Lil Lacy. © Lars Just
interview

Der, hvor noget vokser imellem os

Lil Lacy står over for sin officielle debutkoncert som komponist. I Aarhus præsenterer hun et timelangt værk, der ligesom hendes øvrige musik åbner sig mod hele verden.
Af
5. Oktober 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Den martsdag, hvor Danmark blev lukket ned, skulle komponisten og cellisten Lil Lacys musik have spillet i Dansehallerne i København. Folk var fløjet ind fra hele verden. Koreografen Jon R. Skulberg og hans Convoi Exceptionnel-ensemble var klar.

»Aflysningen var en mavepuster,« fortæller Lacy, da jeg møder hende i slutningen af september, »men den danseforestilling – For Ever Four Seasons (2019) – som jeg deltog i, handler om en dystopisk fremtid; af alle værker havde lige præcis det en vild timing.«

Coronasommeren har hun brugt på at samle trådene til sit omfattende værk You’re Somehow Connected (2020), der spiller en hovedrolle ved hendes debutkoncert som komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus på lørdag, den 10. oktober. I værket indgår en række stemmer – én af dem er Suzanne Brøgger, som Lacy nåede at interviewe i februar: »Det lykkedes os at mødes, og vi sad i samme rum, med en ordentlig mikrofon.« Planen var at rejse til Rusland og Norge for at indsamle flere interviews. Sådan gik det ikke.

»Med coronaen har vi mistet det at arbejde hen mod noget,« fortæller hun. »Udsynet – livsmæssigt og kunstnerisk – er blevet vanskeliggjort.«

Benspænd, biveje og omveje er dog ikke usædvanlige i Lil Lacys liv. Hendes måde at tænke og opdage lyd på er også usædvanlig. Hun er født med et globalt udsyn og har dobbelt statsborgerskab: Hendes amerikanske musikerfader, Butch Lacy, kom fra Virginia i Amerika i 1982 og bosatte sig på Djursland, hvor han blandt andet etablerede et musikcenter for mødet mellem musik, lyd og meditation.

Træk vejret au naturel

Det meste af interviewet foregår stående, inde i ‘komponistlokalet’ på Det Jyske Musikkonservatorium. På hylderne ligger Nike-sko og ting og sager, som tilhører andre studerende. I Lil Lacys skab gemmer hun nogle håndstore sten med sorte mønstre, som også er med i hendes forestående debutkoncert.

Hun fortæller om en af sine skabelsesprocesser. Det lyder som en holistisk oplevelse. Som dengang hun lavede et projekt om respiration, undgik elektrisk lys og udelukkende arbejdede med morgen- og aftenlyset. Her fandt performances sted syv gange i løbet af et døgn, og hver gang var de forskellige, fordi det var en udforskning af nærvær, åndedræt, bevægelse, lyd og lys på forskellige tidspunkter af dagen.

Hun fortæller også om sit studieophold på University of California i San Diego for to år siden, hvor mødet med Pauline Oliveros’ musik inspirerede hende til at skrive værket Mycelium Movement (2018), der har sit udgangspunkt i udforskningen af planter og tager sit navn efter den del af en svamp, der suger næring til sig.

»Jeg kan godt lide overblik og kontrol, men jeg kan også godt lide det potentiale, når noget opstår imellem flere øjne og ører«

»Jeg ville afsøge noget, der var ekstremt sensitivt og meget universelt: overtonerækken – fordi den er universel og naturlig og ikke kan ændres, når du først har slået tonen an. Men på et klaver skal man slå ret hårdt an, for at overtonerne klinger. Klaveret var for kraftigt, og jeg ville ikke præparere det, så jeg måtte gøre det au naturel. For at det hårde anslag ikke fjernede den dybe sensitivitet, lagde jeg det i performeren. Stykket starter med performeren, der trækker vejret og langsomt bevæger sig frem og tilbage og skaber et meget fokuseret kropsligt nærvær.«

Hun viser bevægelserne med sine lette hænder.

»Det er som en organisme, der vokser frem af intet; åndedrættet skaber liv i kroppen, som skaber bevægelse i hænderne, der herigennem møder instrumentet, klaveret, og langsomt afsøger dette. I løbet af værket klinger hver eneste tangent på hele klaveret som en skovbund, hvor mycelium-netværket langsomt breder sig, lærer sit område eller instrument at kende og kan kommunikere med og via det. Værket er en form for langsomt crescendo, som opbygger muligheden for kommunikation: ‘a message being sent, received and responded to’.«

Pingpong på det

Lil Lacy har lige været på fieldtrip med en biolog. Næste projekt er en »planteturné« med det københavnske lydkunstkollektiv Vertigo, som hun under årets Click Festival samarbejdede med om Svævninger (2020) – en meditativ koncert omkring en ‘stillestående sø’, hvor hun arbejdede med pedaler og cello.

»Det mindre format elsker jeg. Ligesom jeg elsker at synge jazz og snakke spansk. Og spille i mine bands som Valby Vokalgruppe og Frk. Jacobsen.«

Vertigo og Lil Lacy præsenterede »Svævninger« under årets Click Festival i Helsingør. © Vertigo

Hun har lavet koncerter for mennesker med demens sammen med Demenscentrum Aarhus og musikterapeuter, rejst til Indien og Ghana for at lære om musikken dér, lavet musik til teater og danseperformances og samarbejdet med billedkunstnerne Ulrik Heltoft og Ann Sophie von Bülow. Flere projekter er skabt med madentreprenøren Jakob Vinkler. »Jeg elsker at arbejde med dansere,« fortæller hun. »De har også udviklet mig som improvisator. Der er ikke nogen, jeg ikke har lyst til at arbejde med – hvis der bare er en energi eller nysgerrighed.«

Hvordan destillerer du dit arbejde med folk med forskellige fagligheder – en kok, biolog, danser – til musik?

»Uh, destillerer er jeg ikke glad for. Vi fokuserer på noget sammen, åbner noget op. Jeg kan godt lide overblik og kontrol – ‘her er det fulde partitur, I skal spille det her, ellers er det ikke rigtigt’ – men jeg kan også godt lide det potentiale, når noget opstår imellem flere øjne og ører. You’re Somehow Connected kunne jeg godt have sat elektronisk, men jeg foretrækker, at der er noget flex i det. Sådan er det også med samarbejdspartnere. Kontrol er umuligt; man kører pingpong på det.« Den vending ynder Lil Lacy.

Et Mayhem alle steder

Hun vil operere i alle de forskellige kunstneriske miljøer. »I det, man i Danmark kalder ‘rytmisk’ musik og ‘klassisk’ musik. Jeg elsker at spille med beats og keyboards. Jeg har også fået den luksus at spille med i Frederik Sakhams nye projekt Viral Spiral med psykedelisk video og supermange synths.«

Det er svært at finde noget, hun ikke har lyst til at prøve kræfter med.

»Ha ha, punk-opera lyder frækt. Why not? Med tekster bagved, så man kan læse, hvad der sker.«

»Mayhem er magisk, et vigtigt centrum for udvikling af ny musik i fuldstændig frie rammer«

For tiden læser hun David Byrnes bog How Music Works (2012), hvor Talking Heads-sangeren reflekterer over, hvordan rummene, musikken har været spillet i, har farvet musikken. Kammerorkestre har eksempelvis spillet i små rum, og på den måde er der skabt en bestemt æstetik:

»Miljøet omkring det københavnske øvelokalefællesskab, som jeg siden 2010 har været en del af, har præget min musik i kraft af den musik, jeg har lavet med andre dér. Mayhem er magisk, et vigtigt centrum for udvikling af ny musik i fuldstændig frie rammer – det er bare ikke det samme på en institution – og jeg håber, der er et Mayhem alle steder.«

Mennesker mødes

Lacy har studeret på konservatorierne i både København og Aarhus. Spørgsmålet, om ikke de københavnske komponister er mere nodenære end dem fra Aarhus, får hende til at stejle:

»Det handler ikke om, hvad ét område gør, men hvad den enkelte gør. Der er jo mange forskellige komponister i både Aarhus og København, som arbejder på vidt forskellige og nogle gange meget parallelle måder. Byens størrelse spiller måske ind: Ebeltoft er meget lokal – der har man én form for synergi. Aarhus og København har andre synergier. Det handler om musikernes åbenhed, den interaktion og de mennesker, der er der, og hvilke rum der er tilgængelige. Alle miljøer har bestemte arbejdssteder, og de skaber muligheder for møder. I Aarhus har vi havnen, Godsbanen og fællesskaber som AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere, red.), som for mig har været en vigtig indgang til Aarhus. Men den slags nysgerrige, entreprenante musikere møder jeg også i Ebeltoft, Japan og San Diego. Ligesom jeg ikke vil destillere noget, søger jeg ikke ét punkt, men mange punkter.«

Kammeroperaen »One World Above, Another Below« (2019) blev bestilt af Århus Sinfonietta. © Lil Lacy

Lil Lacy går ind og ud af rum. Projekter. Genrer. På halvandet år har hun skrevet tre store værker, heriblandt One World Above, Another Below, en kammeropera for sopran og Århus Sinfonietta udviklet til Spot Festival 2019. Værket, som hun kalder »fire popsange i stræk«, er inspireret af et fire uger langt »magisk paradis« i Japan, men behandler også et traumatisk møde med en japansk musiker.

»Jeg befandt mig i det meget sydlige Japan, fanget i en sindssygt svær situation med en ekstremt dominerende samarbejdspartner, som ikke respekterede mine professionelle valg. Fordi jeg var yngre og kvinde. For mig, der er opvokset i Danmark og er halvt amerikaner, var hierarkiet et psykisk overgreb; den kraftigste lussing. Jeg var jo afhængig af ham med hensyn til at komme hjem. I værket brugte jeg citater af kvindelige japanske digtere og forfattere, som skriver om disse emner.«

Det andet store værk var den alternative julekoncert Concert for a Space and Time (2019). »Det er en bevægelse fra funktion til materiale og videre ind i materialerne til elementerne, seismiske bølger, energi og nærvær. Værket er inspireret af min far, Butch Lacy, og hans måde at beskrive verden omkring ham på. Han gik bort alt for tidligt, i april 2018. Jeg oplevede, at han var med mig på mange måder i processen med at skabe værket. Det blev på en måde også en bearbejdning af sorgen og savnet at komponere.«

Nu kommer hendes tredje store værk, You’re Somehow Connected.

De lidendes sprog

»Når jeg arbejder med folk på tværs, har jeg fundet ud af, at jeg skal have noget visuelt og noget tidsperspektiv og nogle ord, så vi alle kan følge med,« fortæller Lacy. Hun ruller et stort ark papir ud på bordet.

»Her er hele værket: Vi har den akustiske musik, den elektroniske musik, ordene, lys og højttalere. Abstrakt og alligevel ultrakonkret. Ud fra det kan man så spille pingpong,« ler hun. »Idéen er at skabe flere verdener med reallyd, stemmer og musik. Jeg vil gerne udfordre mig selv, og jeg har aldrig skrevet sådan et værk før. You’re Somehow Connected er klart mit største værk hidtil.«

I værket indgår fem stemmer, som taler om drømme for fremtiden. Stykket bygger på August Strindbergs Et drømmespil.

»Det er ikke de store og vilde højder, vi søger, men det menneskelige, det ærlige og det, vi alle oplever på tværs«

»Strindberg har skabt et fantastisk møde mellem det surrealistiske og det realistiske og mange forskellige karakterer – ligesom de mennesker, man møder på sin vej. De er gakkede som et syretrip. Efter jeg læste Et drømmespil, havde jeg ingen svar, men derimod en meget tydelig følelse af, hvad det vil sige at være menneske. Det handler om menneskets smerte og lysten til, at livet skal være smukt.

Jeg er meget spændt på, hvordan fragmenterne vil danne en mosaik. Den elektroniske komponist Tobias Sejersdahl er med samt akkordeonsolisten Bjarke Mogensen, der har en ret så virtuos solokadence, hvor han i sit instrument understreger det surrealistiske. Han skal hoppe rundt i registre og afbryder konstant sig selv. Det er nærmest en indre kamp, som skildrer hovedpersonen Agnes’ kamp i livet som menneske, i forløb, der hele tiden bryder op og ned. Til sidst bevæger stykket sig ind i ekstreme gliss, som lyder fantastisk på akkordeon og nærmest splintres som et glas i tusind stykker.«

Der er syv satser i You’re Somehow Connected, men værket skabes i forskellige formater, også inspireret af corona – det optages og bruges senere i en anden version, når det efter planen opføres under Click Festival 2021. Op til otte mikrofoner kobles på Mogensens akkordeon ved indspilning.

Stedsspecifikke »Concert for a Space and Time« blev uropført i Scandinavian Center Aarhus i 2019. © Lil Lacy

»Vi arbejder med immersive sound og prøver at afsøge lyd rumligt på en ny måde. Kompositionen er skrevet sådan, som jeg tænker den i rum, altså i forløb, der giver en eller anden form for bevægelse arkitektonisk. Derfor bruger vi hele 24 højttalere. Når det opføres som et immersive sound-værk i Helsingør på næste års Click Festival, tilføjes en ekstra sats, og der arbejdes mere med det visuelle.«

Lyddesigneren Ida Skjerk skaber desuden en podcastserie, og samtlige interviews, blandt andet med Suzanne Brøgger, bliver også lagt ud på Soundcloud.

»Det er ikke de store og vilde højder, vi søger, men det menneskelige, det ærlige og det, vi alle oplever på tværs – indtryk fra livet fra før, nu og fremefter. Følelsen af at være nært forbundne. Coronaen tvang mig til at lave interviews til værket online, og Skype-lyden er ret repræsentativ for det, der foregår. Skype-lyden og duften af håndsprit.«

Noget vokser mellem os

Hvad drømmer du om rent kompositorisk?

»Jeg vil gerne lave værker, som transformerer publikum eller bevæger lytteren. Jeg er taknemmelig for at lave noget for andre mennesker, uanset om jeg spiller noise-cello i et hjørne, udgiver mærkelige plader på bånd eller skaber store symfoniske værker. Og så er jeg fuldstændig vildt fascineret af at skrive for klassiske instrumentalister og sangere. Der er en virtuositet, et samarbejde, en nysgerrighed, en detaljerigdom, som er dybt inspirerende og uendelig at afsøge.«

Næste år præsenterer hun sammen med Jon R. Skulberg projektet Crawl, Crawl, Crawl, som skal foregå i en swimmingpool.

Hvorfor valgte du egentlig musikken?

»I mange år sagde jeg, jeg ikke skulle være musiker. For det var mine forældre. De underviste og spillede inden for hver deres genre: jazz, klassisk og eksperimenterende. Jeg har været med til tonsvis af prøver, og det var fascinerende, men jeg havde også svært ved at høre min egen stemme. Musikken kom for alvor, da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig.«

Ved debutkoncerten 10. oktober opfører Bjarke Mogensen akkordeonværket »Løftet af vinden« (2020). © Léonie Sonnings Musikfond

Føler du, at du har fundet din stemme?

For første gang under interviewet leder Lil Lacy efter ordene.

»Jeg kan godt lide at gå derhen, hvor der er noget, der vokser imellem os,« siger hun og knipser med fingrene på ordet vokser.

»Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, jeg møder på min vej. Min nysgerrighed efter at møde nye samarbejdspartnere er stor, og jeg tror, der er en tid for alt. Musik handler for mig om at formidle, fortælle en historie, at dele en følelse, en oplevelse, en bevægelse over tid – sammen. Det kræver tid, dialog og respekt. Fælles tilstedeværelse er fuldstændig dyrebart, og det er altid en gave, når det er muligt at blive forenet med andre igennem musikken. Det samler mig.«