Konge uden trone

Sydtyrol, juli 2004. Trangia-sæt, Adria-vogne, badminton med fjerbolde af plastik. Der findes ikke et mere deprimerende sted for teenagere end en campingplads. Det er slemt nok at være klistret op ad dine forældre i tre uger, men du er også omringet af den her særligt misdannede art af mennesket, forteltsfascisterne. Du kender dem, hvis du har været der. Du ved, hvordan de står der med fuglekikkerten i den ene hånd og den stille desperation i den anden og stirrer ind i alle andres fortelte, på udkig efter hvad som helst, der kan lede tankerne væk fra deres egen fortvivlelse.

Det var sidste gang, jeg blev tvunget med på camping, den juli måned. Jeg var seksten, og jeg havde ingen anelse om den frihed, der ventede lige rundt om hjørnet. Jeg vidste kun, at den eneste flugtvej var bøgerne, og det var der, jeg læste Hamlet første gang. Fattede selvfølgelig ikke så meget, ikke med alle Shakespeares syrede henvisninger til stjernebilleder og sagnfigurer, men jeg forstod Ofelias vanvid. For fanden, jeg levede jo midt i det.

Bitte schreiben Sie mir ein Meisterwerk
Jeg har aldrig forstået dem, der så hende som en svag karakter, Ofelia. At reagere på vanviddet, at tage sit eget liv i vanviddets navn, det kan da aldrig være svaghed. Svaghed, dit navn er folk med fuglekikkert. Alligevel er det vist en af grundene til, at den britiske forfatter Paul Griffiths skrev Let Me Tell You i 2008, en roman, der skal give Ofelia magten til at fortælle historien fra sin egen synsvinkel. Jeg har ikke læst den, men han er ridder af imperiet, Griffiths, så jeg går ud fra, at den er mesterlig.

Selvfølgelig stråler Hannigan som Ofelia, også selvom hun lidt for gerne vil gøre det til et skuespil

I 2012 fyldte han 55 år, og han er åbenbart gode venner med det canadiske sopranfænomen Barbara Hannigan. Et enerverende kvindemenneske, tror jeg. I hvert fald kunne hun ikke nøjes med at forære ham, tja, en saltkværn, en bøfformer eller whatever. God save the Queen, han skulle have et nykomponeret værk, og Hannigan må lige have læst Let Me Tell You, for det var det værk, som skulle forvandles til musik. Enerverende, for hvad giver man så hende?

Hans Abrahamsen fik opgaven og skrev en halv times sangcyklus for sopran og orkester, og hokuspokus, så blev det også opført tre dage i træk af Berliner Filharmonikerne, verdens bedste symfoniorkester. Selvfølgelig et mesterværk, og selvfølgelig stråler Hannigan som Ofelia, også selvom hun lidt for gerne vil gøre det til et skuespil.

Mod muren
Kun en tåbe nærer nationalnostalgiske følelser for Hamlet, bare fordi Shakespeare valgte Kronborg som baggrund for intrigerne. De fleste har nok opdaget, at skuespillets Helsingør ikke ligefrem ligner virkelighedens. Kongeriget Danmark var kun en eksotisk fantasi, som Shakespeare sugede energi fra.

Der er heller ingen grund til at hejse Dannebrog, bare fordi Hans Abrahamsen er hjernen bag Let Me Tell You. Sangcyklussen har allerede været opført mere end ti gange, før den som en eksotisk flaskepost endelig kom til Danmark. Der står en mur rundt om de symfoniske sale, bevogtet af den døde kanons disciple, og det er altid en mindre sensation, når en uropførelse eller blot et nyere værk slipper ind til publikum.

Barbara Hannigan og Berliner Filharmonikerne uropførte »Let Me Tell You« i december 2013. © Berliner Filharmonikerne

Det er ikke, fordi muren blev brudt fuldstændig ned denne aften (17. april, DKDM’s Koncertsal). Selvom Copenhagen Phil skal have al ros i verden for at opføre Abrahamsens glimrende og faktisk bredt appellerende værk, var der lige den obligatoriske Tjajkovskij, som skulle overstås, før koncerten for alvor kunne komme i gang. Og selvom det var fiffigt nok at tage Tjajkovskijs skuespilmusik til Hamlet og lade den omkranse recitationer med skuespilleren Lars Mikkelsen som den unge prins af Danmark, var det altså ret bedaget, og det er ikke den russiske komponists mest spændende værk, for at sige det mildt.

Magiske Ofelia
Da Barbara Hannigan kom på scenen efter pausen, var stemningen elektrisk. De fleste var vel forberedte på hendes udstråling, men alligevel. Den der ferskenfarvede eventyrkjole og hendes perfekte rødbrune hår ... Klart en Ofelia værdig, men næsten også for elegant til at bære mørket i sig.

Ja, hun var for elegant, det var nok mit problem den aften. I det øjeblik dirigenten André de Ridder satte orkestret i gang, forvandlede hun sig, trådte ind i rollen som den ængstelige pige, bøjede sine hænder på en sådan reptilagtig måde, der egentlig virkede meget umiddelbar, men med et ansigtsudtryk, der var åh så gådefuldt, ih så uudgrundeligt.

Jeg kan ikke rigtig rumme det teatralske, det fungerer ikke for mig, men jeg kunne også godt se, at det ville være lige så forkert ikke at tage Ofelia-rollen på sig. Musikken lagde op til skuespil. Det gjorde mig lidt perpleks, så jeg endte med at kigge op i loftet under resten af opførelsen, og det kan jeg i øvrigt stærkt anbefale. Prøv det.

Hans Højhed
Let Me Tell You er blevet skamrost, de gange den er blevet opført det seneste halvandet år, og det forstår jeg godt. Jeg tror faktisk, at Abrahamsen har skrevet en halv times musik, som det er meget svært ikke at kunne lide, uanset om du er straight outta Compton eller uddannet ved den første wienerskole. Ikke fordi værket er specielt pleasende – sådan som f.eks. Søren Nils Eichbergs håbløse, Titanic-forelskede sidstesats i den nye 3. symfoni, som var blevet uropført ugen før i DR’s Koncertsal – men Let Me Tell You virker så fyldt med overskud, så gennemtænkt, så elegant, at alle kan hente noget i lytningen.

Man kan selvfølgelig indvende, at det næsten glider for let, at Ofelias vanvid næsten er for afklaret, at dissonanserne er for betagende

Hannigans virtuose intonation og register, det er selvfølgelig én ting. Hun sætter sine toner med kirurgisk præcision, og alt foregår uden partitur, det er ret imponerende, altså. Men det er også roen i værket, overblikket, der fanger dig ind i Abrahamsens spind. Det er næsten pædagogisk, sådan som han tålmodigt indfører instrumenterne og har skåret alt fedtet væk, men alligevel opnår kraftfulde og meget forskellige klange. Der er så mange eksempler, og de er så varierede, at jeg bare vil nævne indledningen, den første sangs brug af oktaverende celeste som puls og piccolofløjten som en fri fugl, der lokker strygere, oboer og siden en bredere klang med sig til at give Hannigan modspil, det er meget roligt, meget virkningsfuldt. Hans Højhed tager sig god tid til at etablere sine idéer, og jeg er begyndt at forstå, hvorfor udenlandske studerende bliver indskrevet på DKDM for at studere hos lige netop ham.

Idéerne er så klare og rene, f.eks. Hannigans repetitive stammen. Le-e-e-e-e-et me te-e-e-e-ell you. Det virkede for The Who i 1965, og det virker for Abrahamsen i dag, selvfølgelig på en helt anden måde. Eller hvad med de markante faldende skalaer halvvejs gennem cyklussen, voldsomme skumsprøjt ved foden af et vandfald, lige efter en af de mest ekspressive, atonale passager. Kaos, opløsning, opbygning. Her titter vanviddet frem, måske en smule for mådeholdent, måske bare som elegant antydning. Man kan selvfølgelig indvende, at det næsten glider for let, at Ofelias vanvid næsten er for afklaret, at dissonanserne er for betagende, og så er det måske lidt corny at lade værket fade ud, men det er vel bare lyden af en moden komponist, som ville have en bred appel, hvis han fik chancen, eller hvad?

Tronen er væk
Men han får ikke chancen, det er vel tragedien. I Hamlet er der i det mindste en trone at gøre oprør mod, det er det oprør, der gør den unge prins til en helt. Abrahamsen burde sidde på tronen sammen med, tja, Nørgård, Gudmundsen-Holmgreen, Ruders, egentlig bare hvem som helst fra den generation. De burde sidde der, og en ny generation burde fordrive dem fra repertoiret. Dyrke dem og så fordrive dem, men tronen er væk. Der findes kun mausoleet, hvor Tjajkovskij, Beethoven, Mozart og slænget stadig svinger taktstokken fra det hinsides.

Newyorkerradioen WQXR kørte i sidste måned et 24-timers maraton for symfonisk musik fra det 21. århundrede. De kaldte det Symphomania og nåede igennem mere end tres værker af komponister som John Adams, Nico Muhly, Missy Mazzoli, Magnus Lindberg, og ja, også af Abrahamsen. Det ville være stærkt, og det ville hjælpe på min tilbagevendende følelse af at være fanget på en campingplads, hvis vi i langt højere grad fik opført vores samtids musik i de symfoniske sale. Abrahamsen har med Let Me Tell You vist – så tydeligt, at det snart ikke længere kan fornægtes – at ny musik ikke kun er et valg mellem behagesyge filmkompositioner og aggressiv dytbåt.

Bær så de døde bort, som den norske prins befaler til slut i Hamlet, og lad os få Abrahamsen kronet som konge, så nogen kan omstyrte hans rige.