kritik

En afgrund i himlen

Store stemmer og stærke fortællinger fra en amerikansk legende og en spændende dansk vokalkvartet var i spil, da Laurie Anderson og Valby Vokalgruppe rundede CLICK festival i Helsingør af torsdag den 16. maj.
Af
31. Maj 2013
Laurie Anderson og Valby Vokalgruppe på CLICK festival

Det var noget af et scoop, da CLICK festivalen i Helsingør kunne offentliggøre amerikanske Laurie Anderson som det store afsluttende navn til dette års festival, der i forvejen var spækket med interessante navne. Det er overordentlig sjældent, at man kan opleve Anderson på disse kanter. Og er Anderson ikke kendt af den brede offentlighed i samme grad som Lou Reed, så er der hos kendere ingen tvivl om, at det var et verdensnavn, der gæstede Helsingør. Anderson er en levende legende, der indtager sin helt egen plads mellem avantgarde og populærmusik, spoken word-performance og klangkunst. Og ikke mindst er hun en stor fortæller, som vi fik mulighed for at nyde i fuldt flor i Kulturværftets Sal denne smukke aften i maj, hvor Valby Vokalgruppe sørgede for en overbevisende opvarmning.

... ikke mindst er hun en stor fortæller, som vi fik mulighed for at nyde i fuldt flor i Kulturværftets Sal denne smukke aften i maj, hvor Valby Vokalgruppe sørgede for en overbevisende opvarmning.

Valby Vokalgruppe - ekspressive stemmer i stram snor
Aftenens opvarmning var lidt utradionelt henlagt til et helt andet lokale end hovednavnet, hvilket dog gav en vis mening, da det også var et andet vokalt rum, man trådte ind i hos Valby Vokalgruppe, end det Anderson senere skulle fylde ud. Alligevel var der en fin sammenhæng. Kvartetten har selv omtalt netop Laurie Anderson som en inspirationskilde i forhold til at udforske en “sprække” mellem populær og eksperimenterende musik. Men stemningsmæssigt skulle koncerten vise sig at udforske et langt mere rytmisk orienteret og mindre logos-båret univers end Laurie Andersons.

Valby Vokalgruppe, der blev samlet i 2008 af Anja Jacobsen (kendt fra bl.a. Selvhenter), og som i 2012 udsendte det glimrende album “Bah New Era”, viste sig også at være en stærk oplevelse live. Vokalen var fundamentet, og alle fire kvinder i gruppen gjorde sig bemærket med en på én gang skæv og kraftfuld vokal. Men hvor mange vokalgrupper har tendens til at blive for ensidige og antage en ’gimmickkarakter’ a la: “se alt hvad vi kan med vores stemmer”, så blev Valby Vokalgruppe aldrig til en sådan ren vokalgymnastik. Allerede fra starten blev en free jazz’et saxofon smidt ind i lydbilledet, og der var i det hele taget masser af andre lyde og instrumenter på spil, som vidnede om en fascination af analoge synths og polyrytmiske strukturer.

Valby Vokalgruppe. Foto Nina Mouritzen

Ud af mange finurlige indslag rummede koncerten en art “covernummer” af et musikalsk tema fra et af verdens ældste mekaniske orgler, der befinder sig i den tyske by Bruchsal. Det mekaniske blev fortolket af varme og vibrerende stemmer. De gav også et Yoko Ono-covernummer. Men deres egne numre, der befandt sig et sted mellem jazz, afrikansk klingende temaer, lo-fi teknologi, polyrytmik og nordiske stemmer, kunne sagtens stå distancen. En væsentlig force var helt klart, at kvartetten formåede at holde de ekspressive lydeksperimenter i en stram rytmisk snor og afgrænse dem til korte forløb. Det var bl.a. her Valby Vokalgruppe også afslørede deres inspiration fra popmusikken. Lydbilledet kunne umiddelbart forekomme kaotisk og skævt, men samtidig var der faktisk nogle gode hooks og et godt beat.

Valby Vokalgruppe. Foto Nina Mouritzen

Men hvor mange vokalgrupper har tendens til at blive for ensidige og antage en ’gimmickkarakter’ a la: “se alt hvad vi kan med vores stemmer”, så blev Valby Vokalgruppe aldrig til en sådan ren vokalgymnastik.

Stemmen i transit
Beats og hooks var der til gengæld ikke mange af hos Laurie Anderson. Ikke, at hun ikke kan skrue god pop sammen, for det har hun gennem sin karriere vist, at hun kan på sin egen måde. Men denne aften skulle man spejde langt efter egentlige sange. På scenegulvet var opstillet levende lys, der skinnede på baggrund af et mørkeblåligt lys, så det så ud som om, Anderson stod midt i en slags stjernehimmel. Eller måske midt i lysene fra en landingsbane. Flot og enkelt var det i hvert fald, og det satte en passende stemning for et show, der både kredsede om at være i permanent bevægelse og om at række ud efter stjernernes tilsyneladende evige ro. Mange stykker handlede om rejser, og forestillingen havde da også fået titlen Transitory Life. På meget symbolsk vis (måske næsten for symbolsk) blev flere fortællinger kædet sammen af lyden af et fly, der lettede, og gjorde associationen til landingsbanen nærliggende.

Forestillingen blev indledt med et instrumentalt violinstykke, hvorefter Anderson - der gennem hele forestillingen var eneste aktør - stillede sig om bag en pult, hvorfra hun både talte i mikrofon og styrede diverse elektroniske lyde og samples. Herfra begyndte ordene så at flyde. Det kan være svært nøjagtigt at karakterisere denne form for performance. Anderson sang ikke, men traditionel spoken word var det bestemt heller ikke. Man kunne kalde det storytelling, hvis ikke dette begreb var blevet udvandet af diverse konceptmagere. Kort fortalt, så viste Anderson sig som en stor fortæller. Mange af de fortællinger, hun havde med, har tidligere været fremført på plade og på scenen, men de blev kædet sammen på nye og interessante måder. Anderson viste en fin evne til at skifte mellem forskellige stilniveauer. I passager var det nærmest som en højstemt teatermonolog, så skiftede det til mere personlige beretninger i en causerende stil. Endelig var der de stykker, hvor hun også transformerede og muterede sin egen stemme til en mørk og maskulin vokal. Stemmen var altså også selv i transit.

Skabelse og apokalypse
En gang var Anderson i stand til at chokere med mildt sagt spektakulære optrædener, der ofte udsprang af greb fra performancekunsten. Ligeledes har hun på det teknologiske område været en pioner, der har udviklet nye instrumenter og elektronisk bearbejdet lyden af sin egen stemme. De teknologiske landvindinger og de performanceprægede happenings fylder meget i kunstnermytologien om hende. Af samme grund kan de somme tider synes at stå lidt i vejen for Andersons måske største kvalitet - hendes evne som fortæller.

Det er sjældent, at man i avantgarden finder en dedikation til en stor og vidtfavnende fortælling mage til Laurie Andersons. Få har som hende skabt en lydlig pendant til The Great American Novel, og det er langtfra tilfældigt, at hun også har bygget musik over f.eks. forfatteren Herman Melvilles univers. Aftenens Transitory Life var som en mytisk fortælling udspændt mellem en vaskeægte skabelsesberetning og en apokalyptisk tone.

Vi startede i det mytiske leje med en fabel om fugle, der fløj i himlen, før der var nogen jord: “there was no place to land, because there was no land”. Da en af fuglene dør, spekulerer fuglens datter på, hvordan den kan begrave sin far, eftersom der ikke er nogen jord.

Aftenens Transitory Life var som en mytisk fortælling udspændt mellem en vaskeægte skabelsesberetning og en apokalyptisk tone.

Endelig beslutter den at begrave faderen i sit eget baghoved: “And this was the beginning of memory”. Fortællingen blev hermed også et billede på erindring som sådan, samtidig med at billedet af de evindeligt cirklende fugle blev koblet med den underliggende lyd af de føromtalte flyvemaskiner, Hermed blev det antydet, at vi måske var på vej tilbage til en tid, hvor vi - som fuglene - konstant er på farten, og dermed gradvist mister vores egen erindring.

Det blev i hvert fald et spor, Anderson forfulgte, for i en anden fortælling tematiserede hun, hvordan fortælling ikke bare er en måde at erindre på, men at den også kan være en måde at slette erindring på. Dette eksemplificeret via en meget personlig og uhyggelig barndomserindring om en tid, hvor hun befandt sig på et hospital fyldt med børn, der blev behandlet for svære brandsår. Siden ville hun huske bizarre og til dels humoristiske episoder om personalet, som hun fortalte anekdoter om. Men en dag indså hun, at fortællingen faktisk ikke tjente til at holde erindringen om opholdet i live, men tværtimod til at slette en helt anden erindring fra opholdet, nemlig lyden af den natlige gråd fra døende børn.

Historiens engel
Man kan indvende, at selve musikken i nogen grad blev reduceret til andenviolin i denne forestilling, der primært var båret af sproget. Ofte fungerede musikken - som de forskellige violinstykker - mest som en slags kapitalovergange. Omvendt var der tydeligvis en meget bevidst brug af lyd og musik som medskaber i fortællingen gennem f.eks. den metaforiske lyd af flymotorer. Og samtidig var selve Andersons fornemmelse for sprog i høj grad musikalsk. Derfor var det en glæde, at hun også gav os en enkelt sang. Tilmed en sang, der i et kabaretagtigt tonefald bragte eventyrets Hans & Grethe på bar i Berlin, mens der blev refereret elegant til den jødiske kulturkritiker Walter Benjamins idé om Historiens Engel, der ser tilbage på fortidens ruiner, mens en vind ubønhørligt driver den fremad. Således fik vi i en kort og yndig sang flettet tråde mellem folkeeventyrernes, historiens og filosofiens verden. Igen berørte Anderson de genkommende temaer: glemsel og erindring, og den rastløse vingeflugt ind i fremtiden - den uophørlige transittilstand. 

Lyder det tungt, rummede forestillingen dog en rig humor. Mange af historierne havde godt nok et melankolsk og dystert udgangspunkt, der kredsede om det moderne menneskets længsel efter netop at træde ud af transittilstanden. At finde et ståsted, en ro, en autentisk væren. I gennem forskellige anekdoter forsøgte Anderson at undersøge dette: Hun havde opsøgt et buddhistisk meditationscenter, en moderne Maya-befolkning, en gruppe Amish-folk osv. Den ironiske pointe var dog i samtlige historier, at disse idealiserede fællesskaber som regel havde meget jordnære problemer og bekymringer, og at forestillingen om en særlig autenticitet hinsides den moderne rastløshed viste sig at være en illusion. 

Det var stor fortællekunst med lyden som en relativt tilbagetrukken, men dog meget vigtig medspiller.

Til sidst i forestillingen satte Anderson sig over i en lænestol. Der sad hun som en sand fortællerske og bandt det hele sammen. Denne gang præsenterede hun en apokalyptisk spejling af begyndelsens skabelsesberetning: En historie om at gå tur med sin hund og blive overfaldet af store fugle; hvordan hunden pludselig opdagede en ny dimension af virkeligheden. At det var nødvendigt at forsvare sig (og beskytte sin ejer) mod farer fra oven, og at det nu altid ville være sådan. Og denne anekdote blev så knyttet til et poetisk billede af flyene, der brasede ind i World Trade Center d. 11. september 2001. Et billede af en afgrund, der åbnede sig - ikke i jorden, men i himlen.

Det var stor fortællekunst med lyden som en relativt tilbagetrukken, men dog meget vigtig medspiller. En imponerende oplevelse, som publikum tog imod med åbne arme. En flot aften i Helsingør, og en flot afslutning på CLICK festivalen.