Jaufré Rudels død afbildet i det 13. århundrede. © Public domain

Tematik i Kaija Saariahos oeuvre

Naturen spiller en hovedrolle i mange af Kaija Saariahos værker. Både den natur, man finder hos fugle og i nordlyset, og den, der viser sig i forbindelsen mellem mor og barn.

Kaija Saariaho nærer en dyb kærlighed til naturen, der ofte er inspirationskilde for hendes værker. Havet, himlen, nordlyset, fugle og åkander dukker ofte op både som kilde til musikalsk materiale og som formgivende principper:

»Som barn nød jeg at færdes udenfor. Jeg elskede skovens og fuglenes lyde om sommeren, lyset reflekteret i sneen, der er så typisk for den finske vinter, så vel som lyset i polarnætternes skumring. Det er en del af min finske natur, som jeg stadig bærer i mig.«

Mange af Saariahos værker trækker desuden på symbolikken i himlen, jorden og fuglenes flugt, startende med …sah den Vögeln for sopran og ensemble fra 1981 over Lonh for sopran og elektronik fra 1996 samt operaen L’Amour de loin i 2000 til fløjtekoncerten Aile du songe fra dette årti. Dette anliggende fandt komponisten en fuldstændig analog til hos Saint-John Perse, der i sine lyriske digte lovpriser fuglene, vinden og havet, og fra hvis rige billedsprog og frodige metrik komponisten låner. I denne koncertuge knytter flere af værkerne sig til denne tematik.

Uvidende om deres egen skygge – og kun vidende om den uforgængelige del af døden, der bliver fortæret i den fjerne brusen fra de store vande – drager de forbi, efterlader os, og vi er ikke længere de samme. De er rummet krydset af én eneste tanke. Saint-John Perse (Oiseaux, XIII)

Drømmens vinge
Laconisme de l’aile er skrevet i det skelsættende år 1982, da Saariaho opdagede de computerredskaber til analyse og bearbejdelse af lyde, som hun gradvist tilegnede behovene i sit eget musikalske sprog. Værket er inspireret af Saint-John Perses digte Oiseaux, men lader betydningen i digtene stå åben og fokuserer på at følge dets farver skabt ved hjælp af clairobscur-vokaler og hvislende konsonanter.

I Terrestre for solo fløjte og ensemble, der er skrevet 20 år senere, omsættes dualiteten i fuglens flugt mellem himmel og jord i fløjtens koncerterende leg med ensemblet. Titlen betyder ‘jordisk’ og udgør oprindeligt modstykket til en første sats med titlen »Aérienne« (Luftig) fra fløjtekoncerten Aile du songe. Det musikalske grundmateriale er skabt af fuglesang og fløjtelyde, som komponisten har analyseret og bearbejdet ved hjælp af computeren.

Lesley Olson på fløjte og Thomas Neuhaus på elektronik fremfører »Laconisme de l’aile«. © Kairos

Kærligheden i det fjerne
I Lonh har Saariaho taget afsæt i et berømt middelalderdigt af trubaduren Jaufré Rudel, »Lanquan li jorn« (I maj, når dagene længes), hvor digterens længsel efter sin fjerne kærlighed vækkes af syngende fugle i et træ:

When the days are long in May
The sweet song of birds from afar Seems lovely to me

Ifølge legenden befinder den elskede sig på den anden side af Middelhavet. Fuglenes rejse fra kyst til kyst skaber forbindelsen og synes nærmest i Saariahos udlægning at fungere som metafor for deres tanker for hinanden, deres længsel efter hinanden – ikke mindst set i lyset af Perses digte.

Med udgangspunkt i denne lyriske, drømmeagtige stemning har komponisten skabt et klanglandskab omkring sangerens modale melodi af fuglesang blandet med andre lyde fra naturen: vind, skov, plaskende regn osv. Især fuglen spiller en central rolle, også som materiale. Deres sang har komponisten indspillet, analyseret og bearbejdet ved hjælp af computeren og herudaf trukket melodisk og harmonisk materiale, der kunne bruges i stykket.

To hjerter
En anden fascination fra livet, som har fundet vej ind i værkerne, er oplevelsen af to hjerter, der slår i den samme krop, og deres konstant skiftende, rytmiske polyfoni, som dukkede op, da Kaija Saariaho ventede sit første barn. Heraf idéen til ‘hjertemotivet’: en punkteret rytme spillet af slagtøjsinstrumenter.

»Jeg er fascineret af idéen om det hemmelige forhold mellem en mor og et ufødt barn. Musikalsk har de to hjerteslag og deres konstant skiftende, rytmiske polyfoni tjent som inspiration for flere af mine værker …«

I operaen Adriana Mater, der handler om en kvinde, som under en krig bliver udsat for voldtægt og bliver gravid, bliver hjertemotivet et kernemotiv i hele operaen. Efter at have trukket på middelalderkultur i sin første opera, L’Amour de loin, ønskede Saariaho at skrive et værk, der var mere i berøring med nutidige problemstillinger, og sammen med den fransk-libanesiske forfatter og librettist Amin Maalouf, som Saariaho har arbejdet sammen med siden L’Amour de loin, skrev hun operaen Adriana Mater.

»Jeg er fascineret af idéen om det hemmelige forhold mellem en mor og et ufødt barn«

Moderskab var et af de emner, Saariaho ønskede at bringe ind, og for Amin Maalouf, der siden sin egen flugt fra borgerkrigen i Libanon i 70erne har arbejdet for interkulturalitet mellem folk og nationer, var krigsspørgsmålet et vigtigt tema at få på dagsordenen.

I Adriana Sangene, som er på programmet ved prisuddelingen torsdag aften, høres hjertemotivet igen. Hele satsen »Je sens deux coeurs« kommer heraf, ligesom også trioen Je sens un deuxième coeur onsdag aften (som titlen antyder) trækker på denne idé, men hér i et rent abstrakt musikalsk udtryk, hvor operaens handling og karakterer fungerer som metaforer for den instrumentale udførelse.
Samarbejdet mellem Maalouf og Saariaho er indtil videre resulteret i tre operaer, et monodrama samt flere sangcykler.

Lyset, mørket & farverne
Man kan i mange af Saariahos værker spore en forkærlighed for at arbejde med lyset, med lysets brydning i prismet og de deraf opståede farver, en idé, der trækker tråde tilbage til hendes beskæftigelse med malerkunsten, hvor Goethes farvelære blev én af inspirationskilderne og siden én af hovedhjørnestene for hendes måde at tænke musikken på. Ifølge Goethe opstår farvespektret i mødet mellem lyset og mørket. På samme måde med klangfarverne i tonerne. Hvordan nu det?

De rene og klare toner (f.eks. en høj klokkes ringlen) kan høres som toner med meget lys i, mens toner med en grov, ru, støjagtig lyd (f.eks. buens skratten hos en stryger) kan høres som formørkede toner. I de grove teksturer møder den klare, lyse tone mørket, hvormed nye farvenuancer, dvs. klangfarver, opstår, som når sollyset møder prismet, der hænger i vinduet, og kaster regnbuens farver rundt i stuen.

Tematikken er et grundelement i al musikken, men i nogle værker refererer idéen om lyset også til noget uden for selve musikken. Lichtbogen for ensemble og elektronik fra 1986 er ét af de tidligste eksempler på en sådan leg med en metaforisk side og en materialeside. Lichtbogen er inspireret af nordlysets dans over polarnattens himmel, og det afspejles i klangenes skiftende farveforvandlinger i tonerne ved hjælp af timbre og teksturer.

Jane Schwarz skriver speciale ved Københavns Universitet om Kaija Saariahos opera »L’Amour de loin«.

Opdateret 23. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.

Fokusartikler