De unge komponister laver lette festivaloperaer om svære liv

Den ene var en vandring blandt ensomme skæbner i det nu lukkede fængsel i Vridsløselille som fantastisk kulisse, den anden foregik med VR-briller og hovedtelefoner i dødsriget, den tredje udspillede sig som total minimalisme med gule lyspaneler som eneste sceniske markering for en kvinde, der kæmpede sig ud af den største krise.  

Der var som tidligere morgensang, opera i bussen og show på Københavns kanaler på hovedstadens operafestival. Det tematiske indhold i de nye produktioner, festivalen har bestilt hos unge komponister, var dog alvorligt uden antydning af glimt i øjet. Selve musikken i Hjem, Mortalities og The Yellow Wallpaper var diskret og egentlig ret let – som en tydelig kontrast til dramatikken i rummet.

Fælles for de tre produktioner var derudover, at de fungerede rigtig godt som operaer. Hvor man tidligere med nye operaer har haft en fornemmelse af, at komponisterne skrev musik, som kunne stå selv som ny grænsesøgende partiturmusik, har de tre fokuseret på forestillingen som helhed. Og det er lykkedes. Og på den måde vendte det helt rigtigt i år. Hellere en god forestilling med en afdæmpet lydside end omvendt. 

Jeg var skeptisk, da jeg trådte ud af det lille fysiske »ritual-forrum«, som gav adgang til den virtuelle verden

Til gengæld blev der eksperimenteret med formen. The Yellow Wallpaper på AvenyT var sat op af festivalens kunstneriske leder, Amy Land, selv og var måske alene grænsesøgende i sit politiske, feministiske indhold. Men både Hjem med seks udskæringer om ensomhed i det tomme fængsel med fællesspisning som helende ritual til sidst og Mortalities som VR-opera ville og kunne noget helt andet, end vi tidligere har set. 

Dødens verden og gammeldags techno

Jeg var skeptisk, da jeg trådte ud af det lille fysiske »ritual-forrum«, som gav adgang til den virtuelle verden i Mortalities. Der var kun plads til fire gæster og en syngende fugleskikkelse i forrummet, og den nærhed en akustisk oplevelse af sang og drama tæt på, det gav, kunne vel næppe opnås med et par VR-briller og høretelefoner? Jeg mener: Det går jo ikke rigtig godt med at skabe en digital VR-verden, der kan slå det virkelige samvær mellem mennesker for Mark Zuckerberg og hans Metavers. Så hvorfor skulle en fattig operaproduktion på Teater Sort/Hvid kunne noget, der kan hamle op med rigtig opera?

Men det kunne Mortalities sagtens. Og måske netop, fordi den ikke skulle fremstille livet, som vi kender det, men dødens verden.

Igennem seks tilstande gik vi fire måbende usynlige kroppe rundt mellem landskaber og steder, der tårnede sig op og blev bygget ud af det rene ingenting. Alt imens stemmer langsomt og roligt sang en enkel tekst af Ursula Andkjær Olsen om det, der giver livet – og tilstanden af ikke-liv. De tre øvrige på ens publikumshold kunne man se gennem brillerne som røde, svævende hjerne med hjerter dinglende under. Nogle elementer kunne man røre ved (ægte), det meste var bare illusion. 

Men nøj, hvor var illusionen virkelig! At sidde inde i et bjerg og opleve dødens sidste rum, som et grid af linjer strege sig op mod himlen, mens en død krop krampede sine sidste bevægelser og forsvandt ned i dybden, var helt vildt. SØS Gunver Rybergs svævende klange, som undervejs blev mere intense og rytmiske og nærmede sig en æstetik, man kender fra gammeldags techno, fungerede smukt som bagtæppe. Stemmerne – som vist er et nyt medie for Ryberg – var et alvidende, kommenterende kor fra et græsk teaterstykke, og var som sådan langt fra operaens normale fokus på den enkelte personlighed, der synger sig ud i en indre eller ydre konflikt. Døden var en lidt skræmmende, men rolig og upersonlig affære.  

Josefine Opsahls musik er vist meget bevidst ikke særlig interessant – som musik

Moderne hudsult i romantisk opera

Heller ikke operaen Hjem havde en egentlig handling. I stedet var det en samling af fire-fem forskellige livssituationer eller personificeringer af ensomhed sat op som seks scener eller tableauer, om man vil. Fire scener med hver sin sanger i centrum og to med alle fire solister i et samlet udtryk. Vi mødte bedstefaren, som føler sig tilovers og den unge kvinde, som er alene med sine følelser i sit kommende moderskab. Vi mødte den aggressivt hudsultne mand og den desperate unge sindslidende, der er ved at gå til i egne tanker. 

Det er digteren Stine Rejnholdt, der har samlet forestillingens beretninger om ensomhed fra en stribe rigtige mennesker, og det er både de simple og meget barske selvfremstillinger af en bestemt, basal følelse, der er operaens store styrke. Små to timers udforskning af en enkelt følelse kan lyde langt, men der er noget befriende i at zoome helt ind og mærke udtrykket i dybden. 

I den forstand var Hjem en meget traditionel opera, der trak på genrens bedste muligheder. At sætte tiden i stå, puste et enkelt aspekt helt op og dvæle i følelsesladet sang – og folde et enkelt menneskesekund ud til 15 minutter – er en slags kernekompetence for en romantisk opera.  

Effektive lydkulisser

Josefine Opsahls musik er vist meget bevidst ikke særlig interessant – som musik. Hun er lige så meget cello-komponist som mange klassiske og romantiske komponister var klaver-komponister. Så det meste i musikkens udtryk udgår fra de muligheder celloen og nogle effektpedaler giver. Tætte energiske dobbeltgreb, der flød ud i en romantisk vibrerende tone, hørte man ofte. Måske var passagerne improviseret frem på celloen? Sproget var i hvert fald nogenlunde det samme hele operaen igennem. 

Opsahl har selv sagt i et interview, at hun har undgået de mest avantgarde udtryk netop for at give de virkelige beretninger, og altså skæbner, i teksten plads. Og det lykkedes rigtig godt. Musikken klang diskret og næsten selvudslettende anonymt med sine vaner og mange gentagelser. 

Musikken var heller ikke iørefaldende i The Yellow Wallpaper. Tematik og scenisk dramatik var i centrum frem for musikalske eventyr og nybrud, der kunne risikere at tiltrække sig opmærksomheden fra publikum. Musikken i den lille britiske opera – to medvirkende og en spilletid på 43 minutter – var en slags bagtæppe af pulserende, impressionistiske klange spillet fra den bageste del af scenen af cellisten Midori Jaeger og pianisten Berrak Dyer. De er et par tjekkede musikere, og partituret af 30-årige brite Dani Howard hang da også virkelig godt sammen som en velklingende, effektiv lydkulisse. Akkorder blev brudt i lange, blide klaverforløb, mens celloen lagde små tilbagevendende rundgange i bunden som afsæt for sangen. Alt sammen byggesten til at skabe en fortættet følelse af isolation og tiltagende klaustrofobi. Men altså ikke musik, man ville lytte til uden for sin sceniske sammenhæng. 

Hun skrev sine tanker i en dagbog undervejs, drak af medicinflasken og fortalte om sin angst og depression

Petriskål sat under mikroskop

Dani Howard har logisk nok sørget for god musikalsk og scenisk plads til hovedpersonen, mezzoen Clare Presland, og hendes alter ego, danseren Valerie Ebuwa. Librettoen er en slags monolog, Presland som den unge indespærrede mor, sang til sig selv. Hun skrev sine tanker i en dagbog undervejs, drak af medicinflasken og fortalte om sin angst og depression. Angst for manden, der holder hende i hjemmet – og depression efter fødslen af et barn.  

Librettoen er skrevet oven på Charlotte Perkins Gilmans novelle fra 1892 som en skildring af kvindens vilkår i et samfund, hvor hun betragtes som irrationel og skrøbelig. Og, hvor kvindens kreativitet – fx som skrivende person – er mistænkelig. Vores hovedperson brød til sidst ud som en anden Nora i Ibsens Et dukkehjem.

Som i Hjem fokuserer The Yellow Wallpaper på en enkelt, ekstremt vedkommende og stærk tematik. Altså kvindens situation mellem afmægtighed og handlevilje som politisk dagsorden i en petriskål sat under mikroskop.  

Som i Mortalities gav den præcise, enkle tilgang plads til at lade tematikken fylde og folde sig helt ud. De tre forestillinger viser på den måde et virkelig godt blik for operaen som genre, hvilket man normalt ikke kan være sikker på som publikum. Forrige år udkom Musikalske aftryk blandt andet med en gennemgang af undertegnede af en stor del af de danske udgivne operaer fra de seneste 50 år. Og en fællesnævner her var, at rigtig mange danske komponister kun har skrevet en enkelt opera. Det lykkedes simpelthen ikke i første hug at komponere musik, der rummede den helt rigtige balance på en scene, og så er man vendt tilbage til musikken til koncertsalen. 

Fælles for de tre nyproduktioner på årets operafestival – og en stribe gode produktioner de senere år fx af Line Tjørnhøj, Rasmus Zwicki og Simon Steen-Andersen – er, at man gerne vil høre flere fra samme pen. Forestillingerne er udsolgt, Hjem med forlænget spilleperiode, så det lykkedes både at lave noget, der rammer et publikum og rummer et seriøst indhold. Måske er der simpelthen noget med, at tidens unge komponister på en anden måde formår at sætte deres egne musikalske ambitioner til side i forsøget på at få kollektivet i en opera til at lykkes? 

Copenhagen Opera Festival fandt sted 11.–20. august.