kritik

Fra glat og galant til abstrakt elektronisk

Fem albumudgivelser præsenterer elektronisk improvisation i verdensklasse, stilpluralismens udfordringer, støjende elguitar, nordisk melankoli og musik til Nørgård-nørder.
Af
18. Februar 2010

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jakob Riis har de senere år etableret sig som central person på den del af den elektroniske lydkunstscene, der liveimprovisatorisk og håndspillet på ikkeintenderede instrumenter arbejder klangorienteret, antigestisk og ambient-støjende. Denne karakteristik lyder måske vel nørdet, men scenen er ved at vokse sig stor i alle laptop-inficerede lande.

Jakob Riis optræder oftest i forskellige duokombinationer og altså her sammen med Jassem Hindi fra Frankrig. CD’en – som på grund af creative commons-ordning kan downloades gratis – er en af hans bedste til dato. Personligt er jeg både fascineret og frustreret over denne genre. Fascineret, fordi der bliver skabt så mange fine klange og teksturer – frustreret, fordi jeg føler, at genren bevæger sig mod en blindgyde, hvor man hverken kan dygtiggøre sig yderligere performancemæssigt eller bringe genren nye steder hen. Jeg håber, jeg tager fejl, og glæder mig i så fald til fortsættelsen.

Personligt er jeg både fascineret og frustreret over denne genre

Musikernes performance, virtuositet og sound: 20/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 26/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 20/25 point.

I alt 66/100 point.

Hindi + Riis: »Trunking«. Jakob Riis (DK/SWE): laptop, Max/MSP, real time processing. Jassem Hindi (FRA/LEB): lo-fi electro-acoustic material: diverted machines, amplified objects, contact mics, found tapes, no-fi field recordings, no input mixing board. Clinical Archives, 28. januar 2010.

Glat og galant Ruders

Poul Ruders’ stilpluralistiske Violinkoncert nr. 1 (1981) er egentlig et hovedværk i det 20. århundredes danske partiturmusik, men der er i min optik indtrådt en uforudset historisk hændelse, som Ruders (og alle andre stilpluralister) næppe i 80’erne kunne have forudset. Tidlig musik har siden midt-90’erne gennemgået en revolution angående opførelsespraksis, hvilket betyder, at Aarhus Symfoniorkester ikke længere meningsfuldt kan citere Vivaldi ved at spille nogle akkorder indsat af den nulevende komponist.

Vi er de seneste år blevet forvænt med barokinstrumenter og kammerakustisk nærhed i optagelserne a la Il Giardino Armonico og Venice Baroque Orchestra. (Er dette mon stilpluralismens endeligt?) Når dette er sagt, er det dog fint at høre denne nye indspilning, som vistnok er den bedste til dato.

Ellers på CD’en: En dreven Ruders har skrevet et værk på bestilling kaldet Purcell Variationer (1994-95). Det er meget muligt, at stykket passer godt til promenadekoncerten i London, men jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge musikken til. Det er glat og galant og minder mig mere om Rimskij-Korsakov og musicalstil end om fantastiske Purcell. Jeg savner simpelthen musikalsk substans i kompositionen. Og det samme gælder kort sagt om værket Monodrama (1988). For mange passager i tomgang og for mange klichéer.

Poul Ruders: »Concertos«. Erik Heide, Mathias Reumert, Aarhus Symfoniorkester, Thomas Søndergård. Dacapo Records, maj 2009.

Pixel: »The Drive«. © Raster-Noton
Pixels bedste udgivelse til dato, selvom musikken i længden bliver monoton. © Raster-Noton

Raster-Noton og støjguitar

En støjende elguitars dynamiske klangflader giver ny energi og skaber et interessant spænd til Pixels (aka. Jon Egeskovs) ellers velkendte introvert-tjekkede clicks’n’cuts-stil. Jeg synes, at musikken i længden bliver for monoton, men mener alligevel, at det er Pixels bedste udgivelse til dato.

Musikernes performance, virtuositet og sound: 16/25 point.
Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft: 32/50 point.
Producentens produktion, optagelse, mix og mastering: 20/25 point.

I alt 68/100 point.

Pixel: »The Drive«. Raster-Noton, 16. marts 2009.

Altmodisch nordisk melankoli

Bo Lundby-Jæger har fundet sig til rette i den atonale nordiske melankoli efter 1960. Han bebor hjemmevant og belevent dette univers uden trang til at forlade bygningen. Bo Lundby-Jæger er ligesom flere af sine jævnaldrende kolleger fascineret af abrupte percussive forløb. Personligt har jeg det imidlertid bedst med adagiostederne, som, trods meget traditionelle i tonen, byder på mange fine stemningsmæssigt mættede passager.

Der er i min optik indtrådt en uforudset historisk hændelse, som Ruders næppe i 80’erne kunne have forudset

Musikernes performance, virtuositet og sound:
Ulastelig indspilning. Af og til dog lidt nodetro-tam.
18/25 point.

Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft:
Fin, lidt altmodisch nordisk atonal melankoli.
29/50 point.

Producentens produktion, optagelse, mix og mastering:
O.k. fin lyd, dog lidt tør og mat. I værket Offertorium har violinisten mange solistiske forløb, og derfor er det lidt ærgerligt, at instrumentet er placeret yderst til venstre i lydbilledet.
18/25 point.

I alt 65/100 point.

Bo Lundby-Jæger: »Chamber Music and Songs«. Helene Gjerris, Storstrøms Kammerensemble. Dacapo Records, april 2009.

Kun for Nørgård-fans

Per Nørgårds Piano Works er udgivet i Dacapos internationale serie, men værkerne har ikke internationalt format. Denne CD er til Nørgård-nørdens missing links.

Musikernes performance, virtuositet og sound:
Fin indspilning.
20/25 point.

Komponistens værk, substans, forløb og udtrykskraft:
Værker af ikke særlig stor kompositorisk rækkevidde.
21/50 point.

Producentens produktion, optagelse, mix og mastering:
Fin lyd. Enkelte steder problemer med støj udefra.
19/25 point.

I alt 60/100 point.

Per Nørgård: »Piano Works«. Erik Kaltoft. Dacapo Records, august 2009.

Per Nørgård: »Piano Works«. © Dacapo Records
Dette album er kun for Nørgård-nørder, mener Seismografs anmelder. © Dacapo Records

Opdateret 29. april 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt fem artikler: »Abstrakt elektronisk improvisation i international klasse«, »Ruders glat og galant«, »Raster Noton-lyd tilsat støjende guitar«, »Altmodisch nordisk melankoli« og »Nørgård-udgivelse. Kun for fans«).