kommentar

Jamen vil vi egentlig noget med vores orkestre?

Kim Bohr maler et skønmaleri af DR Symfoniorkestrets ambitioner, mens landsdelsorkestrene slås imod det såkaldte omprioriteringsbidrag. Situationen kalder på en grundlæggende debat om indhold.
Af
23. Oktober 2019

Et kort øjeblik troede jeg, der var tale om en sensation. Jeg læste de samme ord og sætninger igen og igen, langsommere og langsommere. Kunne det virkelig passe: Havde chefen for DR Symfoniorkestret, den ellers så magtfuldkomne gigant i dansk musikliv, sendt en kronik til Politiken fyldt med selvkritik? »Dansk kompositionsmusik står i højeste kurs i udlandet, men er samtidig en blind vinkel hos os selv,« læste jeg for syvende gang. »Det er på tide, at vi for alvor slår hul på dansk musiks guldåre og lytter til de musikalske skatte, som er lige for næsen af os.«

Blind vinkel hos os selv; det var ikke til at misforstå. Bohr var rent faktisk opsat på at rette op på DR’s årtier lange underprioritering af dansk kompositionsmusik. Troede jeg. Men ak, jeg befandt mig endnu i underrubrikken – journalistikkens ubestemmelighedszone, hvor en redaktør forsøger at opsummere brødteksten og sætte dens gennemgående pointe på spidsen.

Efterhånden som jeg nåede længere ind i kronikken, blev det klart, at denne »blinde vinkel hos os selv« kun omfattede verden uden for DR. Der var ikke tale om offentlige grublerier over egen programlægning eller radioindhold, men noget så banalt som en promovering af orkestrets aktuelle sæson, som helt ignorerede DR’s manglende ambitioner for netop dansk kompositionsmusik gennem årtier. Kronikken var kulturbranchens svar på hvidvask.

Os er de andre

Årsagen til, at befolkningen generelt ikke er bekendt med musik af nulevende danske komponister, er ifølge Bohr todelt. Dels har musik rent kulturhistorisk været underprioriteret i forhold til litteratur og billedkunst. Dels har »de store, verdensomspændende spillere i musik- og mediebranchen gjort den klassiske musik synonym med en snæver, international kanon«. Disse to omstændigheder – fortiden og kulturindustrien – befinder sig i Bohrs argumentatoriske verden uden for DR’s indflydelse, uagtet at institutionen snart fejrer 100-årsjubilæum og er en økonomisk gigant i dansk musikliv. I 2018 beløb de totale offentlige kulturbevillinger til scenekunst og musik sig til tre milliarder kroner – to fra staten, en fra kommunerne – mens DR’s samlede udgifter oversteg fire milliarder kroner.

Det, der lignede selvkritik, er i stedet det modsatte, et skønmaleri

Bohr peger også, ganske rigtigt, på, at det danske uddannelsessystem kunne gøre meget mere for at udbrede kendskabet til musikken. Og herefter nærmer han sig så endelig DR’s rolle: »Det er også helt afgørende, at vi, som spiller og formidler musikken, deler den så flittigt og begejstret, som vi overhovedet kan.« Nå ja, lidt indsigt i musikken og de internationale strømninger kunne man selvfølgelig også have ønsket sig, der var blevet plads til på listen over formidlingens egenskaber, men Bohrs største synd er nu engang, at han følger op på denne erklæring ved at konstatere, at DR fuldt ud lever op til denne ambition. Det, der lignede selvkritik, er i stedet det modsatte, et skønmaleri.

Bevares, det er uden tvivl godt, hvis Bohrs ord bliver fulgt op af handling i de kommende år, og den aktuelle sæson er da heller ikke uinteressant. Men det er værd at minde om, at vi historisk set befinder os i en periode, hvor danske og nyskrevne værker fylder meget mindre i DR Symfoniorkestrets sæsonprogram, end de gjorde for et halvt århundrede siden. Dansk musik fylder ikke mere i orkestrets nuværende sæson, end amerikansk musik, primært John Williams’ filmmusik, gør. Omtrent ti procent af den samlede spilletid. Og dansk musik fylder fortsat mindre end russisk og, i særdeleshed, tysk og østrigsk musik. Blot fem procent af repertoiret er fra dette årtusinde, hvilket også afspejles i den omstændighed, at kun en enkelt kvindelig komponist, amerikanske Julia Wolfe, er programsat – og dét som led i orkestrets, i øvrigt glædelige, deltagelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige Pulsar Festival.

Nybrud eller skønmaleri

Det er også værd at bemærke, at DR Symfoniorkestret i indeværende sæson ikke spiller mere dansk musik end de fleste af landsdelsorkestrene, hvor eksempelvis Aarhus Symfoniorkester har leveret musikken til den knap 90 år forsinkede danske premiere på Paul von Klenaus opera Michael Kohlhaas, og hvor Odense Symfoniorkester blandt andet uropfører en bratschkoncert af Christian Winther Christensens i slutningen af november. Og dét vel at mærke med orkesterbudgetter på omtrent 50 millioner kroner – halvdelen af DR Symfoniorkestrets.

Hvorfor dette pludselige behov fra den ellers stille gigant til at gå i mediemæssig offensiv og profilere sig som et orkester, der er særligt uundværligt for dansk musikliv? Svaret kan selvfølgelig være, at man rent faktisk mener det: at man fremover stolt vil fremvise værker af Martin Stauning, Rune Glerup og Niels Rosing-Schow i sæsonkataloget og brande sig på dem i stedet for at klemme dem stedmoderligt ind mellem centraleuropæiske mastodonter fra kernerepertoiret og forbigå dem i tavshed eller henvist til sidebemærkningerne i de korte tekster, man promoverer koncerterne med. Det ville være intet mindre end et nybrud, hvis det nylige mediefokus på orkestrets uropførelse af en dobbeltkoncert af Allan Gravgaard Madsen bliver standarden fremover. Intet ville glæde mig mere.

Behovet for at profilere sig på andet end ambitionen om at være et orkester »i verdensklasse«, sådan som man har gjort i flere årtier, kunne selvfølgelig også hænge sammen med en aktuel intern kamp for overlevelse i et DR ramt af store besparelser, hvor man med redningen af P6 Beat og P8 Jazz har set, hvad offentlig opbakning kan betyde; det er alt andet lige nemmere at få politisk medvind, hvis man kan overbevise samfundets beslutningstagere om sin uvurderlige rolle for dansk musikliv, end hvis man kun holder fast i den egentlig ret provinsielle ambition om at være blandt verdens bedste, hvad end det så betyder. Uanset hvad er det vigtigt, at vi holder øje med, om de ambitiøse ord bliver fulgt af ambitiøse handlinger.

Status quo er ikke nok

Der findes dog også andre orkestre i Danmark, og med tanke på de aktuelle finanslovsforhandlinger er det væsentligt at brede debatten om de kunstneriske ambitioner på det symfoniske område ud til også at omhandle de fem landsdelsorkestre i Aalborg, Aarhus, Sønderjylland, Odense og på Sjælland. For endnu en gang er landsdelsorkestrene kommet i fokus, og endnu en gang handler debatten udelukkende om millionbeløb og procentsatser.

Efter at have beskåret de offentlige tilskud til orkestrene med to procent årligt fra og med 2016 – i forlængelse af en generel nedgang i orkesterbesætningerne siden årtusindskiftet – blev den forrige regerings afskedssalut til området et, vellykket, forsøg på at spille landsdelsorkestrene ud mod hinanden. Hvilket næppe har været vanskeligt, da etableringen af orkestrene historisk set mere har været et spørgsmål om kommunal prestige end et fælles nationalprojekt – »sådan et må vi også have«.

Endnu en gang er landsdelsorkestrene kommet i fokus, og endnu en gang handler debatten udelukkende om millionbeløb og procentsatser

Resultatet blev en politisk aftale om, at Copenhagen Phil til og med 2022 skal betale hele regningen for de fem orkestre. Det sjællandske orkester står altså til at miste ti millioner kroner årligt, medmindre de nuværende finanslovsforhandlinger – sådan som eksempelvis Radikale Venstre har foreslået – ender med en annullering af det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Det vil dog kun betyde en status quo, og spørgsmålet er, om man kan være tilfreds med det inden for et så udgiftstungt område, der tværtimod kalder på nogle helt grundlæggende diskussioner i dag, mere end et halvt århundrede efter lovene om landsdelsorkestrene blev vedtaget i Folketinget.

Behov for prioriteringer

Selvom beslutningen om at lade Copenhagen Phil bære de samlede besparelser for de fem orkestre i en, foreløbig, fireårig periode er let at afkode som opportunistisk lefleri for Vestdanmark, er idéen om at foretage en klar prioritering sådan set noget af det, man savner på området. Det er faktisk værd at overveje, om man ikke bør prioritere endnu kraftigere.

I dag modtager hvert af de fem orkestre et årligt tilskud på 20 millioner kroner fra Kulturministeriet, som til gengæld kræver, at orkestrene yder en særlig indsats for nyere dansk og nordisk musik samt udvikler nye koncertformater for at tiltrække nye publikumsgrupper. Ingen af delene lykkes i særlig høj grad, må man konstatere, når man læser sæsonprogrammer eller besøger koncerterne rundtomkring i landet.

Programmerne svælger i det symfoniske kernerepertoire, og publikum er med få undtagelser pensionister. Selvfølgelig er der en vis skønhed i, at gamle mennesker kan holde fast i et af de eneste steder i samfundet, hvor de har magten, men set fra et oplysningsmæssigt synspunkt er det ikke godt for samfundet, at den kunstnerisk ambitiøse symfoniske musik har så trange kår hos orkestrene, og at hverken den eller kernerepertoiret når ud til et bredere udsnit af samfundet.

En del af forklaringen på, at landsdelsorkestrene i vid udstrækning er reduceret til et servicetilbud for lokalbefolkningen, er, at kommunerne også yder et årligt tilskud på 20 millioner kroner til hvert af orkestrene. Og kommunerne er generelt mere interesserede i en høj belægning og publikumstilfredshed end i kunstneriske ambitioner og musikkens nationale gennemslagskraft. Det ser godt ud i rapporter. Så ligesom hos radiokanalen P2 nøjes man i størst muligt omfang med at spille, hvad de faste brugere gerne vil høre – og det er sjældent musik efter år 1900.

Symfonisk osteklokke

200 millioner kroner er en meget stor post i de offentlige tilskud til musik, og rent kunstnerisk får vi kun ganske lidt for pengene. Sløjest står det til med ambitionerne i Aalborg og Sønderjylland, men også Aarhus har i år præsenteret et program, der ikke er på niveau med, hvad man kan forvente af en by med så rig en tradition for musikalsk nysgerrighed. Og mens landsdelsorkestrene spiller de samme symfonier af Brahms og Beethoven år efter år, går publikum glip af fremragende nye værker fra Danmark, Norden og resten af verden – værker, der for længst har taget afsked med efterkrigstidens dogmer om uigennemsigtig kompleksitet.

Det er ikke en overdrivelse at tale om, at det symfoniske miljø i Danmark befinder sig i en osteklokke

Det er ikke en overdrivelse at tale om, at det symfoniske miljø i Danmark befinder sig i en osteklokke, og spørgsmålet er, om de nuværende musikchefer har ressourcerne og den internationale orientering til at ændre på situationen, omprioriteringsbidrag eller ej. Der er formentlig brug for nye impulser, og de impulser kunne meget vel sættes i gang med en grundlæggende debat om prioriteringen mellem de klassiske institutioner i dag.

Ser man på det symfoniske område, står det efter min mening klart, at der er brug for mindst ét fuldt besat orkester, der kan yde programmæssigt modspil til DR Symfoniorkestret og trække hele området i en mere nutidig retning. En opgradering af Aarhus Symfoniorkester virker som et oplagt bud – her har man allerede fordel af landets bedste koncertsal. Det ville kræve ansættelsen af 30 nye musikere samt en udvidet administration, der havde overskud i hverdagen til at sammensætte tidssvarende programmer og introducere nye koncertformater.

Andet end orkestre

Hvis vi ikke er tilfredse med blot at bevare vores klassiske institutioner, men faktisk også vil noget med dem, kan det blive nødvendigt at prioritere. Det kan betyde, at man opgraderer nogle orkestre og lukker andre, hvis området ikke tilføres yderligere penge. Et opgraderet Aarhus Symfoniorkester ville eksempelvis kunne gentage sine koncerter regelmæssigt i Aalborg, ligesom et opgraderet orkester i Odense ville kunne dække et udvidet geografisk område mod øst og vest.

Til gengæld kunne en del af de musikpædagogiske opgaver rundtomkring i kommunerne, som orkestrene i dag udfører, med fordel varetages af de nationale basisensembler – Ensemble Midtvest, Esbjerg Ensemble, Randers Kammerorkester og Ensemble Storstrøm – samt Athelas Sinfonietta, hvis disse fem institutioner fik tilført yderligere midler. Især Athelas, der ellers er det kunstnerisk set mest ambitiøse af de små statsstøttede ensembler, ville have gavn af en kraftig opjustering af de 1,4 millioner kroner, sinfoniettaet i dag spises af med. En sådan prioritering ville ikke blot kunne løfte pædagogiske opgaver, men også medføre et øget koncertudbud inden for den mellemstore kammerbesætning, som mange af nutidens komponister skriver for, og som savner politisk opbakning under de nuværende vilkår.

Det er på høje tid at spørge, om vi får nok ud af vores udgiftstunge institutioner. Og det ville være helt rimeligt at benytte et begreb som omprioriteringsbidrag, hvis det dækkede over en reel omprioritering til gavn for nogle af institutioner, som negligeres i dag, men som kunstnerisk set har stort potentiale. Mindre rimeligt er det selvfølgelig at bruge begrebet som en eufemisme for perspektivløse nedskæringer. Hævet over enhver tvivl er det under alle omstændigheder, at der er behov for at prioritere, hvis vi ikke kun vil understøtte bredden, men også eliten. Der er ganske enkelt behov for en grundlæggende diskussion om, hvilke institutioner der skal satses på de næste 10, 20 og 50 år. Status quo er simpelthen for uambitiøst.