Kirstine Lindemann. © Mona Krüger

I Kiel er de bidt af Klangkunst aus Dänemark 

Nordiske komponister boltrer sig på den nye festival for samtidsmusik Frequenz Kiel. Og ildsjælen Sherif El Razzaz lover, der kommer mere af Simon Steen-Andersen og kolleger, fordi dansk musik er i en klasse for sig.
Af
13. december 2021
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Nordisk musik er Big in France. Det er en begivenhed, når den i Paris bosatte finske komponist Kaija Saariaho får opført sine værker, som hun for nylig modtog en ærespris for på Venedig Biennalen. Danske komponister er darlings på traditionsrige festivaler som Warszawa Efterår. Og i Kiel, på den nye festival Frequenz – Festival der Klangkunst, som i år fandt sted for blot anden gang, var nordiske og især danske komponister og musikere ikke til at komme uden om. 

Ny musik fra Norden breder sig ud over alle grænser, ligesom Nordische Gemütlichkeit i mange år har dikteret æstetikken i privaten

Man vadede nærmest direkte ind i Kirstine Lindemanns værk Between Strings (2020): syv snore, der hang som vasketøjssnore i foyeren på Stadtgalerei Kiel. Snorene var spændt ud mellem gamle musikinstrumentkasser og afgav lyd, når de blev aktiveret af performere (lokale, der havde meldt sig på dagen), som berørte hver deres snor, mens de gik langs snoren. Lindemann gav tegn via en lampe, når det var deres snor, som stod for tur. 

Første udgave af Frequenz Festival fandt sted i 2020. På dette års festival var en bred vifte af danske komponister repræsenteret.

Nordisk wellness

Ny musik fra Norden breder sig ud over alle grænser, ligesom Nordische Gemütlichkeit i mange år har dikteret æstetikken i privaten. Gemütlich er måske ikke ordet om Christian Winther Christensens værk Dark Sleep (2018), snarere grum Nordic Noir, som komponisten måske formmæssigt har tænkt som en vuggevise, men som i Kiel fremkaldte bæster på nethinden, og smilet på Iphonen, som performeren holdt foran ansigtet var mere burlesk end hygsomt.  

Ensemble Scenatet var i Kiel. Ligesom en bred vifte af værker kendt fra de senere års danske festivaler: Simon Löfflers Graduale (2009), Lasse Schwanenflügel Piaseckis Cover Me (2014) og Marta Sniadys In the Pink (2017). Den polske komponist er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og i værket udforsker hun digitaliseringen af vores hverdag, det sjove liv som global internet-surfer, men også det isolerede individ og bagsiderne af flimmeret.

Marta Sniady: »In the Pink«  © Mona Krüger
Marta Sniadys »In the Pink« opført af musikere fra Ensemble Scenatet.  © Mona Krüger

To marimba-spillere gik i dialog med videoer af behandlere fra beauty-industrien, der masserede, trykkede, dyrkede wellness på kind og ryg og hev plastre af og børstede tænder, og en coachende stemme sagde: »Perfect skin« og »Because you’re worth it«. Marimba-spillerne var kirurgisk præcise, som stumfilmpianisterne i de gode gamle dage.  

»Jeg er fan af skandinavisk ny musik«

Skærmen fryser, da jeg zoomer med festivalleder Sherif El Razzaz en sen aften i november. Jeg vil vide, hvem det er, som starter en festival for ny musik midt under en pandemi. Frequenz Festival blev søsat i sommeren 2020, anden udgave fandt sted i august i år. Og for at det ikke skal være løgn, var der igen i oktober et Frequenz Stages-program på klubben Die Pumpe med bl.a. danske Slør.

 

»Jeg er fan af skandinavisk ny musik,« siger Sherif El Razzaz, som oprindeligt er uddannet klarinettist. »For tre år siden hørte jeg et foredrag af Christian Winther Christensen, hvor han fortalte om sit arbejde. Hans værker er meget tilgængelige for alle, kyndige og ikke-kyndige, og sådan er det også med Simon Steen-Andersens musik,« fortæller Sherif El Razzaz, som kender en del kunstnere og komponister fra Danmark, så han havde mulighed for at udvælge dem, som passede bedst ind. Han er stolt af, at kunne præsentere verdenspremieren på den dansk-engelske komponist Kaj Duncan Davids værk Some Songs (2021) med Scenatet. 

»Jeg lærte fra mit arbejde i Cairo, at det ikke handler om at hyre et ensemble, fordi de er berømte«

Kirstine Lindemann fik han anbefalet:

»Tilfældigt faldt jeg over Between Strings og spurgte Kirstine, om vi kunne omarrangere værket [oprindeligt udviklet under Lindemanns residency i Aarhus i 2020] til at være et offentligt projekt, som kunne involvere publikum som performere.« 

 

Cairo og lommekoncerter
Ildsjælen Sherif El Razzaz har skabt flere projekter i sin fødeby Cairo, og de første erfaringer med at lave festivaler stammer herfra:  

»Jeg lærte fra mit arbejde i Cairo, at det ikke handler om at hyre et ensemble, fordi de er berømte. I stedet dykkede jeg ned i hvert enkelt værk – ikke alene for at se, om det passer ind, men om det er overbevisende som værende repræsentativt for samtidsmusikken. I denne business er der desværre mange, der promoverer programmer baseret på støtte, så et værk fx skal spille fem gange. Jeg behøver ikke invitere den type projekter; vi prøver at tage vare på hvert værk, som vi udvælger. Et ensemble foreslår måske syv værker, tre af værkerne er virkelig gode, så dem tager vi, og tilføjer et eller to yderligere.« 

Kaj Duncan Davids »Computer Music« opført af Ensemble Scenatet. © Mona Krüger
Kaj Duncan Davids »Computer Music« opført af Ensemble Scenatet. © Mona Krüger

Festivalen arbejder også med en koncertrække under navnet Pocket Concerts: 

»Vi vælger stykkerne og tjekker, hvilke musikere, der har spillet dem, og så inviterer vi de musikere. Konceptet er altså mere baseret på værkerne end fortolkerne.« 

Du må være Kiels største ambassadør for nordisk musik. Hvor stammer den interesse fra? 

»Siden jeg var barn, har den nordiske måde at leve på fascineret mig. Senere opdagede jeg, at samtidsmusikken havde en anden udvikling end fx Tyskland og Østrig. Jeg var meget imponeret over, at i Holland, hvor jeg har arbejdet meget, og som ligger blot 200 km fra Tyskland, har et fuldstændig andet landskab for samtidsmusik. De forkastede den tyske og østrigske nedarvede musikalske tradition og udviklede deres egen musik med inspiration fra Fjernøsten, Latinamerika og jazz. Europa er ikke så stort, men forskellene i udviklingerne inden for samtidsmusik og måden at tænke og gentænke historien i disse lande, har været enorme.«

Henrik Dewes i »Gota Triptychon« © Mona Krüger
Henrik Dewes spiller Tobias Klichs »Goyas Hände«. © Mona Krüger

Under et ophold i Malmø blev Sherif El Razzaz grebet af Skandinavisk klassisk musik. Sine mange kontakter brugte han senere på at arrangere koncerter i Cairo med nordisk tema. Blandt komponisterne, som han siden 2016 har præsenteret i Cairo, har mange været danske. Klimakset var i 2019 med navne som Christian Winther Christensen, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Kaj Duncan David. Han har også arbejdet den anden vej og stået for en dag med mellemøstlig musik på den københavnske Klang Festival.

»Vi ignorerer nogen og undrer os over, hvorfor de ikke kommer« 

Hvad skal vi med kunsten?

Kiel Sailing City (det officielle logo) er ikke nogen stor musikby, indrømmer Sherif El Razzaz:

»Kiel er ikke Hamburg eller Berlin. Vi har ikke nogen etableret scene for samtidsmusik. Derfor tror jeg, at det, vi gør, mere er et outreach-projekt end en festival. Vi prøver at nå publikum på forskellige måder og er meget omhyggelige med at udvælge værker, fx spiller vi aldrig et langt stykke, fordi det er meget svært for en, der ikke er bekendt med ny musik at lytte i 45 minutter,« fortæller festivallederen, som dog nægter at slække på det høje kunstneriske niveau: 

»I Cairo lærte jeg ikke at tænke et program som godt eller dårligt, men hvordan folk ville modtage det. I samtidsmusikindustrien tænker vi på den ene side aldrig på publikum, på den anden side klager vi over, at der ikke kommer publikummer nok. Så vi ignorerer nogen og undrer os over, hvorfor de ikke kommer. Her i Kiel sænker vi ikke standarden bare for at tiltrække folk,« siger han og ærgrer sig over, at corona tvang festivalen til at aflyse et formidlingsprojekt til unge. 

»Vores ‘familievenlige’ format blev i starten kaldt amatøragtigt. Men vi mener det – vi vil gerne bringe disse fantastiske værker ud til normale mennesker, som aldrig har været til en koncert. ‘Har du lyst, så kom!’ Mange af vores events er gratis; for at motivere folk. Til næste år laver vi familiebilletter, så man kan medbringe sin partner eller børn på én billet. Hvem er festivalen for? De lokale i byen eller for nogen andre? Vi inviterer ikke international professionals, som turnerer til alle festivaler. Det er ikke dem, vi laver det her for,« siger Sherif El Razzaz med et venligt smil, og fletter i samme sætning ind, at han håber, folk efter corona vil begynde at tænke over, hvad vi egentlig vil med kunsten:

»Jeg har et problem med opera. Jeg elsker klassisk musik, når det bliver spillet godt. Når noget er lavet godt, så er det værd at lytte til. Men opera bliver ikke udviklet nok,« siger han, inden zoom-forbindelsen til Kiel igen fryser.  

Da han er tilbage, fortæller han om det fascinerende ved, at i Tyskland vokser folk op og lytter til klassisk musik; de store hæderkronede komponister har en naturlig plads i folks liv. Men hvad Sherif El Razzaz godt kan lide i Danmark, er vægten på det multidisciplinære på musikuddannelserne, hvor »komponister, instrumentalister og dirigenter kan studere lydkunst og udforske, hvordan man samarbejder med en danser eller en sanger,« Han fremhæver Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt som pragteksemplar på komponister, som på Det Jyske Musikkonservatorium er blevet ansporet til, at komponister selvfølgelig også kan agere performere på en scene. »I Tyskland begyndte man først for få år siden at promovere den type kompositionsstudier, hvor det at komponere ikke kun handler om at skrive et partitur. Det har man haft i ca. 15 år i de nordiske lande.«

»Vi har ikke lavet Frequenz Festival for at blive berømte og eksportere. Nej, vi skal ikke eksportere noget«

Nye nordiske drømme
Sherif El Razzaz har store planer for Frequenz Kiel, som til næste år rykker ud i byens gallerier. Han drømmer om et større venue, flere outreach-planer, der skal nå ud over Kiel, og taler også med Aarhus Music City 2022 om et projekt med børnekor fra Kiel med elektronik og orgel. Han taler længe og begejstret om alle de amazing komponister fra Finland, Norge, Sverige og Danmark og »dette fantastiske islandske kollektiv, wow!«, han gerne vil præsentere i den nordtyske by. De ‘Nordische Traume’ for 2025 er allerede klar. Og måske mere end drømme: For et par dage siden skriver Sherif El Razzaz, at projektet under navnet Nordic Frequencies netop har fået støtte.  

»Vi har ikke lavet Frequenz Festival for at blive berømte og eksportere. Nej, vi skal ikke eksportere noget. Vi er i denne by, og festivalen skal udvikles her. Vi behøver ikke være internationale; hellere fokusere på det nationale naboskab i Kiel. Og for os er Norden ikke en international relation. Jeg kan være i København meget hurtigere end i Stuttgart. Denne nærhed spiller en vigtig rolle i vores arbejde,« slutter Sherif El Razzaz. 

»I begyndelsen tænkte vi, at det nordiske program skulle fylde 30-40% af festivalen, men nu er det blevet en vital del af vores program. Det vokser og vokser.«  


 

Frequenz Festival i Kiel fandt sted 16.-19. august. Frequenz Stages 25. oktober.
Festivalen er etableret i sommeren 2020.
https://www.frequenz-kiel.de/programm