlertid kunster- og improvisationsgruppen Spunks installation ”Reir”. Gruppen havde rent ud sagt bygget rede i et kommunalt forsamlingshus, som de havde fyldt med genbrugsmaterialer bestående af alt fra metalstumper, grene, plastik, gamle potter og dåser og amputerede dele fra biler og køkkenmaskiner. Da kvartetten fredag aften gav koncert inde i installationen, blev det legende univers omformet til en undersøgende musikalsk vandring, hvor objekterne blev omformet til lyde, der indgik på lige plan med horn, cello og trompet. (Hør også mini-interviewet med Maja Ratkje fra Spunk)

Selvom dette års Ultima på ingen måder overrumplede mig med den helt store musikalske oplevelse, tog jeg af sted fra Oslo med en følelse af at have fundet nogle nye indgange til samtidsmusikken, der viste den som en musikalsk genre, der er i konstant forhandling med traditionen.