Universel musik med lokale sandheder 

På Færøerne er opera en nutidig kunstform og en intenst national en af slagsen – mere uadskilleligt forbundet med idéer om nationalitet end noget, der sker lige nu på La Scala. Det kan man utvetydigt skrive, når der kun er to færøske operaer at diskutere.

Den anden af dem er netop blevet født. Regin smiður ankom midt under den dybe sne i Klaksvík i de sidste dage af 2024. Dens forgænger, også komponeret af Sunleif Rasmussen, stammer fra 2006. Í Óðamangarður var en adaptering af en novelle af nationens store digter, William Heinesen. En kritiker udsendt til Nordatlanten for at anmelde den hele vejen fra The Times i London kaldte operaen for »et værk af hjemsøgelsesværdig originalitet og skønhed«. 

To årtier senere står musik side om side med strikvarer og vandfald-røgelsesholdere som en af Færøernes mest anerkendte handelsvarer. Eivørs stemme breder sig til film- og spil-soundtracks, og Rasmussens partiturer bliver spillet af BBC-orkestre. Også nyt – meget nyt – er Varpið, Færøernes svar på Reykjavíks Harpa: en hybrid af et prosceniumteater og en skotøjsæske-koncerthal, hvis metalboks-arkitektur læner sig i en vinkel over Klaksvíks hovedgade, som en satellit nedfaldet fra rummet.

Rasmussen insisterer på, at der kun var ét sted, der passede til hans anden opera, og det var her. Akustisk kan man høre hvorfor

På trods af alt dette føles den færøske musikscene fuldstændig uændret. Nationens musikalske traditioner er evigt konstante, evigt sande – overleveret gennem generationer, rodfæstet i folklore, der afslører silhuetten af den europæiske melodiske tradition, men gennemsyret af stedets vildskab. Det bidrager til Eivørs rockballader og nationens nutidige doom metal-scene såvel som til Rasmussens ofte strenge partiturer. Musik, ligesom sport, forbliver en community-bestræbelse her – for det meste fri for »musikindustriens« fælder, uanset hvor effektivt den dynamiske Kristian Blak har fået landets forbløffende musikalske økosystem til at fungere som en mikroøkonomi.

Varpið er blandt de initiativer, der vil sikre, at både færøske borgere og turister drager fordel af nationens ekstraordinære og eksportvenlige tilgang til kreativitet. Bygningen blev officielt færdiggjort i april 2024. Rasmussen insisterer på, at der kun var ét sted, der passede til hans anden opera, og det var her. Akustisk kan man høre hvorfor. Fysisk er auditoriet smart, hyggeligt og stemningsfuldt.

Rasmussen er ikke så bekymret over Wagners tilegnelse af fortællinger, der delvist tilhører Færøerne

A big thing

Og så til Regin smiður (Regin smeden). Operaen er helt og holdent færøsk, sunget på sproget, bygget på de firelinjede strofer, der udgør landets litterære DNA, bogstaveligt talt sammenvævet med synet og lyden af den kædedansetradition, der er unik for dette sted. Samtidig banker Regin smiður på selve hjertet af den europæiske operatradition ved at genbruge en historie, der blev gjort berømt af Richard øler. Den bruger de samme strofer, der fodrede Wagners kilde til hans Nibelungens ring – specifikt Siegfrieds ungdom, hans smedning af sværdet Nothung og drabet på kæmpen Fafner.

Da Island var i færd med at smede sin egen noterede musikkultur under Jón Leifs – et halvt århundrede før processen, som nu er vel i gang på Færøerne takket være Rasmussen – rasede Leifs over Wagners tilegnelse af den nordiske mytologi. Den islandske komponists tre oratorier baseret på Edda repræsenterede en bevidst indsats for at generobre ejerskabet af historierne fra deres kapring af Wagner i Ringen, et værk afvist af Leifs for dets »forfærdelige misforståelse af den nordiske karakter« (det var ikke faldet Leifs ind, at Wagner måske havde sigtet mod noget mere universelt).

Rasmussen er ikke så bekymret over Wagners tilegnelse af fortællinger, der delvist tilhører Færøerne. Faktisk kommer Regin smiður med sin egen quasi-romantiske, wagnerianske afslutning – i tilfældet med denne første produktion, en bogstavelig ny daggry (som set i Aurélie Remys projekterede film), der danner en slående parallel til den dramatiske idé, der lukker Götterdämmerung.

At premieren var en stor ting her, var tydeligt med Föroya Bjórs beslutning om at brygge sin egen mindeøl til lejligheden

Det er måske det tætteste, Regin smiður kommer på Wagners filosofiske rige. Uanset om det er en »tilbageerobring« eller ej, giver Rasmussens opera os historien, som den findes i balladen »Nibelungnlied« og dens inkarnation som den færøske »kvad« »Sjúrðarkvæðini«, sunget på disse øer i mindst 800 år og sandsynligvis kendt indgående af mange i publikum, som købte billet og udsolgte fire forestillinger i Varpið, og gjorde det nødvendigt med en femte (den forestilling, jeg så). At premieren var en stor ting her, var tydeligt med Föroya Bjórs beslutning – bryggeriet er baseret i Klaksvík – om at brygge sin egen mindeøl til lejligheden.

Operaens saga-lignende narrativ klargør, hvordan og hvad Wagner tilpassede til sine egne formål i Siegfried. Vi hører om Hjørdis (Sieglinde) og Sigmundur (Siegmund), fødslen af deres søn Sjúrður (Siegfried) efter sidstnævntes død i kamp og drengens opvækst til en ung mand. Sjúrður er fast besluttet på at hævne sin fars død og får smedet et sværd, Gramm, af smeden Regin (Mime). Afsted rider han på sin udvalgte hest, Grani (Grane), for at dræbe den gigantiske orm Fávnir (Fafner), hvorpå han møder Nornagestur (Wotan/Vandrer), som rådgiver ham om tillid. Ved at spise Fávnirs hjerte får Sjúrður evnen til at forstå fugle (Skovfuglen), som igen advarer ham om Regins morderiske hensigter. Fristende tæt på Wagner, og alligevel så langt fra Ringens polerede, corporate intriger.

Alt dette blev fortalt i tredje person, i overensstemmelse med de firelinjede strofer, af en enkelt sanger – i dette tilfælde den internationalt arbejdende færøske bas Rúni Brattaberg. Han kom til at legemliggøre karaktererne Sjúrður og Nornagestur, men to dansere, Rannvá Guðrunardóttir Niclassen og Sigurður Edgar Andersen, blev til andre, inklusive Regin smeden selv, via Lára Stefánsdóttirs veltalende og finurligt narrative koreografi. Remys imponerende video-kunst bragte modernitet, menneskelighed og en følelse af det episke til det lille teater – meget af det sidste kom fra Michel Hallets droneoptagelser af det færøske landskab, dets 45-graders klipper, snoede fjorde og glitrende vande. Det færøske nymusikensemble Aldubáran – trompet, trombone, klaver og to percussionister, der spillede alle slags instrumenter (ofte to på samme tid) – blev dirigeret af Norbert Baxa.

Den underliggende instrumentalmusik larmer, skurrer, sørger, jamrer og bliver vanvittig (historien er ingen skovtur)

Tør og skarp som det færøske vejr

På den ene side var Regin smiður enormt ambitiøs i sin Gesamtkunstwerk-konception med brug af sang, dans, teater, film, instrumentalmusik, live-elektronik og forudindspillede optrædener. På den anden side kendte forestillingen sine midler og begrænsninger og var præget af et konstant fokus på tekst og historie. Måske er det Tjóðpallur Føroya (Færøernes Nationalteater), som fortjener en tak for det.

Fra Rasmussens perspektiv var det fokus til en vis grad dikteret af den firelinjede strofestruktur. Som i alle former for nordatlantiske og finsk-ugriske folketraditioner er gentagelse central. Hvert af de ni afsnit introduceres af den relevante kædedans – udført her af lokale fra Klaksvík på film og projiceret på scenens bagvæg. Den gentagne musik, som Brattaberg sang derefter, er baseret på det samme melodiske materiale.

Den underliggende instrumentalmusik larmer, skurrer, sørger, jamrer og bliver vanvittig (historien er ingen skovtur) før den når sin endelige tilstand af lys. Men selv uden Brattabergs messende besværgelser, der binder det sammen, er ensemblets kompleksitet forankret i enkelhed – karakteristisk for Rasmussens signatur er at tale utvetydigt om sit land uden at nedgøre eller blot gentage. Partituret introducerer overlejrede iso-rytmer, der danner deres egne smeltende, frugtbare mønstre.

Selv for én, der aldrig har kædedanset, medfører forestillingen en følelse af denne aktivitets tæt forbundne menneskelighed og fællesskabsoplevelse

Dette er naturligvis typisk Rasmussen – komponistens evne til at fastholde opmærksomheden med musik, der tilsyneladende er lige så tør og skarp som det færøske vejr, men som sniger sig frem til mere sofistikerede stadier. Dette ekkoer komponistens tidligere brydning af melodier fra de færøske kædedanse eller salmer; de bliver hans egne, samtidig med at deres identitet og integritet bevares (man tænker på hans værk fra 1992, Sig mær hví er foldin føgur), og i dette tilfælde tilpasser dem til et ledemotivsystem, som er partiturets mest åbenlyse musikalske salut til Wagner (Leifs ville have været rasende). Brattaberg sang med en råhed og ligefremhed, der afspejlede materialet, men med glimt af varme. Trods sider, der svæver omkring den samme lave tessitura, var han for det meste i stand til at tilpasse sig fortællingens tilstand og nuancere indhold. Han formede sikkert dramaets tyngdepunkt, selvom der skete meget omkring ham; hans mangefacetterede interaktioner med danserne Niclasen og Andersen brød aldrig den dramatiske fortryllelse (ære til dem også – og Niclasens portrættering af fuglen fortjener særlig omtale). Der var noget ved Brattabergs fremtoning, i et moderne jakkesæt og slips, som forbandt myten til virkeligheden.

Det krystalliserer en af de største succeser ved Regin smiður. De vidtstrakte elementer af scenedramaet blev omhyggeligt bundet sammen af instruktør François de Carpentries, og Rasmussens musik kom aldrig i vejen for historiefortællingen eller følelsen af »kollektivitet«, der er vital for værket – udøvernes kollektivitet, men bestemt også hos færingerne i publikum. Selv for én, der aldrig har kædedanset, medfører forestillingen en følelse af denne aktivitets tæt forbundne menneskelighed og fællesskabsoplevelse.

Lokale sandheder

Rasmussens musik brugte sine samtidige aktivitetsplaner til at eksistere både direkte og skjult. Der er en epilog (overdrevent lang og med et behov for skæringer), hvor Brattaberg sang uden for scenen, mens danserne syntes at antyde, at Sjúrður havde opdaget ikke frygt (som hos Wagner), men kærlighed. Her følger messingblæsere opadgående linjer, der elektronisk behandles til ekkoer i realtid. Hver af de ni filmede kædedanse syntes at blive mere slørede og utydelige, efterhånden som forestillingen skred frem: Den aktuelle virkelighed bliver til evig myte; fortidens legender informerer alle vores fremtider.

Det kan være en wagneriansk idé, men Regin smiður er væsentligt anderledes end Wagner: en historie, hvis universelle sandheder er langt mere lokalt tilpassede og definerede. I denne forestilling fornemmer vi stærkt resterne af et tæt samfund, for hvem historiefortælling har masser af virkelige konsekvenser. I Klaksvíks nye teater – og måske endda i København, hvor dette nye værk ville passe godt til sommerens operafestival – synes det mere end passende.

Varpið, Klaksvík, Færøerne, 5.1.25

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek