Datakunst og arkivfeber

Erkki Kurenniemi blev i 70erne kendt for at designe avancerede digitale synthesizere, og i starten af 60erne var han med til at opbygge et elektronisk studie på universitetet i Helsinki. Hans instrumenter benyttede sig af forholdsvis ukonventionelle interfaces som fx synthesizeren DIMI-O, hvis toner kan styres af bevægelser foran et videokamera. Et andet eksempel er den såkaldte sexophone, DIMI-S, som kan anvendes af flere personer sammen, og som er baseret på indbyrdes hudkontakt.

Kurenniemi, der er født i 1941, skabte også en række eksperimentalfilm med egen musik, ligesom han skabte tidlig grafisk computerkunst og skrev spredte, teknologibegejstrede artikler i forskellige tidsskrifter. Det er dog hans praksis som sin egen arkivar, som antologien Writing and Unwriting (Media) Art History – Erkki Kurenniemi in 2048 fokuserer på.

Arkivfeber
Siden 70erne har Kurenniemi gemt og ophobet enorme mængder materiale fra sit eget liv: brugte busbilletter, tusindvis af fotos taget mere eller mindre tilfældigt, optagelser på kassettebånd, hjemmelavede sexfilm og dagbogsoptegnelser.

Ophobningen af materiale er baseret på Kurenniemis idé om, at det – ud fra de indsamlede data – måske kan blive muligt at genskabe hans bevidsthed, efter han er død.

Mængden af materiale er så stor, at Kurenniemi må siges at have været en pionér inden for lifelogging, før det fandtes som begreb, og før teknologien gjorde det nemt at praktisere. Ophobningen af materiale er baseret på Kurenniemis idé om, at det – ud fra de indsamlede data – måske kan blive muligt at genskabe hans bevidsthed, efter han er død. Selv er han forholdsvis uklar angående, hvor bogstaveligt idéen skal tages, men en vis seriøsitet ligger der dog i projektet. Det viser dataindsamlingen.

Antologien er redigeret af medieteoretikerne Joasia Krysa og Jussi Parikka, og den har primært et mediearkæologisk sigte. Opgaven er ganske svær, for Kurenniemis ’arkiv’ er ikke et arkiv i traditionel forstand – der foreligger hverken systematik eller indeksering. Norske Eivind Røssaak beskriver i sit bidrag det fysiske arkiv – deponeret på det finske nationalgalleri – som en 17 meter lang reol med kasser, der indeholder alt fra madopskrifter til Kurenniemis samling af kønshår fra forskellige kvinder, som han har været sammen med.

Stillbillede fra dokumentaren 'The Future Is Not What It Used to Be' af Mika Taanila (2002). © Kinotar

Flygtig kunstnerisk praksis
Antologien er blevet til på baggrund af en større udstilling af Kurenniemis værker på Documenta 13 i Kassel. Indholdet er primært medieteoretiske essays, der forsøger at belyse arkiveringsprojektet, hvorimod den kunstneriske praksis kun beskrives fragmentarisk. Kurenniemi kan da også være svær at kategorisere som kunstner. Som danske Lars Jakob Bang Larsen skriver: »In a conventional sense, his practice lacks consistency.«

Kurenniemi springer fra matematiske udredninger og computerkode på højt plan til tågede og naivistiske fremtidsforestillinger.

Det gælder for så vidt hele hans samlede virke, der er karakteriseret ved en rastløs omflakken mellem kunst, teknik, skrivning og ustruktureret dataindsamling – uden at han egentlig til fulde udfolder sig inden for et enkelt område. Manglen på fokus bunder måske også i et stort forbrug af alkohol, hash og narkotika. I hans tekster sporer man en fremtrædende dobbelthed: Kurenniemi springer fra matematiske udredninger og computerkode på højt plan til tågede og naivistiske fremtidsforestillinger.

Netop derfor gælder det for en antologi som denne om at fastholde et køligt overblik og ikke bidrage til forvirringen. Det kan man ikke sige, at Lars Jakob Bang Larsen gør med sit essay, der bærer titlen »The Unbearable Non-Artist from ”l’Homme Machine” to Algorithmic Afterlife: Non-Cartesian Cybernetics and Aesthetic Embodiment in Erkki Kurenniemi«. En titel som denne tangerer det uforståelige, og det bliver desværre ikke tydeligere i selve essayet, hvor Larsen henviser til Marquis de Sade, Roland Barthes og Foucault, men hvor der ikke står meget om Kurenniemi selv.

Tvangsophobning
Det virker, som om antologiens bidragydere også overser det mere banale ’hoarding’-element i Kurenniemis arkiveringsprojekt. Der er ikke langt fra tvangsophobningen af brugte busbilletter og hjemmelavede pornofilm til de traditionelle hoarderes ophobning af gamle aviser og pizzabakker. Man kan spørge, om tilfældig ophobning af data er det samme som noget, der senere kan stykkes sammen til meningsfuld information?

Dette spørgsmål problematiseres ikke i antologien, hvorved Kurenniemis praksis kun forsøges beskrevet, men ikke kritiseres i en bredere kontekst. Tættest på et kritisk blik er Eivind Røssaak, der sammenligner datalogningen med nutidige brugere af sociale medier. I en nærmest marxistisk tone skriver han: »Software capitalism has doomed every member of the Western world to an eternal life as looped information in the digital media system.«

Følges tanken til dørs, ender vi i et dystopisk scenarie, hvor mennesket lever som nutidsarkivar i sit eget liv – enhver ytring bliver øjeblikkeligt til en genstand i et digitalt museum.

Udgangspunktet for Røssaaks udsagn er vel, at i den digitale kapitalismes tidsalder kan ophobningen af data fra menneskers liv gøres profitabel, og den menneskelige hukommelse kan reduceres til medierede artefakter – de dele af menneskers liv, der ikke medieres og lagres digitalt, trues af ikke-eksistens og forvisning fra den fælles hukommelse. Medieringen af tilværelsen kommer også til at udgøre et feedbacksystem, hvor bevidstheden om at udfolde sig i en medieret kontekst – kameraet eller kommentarerne på de sociale medier, der aldrig forsvinder – naturligvis påvirker den måde, som vi lever livet og iscenesætter det på.

Følges tanken til dørs, ender vi i et dystopisk scenarie, hvor mennesket lever som nutidsarkivar i sit eget liv – enhver ytring bliver øjeblikkeligt til en genstand i et digitalt museum. Kurenniemis profetiske tekster forudser alt dette, men udelukkende i en teknologibegejstret tone. Personlige eller samfundsmæssige konsekvenser af teknologien indgår ikke i hans tænkning.

Stillbillede fra reklamefilm, hvor Kurenniemi demonstrerer DIMI-O.

Problematisk formidling
Man kan ikke sige, at antologien er specielt formidlende. Man viser fotos af nogle af Kurenniemis maskiner og computergrafik, og man beskriver dem fragmentarisk, men ingen af Kurenniemis mange værker bliver beskrevet på detaljeret niveau. På den måde virker antologien faktisk smittet af sit emne. Ligesom Kurenniemis arkiv består af fragmenterede citater, således fremstår også antologien som en række løsrevne citater og formår ikke at fremdrage en rød tråd i finnens praksis. Måske er der ingen. Kurenniemi kan måske bedst beskrives som en attituderelativist, der ubesværet bevæger sig fra at skrive essays om teoretisk fysik til et liv som pornoafhængig bohemekunstner, der sysler med elektronisk musik og eksperimentalfilm.

En anden anke er, at mange bidragydere citerer fra de samme korte uddrag af Kurenniemis optegnelser. Det virker mærkeligt, når man tænker på arkivets størrelse. Måske har de fået tilsendt den lille del af materialet, der er digitaliseret, og har så valgt deres kilder herfra. Kun Røssaak har tilsyneladende haft fingrene i det fysiske arkiv.

Man savner flere oplevede beskrivelser af Kurenniemi som person, interaktion med hans synthesizere og en mere kritisk stillingtagen til hans tankeverden.

De dele af antologien, der står stærkest, er de mere generelle betragtninger om fysiske arkiver. Det gælder fx Wolfgang Ernsts eminent logiske tilgang til mediearkæologien, nemlig den såkaldte operative arkæologi, hvor man insisterer på at tage udgangspunkt i de originale medietyper og det originale afspilningsudstyr i stedet for kun at forholde sig til tekster og andenhåndsbeskrivelser.

Man savner flere oplevede beskrivelser af Kurenniemi som person, interaktion med hans synthesizere og en mere kritisk stillingtagen til hans tankeverden. Det fortjener Kurenniemi bestemt, for i nordisk sammenhæng er det svært at få øje på en – i ordets mest positive betydning – større original og pionér inden for elektronisk kunst og instrumentdesign. Samtidig evner Kurenniemi også det sjældne at kunne koble rent teoretiske forestillinger – hvor knudrede og inkonsekvente de end måtte være – med helt konkrete manifestationer af klingende elektronisk musik og datakunst, som er baseret på absolut funktionel computerkode og matematisk kunnen på højeste niveau.