interview

Aarhus om natten

Ved Torsdagskoncerten 5. september uropfører DR Symfoniorkestret en ny dobbeltkoncert af den aarhusianske komponist Allan Gravgaard Madsen – et klingende resultat af en tænksom tur gennem natten, dens lyde og stilheder. Vi har mødt ham for at få en introduktion.
Af
26. august 2019

Allan Gravgaard Madsens første udkast til hans nye dobbeltkoncert, Nachtmusik, blev ikke lavet på nodepapiret. I stedet tog han på nattevandring rundt i Aarhus.

»Natten har altid fascineret mig, og jeg vidste med det samme, at mit stykke skulle have noget med natten at gøre,« fortæller han. »Så en sen aften tog jeg en lydoptager i hånden og gik ud i mørket. DR Symfoniorkestret havde bedt om et værk på cirka 25 minutter, og den varighed passede med min sædvanlige gåtur fra Ingerslevs Boulevard i Aarhus og ud til en bænk ved en lille sø i Marselisborgskoven. Jeg ville undersøge, hvordan natten påvirkede min oplevelse af en tur, som jeg havde gået hundredvis af gange i dagslys.

I mit liv har jeg haft store problemer med rastløshed, og natten er et sted, hvor jeg har kunnet opsøge ro og stilhed. Natten har en indbygget ensomhed. Men for mig er den også fuld af morgendagens potentiale. Det er måske en sentimental måde at anskue det på, men jeg er lidt af en skabsromantiker. Jeg kan godt lide tanken om længsel og den slags. Jeg længes bare ikke efter datiden, men efter det gode, der kan komme i morgen.

Allan Gravgaard Madsen. © Agnete Schlichtkrull
Allan Gravgaard Madsen er både koncert- og podcastaktuel. © Agnete Schlichtkrull/DR

På gåturen i mørket oplevede jeg, hvordan mine sanser ændrede sig. Det harlekinmønstrede indgangsparti til Tivoli Friheden smeltede sammen til én grå flade. Nogle blinklys fra en afspærring nede ved Marselisborghallen kunne pludselig ses på lang afstand. Lyde, som jeg nok ville have ignoreret om dagen, trådte frem og fik deres solooptræden.

Optagelsen skulle ende med et længere afsnit nede ved bænken i skoven. Men da jeg nåede ned til stien, der ledte ind til bænken, så turde jeg simpelthen ikke gå derind! Der var skidemørkt. Jeg havde høretelefoner på og havde sat mikrofonens følsomhed til højeste indstilling for at få alle detaljerne med. Selv de mindste lyde var helt tydelige, så da jeg pludselig hørte en lyd bag mig, fik jeg et chok og løb for mit liv ud af den skov. Da jeg kom hjem, kunne jeg høre på optagelsen, at lyden simpelthen var mine egne sko på grusstien.«

Dr. Schön i kælderen

Aarhus by night var en ikke alt for lovende start på arbejdet med det nye værk. Selv for en nattedyrker kan natten være problematisk! Næste opgave for Allan Gravgaard Madsen var at finde ind til koncertens to solister, violinisten Christina Åstrand og pianisten Per Salo.

»Som komponist kan jeg kun levere 80 procent af et værk. Derfor har jeg brug for at lære musikerne at kende og finde ud af, hvad de synes er træls eller godt kan lide. Det er jo ikke altid, at komponisten har den bedste idé. Jeg kendte ikke på forhånd Christina og Per personligt, men jeg hilste på Christina efter en koncert med DR Symfoniorkestret og blev inviteret på middag, så jeg også kunne møde Per.

I løbet af middagen fik vi talt os ind på hinanden. Jeg husker især, at Per fortalte om klaveret, om klang og resonans, og det lod jeg indgå direkte i værket. Hele værkets 1. sats handler om resonans. Det er én kæmpestor akkord, der langsomt åbenbarer sig.

»Jeg er nødt til at opsætte nogle benspænd, der hjælper mig med at frasortere«

Efter at vi havde spist, gik vi ned i deres arbejdsværelse i kælderen. På væggen hang en ramme med fotografier fra dengang, Per indspillede Per Nørgårds Klaverkoncert med DR Symfoniorkestret. Nederst i billedrammen var der indsat en håndskrevet node, som jeg troede var Per Nørgårds håndskrift, men det viste sig at være dr. Schöns tema fra Alban Bergs opera Lulu. Per spillede den igennem på klaveret. I løbet af de seks takter kom der en E-dur-akkord, som simpelthen ramte mig fysisk. Per gentog temaet og stoppede ved samme E-dur-akkord. “Er den akkord ikke fantastisk?” Han var lige så begejstret, som jeg var.

Christina og Per fortalte, hvor bjergtaget de var blevet af Lulu, da de opførte operaen med DR Symfoniorkestret i 1996. Det blev tydeligt for mig, hvor meget den oplevelse havde betydet for dem, og hvor meget deres arbejde i orkestret fylder i deres liv. Og på den måde fik jeg simpelthen tonerne til min dobbeltkoncert foræret. Dr. Schöns tema rummer dur, mol, store og små intervaller, lys, mørke, alt muligt materiale. Man kommer ikke til at høre Lulu-citatet helt konkret i mit værk, men jeg har brugt nogle nedslag fra de seks takter og sat dem i nye sammenhænge.«

Den åbne E-streng

Allan Gravgaard Madsen har ikke holdt sig tilbage med at meddele omverdenen om sit arbejde med dobbeltkoncerten. To journalister har fulgt ham hele vejen for at lave en podcast til DR. Og da komponisten var klar til at gå i gang med at skrive noderne ned, inviterede han alle til at overvære startskuddet blive affyret, da han postede et billede af det tomme nodepapir på sin Facebook-profil.

»Når jeg sidder og stirrer ned i det tomme nodepapir, så kan det være svært for mig at vælge. Det kan hurtigt lyde kunstnerkrukket, men jeg føler, at jeg diskriminerer toner, når jeg vælger den ene frem for den anden. Hvad fanden skal man gøre, når der er alle de toner, akkorder og klangfarver til rådighed? Jeg er nødt til at opsætte nogle benspænd, der hjælper mig med at frasortere. Skære mine muligheder ned til et minimum, før jeg kan begynde at skrive.

Jeg komponerede 3. sats først, men gik fuldstændig i stå med arbejdet på 1. sats. Jeg kunne simpelthen ikke få begyndelsen på plads! Det, der bragte mig videre, var, at jeg jævnligt mødtes med Christina og Per. Ved et af vores møder tog Christina sin violin for at stemme den, og den åbne E-streng gav mig simpelthen kuldegysninger! Der var starten jo – e’et! Og dr. Schöns tema starter også på et e.«

Derfor begynder Nachtmusik med de to solister helt alene, der spiller tonen e. Mange, mange gange tonen e. Musikken er på grænsen til at være helt hændelsesløs. Allan Gravgaard Madsen beskriver det selv som »et ensomt og ubarmhjertigt ritual«, der sætter præmissen for resten af værket. For efterhånden vokser indtrykkene og dynamikken, og udviklingen i 1. sats kan nærmest sammenlignes med Ravels berømte Bolero, hvor få toner gentages mange gange og gradvist inddrager flere og flere af orkestrets instrumenter.

»Det første, man oplever efter solisternes indledning, er et hjerte, der går i stå: én lang tone fra andenviolinernes bageste pult – som er en pult, der befinder sig i hjertet af orkestret. Og så begynder musikken at udvide sig og få mere liv. Førstesatsen kulminerer i en kæmpestor, romantisk akkord,« fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Pay-off efter stilstanden

Den næsten endeløse stilstand i begyndelsen vil måske afskrække det publikum, der kommer til DR’s Koncerthus og også skal høre musik i en mere velkendt stil af Sibelius samme aften. Allan Gravgaard Madsen er bevidst om, at det ikke er et særligt nichepublikum, han har skrevet Nachtmusik til. 

»Den store akkord til sidst i 1. sats er en slags katarsis, en renselse. Men før man kan få den oplevelse, skal man overgive sig til noget, der kan virke som ti minutters intethed. Det er mit indtryk, at ens sanseapparat justeres til at blive meget fintfølende, når materialet er skåret ned til et minimum. Man begynder at høre detaljer, som man ellers ville have overset. Den tillid håber jeg, at publikum giver værket.«

Og derefter skal der være et pay-off i musikken, forklarer han. Efter 1. sats virker resten af Nachtmusik både hurtigere og kortere. 2. sats er blot en tredjedel så lang som 1. sats, og 3. sats er igen kun en tredjedel og varer bare nogle få minutter. De tre satser spilles uden pauser i ét sammenhængende forløb.

Den oprindelige plan om at indlægge en kadence til solisterne blev droppet undervejs i arbejdet.

»Virtuositet for virtuositetens skyld interesserer mig ikke – og fordi materialet i Nachtmusik udvikler sig meget langsomt, ville en kadence ødelægge den stemning, som 1. sats bruger så lang tid på at føre publikum ind i. Men i 3. sats bliver det ret virtuost alligevel. Per skal spille i fire forskellige registre i et meget hurtigt tempo. Først én tone, så to, så tre og til sidst fire toner. Hans fingre skal bevæge sig irrationelt imellem registrene, og klaveret bliver et billede på den rastløshed, jeg har. Imens spiller Christina en af værkets meget få melodier så højt oppe på E-strengen, at hendes finger er over gribebrættet. Det kan man ikke øve sig på særligt længe ad gangen, for strengen skærer sig ind i fingeren som en ostehøvl.«

Det store orkester, Allan Gravgaard Madsen har til rådighed, bruger han med økonomisk sans. Hans værk har rødder i den danske tradition for enkelhed – selvom enkelheden kan være meget komplekst udført.

»På en måde er det endnu enklere end ny enkelhed. Måske vil nogle sige, at der ingenting er i det, og at det er pinligt. Men for mig er der en hel verden i selv de mest enkle detaljer. Jeg søger ikke efter det pinlige. Jeg prøver at finde frem til noget oprigtigt. Og for mig kan en gentagelse være meget poetisk.«

»Nachtmusik« uropføres torsdag den 5. september kl. 19.30 i DR’s Koncertsal og livetransmitteres på P2. Koncerten gentages fredag den 6. september.