Slipper vi nogensinde af med selvoptaget opera? 

Jeg kunne have svoret på, at vi var færdige med det. Opera, der handler om opera. Sune Anderberg fik mig overbevist i 2022: Anti-operaen er død, deklarerede han dengang. Intet kunne rave komponisterne mindre end operaens prestigiøse institution. Hvad skulle vi overhovedet med et glinsende operahus, når Niels Rønsholdt alligevel lavede opera i skøjtehallen, operakollektivet Motherboard installerede sig i foyeren på SMK, Josephine Opsahls Hjem indtog Vridsløselille Statsfængsel, og VR-forestillingen Mortalities på Teater Sort/Hvid bragte opera ind i det virtuelle rum? I stedet var operakomponisterne gået ind i politik, og værkerne var som klummer over brandvarme emner som aktiv dødshjælp eller skoleskyderier. Kursen var klar: Kom ud af huset og ind i samfundet. 

Det var indtil… Simon Steen-Andersens revisionistiske galimatias-opera Don Juans Inferno. Forårssæsonens varmeste samtalestarter. Mens andre komponister i kvalme vendte sig væk fra operaens institution, mæskede Steen-Andersen sig i den. Stædig som et æsel fortøjede han reaktionært sin opera i traditionen og komponerede med det ældgamle repertoire, som har sin daglige gang i operahusene. Og vi elskede det. Eller anmelderne – inklusiv mig selv – gjorde i hvert fald. Den operabegejstring, der havde spredt sig som ringe i vandet fra DR-programmet Operarejsen, kulminerede i infernoets kaotiske citatorgasme. Her var en moderne opera, der med audiovisuelle virkemidler fra øverste hylde rent faktisk nød at revse operahistorien. Det var ren selvtilfredsstillelse. 

Steen-Andersen indtog Gamle Scene som en gen-z’er i en genbrugsbutik

Don Juans Inferno burde med sin institutionsforherligelse ikke være opera til tiden. Alligevel ramte den vor tids mashup-kultur renere end en TikTok-reel. Steen-Andersen indtog Gamle Scene som en gen-z’er i en genbrugsbutik. Her på tærsklen til en ny operasæson og Copenhagen Opera Festival, føles det, som om vi står ved en skillevej: Vil operamiljøet følge Steen-Andersen og flytte hjem til operahuset eller fortsætte sin selvudvikling uden for murene?  

Zzzzzzz

Klip til en måned før premieren på Don Juans Inferno. Operaen i København. Jeg bider mærke i den sidste replik i Richard Strauss’ metaopera Ariadne auf Naxos: »Vi har overværet et spændende eksperiment. Mon det kan ændre operaens fremtid?« Instruktør Katie Mitchells har selv tilføjet dette til Hugo von Hofmannstahls oprindelige libretto. Jeg ved ikke, hvad hun ville stimulere med sit tillægsspørgsmål, men det var, som om forestillingen afslutningsvis fik afsløret sig selv som museumsgenstand. Produktionen havde ellers gjort et halvhjertet forsøg på at blive tidssvarende. Bukserollen, som skulle spille komponist, var ikke længere en kvinde, klædt som mand, men slet og ret en kvindelig komponist. Andre roller var desuden blevet crossdressere.

En opera buffa. Føj!

Jeg kan godt forstå, hvis Ariadne auf Naxos var banebrydende ved sin premiere i 1912. Hvad gør man, efter Richard Wagner har maksimeret operaformatet til sin yderste grænse – så ekstremt at et specialbygget operahus og flere dages festspil er nødvendigt? Man kigger indad. Undersøger fundamentet frem for at rejse nye bygninger. Handlingen i Ariadne auf Naxos centrerer sig om et værk, der bliver bestilt af rige mæcener: en seriøs opera baseret på myten om Ariadne og Bacchus. Tidsplanen skrider, og værket må lægges sammen med aftenens underholdende indslag – en opera buffa. Føj! Intet kunne være mere vanærende for den alvorlige komponist, der kommer i karambolage med lederen af komediegruppen, som trodsigt gaber tilbage i hovedet på hende. Konflikten raser, alt imens scenografien til selve forestillingen bliver bygget i første akt. I andet akt opføres så hybridoperaen for mæcenerne, mens publikum overvåger det hele som en slags andenhåndsvidner. Mere meta bliver det næppe. 

Hvis ikke Strauss’ opera i forvejen var fortænkt, så blev den det i hvert fald med den afsluttende replik. Jeg måtte vække min kæreste, der var faldet i søvn ved siden af. Hvorfor skulle genopsætningen absolut retfærdiggøres af musikhistorisk vigtighed? Pludselig kunne jeg mærke min indre Adorno blusse i kinderne. Kulturkritikeren fra Frankfurt, der halvbittert mente, at opera er en kunstart, der ikke selv vil kendes ved, at den for længst er uddød. Opbrækket og uden indvolde, som han malerisk skrev, bliver operatraditionen holdt kunstigt i live af kulturindustrien, som opfører de gamle travere igen og igen. Hvis man absolut skal sminke et lig, tænkte jeg efter Ariadne, så skal der mere til end en subtil stikpille om kønsnormerne i komponistfaget. I et anstrengt forsøg på at blive mere 2024 havde produktionen presset en repræsentationsproblematik ned over værket. 

Modsat Adorno er jeg faktisk ret modtagelig overfor det bedagede, og derfor var jeg ærgerlig over, at opsætningen ikke turde være netop det: bedaget. Ariadne auf Naxos lignede et bevis på, at metaoperaens potentiale var udtømt. 

Hvilke undertrykte fantasier rumsterer i kælderens dyb, når lyset slukkes, og alle er gået hjem?

Metaopera eller samfundsdebat? 

Intet pegede altså i Simon Steen-Andersens retning, da jeg satte mig til rette for at overvære Don Juan blive grillet i operahelvede. Værket startede, hvor Mozarts Don Giovanni slutter. Den hæmningsløse overgrebsmand mødte sin undergang og sank ned i skærsilden. Herfra tog det fart. Steen-Andersens videredigtning voksede eksponentielt og forgrenede sig i de mest usandsynlige idéer. Hvad med et bizart talentprogram, Hell’s got talent, med djævlen som vært? En autotunet sopran på et hoverboard? Berlioz udsat for dødsmetal? Habaneraen fra Bizets Carmen i en dunkende raveudgave? Intet var umuligt, og man kunne nærmest se komponistens drillesyge smil skinne igennem alle de afsindige påfund.

Han havde såmænd også castet sig selv. I videosekvenser gav han den som rengøringsmand, der skrubbede gulve i det Kongelige Teaters baglokaler. Et billede på den operahistoriske revision, værket påkalder sig? Måske. I hvert fald en meget steen-ndersensk besættelse af at trænge helt ind i de institutioner, kunsten bliver opdraget i. Hvilke undertrykte fantasier rumsterer i kælderens dyb, når lyset slukkes, og alle er gået hjem? Med Don Juan inferno fik komponisten afløb for alle de beskidte idéer, der normalt aldrig ville se dagens lys.

Denne gang var min kæreste ikke faldet i søvn

Efter tæppefaldet måtte jeg samle min kæbe op fra gulvet. Denne gang var min kæreste ikke faldet i søvn – ingen af os kunne sove efter sådan et sansebombardement. Var det lige lykkedes Simon Steen-Andersen at lave et storskala-metaværk, der ville mere end at få Brecht-kyndige til at nikke anerkendende? Det så sådan ud. Måbende forlod jeg teatret, men kunne samtidig ikke slippe følelsen af, at operaen led under de samme problemer som Ariadne auf Naxos. Ydmygelsen og degraderingen, Don Juan blev udsat for undervejs i de MeToo-agtige scener, virkede mere som en pligtskyldig selvfølge end en oprigtig interesse. En populær kønspolitisk dagsorden, der blev klemt ind et sted, hvor den kunstneriske nysgerrighed ikke var fulgt med. Billige point, som man siger. 

Ser man samlet på de to operaer, bliver det tydeligt, at der er sket noget med metaæstetikken de sidste hundrede år. Metaoperaen lever i bedste velgående, men den er blevet udstyret med en krog ud af huset. Man kan godt udtænke fremmedgørelsesgreb og tale ind i en aktuel samfundsdebat på samme tid – endskønt både Ariadne auf Naxos og Don Juans Inferno lykkedes bedre med det første end det sidste. 

Måske har vi lært noget af den decentralisering, som er overgået operaformatet de seneste år? Og tør man drømme om flere nye værker på de store scener, end de evindeligt handlingslammede programlægninger indikerer, kunne det jo være strålende, hvis udviklingen uden for glasfacaden kunne trænge med ind i institutionen.