Sproget er musik, og musikken er konkret

Hun er blevet kaldt en af de bedste inden for sit felt. Alligevel er den kosmopolitiske komponist, maler og lydpoet Lily Greenham (1924-2001) næsten fuldstændig ukendt i Danmark. Dét til trods for en omfangsrig og alsidig produktion af originale værker, der – i en periode, hvor der fandtes meget få kvindelige danske elektroniske komponister – forener lydpoesi og elektronisk musik. Men af den lange række af kompositioner, Greenham skabte fra 1970’erne og frem, er kun ganske få udgivet.

Man skal holde tungen lige i munden, når man beskæftiger sig med Lily Greenhams livsbane; gennem livet skifter hun navn tre gange og bor i flere forskellige lande. Hun bliver født af danske forældre under navnet Lily Lax i Østrig i 1924, men i slutningen af 30’erne emigrerer hun sammen med sin jødiske mor til Danmark, angiveligt på grund af Tysklands annektering af Østrig i foråret 1938. Hendes far bliver sendt til koncentrationslejren Buchenwald.

I Danmark indgår hun et proformaægteskab, får navnet Lily Pfiffer Madsen og bliver i samme forbindelse dansk statsborger. Da hun i Wien, og senere i København, har modtaget sangundervisning, indgår hun et samarbejde med moderens nye danske ægtemand, operasangeren Jens Egon Christian Madsen. Sammen optræder de i en årrække med forskellige revy- og operanumre i blandt andet Danmark og Norge, ligesom de flere gange kan høres i dansk radio. Den unge Lily optræder også som skuespiller, blandt andet på Nørrebro Teater i en opsætning af Strauss-operetten Zigøjnerbaronen i 1942.

Stilen er på en vis måde klassisk musique concrete, og Greenham klipper mellem livlige passager med hurtig percussion og langstrakte ambiente flader

Familien er en del af et kunstnerisk miljø i Danmark, der blandt andre tæller Victor Borge og Asta Nielsen, men moderen, Rena Pfiffer Madsen, der selv er sangerinde og har undervist sin datter, mister under besættelsen livet på dramatisk vis, da hun bliver skudt af tysk politi under et flugtforsøg til Sverige i 1943.

Lily Pfiffer Madsen flytter nogle år senere tilbage til Wien, hvor hun i 1952 begynder at studere musik på Akademie für Musik und darstellende Kunst og omgås den avantgardistiske litterære kreds Wienergruppen, der eksperimenterer med lydlig og visuel poesi. I 1964 flytter hun til Paris, hvor hun bliver en del af kunstnergruppen Groupe de Recherche d’art Visuel, der arbejder med kinetisk kunst og opart, inden hun i begyndelsen af 1970’erne slår sig ned i London, hvor hun bor til sin død i 2001. Her bliver hun gift med digteren Peter Greenham og får dermed sit tredje efternavn.

Den kosmopolitiske tilværelse afspejler sig naturligt nok i hendes værker. Angiveligt behersker hun otte sprog og skriver løbende på blandt andet dansk, engelsk og fransk og blander ofte ord fra forskellige sprog i sin poesi.

Internationale sprogeksperimenter

I London indretter Greenham et interimistisk studie i sit hjem og begynder at foretage lydeksperimenter, der med tiden bliver mere og mere elaborerede.

Greenhams måde at læse op på befinder sig langt fra konventionel poesioplæsning, og baggrunden som sanger er tydelig: Stemmen modulerer tit kraftigt op og ned i tonehøjde, og hun veksler frit mellem tale og sang.

Greenham anvender også gennemgående stemmebaserede effekter som lange rullende r’er, hvislelyde og ‘udstrakte’ ord. Man får et godt indtryk af stilen i lydpoeten Charles Amirkhanians interview med hende fra 1972, hvor han kalder hende »en af verdens førende performere inden for lydpoesi«. Amirkhanian beskriver også hendes lejlighed i Paris, hvor interviewet finder sted, som en ekstremt lille lejlighed, hvor der ud over en seng stort set ikke er andet end bøger og lydbånd fra gulv til loft.

En drone, tikken fra et ur og illuderet fuglesang giver »Circulation (Extended Element)« et klart meditativt præg. © Paradigm Discs

Greenhams lydpoesi findes på ganske få udgivelser, hvoraf den tidligste er hendes medvirken på opsamlingspladen Konkrete Poesie – Sound Poetry – Artikulationen (1966). Pladen er en dokumentation fra en performance på udstillingen »Konkrete Poesie, in Tonband, Lichtbild und Lesung« afholdt i Kunsthalle Bern i Schweiz samme år.

Tilsyneladende er det – bortset fra et muligt selvudgivet spolebånd i hundrede eksemplarer – kun et enkelt af Greenhams musikalske værker, der er blevet udgivet før hendes død, nemlig 7 Consonants in Space (1975), der findes på opsamlingen Breathingspace/79 (Sound Poetry) fra 1979.

Værket, der varer tre et halvt minut, er produceret i Greenhams private studie og benytter udelukkende indtalte konsonanter fra ordet consumption som lydmateriale. Optagelsen er indtalt ‘hostende’, hævet i tonehøjde og tilført båndekko, hvilket samlet set giver kompositionen et meget abstrakt udtryk.

Greenham excellerer også som fortolkende oplæser af andres digte. På pladen Internationale Sprachexperimente der 50/60er Jahre (1970) opfører hun, ud over egne digte, også lydpoesi af blandt andre britiske Bob Cobbing og den danske, ligeledes konkretistisk orienterede, digter Vagn Steen.

Tidlig sampling

Først i 2007, seks år efter Lily Greenhams død, udkommer dobbeltalbummet Lingual Music, der dokumenterer hendes arbejde i perioden 1972-85 og både indeholder konventionelle oplæsninger, egne musikalske værker og forskellige samarbejdsprojekter.

Et af de mest bemærkelsesværdige værker på udgivelsen er Circulation (1975/76), en ti minutter lang, fransksproget version af Greenhams digt »Traffic«. Her anvender Greenham et ekstremt tidligt eksempel på digital sampling, længe før kommercielle samplere blev tilgængelige.

Samplingen har fundet sted på en PDP-8-computer på University College i Cardiff, med software skabt af programmøren Marcus West. Greenhams stemme er samplet på computeren og får dermed en meget genkendelig digital karakteristik, der minder om sampling ved lave samplingsfrekvenser; den lyder med andre ord tydeligt digital, hvilket bliver yderligere accentueret af, at stemmen loopes i hurtige gentagelser.

Efter besøget i Cardiff er hun vendt tilbage til sit eget studie og har anvendt de samplede optagelser til en båndkomposition, der benytter båndekko, kraftige panoreringer i lydbilledet og baglæns afspilning. Momentvis er talte ord genkendelige, men som værket skrider frem, får det mere og mere karakter af abstrakt lydmaleri, og mod slutningen mixer hun en dronelignende klangflade ind.

Tanken er at gøre sproglige udsagn så abstrakte, at de mister deres betydning og dermed får musikalske kvaliteter

I Circulation (Extended Element) fra samme år – der er formentlig tale om uudnyttet materiale fra Cardiff – anvender hun den samme dronelyd, overlejret af det, der lyder som en optagelse af et tikkende ur. Samtidig hører man lyde, der ligger som en art illuderet fuglesang over den pulserende klangflade, og denne ‘rene musik’ uden genkendelige ord har et klart meditativt præg.

På albummet finder man også båndmusik for »havpattedyr, plastiksnor, vand, kinesisk gong, mandolin, metalkugle og elektrisk guitar« i form af Seascape (1978/79). Igen er der tale om et stykke ren musik i en art collageform, der anvender kraftig panorering, og hvor optagelser af delfinlyde er fremtrædende. Stilen er på en vis måde klassisk musique concrete, og Greenham klipper mellem livlige passager med hurtig percussion og langstrakte ambiente flader.

Opsamlingen indeholder også to fortolkninger af Vagn Steens digt Tillid, der kortfattet lyder:

Tillid tillid tillid tillid tillid til tillid til tillid til tillid til tillid til
selv tillid til selv tillid til selv tillid til selv selvtillid selvtillid selvtillidselvtillid

Den ene version er ledsaget af jazzmusik fra Bob Downes’ Open Music-trio og lyder som et uddrag af en længere liveoptagelse. I den anden version er der anvendt to synkrone optagelser panoreret i hver sin højttaler. I den ene højttaler hører man en normal, ubehandlet stemme, og i den anden stiger stemmen langsomt i tonehøjde digtet igennem – en effekt, der sandsynligvis er skabt med en harmonizer.

Efter en krasbørstig indledning fokuserer Greenham i »Traffic« på rytmisk forskydning i stil med Steve Reich. © Paradigm Discs

Ligesom på en håndfuld af de øvrige værker på albummet er de elektroniske manipulationer her skabt af komponisten Paddy Kingsland, som Greenham tilsyneladende ofte har arbejdet sammen med i BBC’s studier. Kingsland var i disse år medarbejder ved BBC Radiophonic Workshop (1958-98), der som bekendt fik stor betydning for den elektroniske musik i England, fordi komponister som Daphne Oram og Delia Derbyshire her fik lov at udfolde sig under frie rammer, når de skulle kreere effekter, jingler og underlægningsmusik til radio og TV.

Værd at nævne fra Lingual Music-opsamlingen er også Traffic (1975), der er realiseret i det elektroniske musikstudie på Goldsmiths’ College, University of London, med assistance af komponisten Hugh Davies. Her looper Greenham meget korte ordbidder oven i hinanden, fader ind og ud mellem dem og skaber rytmiske forskydninger, der kan minde om Steve Reichs phasing-teknik anvendt i hans kendte båndværker It’s Gonna Rain (1965) og Come Out (1966). Effekten er dog mere rytmisk kompleks i Traffic, hvor Greenham veksler mellem passager med relativt støjende, højtpitchede stemmefragmenter og mere kontemplative afsnit.

Sproglig musik

Lily Greenham har selv omtalt de poetiske og lydlige eksperimenter i båndværkerne som lingual music, sproglig musik. Tanken er at gøre sproglige udsagn så abstrakte, at de mister deres betydning og dermed får musikalske kvaliteter. »Det væsentligste ved disse båndværker er brugen af tale som noget grundlæggende,« skriver hun i 1977. »I modsætning til den traditionelle ‘sætten ord til musik’ kommer ‘sproglig musiks’ tale ‘til syne som musik’.«

Rent teknisk er Greenhams fremgangsmåde, i hovedparten af hendes værker, at optage et ‘repertoire’ af enkelte bogstaver, ord, fragmenter og stavelser, som hun så sætter sammen på båndoptageren og behandler elektronisk. »Lytteren vil til tider være i tvivl om, om han lytter til ‘elektronisk musik’ eller den menneskelige stemme,« skriver hun videre. »Andre gange virker stemmen ‘ligefrem’ uden tegn på noget elektronisk.«

At hun stort set er ukendt i Danmark, hænger selvfølgelig sammen med, at hendes kunstneriske produktion er skabt, efter hun flyttede ud af landet

Om hun formår at skabe den intenderede dobbelthed hos lytteren, er måske tvivlsomt, for de fleste af hendes værker udmærker sig netop ved en meget tydelig elektronisk behandling. Men med sit ekstra lag af abstraktion er teknikken i høj grad med til at forstærke de musikalske kvaliteter i sproget.

Den mekaniske gentagelse af enkelte ord eller sætninger er endnu et formgreb, der kan få ‘musikken’ i ordene til at træde frem, skriver Greenham: »I de stykker, hvor jeg anvender båndloops – enten delvist eller udelukkende – kan man spore det ‘musikalske’; man kan altså høre, hvordan musikken ‘kommer til syne’. Når man eksempelvis lytter til et enkelt loop, lægger man sjældent mærke til talens musikalske aspekt, ja det er endda tvivlsomt, om man overhovedet opfanger ordets bestemte tonehøjde, men lige så snart der bliver lagt et andet loop ovenpå, har øret en tendens til at registrere ‘musikken’.«

Mulighed for nye opdagelser

Konkretismen går igen i Lily Greenhams værker: i de opart-inspirerede malerier, i digtene og i de elektroniske kompositioner. Som billedkunstner har hun deltaget i store udstillinger i New York, Grenoble og Venedig, og i udlandet er hun anerkendt for både sin poetiske og billedkunstneriske praksis; i den forstand er hun ikke en ‘glemt kunstner’. At hun stort set er ukendt i Danmark, hænger selvfølgelig sammen med, at hendes kunstneriske produktion er skabt, efter hun flyttede ud af landet.

Ud over en nutidig sporadisk litterær interesse, hendes samarbejde med Vagn Steen og et endnu ubeskrevet med John Tchicai findes der umiddelbart ingen danske forbindelser eller spor af kunstnerisk aktivitet i Danmark, på nær de tidlige aktiviteter som sanger. Men måske bliver vi inden for ganske få år klogere på, hvilken position Greenham bør indtage i historien om den tidlige elektroniske musik i Danmark:

Lily Greenhams meget store arkiv af korrespondance og lydbånd blev efter hendes død overdraget til Goldsmiths, University of London, der i skrivende stund har påbegyndt en komplet digitalisering af materialet. Måske dukker der her nye musikalske værker op og, hvem ved, måske materiale, der kan afsløre yderligere forbindelser til dansk musikliv.

Jonas Olesen er elektronisk komponist, aktiv i foreningen Institut for Dansk Lydarkæologi og skriver p.t. på en bog om dansk elektronisk musiks historie før 1980. Sammen med IDL besøgte han i november 2019 det fysiske Lily Greenham-arkiv på Goldsmiths.