I ly af nattens noise i Glasgow

Glasgow er tough. Tæt ved kunststedet Tramway, en tidligere sporvognsremise, i South Side-kvarteret ligger både Asian Wedding Events og en begravelsesforretning med byens største lagersalg af gravsten. Ekstremer er også, hvad en begejstret tilskuer hørte under koncerten med France Jobin og Markus Heckmann: »What kind of brutal reality was that?« 

Heckmann, eller Wüstenarchitekten, som han hedder, når han laver techno, skabte en sort-hvid hule af grafiske, grovkornede billeder af væv og løbske tråde, der fandt hinanden i et uigennemskueligt mønster. Et hemmeligt immersivt rum, som lydmageren Jobin hele tiden blev ved med at udvide med lyde, som var, ja, brutale, men også delikate og bare sanseudvidende og rumskælvende. Vi rejste ind i det kæmpestore rum med vores bittesmå menneskekroppe. Det kunne fysisk mærkes, at projektet Entanglement (sammenfiltring) er inspireret af kvantefysik og multiverset. 

Selv på den rustikke The Star Bar synger almindelige skotter karaoke og lader kulturarv være kulturarv

Mindre barske virkeligheder åbnede Sonica Glasgow. Mens Alessandro Corsini producerede sine atmosfæriske elektroniske elegier, satte Marco Ciceri små mineraler foran sine kameraer, som på storskærmen var blæst op til meget stoflige miniaturelandskaber – frodige og boblende af liv. Hver gange, Corsini vendte sig fra sin pult, havde nye landskaber vokset frem på skærmen. Som svampe i ly af nattens noise. 

Corsini/Ciceris nye projekt bærer navnet Nati Infiniti. Det betyder »født uendelig«. Så kunne den skotske festival ligesom tage den videre herfra.

Pop til fremtiden

I byer og lande med komplekse fortider skorter det aldrig på musik. Skotterne har ivrigt rapporteret om deres skiftende virkeligheder via sange. Glasgow er officielt UNESCO musikby. Folkemusikerne spiller stadig på barerne, på lige dansefod med Dj Jaimie og de andre dj’s, og selv på den rustikke The Star Bar synger almindelige skotter karaoke og lader kulturarv være kulturarv. Pop kan også noget. Plakaterne rundt omkring i byen reklamerer for et nyt album fra bysbørnene Franz Ferdinand. Debutalbummet Franz Ferdinand fik – for præcis 20 år siden – Skotland på indierocklandkortet. Ligesom The Jesus and Mary Chain and Belle and Sebastian gjorde det tidligere i andre genrer. Man er stolt af musikken her, og selv den gråsprængte ejer i Glasgows ældste Fish & Chips-biks fra 1875 kender Sonica, en audiovisuel festival, som så dagens lys i 2012.

Deneuve, Gainsbourg og Aznavour løsrives fra den franske guldalder og smiler til os i vores flimrende nutid

På Tramway graver Ela Orleans i andre fortider. »Glasgow er også biografgængeres by,« siger den skotske kunstner med Mireille Mathieu/Juliette Binoche-frisure, og starter sin kriminaljazzede hyldest til franske 60’er-film. Sangene har fået en makeover; elektroniske fillere mellem tonerne splintrer nostalgien, og Deneuve, Gainsbourg og Aznavour løsrives fra den franske guldalder og smiler til os i vores flimrende nutid. Det lyder som cigarettes apres sex.

Den danske trio NEKO3’s uropførelse af tyske Alexander Schuberts Angel Death Traps forfører også publikum med en såkaldt »techno-Romantic Song Cycle«. Eller pop til fremtiden. De majestætiske synthesizergrooves får nogle til at spørge, om det er det, man kalder hyperpop. 

Der er også hunde i denne melankolske by. Skal man klappe dem?

Døde heste i metroen

En død hvid hest ligger for mine fødder. Jeg er trådt ind i Celine Daemens VR-opera Songs for a Passerby med VR-briller og bevæger mig rundt i en meget grå by. Mennesker går på en gade, jeg går ind i en fyldt metro, folk taler til mig. De er så virkelige, så man overvejer at svare igen. Der er også hunde i denne melankolske by. Skal man klappe dem? Pludselig ser jeg, at ham, der står på metrostationen, ligner mig. Hesten fra tidligere ligger på et torv. Manden, der står ved siden af hesten, er også mig, fra tidligere. Hildegard von Bingens musik øger melankolien. Forfatteren Paul Auster har skabt lignende syrede labyrinter af tristesse. 

»Hunden er en Podenco,« siger kunstneren Celine Daemens, da jeg får mine VR-briller af og pludselig står overfor et rigtigt menneske:  

»Vi forsøgte at skabe det her øjeblik, der eksisterer uden for tiden. Den lille pige i metroen siger til dig, at selvom vi siger farvel, er vi her stadig sammen. Så alle øjeblikke passerer forbi – men i tankerne kan vi rejse i tiden, være mange steder på én gang, vi er tilskuere til vores egen krop. Stykket handler om identitet. Er jeg denne krop, der går forbi et øjeblik, eller er jeg et sind, der kigger på kroppen? Sindet kan rejse gennem tiden. Det handler også om spørgsmålet om et hjem. Vi sidder altid fast i mellem, splittet. Jeg vil have folk til at genkende denne følelse af melankoli. Bidder af Hildegard von Bingen og ukrainsk folkemusik havde stor indflydelse på Asa Horvitz’ komposition. Begge typer musik føles meget tæt på sjælen. Folk siger, at det ikke føles som en opera, for der er ingen store stemmer. Det er i stedet noget intimt og spirituelt. Jeg håber, at stykket spejler dig selv, ligesom musik, så folk kan opleve noget om sig selv.«  

Daemens tjekker sin telefon for at se, hvornår Songs for a Passerby skal til Danmark. Men den mail synes tabt for evigt. Siden hun vandt Venedig Film Festivalens Immersive Grand Prize i 2023, vil alle opleve hendes immersive opera.

Robotterne er på kurophold, de lytter til et soundscape lavet af pacemakere og næsten-menneskelige suk

Midt i det offentlige badehus Govanhill Baths, som er ved at blive renoveret, sidder den skotske komponist Alex Smoke foran en gong. Gongen, som har påsat en højttalerdriver, symboliserer solen i hans værk Wind of the Sun, som udforsker stigende temperaturer og smeltende is og bygger på en drøm. Smoke drømte, han så solen rive virkelighedens stof op, jorden bøjede sig og blev trukket op i luften. Der er sonisk opfindsomhed i de langsomt flydende ambiente, toner. Det er som en tur i Alperne.  

Klimaet er også et tema hos Ahmed Saleh, men de elektroniske hjerteslag er mere hektiske, groovy, når han formidler byen Alexandrias erfaringer med oversvømmelser til Alba G. Corrals live visuals. Klimaforskere, look and learn, er der én, som hvisker i mørket.  

Brutal øjenhøjde

Bag Sonica står organisationen Cryptic, som på 30. år arrangerer kulturevents i Glasgow. »Ravishing the senses« lyder mottoet. Noget med sanser og henrivelse. Måske noget med at øve vold på sanserne. Festivalen har hyret skotske Harry Górski-Brown og franske Annabelle Playe, som vil blæse sækkepibe-instrumentet ind i nutiden med elektroakustiske manipulationer, mens Queen of Harps vil ruske op i traditionen med hip-hop-harpe.

I dette lille skur kan man tydeligt høre den brutale virkelighed

Det er en joke, når en fra publikum efter en koncert råber: »One more tune«. Der er ikke mange traditionelle sange på Sonica. Musikken er ny, men ikke løsrevet fra traditionen. Og det er aldrig en joke, men blodig alvor, når en festivaltale slutter med: »Music has a force that can transcend our troubles«. Det forstår man, når Gazelle Twin aka sangeren og komponisten Elizabeth Bernholz i sit mintgrønne jakkesæt står i midten af sine mørke synthesizerdroner; albummet Black Dog lyder som dyriske nocturner fra en ikke fjern fremtid. Grand River aka Aimée Portioli tilhører samme »sangskriverskole«, og der er også næsten viser i Martin Messiers Cycles på Center for Contemporary Arts (CCA), hvor otte lysstråler svinger ud fra væggen som rastløse snore – festivalens mest enkle, mest sarte og mest ensomme udråb.

Tæt ved ligger Bill Vorns robotter i installation I.C.U. (Intensive Care Unit). Robotterne er på kurophold, de lytter til et soundscape lavet af pacemakere og næsten-menneskelige suk.  

Ingen råber i den kommunale bygning Central Chambers. Ved lampen, som brænder for de faldne sygeplejersker under 1. og 2. Verdenskrig, har Amble Skuse installeret sit lydværk Sonic Lamp. Mellem stemmer, som fortæller om hændelser under krigene, høres hjerteslag. Rytmen skifter, fordi en databaseret algoritme ændrer hjerteslagene, så de følger antal døde et bestemt år.

Ingen råber i ukrainske Kseniia Shcherbakovas installation (You) Let the Sky Fall. En festivalfrivillig har fulgt mig fra Goethe Instituttets imposante bygning til et lille udhus i gården.

Jeg skal passe på pilene, som hænger fra loftet, instruerer han med tung skotsk accent. Skarpe stykker af glas er monteret på pilenes spidser. I pilens ende er en fjer. Pilene hænger ikke i snore, men i menneskehår. I huset er der lyde af fugle, børn og elektroniske lyde. Lydene bliver hele tiden afbrudt. Soundscapet er gennemhullet. Der er 3000 kilometer i fugleflugtslinje fra Glasgow til Kyiv. Det er ikke beklagelser, ikke sange, blot lyde fra et land, hvor folks virkelighed hver dag splintres. I dette lille skur kan man tydeligt høre den brutale virkelighed, som hvisker en i øret, mens man hele tiden passer på pilene, som hænger i brutal øjenhøjde.   

Sonica Glasgow fandt sted 19.-29. september.