Harmonisk natmusik og drilsk melodilyst
Annonce
Under relativt stor mediebevågenhed blev Allan Gravgaard Madsens symfoniske værk Nachtmusik (2019) uropført i begyndelsen af september i DR’s Koncertsal. Det blev omtalt i dagblade, DR producerede en podcast om komponisten og hans proces op til koncerten, og også her på Seismograf blev uropførelsen behandlet. Det er heller ikke hver dag, at der bliver skrevet, opført og indspillet en dobbeltkoncert for klaver, violin og orkester, men der var to ekstra kroge, som hjalp formidlingen på vej: dels at komponisten er kendt som »Speaker-Allan« i Den Korte Radioavis, dels at han har været meget åben om inspirationen til det nye værk, der er skrevet direkte til et ægtepar: violinisten Christina Åstrand og pianisten Per Salo.
Allan Gravgaard Madsen er meget personlig i sin tilgang til musik og kunne kun skrive til disse musikere, hvis han lærte dem bedre at kende. Han var derfor til middag i parrets hjem forud for kompositionsprocessen. I kælderen, blandt flygler og noder, hang et Alban Berg-citat på væggen: seks takter med dr. Schöns tema fra operaen Lulu (1935). Da Per Salo spillede det for Gravgaard Madsen, ramte en akkord ham »helt fysisk«. Solistparret, der til daglig spiller i DR Symfoniorkestret, havde begge medvirket ved en opførelse af Lulu i 1996, hvilket havde betydet meget for deres indbyrdes forhold såvel som for deres arbejde i orkestret. Gravgaard Madsen fandt dermed sine betingelser, eller benspænd, for koncerten: Han ville kun bruge de begrænsede toner, som indgår i dr. Schöns tema.
Denne spændthed på, hvad der skal komme, samt et gnistrende forhold mellem passivitet og aktivitet, er utrolig godt ramt af Allan Gravgaard Madsen
Med de få toner udforsker Gravgaard Madsen vores øres forhold til harmoni. Koncerten, som blev indspillet ved uropførelsen og nu er udkommet på Dacapo Records, åbner meget dristigt med at lade violin og klaver spille den samme tone i hele seks-syv minutter. Dermed oplever vi de mange forskellige klangmuligheder, som en violin kan have på blot en enkelt tone, e. Christina Åstrand glider dynamisk ind til kernen, knipser, ændrer rytmik og summer på strengen, som var det en bi, der irritabelt fór omkring os. Hvilken harmoni vil den stikke os med til sidst? Vi ved det ikke, for én tone gør ingen sommer og skaber ingen harmoni.
En moderne cliffhanger
Klaveret benytter sig af forskellige anslag og oktaver, men stadig kun med den éne tone, e. Andre instrumenter citerer forsigtigt, men først efter otte-ni minutter viser der sig flere (over)toner i orkestret. På meget begavet vis får vi kalibreret øret – både til skærpelse af tonesansen og til en generel åbenhed over for musikken. Man er helt ude på stolen: Hvorhenne i en treklang skal den tone placeres? Er der en skalaretning? Hvor vil musikken hen? Som i åbningssekvensen efter titelteksterne til Sergio Leones Once Upon a Time in the West (1968) – små ti minutter uden tale og musik, kun med konkrete lyde fra de ventende på en togperron – bliver man opmærksom på selv de mindste forandringer og lyde.
Et væsentligt element for musikkens sprog er harmonierne eller de intervalmæssige forhold, men i førstesatsen af Nachtmusik er dette sprog helt tavst – samtidig med at der sker en masse i orkestret, blot uden ord, ligesom i Sergio Leones western. Denne spændthed på, hvad der skal komme, samt et gnistrende forhold mellem passivitet og aktivitet, er utrolig godt ramt af Allan Gravgaard Madsen. Der skabes en ukonventionel spænding, som paradoksalt nok først opløses, når der, efter knap ti minutter, kommer en ny tone til: et f – altså en lille sekund væk fra e’et, et interval, der traditionelt set er blevet opfattet som en disharmonisk spænding, ikke en opløsning.
Det menneskelige øre higer efter harmoni, og det får man opfyldt, da f’et langsomt forvandler sig til tertsen i en kæmpemæssig akkord i orkestret, og vi hører, at Des-dur er grundlyden i værket. Dybe toner fra basbasuner og pauker hjælper dette på vej og bidrager voldsomt til intensiteten. Resten af koncerten, der dirigeres af Ryan Bancroft, foregår i dette Des-dur/E-dur-univers, og Gravgaard Madsen vedstår sig dermed noget tonalt – vi er tydeligvis kommet hjem, når den rene harmoni klinger, selvom der også sker andre begivenheder i værket, særligt i den sidste, korte tredjesats.
Prædisponeret for melodier?
Helt anderledes forholder det sig i det andet værk på albummet, Pelle Gudmundsen-Holmgreens For violin og orkester (2002), indspillet i 2017 med DR Symfoniorkestret og Nicholas Collon som dirigent. Gudmundsen-Holmgreen (1932-2016) mente ikke selv, at det var en koncert (hvorfor han ikke kaldte den det), men at der i højere grad er tale om møder: »På sin vej gennem For violin og orkester møder violinen forskellige farver eller klangflader eller instrumentale blokdannelser, som det jo er,« skrev komponisten selv i programnoten til værket. »Violinen møder disse karakterer enkeltvis og efterhånden i stadig flere kombinationer.«
Det er nu stadig en koncert, hvor violinisten får lejlighed til at brillere med flere virtuose elementer, og det mestrer Christina Åstrand til fulde; ligesom Nachtmusik er også dette værk skrevet til hende. I albummets liner notes skrives der meget om de forskellige skabninger og væsener, som violinen møder på sin vej, men værket behandler i virkeligheden et langt mere interessant spørgsmål: ét om menneskets behov for at forstå musik i en melodisk sammenhæng.
Det menneskelige øre stræber, bevidst eller ubevidst, efter at møde toner som en sammenhæng i en melodi eller et tema. Hvis vi hører et lille citat eller der opstår et motiv, opnår vores intellekt en tilfredsstillelse, der ligner andre kognitive forløsninger i forbindelse med, eksempelvis, sprog eller tekstforståelse. Og måske viser Pelle Gudmundsen-Holmgreens værk netop en erkendelse af dette. I violinkoncerten er der et væld af toner og en anderledes æstetik end i mange af komponistens tidligere værker. Og især: et stort fokus på melodi. Strygerne knipser temaet lige fra start – en smule forklædt og varieret, men øret tunes ind på et melodisk element, som bliver gennemgående: et nedadgående motiv inden for en lille terts, som løftes en tone op i en sekvens.
Humor, skønhed og ragnarok
Det er, som om Gudmundsen-Holmgreen leger med vores forventninger til dette tema – først plantes det, så forlades det, og efter mange omveje sniger han sig ind på det i løbet af satserne igen. Også i det tydelige arabiske tema, der optræder midtvejs. Komponisten har selv udtalt, at han gerne »vil høre en lille melodi midt i det almindelige ragnarok. Ikke for at blive sødladen, men fordi det nu engang er ur-naturligt at placere toner ved siden af hinanden, så det danner noget smukt« (Lotte Bichel: »Jeg bliver så glad, når jeg trækker vejret«, Berlingske Tidende, 20. november 1992). Behovet for at danne harmoni – som Allan Gravgaard Madsen leger med i Nachtmusik – er altså ikke ulig behovet for at danne tema eller melodi.
Spørgsmålet om melodibehov og det ur-naturlige, som Pelle Gudmundsen-Holmgreens værk stiller, er essentielt
Pelle Gudmundsen-Holmgreen gør sit, for at det hele ikke bliver for sødladent i violinkoncerten, hvor soloinstrumentet bliver mere og mere hidsigt og kradsende undervejs. Med toner og harmonidannelser godt uden for almindelig tonalitet er det, som om orkestret modarbejder solostemmen, der bravt kæmper videre. Det hele kulminerer lidt over midtvejs i værket med klange, som meget vel kan beskrives som »ragnarok« – dog et meget fascinerende inferno af lyd. Det er nærmest smukt, og dermed får Gudmundsen-Holmgreen også markeret, at et sødt tema ikke er alene om at være skønt.
Det interessante er, at han ender med en næsten overdreven brug af den nævnte melodi i den allersidste sats, hvor kun et kvartspring fra messingblæsere skaber modspil i lydbilledet. Er det karikeret, en parodi – et humoristisk islæt? Eller er det, som om han siger: »Godt nok, I vil have melodi og tematik – så skal I få det til overflod!« Vi ved det ikke. Men spørgsmålet om melodibehov og det ur-naturlige, som Pelle Gudmundsen-Holmgreens værk stiller, er essentielt. Og Allan Gravgaard Madsens tonende længsel mod harmoni i Nachtmusik kan ses som en stillingtagen eller et forsøg på at besvare spørgsmålet.