Tomoko Sauvage på Click Festival 2020. © Mette Genet
kritik

Spøgelser på skibsværftet

Det er i mødet med fortidens genfærd, vi forstår den fremtid, der aldrig blev til noget. I centrum for årets Click Festival stod en samling lydkunst, som åbnede hauntologiens verden for mennesker og andre væsner.
Af
7. september 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Akt 1, scene 5. Horatio og Hamlet står uden for Kronborg. Marcellus har lige forladt scenen med replikken »Der er noget råddent i Danmarks rige«. Der lyder en trompetfanfare ledsaget af dundrende paukeslag, som markerer, at kongen i sin festrus har skyllet endnu et glas vin ned og udbringer en skål. Det er næsten midnat og bidende koldt. Frem af mørket viser sig pludselig et genfærd. Lyt, o lyt! Det er Hamlets far, og han har noget vigtigt at fortælle.

Jeg er på Kronborg, hvor Shakespeares skuespil Hamlet – Prins af Danmark udspiller sig. Igennem et lille vindue fra et af hoffets sovekamre ser jeg over på et gammelt, afdanket skibsværft, der nu er omdannet til kulturcenter. Mit egentlige ærinde i Helsingør er derovre i værftshallerne, hvor Click Festival i august præsenterer sin udstilling »Et stille sted«. Men jeg er slået et smut forbi det gamle renæssanceslot og står og tænker på scenen med Hamlets spøgelsesfar.

Faren er gået igen for at åbenbare de familieintriger, der er den dramaturgiske motor for resten af stykket. Kongen døde ikke af et hugormebid, men blev derimod forgiftet af sin egen bror! Måbende og målrettet reflekterer Hamlet over mødet med sin afdøde far. Inden han forlader scenen og første akt rundes af, konstaterer han, at »time is out of joint«, tiden er forvredet.

Ved siden af mig sidder en clairvoyant kvinde, som har været med rundt i den karismatiske og arrede bygning. Hun guider os i at spotte ånder i vandspejlet

Genfærdet repræsenterer et knæk i tidens tandhjul, en uhåndgribelig sprække mellem fortid, nutid og fremtid. Netop den indsigt førte den franske filosof Jacques Derrida hen imod et begreb, han i 1993 døbte hauntologi. Inspireret af Hamlet centrerer hauntologien sig om spøgelsesmetaforen: Et spøgelse er gennemsigtigt og svævende, en flyvsk kontur, der aldrig kan siges at være fuldstændig nærværende eller fraværende. Når et spøgelse hjemsøger os fra fortiden, er det gerne med en påmindelse om den fremtid, der aldrig blev til noget. Der skal bringes balance i regnskabet. Som i Hamlet, hvor genfærdskongen vil, at sønnen skal hævne det »hæslige og unaturlige mord«.

På Click Festival fylder spørgsmål, som knytter sig til hauntologi og lydkunst, en hel del i år. Rygtet vil vide, at det spøger på det gamle skibsværft. Men hvordan skal vi forholde os til fortidens spøgelser, og hvordan kan vi bruge lydkunsten til at nærme os dem? 

Ringen i vandet

Jeg sidder på et rektangulært plateau beklædt med et sort tæppe i Kulturværftets Hal 14. Der hænger et ur over indgangsporten, men det er gået i stå. Det meste af plateauet – der har fungeret som scene for festivalens spredte koncerter og performances – er dækket af vand.

Jeg sidder der ikke alene. Vi er en lille gruppe, der har været på en »psykogeografisk vandring« i udstillingen med de to kunstnere Anders Anton Hornstrup og Andrius Kisbye Hofmann-Lagunavicius. Ved siden af mig sidder en clairvoyant kvinde, som har været med rundt i den karismatiske og arrede bygning. Hun guider os i at spotte ånder i vandspejlet. De viser sig gerne som silhuetter bag ved ens eget eller andres spejlbillede, fortæller hun.

Jeg stirrer ned i vandspejlet, der ud over mig selv og de andre reflekterer værftshallen. De store jernhejseværk i gule og blå farver strækker sig ind i spejlingen, og det fallerede vinduesparti i loftet inviterer en mat og støvet solbelysning med ind i fornemmelsen af rummet. Jeg begynder at miste tålmodigheden med ånderne og giver mig i stedet til at lytte. Fuglene, der skratter på taget eller flyver baskende over bygningen, stikker tydeligt ud. Hallens store rumklang åbner sig igennem clairvoyantens talende stemme.

Nour Fogs »Siren«. © Click Festival
Nour Fog arbejder med kontrasten mellem blødt og hårdt i lydskulpturen »Siren«. © Click Festival (redigeret)

Fra rummet ved siden af kan vi høre installationen In Curved Water (2010) af den japanske lydkunstner og jazzpianist Tomoko Sauvage, som jeg oplevede tidligere på dagen. Det er et værk, der sirligt og yndefuldt nærstuderer lyden af dråber fra smeltende is. I snore fra loftet hænger isblokke med forskellig afstand til jorden, og under hver isklump står en hvid keramisk skål, som opsamler dråberne. Nogle af skålene er mic’et op med hydrofoner – mikrofoner, der kan optage under vand. Det er de dryp, man hører mest tydeligt.

Dråberne lyder for så vidt genkendelige: et dybt blop, der glider op i frekvensspektret og ender i lyst prikkende efterslag. Men hydrofonerne opfanger samtidig en klokkeagtig resonans fra vandet, som giver dryppene en yderligere krystallisk ringen og dermed en klar forbindelse til de synlige iskrystaller. Isklumpens afstand fra jorden afgør også, med hvilken kraft dråben rammer vandet i skålen, og dermed også, hvor stor en kontakt lyden har med den keramiske klangbund.

Der er en slags statisk uendelighed forbundet med at gå rundt og lytte til nuancerne i det dryppende univers – blandingen af forstærkede og uforstærkede lyde. Men samtidig er værket også hjemsøgt af det faktum, at lyden stopper, når isen er smeltet. Hele uendeligheden er rammet ind af et figurativt timeglas, og på den måde formår Sauvage med enkle virkemidler at aktive en subtil, men dragende konflikt mellem forskellige opfattelser af tid.

Tvetydig sirene

Der er noget kontraintuitivt ved at kalde en udstilling af lydkunst for »Et stille sted«. Det må være en form for stilhed, der ikke handler om fraværet af lyd, men om de mindste lyde. Den stilhed, der kan opstå, når man meditativt fordyber sig i noget. Bevæger man sig videre fra Sauvages værk og op på førstesalen, møder man dog to værker, der bruger stilhed på en mere konfronterende måde.

Det ene er værket Siren (2019) af den danske kunstner Nour Fog. Siren er en monumental papmachéskulptur, som er hængt op i snore fra loftet. Den gnubrede papmaché i grå og hvide toner er formet som en slags bælgplante med tre sammenvoksede bælge, der skaber et hulrum indeni. En snabel munder øverst oppe ud i et tragtformet klangstykke, som man kender det fra et messinginstrument eller en varslingssirene.

Det er vigtigt, at man ikke reducerer fordybelse til kun at handle om meditation

Inde i skulpturen skjuler en højttaler sig, og med jævne mellemrum bliver stilheden brudt af en konfronterende mikrotonal clusterakkord af kvindevokaler. Tonerne ligger så tæt, at de udfaser hinanden, og det skaber et dirrende svingningsfelt rundt om akkorden. Det er et skærende dissonansunivers, man lytter ind i, men skarpheden er blødgjort af papmachéforstærkningen og rumklangen i hallen.

På den måde er det forsøget på at opløse kontrasten mellem skarphed og blødhed, der udgør værkets pointe. Det gælder både for clusterakkorden og selve skulpturen i dens sammensmeltning af de runde bælge og det skarpe klangstykke.

Med Siren – lige dele forførende sirenesang og panisk varslingssignal – tager Nour Fog fat i en idé om den kvindelige vokal, der har svævet som en genganger igennem historien lige siden de oldgræske myter og måske formet den måde, vi hører og forstår den på. Fog skaber en velkommen forvirring om myten igennem et kontrastsprog, der gør værket til en anden slags fortælling – en om kvindevokalens tvetydighed og svingninger mellem skarpe og bløde energier.

Den spirituelle vildskab

I rummet ved siden af gemmer sig noget helt andet, en lydverden af analog mekanik og asiatisk spiritualisme. Laurits Esben Jongejans A Shrine of Sacred Fear (2019) er en imitation af en japansk shintohelligdom, men det er også et selvbygget instrument, som veksler mellem en halv times elektromekanisk musik og en halv times stilhed.

Den består af en trækonstruktion, der huser en rød kasse ornamenteret i den samme kantede stil, som man kan genkende både fra de japanske templer og Lego. Fra kassen skyder tentakler ud mod trærammen, og på nogle af tentaklerne er påmonteret en kobberplade, der virker som slags rustning eller beskyttelse af den hjerteagtige konstruktion i midten.

Inde i hjertet af skulpturen befinder al elektronikken sig, gemt væk, men alligevel synlig. Her slår små pumper mod metalbeslag – nogle gange så hårdt, at de også rammer en træpind, der så til gengæld rammer kobberet. Det er altså relativt begrænset, hvilke lyde instrumentet kan producere, så derfor er en bred vifte af kompositoriske virkemidler taget i brug, hvoraf stilhed er det mest væsentlige greb.

»A Shrine of Sacred Fear« er efter kunstnerens eget udsagn et skrin, hvis indre rummer hans »frygt og angst«. © Laurits Esben Jongehan

De små ‘satser’ har vidt forskellige temperamenter: Nogle er helt afdæmpede, hvor pumperne blot strejfer metallet og lyder som en knirkende dør; andre gange hører man et klikkende accelerando, et lokomotiv, der pumper af sted og til sidst kører af sporet. Der er endda øjeblikke, hvor pumperne for fuld skrue banker alle træpinde ud i kobberet på én gang og sender skærende metalanslag ud i rummet.

Der er en fængende bipolar vildskab indelukket i det lille tempel. En uregerlighed, som banker mod de ydre vægge. Selvom kompositionen er skabt med elektronisk logik, lyder det som kontroltab. Det er, som om værket spørger: Er vi nødt til at parkere rationaliteten for at nå hen til det spirituelle?

Spøgelsesstemmer

Det leder mig tilbage til seancen med clairvoyanten og det sorte plateau med vand. Hornstrup og Hofmann-Lagunavicius har smidt nogle papirsprint ud i vandet, som driver rundt: billeder af historiske figurer, fra surrealismens fader André Breton og beatpoeten William Burroughs til Frankfurterskolens Walter Benjamin og filosoffen og hauntologen Mark Fisher. Undervejs har clairvoyanten forsøgt at skabe forbindelse til de afdøde mennesker på billederne. Det virker som et forsøg på at bygge bro mellem det akademisk kultiverede og noget så uvidenskabeligt som clairvoyance. Ingen af kulturkanonerne viser sig dog i dag.

Det værk på årets Click Festival, der mest åbenlyst arbejder med spøgelsesmetaforen, er lyd- og videoinstallationen Alva II (2019) – en fortsættelse af samarbejdet mellem den elektroniske komponist og lydkunstner Xenia Xamanek og kunstneren Sophia Ioannou Gjerding.

På en skærm i et mørklagt rum kører en video i sløjfe med forskellige scener, der blander barnagtig 2D-animation, sterile 3D-universer og et monster i ler, der bevæger sig i stopmotion. Tempoet er til tider meget højt, og narrativen står man selv for at stykke sammen.

Også i »Alva II« skjuler noget sig bag sin ydre fremtoning. © Xenia Xamanek og Sophia Ioannou Gjerding

I en længere scene samler værket sig dog i et folkeviseagtigt sagn om spøgelsesstemmen Mlle. »Mlle were a voice in a box for ghosts,« lyder det med en trubadurs ømhed og ledsaget af brudte modale klaverakkorder, mens teksten løber over skærmen som på et karaokeanlæg. Stemmen Mlle tilhører hverken en bestemt krop, tid eller sted; som et TV-apparat skifter den kanal mellem forskellige verdener, og i de verdener, hvor den lander, finder den ‘værter’, som den hjemsøger. Der er ikke tale om en uhyggelig besættelse, men om en smuk og hengiven akt: Stemmen tager bolig i forskellige væsner – mennesker, planter, dyr og aliens, som kan give den et udtryk, vi kan høre.

Modtageren zapper med rundt i universerne og lytter til et væld af forskellige syngende og talende vokaler med klaverakkompagnementet som lydligt anker. Væsentligt for værket er det, at stemmerne hovedsageligt ikke lyder fremmede. Til tider fremstår de tværtimod ofte meget udtryksfulde og personlige. I en passage bliver en kvindevokal hjemsøgt af en spøgelsesstemme i en vekslen mellem poppede fraser og spoken word. »My voice is outside my body, you are a beautiful host,« bliver der sunget og talt. Lyden af stemmen bliver forbindelsen til det virkelige eller det genkendelige, mens abstraktionslagene i teksten og animationerne trækker mod den spøgelsesagtige fremmedgørelse.

Alva II handler altså om stemmen som noget andet end noget menneskeligt. Vi, som mennesker, kan kun høre den gennem vores egne ører, derfor må vi ty til det virtuelle eller noget, der befinder sig et andet sted end selve perceptionen, for at prøve at forstå stemmen fra et ikkemenneskeligt perspektiv. Det er et ambitiøst og tankevækkende projekt fra Xamanek og Gjerding, der bruger spøgelsesmetaforen til at fremdyrke et holistisk verdensbillede, hvor mennesket og dets stemme ikke er centrum for alt.

Ånden i brilleglasset

Alva II indkredser i særlig høj grad hauntologien, sådan som den er beskrevet af Derrida og videreført i musikkritikken af blandt andre Mark Fisher. Når man observerer noget med hauntologiske briller, trækker man sig også tilbage fra det umiddelbare i perceptionen. I stedet åbner sig et virtuelt rum, hvor fortidens mønstre skyder fremad med utopier eller dystopier, som forstyrrer det her-og-nu, vi befinder os i. Det får os til at tænke på den fremtid, vi bevægede os uden om, og den fremtid, vi ikke kender endnu.

Hvordan kan vi så nærme os et hauntologisk greb om lydkunsten? Med »Et stille sted« er Click Festivals svar: fordybelse. Her mener jeg, at det er vigtigt, at man ikke reducerer fordybelse til kun at handle om meditation, som det er tilfældet i udstillingens egen formidling. Fordybelsen kan lige så vel opstå i efterskælvet fra slaget af en clusterakkord eller midt i kaosset af konstant skiftende stemmer. Værkerne inviterede til vidt forskellige måder at lytte på, ligesom de åbnede forskellige døre til, hvordan vi kan forstå lydkunst igennem hauntologi, og omvendt.

Skal vi bruge fortidens spøgelser til noget, skal de forblive metaforiske. Hvis de materialiserer sig for tydeligt, kan hauntologien lappe over i dvælende nostalgisk inerti. Derfor er jeg glad for, at clairvoyanten aldrig fik forbindelse til nogen af skibsværftets ånder. Vi er bedre tjent med at lade de afdøde teoretikere og kunstnere forblive som papirsprint, der driver i vandet.