Fra fabriksgulv til operatisk frustration

Elfriede Jelineks præ-feministiske syn på feminisme lægger ikke fingrene imellem. I den østrigske forfatters stærke novelle Women as Lovers bliver hendes eget køn til »massive bunker af had«, »deformerede knogler« og »en nødvendig ondskab«. Teksten dissekerer den kvælende håbløshed, der følger med et liv uden penis i 1970’ernes alpine Europa, med en sproglig sparsommelighed og brutal ligegyldighed. Siden da er debatten blevet mere kompleks og til tider uklar, men Jelineks diagnose – at kvinders fremgang hindres af en verden styret af mænd og penge – rammer stadig plet.

Teksten dissekerer den kvælende håbløshed, der følger med et liv uden penis i 1970’ernes alpine Europa

Fortælleren i Women as Lovers præsenterer os for to kvindelige fabriksarbejdere, der drives af ønsket om at finde mænd, der kan løfte dem ud af livets trummerum. Den »gode« kvinde, Birgitte, besejrer en veluddannet, borgerlig rival og vinder elektrikeren Heinz, hvilket giver hende en vis økonomisk emancipation, men et kærlighedsløst ægteskab. Den »dårlige« kvinde, Paula – den mere fantasifulde og poetiske af de to – bliver gravid allerede den første nat med skovhuggeren Erich. Hendes sammenblanding af romantik og kærlighed fører hende til sidst ud i prostitution.

Som Jelinek nøgternt observerer: »daß die liebe nur etwas mit arbeit zu tun hat, das sagt keiner gern« (kærlighed er kun hårdt arbejde og intet andet, men det vil ingen indrømme). Fraværet af kærlighed er i sidste ende en detalje for Birgitte, der i det mindste har lært at navigere i et system, hvor hun ikke kan få alt – eller ret meget overhovedet. For Paula bliver erkendelsen af, at kærligheden ikke er som på film, katastrofal.

Eller gør den? I Franciska Érys iscenesættelse af en ny opera baseret på Jelineks roman er der et strejf af optimisme. Her ser vi Paula forsigtigt køre væk i en hvid Peugeot 205 – den »rigtige« version af den legetøjsbil, hendes følelsesmæssigt afstumpede mand ejer.

Imponerende scenisk dynamik

Norrlandsoperan, som fejrer sit 50-års jubilæum ligesom Jelineks roman, har bestilt denne nye opera med musik af den svenske sanger og sangskriver Jenny Wilson og libretto af Erik Norberg. Norberg har formået at udvinde en klar dramatisk fortælling fra Jelineks knappe tekst, hvor otte sangere både agerer karakterer og et samlet kor, der driver handlingen fremad – en form for kollektiv fortællerstemme, mere i stil med tegneseriesatirikere end Jelineks skarpe dissektioner.

Man kan kun spekulere i, hvorfor en ellers interessant musiker ikke har formået at skabe et partitur, der matcher Jelineks tekst

Forestillingen byder på imponerende scenisk dynamik. Per Lindström (Erich) står også for scenens fortælling, når Heinz betragter Birgittes rival Susi – han synger begge roller, den ene i falset, over fabrikkens højttalersystem. De to kvindelige hovedroller leverer stærke præstationer: Alexandra Büchel som en drømmende, længselsfuld Paula og Linnea Andreassen som en mere og mere kalkulerende Birgitte.

Érys iscenesættelse formår næsten hele vejen igennem at charmere, chokere og tydeliggøre kvindernes situation samt den samfundsmæssige blindhed, de er fanget i. Basia Bińkowskas scenografi og kostumer skærper satiren yderligere: Stofferne spiller på det visuelle motiv med bh’er, som fabriksarbejderne producerer, og da Heinz og Birgitte forsøger at fuldbyrde deres forhold i en frugtplantage, fyldes scenen med dunede æbler – en billedlig stikpille, der rammer præcist.

I denne akt hører vi sandsynligvis aftenens mest interessante musik: et mønster af lagdelte åndedrag og ordløse toner fra koret, der overvåger handlingen, ledsaget af en sprechgesang-fortælling.

Opera tilbyder vores ører noget mere nuanceret eller magisk end det, vi ser med øjnene. Det er frustrerende, at Wilson ikke tog springet

Er dette det musikalske højdepunkt? Desværre ja. Älskarinnorna er et velfungerende teaterstykke, men en musikalsk fiasko. Wilsons 100 minutter lange partitur, orkestreret af Johan Siberg, er bundet til en stiv 4/4-takt med minimale variationer i tempo og ofte bygget på gentagne to-takters mønstre. Wilson har nævnt amerikansk minimalisme som en reference, men selv Philip Glass – som hun måske har skelet til – forstår, at en taktart er et skelet, ikke et rytmisk indhold i sig selv. Norbergs libretto bliver presset ind i dette stive gitter, hvilket især strofeslutninger resulterer i kluntet, overlappende ord.

Som et musikalsk billede på den knugende banalitet, Birgitte og Paula kæmper imod, kunne det forsvares. Og måske spejler den stive, stavelserytmiske vokalbehandling Jelineks barske sandheder – men hvor hendes tekst altid har en elegance, savner Wilsons musik en tilsvarende raffineret eller spændstig erstatning. Tilsyneladende har det været en udfordring for hende at sætte andres ord til musik.

Overstået, før det rigtig begyndte

Opera og teater kræver en udforskning af noget større – en bredere kontekst, hvad enten det er vokal kunst eller, som i Birgitte og Paulas tilfælde, de eksistenser, de drømmer om. Opera tilbyder vores ører noget mere nuanceret eller magisk end det, vi ser med øjnene. Det er frustrerende, at Wilson ikke tog springet – eller, hvis hun ville holde sig til én dimension, ikke gjorde det med større musikalsk selvsikkerhed. Mange af hendes album er sprængfyldte med polyfoni og smukt klingende instrumentation, som popmusikken sjældent giver plads til. Ikke engang Älskarinnorna’s festscene får pulsen op.

Tilsyneladende har det været en udfordring for hende at sætte andres ord til musik

Der var antydninger af noget mere i de orkestrale mellemspil – visse steder optræder urovækkende to-stemmige figurer, men det, man tror er en indledning, viser sig at være selve indholdet. Et mere interessant øjeblik opstår før plantagescenen, hvor en vævning af synkoperet, stemt og ustemt slagtøj giver en rytmisk bevægelse og en fornemmelse af dramatisk intention. Men det er overstået, før det rigtig begyndte.

Harmonisproget rækker sjældent ud over parallelle bevægelser, hvilket understøtter partiturets rytmiske stagnation. Når musikken endelig bevæger sig mod et dramatisk højdepunkt, hører vi blot en basal I-V-akkordprogression. Brug tonaliteten – eller bevæg dig væk fra den. Parodier den, hvis du vil. Bare gør noget mere end dette.

Ikke engang Älskarinnorna’s festscene får pulsen op

Man kan kun spekulere i, hvorfor en ellers interessant musiker ikke har formået at skabe et partitur, der matcher Jelineks tekst, Érys teatralske flair og de musikalske evner hos de medvirkende. Wilson har i interviews nævnt, at hun bevidst undlod at engagere sig med tidligere operaer, før hun gik i gang. Det er hverken konservativt, snobbet eller nedladende at antyde, at det måske ville have hjulpet. Resultatet er en vibrerende musikalsk stemme, der er kørt fast – og det kan operaens kompleksitet ikke tage skylden for.

Norrlandsoperan, Umeå, Sverige, 28. marts

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek