»I mange år har jeg tænkt over, hvad det nordiske egentlig er«

Når den store øgle og den lille E.T.-lignende figur synger kærlige arier i autotune, glemmer man, at de ikke er virkelige. To performere fra Oslo-duoen Only Slimes bevæger sig foran skærmen og lægger krop til øglen og E.T., som ikke er brun, men i friske pangfarver, ligesom den fantastiske palmestrand, de sidder på, mens de taler om eksistens. Afterlife hedder den absurde avatar-hyperpop-computerspil-opera, som tager autotune et skridt videre.

Imens er komponister fra hele Norden ved at lande i Glasgow. En har rejst i to dage fra Lofoten. En anden har kørt med tog i 27 timer fra København og beder hotelreceptionen om at printe manualer – teknikerne tripper for at installere hendes lydværk. En tredje spørger i Danskergruppen på Facebook, hvor han skal holde sit oplæg. Der er jo to konferencer på Nordic Music Days, samme tid. Plus koncerter, workshops og sound walks. Her på verdens ældste festival for nordisk samtidsmusik er komponisterne de absolutte stjerner. Siden 1888 har Nordiske Musikdage (ja, det hed den engang) gået på skift i de nordiske lande med afstikkere til Paris og London. Men Skotland? Sounds exotic.

Det lyder, som om de skærer marmoren op med deres instrumenter

»For the complexity and beauty of contemporary music«

»Status!« Det står med store bogstaver på festivalens første workshop. Musikfolk diskuterer kulturens værdi i en verden i krise. Operarejsen fremhæves, fordi den har lært danskerne at sluge opera råt. En repræsentant fra en grønlandsk festival fortæller om arbejdet for større inklusion af indfødte folk i Arktis. Nogle komponister hjælper hinanden via en Whatsapp-gruppe, andre spiser middag sammen, og der er et no show fee, fordi det ikke bare er for sjov, og det er vigtigt, at komponister også kommer ud af deres egne bobler.

Alle misunder repræsentanten fra organisationen Contemporary Music for All. Dét lyder som paradis, ja, men er det ikke bare ønsketænkning med al den inklusion?

Den norske kvartet Lemur lefler ikke for nogen i det majestætiske Glasgow City Chambers. Det lyder, som om de skærer marmoren op med deres instrumenter. Fløjte, cello, horn og kontrabas får bygningen til at runge som et kraftværk – og der er virkelig meget marmor her, så de borer, indtil der dannes elektroniske droner i luften.

»Should we be Nordic? Can we be Nordic?«

Mens Scottish Ensemble opdaterer folkemusikken i selskab med grønlandske musikere, sidder lydkunstner Jonas Struck i en biograf et andet sted i byen til Q&A om hitfilmen Apolonia, Apolonia.

I fire år har folk i Skotland og Norden arbejdet på at realisere denne festival. Og formanden for de nordiske komponister kan ikke få hænderne ned over endelig at stå her i Glasgow med politikere, ambassadører og aktører fra musikkens verden. Dette er en bro, der forener Norden og Skotland, lyder det fra scenen. »We’re united in face of challenges«. Og videre: »Should we be Nordic? Can we be Nordic? Please go back and tell your countries that Scotland wants to collaborate. We want to be part of your networks that enrich our lives.« Og så: »I would like to propose the first toast. For the complexity and beauty of contemporary music!« Intet øje er tørt.

En dansk lydkunstner lytter til talerne og forstår. Han har selv sejlet rundt i en båd i den skotske øgruppe Shetlandsøerne for at optage lyde og dér oplevet, at alt det med vikingerne og deres hærgen er glemt. Samhørigheden med Norden er stor, og Shetlandsøerne ligger jo geografisk på linje med Norge.

Æresprisen går til Andy Saunders, en skotsk komponist, som takker sådan:

»Jeg skulle have taget en sort rullekrave for at se mere nordisk ud.« 

Klicheerne lever, selv i ædruelig tilstand. Men man mærker, at skotterne gør sig lækre. De vil det her så meget. 

Erkki Kurenniemi, synthesizer-pioneren fra Helsinki, har ikke levet forgæves

Vi er alle forbundne!

Glasgow er Skotlands største by og den tredjestørste i Storbritannien. Glaswegians har gennem tiderne dyrket og forfinet skibsbygning, whisky og fodbold. Her i november holder arbejderne, som er ved at grave en central gade op, varmen ved at lytte til EDM for fulde gardiner. Glasgow er officiel UNESCO musikby med festivaler som Sonica. Og hør, hvilken anden by har Radio Buena Vida – en café, som trofast transmitterer radio fra et lille studie bag et forhæng i et hjørne i caféen?

Under Nordic Music Days har publikum mulighed for at forsvinde ind i danske Christian Winther Christensens tyst meditative Sextet (2014) eller det finske defunensembles opførelse af landsmanden Antti Auvinens rablende Warp My Simone (2019) med samplede lyde og en rave-glad fløjte, som i 12 bevidsthedsudvidende minutter vikler sig ind og ud af hinanden som en sprællende gal-genial fuga. Erkki Kurenniemi, synthesizer-pioneren fra Helsinki, har ikke levet forgæves. 

Nej, ikke al musik fra det mørke nord lyder mørk. Der er islandsk naturlyd, og performeren Mikko Raasakka leverer en koncert stående på en pangfarvet yogamåtte. Men skal vi tale ambience, så ville mange af de opførte værker fra Sverige, Danmark, Finland, Grønland, Island, Færøerne og Skotland (don’t you forget about us!) slå den Darktronica, som Glasgows in-sted The Rum Schack kører med i anledning af Halloween.

»Vi skal på en rejse. I over en time vil det være som at kigge ind i en væg,« siger Lil Lacy. Billedet flytter sig ikke i filmversion af værket You’re Somehow Connected. Vi ser en stor industrihal med en skov af mikrofoner. Vi skal bare koncentrere os om at lytte, opleve hvordan lyden og nogle gange hvid røg strømmer ind i dette rum, og stedet taler med os. »Det er lydens natur. Den vibrerer, og den vibrerer med rummet,« siger den dansk-amerikanske komponist. Undervejs høres forskellige kulturpersoner fortælle om forbundethed og drømme for fremtiden. Suzanne Brøgger smågriner, når hun taler om at blive genfødt som en dinosaur.  

Vi skal hele tiden på nye musikalske rejser, og de går hele tiden til Norden. Og den finske delegation er ikke udvandret som engang i København. 

Nu crasher den norske ambassadør i Storbritannien også Danskerbordet. Det er hygsommere her

En usædvanlig rejse

Der er nyt i Danskergruppen. Den danske ambassade og Art Music Denmark inviterer på middag. Skotsk havtaske i en syrlig sauce af tamarind og rød chili er spændende, men mere spicy er Bent Sørensen, Rune Glerup og Alexander Tillegreen, når de taler om, hvordan de komponerer. Sørensen – modtager af Nordisk Råds Musikpris i 1996 – bruger ikke computer. Glerup – modtog samme pris for blot få dage siden – bruger computer og håndkraft. Tillegreen bruger kun computer. Sørensen konkluderer: »Ja, for man kan vel ikke skrive elektronisk musik i hånden.« Ved bordet sidder også en mand med en kæmpe Halloween-kage i en pose, som han har båret på hele dagen. Han er Skotlands kulturminister. Nu crasher den norske ambassadør i Storbritannien også Danskerbordet. Det er hygsommere her. Men pludselig løber komponister, ambassadører, kulturattachéer, ministre og branchefolk og en enkelt pianist over på den anden side af gaden til Old Fruit Market.

Endnu en musikalsk rejse til Norden venter, og aftenens program hedder endda An extraordinary voyage!

BBC Scottish Symphony Orchestra opfører den unge færing Eli Tausen á Lavas Let me cry, en minimalistisk behandling af Händels tema »lascia ch'io pianga«, som med komponistens egne ord lyder, som når »Saharas sandklitter blidt bliver skulptureret af ørkenvindene.« Endnu større sonoriske verdener basker i norske Maja S K Ratkjes trombonekoncert Considering Icarus, mens jorden buldrer i Chernobyl-komponisten Hildur Guðnadóttirs fortolkning af verdens tilstand i The Fact of the Matter. Menneskestemmer fra University of Glasgow Chapel Choir er meget blide. Et islandsk kor ville nok have malet med en mere kulsort pensel. 

Så er der club på kunstcentret CCA. Stemmer taler midt inde i et elektronisk soundscape. 
Alexander Tillegreens Phantom Streams arbejder med psykoakustik og ord-illusioner; man hører ord på det sprog, man kender bedst. Underbevidstheden danner ord, som måske slet ikke er der akustisk. Lytteren er med-komponist, og en kvinde mener at høre »porn« og »bomb«. Tillegreen smiler: »Kom igen i morgen og hør værket i ambisonic.«

To svenske komponister bagerst i lokalet ligner nogen, der hellere ville swipe til en helt anden digital virkelighed

En sopran kalder i nabolokalet. Stephanie Lamprea opfører Andrej Andrics I Play You Play for stemme og mobiltelefon. Den aarhusianske komponist sidder koncentreret på en stol og lytter til den computergenerede tekst, som var det en matematisk ligning, som skal gå op og sige en lyd som i en dating-app. Elektroniske lyde jagter stemmen på deres egne algoritmiske måder. To svenske komponister bagerst i lokalet ligner nogen, der hellere ville swipe til en helt anden digital virkelighed. 

»Jeg havde ikke meget tilovers for hele det nordiske«

Selv om de udadtil, for skotterne, måske fremstår som en homogen gruppe af Nordic composers, så kender ikke alle hinanden. I hotellets restaurant – blandt komponister, som enten er til continental breakfast (endda lokal blodpølse) eller nordisk minimalisme (ristet brød og syltetøj) – sidder Rune Glerup, netop landet fra Reykjavik, hvor han modtog Skandinaviens vigtigste kulturpris, Nordisk Råds Musikpris, for værket Om lys og lethed (2022).

»Når man er deroppe, mærker man tydeligt, hvor vigtigt samarbejdet i Norden er. Alt handler om nordisk samarbejde. Og så rejser man her til Glasgow, til Nordic Music Days, som jo er lidt det samme. Engang syntes jeg, at det er et underligt dogme med en festival med kun nordisk musik – for musik er jo bare musik, lige meget hvor musikken kommer fra. Men egentlig er det meget interessant og måske også vigtigt for Norden som region, at der er et sted, hvor vi udveksler, for det er jo det, vi gør, når vi går til koncerter og hører musik af vores kolleger fra de nordiske lande. Og forhåbentlig er der også folk blandt publikum, som ikke er komponister og branchefolk,« griner Glerup.

»I de nordiske lande er vi lidt isoleret i forhold til hinanden«

»Her får man et større billede af, hvad der foregår musikalsk. I de nordiske lande er vi lidt isoleret i forhold til hinanden. Selvfølgelig er der festivaler, hvor der bliver spillet alt muligt musik, men i de større institutioner, symfoniorkestrene og operaerne, er det reglen, at i Danmark bliver der spillet meget dansk musik, og i Norge bliver der spillet meget norsk musik osv. Der er en idé om, at man skal støtte det fra ens eget land. Det er også meget sundt, men når man går til koncerter i sit eget land, mangler man lidt at høre, hvad der foregår andre steder. I Reykjavik mærkede jeg, hvor stolte politikerne er over, at mange kigger til Norden og vil samarbejde. Den kulturelle udveksling er dog meget mere abstrakt i sin form end politiske samarbejdsaftaler. Hvad betyder det, at vi i aftes i Glasgow hørte et værk af Brita Byström? Virkningen er måske ikke lige så konkret som en politisk samarbejdsaftale, men på længere sigt tror jeg, at det potentielt kan betyde mere, for det er noget, som lagrer sig i vores bevidsthed. Det er vigtigt for os som enkeltpersoner,« siger den 43-årige Glerup, der som ung gjorde, hvad han kunne for at rejse væk.

Jeg var nok ung og naiv og troede, jeg skulle være modernist, ligesom de andre – rigtig tysk og rigtig fransk

»Altså, tidligt i min karriere søgte jeg mod Centraleuropa og den centraleuropæiske modernisme. Jeg må nok sige, at da jeg var i tyverne, havde jeg ikke meget tilovers for hele det nordiske. Det var meget nationalt og lukket, følte jeg. Omkring årtusindeskiftet blev der ikke spillet meget ikke-dansk musik, heller ikke på festivaler. Internettet var opfundet, men ikke Spotify og YouTube, så det var meget svært at orientere sig i, hvad der skete musikalsk. I flere år boede jeg i Berlin og Paris og var meget optaget af alle de strømninger dér, som var helt anderledes end strømningerne i Danmark dengang. Man lærer meget om en anden kultur, men man lærer også meget om sig selv. Og jeg var nok ung og naiv og troede, jeg skulle være modernist, ligesom de andre – rigtig tysk og rigtig fransk. Og så opdager man bare, at det er man overhovedet ikke. Og man bliver det aldrig, selvom der selvfølgelig kommer påvirkninger derfra.« 

Man ikke kan løbe fra, at ens bagage betyder noget, mener Glerup:

»Man kan helt tydeligt høre den centraleuropæiske indflydelse i mine tidligere værker. Men i violinkoncerten er det helt klart et skift tilbage til det nordiske. I mange år har jeg tænkt over, hvad det egentlig er, det nordiske. Og det hænger også sammen med mit eget liv – altså i min barndom flyttede vi meget rundt, så jeg var meget rodløs. Men der er én ting, som har hængt ved, og det er somrene i mine bedsteforældres sommerhus ved den jyske Vestkyst: den natur, den luft, det lys… Den stemning findes i min musik, især i violinkoncerten, selv om den starter med en sats, som er tumultarisk – måske et billede på rodløsheden i mit liv. Altså det er nok en søgen mod, hvem man selv er. Og man kan sige, at min tidlige periode var meget forceret og oprørsk, og jeg tænkte, at den musikalske verden – der omkring årtusindeskiftet – måtte være større end det danske med Per Nørgård i spidsen, som jeg i øvrigt intet har imod, men der skulle bare ske noget mere. Nu føler jeg mig fjernere fra den centraleuropæiske modernisme, som handler utrolig meget om sprog, form og stil, og er mere interesseret i, hvad jeg kan gøre med materialet,« siger Glerup, om hvem Nordisk Råds priskomité et par dage tidligere skrev:

»Glerup fremtryller en umiskendelig sårbarhed, som indgår i en smuk balance med hans mere objektive, skulpturelle og krystalklare lydlandskaber.«

Inden Glerups værk Om lys og lethed opføres i morgen i Glasgow, skal det spilles i Edinburgh i aften. Den berejste komponist rejser sig fra bordet. Continental breakfast er slut.

Det er dannelsesrejsens natur – man skal ud for at opdage sig selv, og hvor man kommer fra

Sidste udkald: med eller uden sort rullekrave

Necropolis er en victoriansk kirkegård, som ligger på en bakke øst for Glasgows katedral. Her har aarhusianske Olga Szymula skabt soundwalken directly to directly from. Nogen hvisker i mine høretelefoner, andre taler med lettere forvrængede stemmer, mens jeg bevæger mig rundt blandt gamle krypter og overdådige monumenter i de dødes by. 

Telefonen bipper. Folk tjekker ud af Danskergruppen. Festivalen lakker mod enden. Det er sidste chance for at købe bogen Becoming a Composer. Nu slutter dannelsesrejsen – de nordiske komponister skal hjem. Det er dannelsesrejsens natur – man skal ud for at opdage sig selv, og hvor man kommer fra.

De, der rigtig er noget ved den nordiske musik, bliver nogle dage ekstra. En ledelsesgruppe skal diskutere fremtiden for denne festival. Skal det være en biennale? Hvem skal betale? 

»For those still standing on Sunday – don't forget to sign up for the closing cèilidh«. Nordic Music Days skal afsluttes med traditionel skotsk dans, så komponisterne ikke glemmer deres nyerhvervede venner i Skotland. Der er vel altid plads til én mere i den nordiske fætter-kusine-klub? Med eller uden sort rullekrave. Er der egentlig noget, der hedder pan-nordisk?

Nordic Music Days, 30. oktober-3. november, Glasgow.