Opera er en by i Finland

I de store operaer er der altid nogen, der må igennem sølet. Der må være noget at synge om. Det har kun været nat én gang siden Roskilde Festival, og mine sko er hærgede efter fire dages musikalsk FOMO på en dansk mark. Gennem vinduet i det lille fly fra Helsinki til Savonlinna opløses fastland til øer. Stilheden runger, men finske stjernesopraner huserer allerede i mit trætte hovede. Det første, som falder i øjnene i Savonlinna, en lille by i det sydøstlige Finland, er de mange skobørster, ofte tre børster fra koste samlet i én børste, foran husene på gaden, der leder hen til slottet Olavinlinna. Epicentret for Savonlinna Opera Festival. Det var her – midt i den endeløse finske natur – at den finske sopran Aino Ackté i 1912, altså for 111 år siden, lykkedes med at opføre opera for første gang.  

Savonlinna har 35.000 indbyggere, men ligesom Roskilde vokser byen hver sommer med 70.000 gæster. De kommer for at opleve store dramaer. I aften er det romantikeren Charles Gounods one smash hit, Roméo et Juliette. Kærligheden mellem det unge par flyder let og lidenskabeligt i de velturnerede duetter. Amy Lanes iscenesættelse er som en fyrig film sat i New York sidst i 1800-tallet. Familierne Capulet og Montagues fejder, den forbudte kærlighed blomstrer, fuglene kvidrer, orkestret maler med de store følelsers pensel, og Sarastro, den høje præst, raser. Tragedien anes allerede i ouverturen.

En kold nordisk fuldmåne på scenen er vidne til de middelhavsvarme begivenheder. Den lyser hele tiden – smukt og dystert. Månen ved alt. Liv veksles til død. Melodien stopper aldrig. Kun til sidst, da giften i en lille grøn flaske rammer. Knap 2500 publikummer er med på en lytter. »Bravo«, råber manden ved siden af to gange, staccato og rul på r’et. Finsk er skabt til at udtrykke begejstring. 

Folk, der har kørt syv timer fra den ene finske ø til den næste, fortryder intet og ville tage samme tur igen

De overdådige kostumer debatteres i pausen. Samppanja-terassi er lukket, men slottet har mange andre terrasser, man kan nyde champagne på. Der er meget Marimekko, det er forventeligt, og vi ved også, hvordan historien om Romeo og Julie ender. Men folk, der har kørt syv timer fra den ene finske ø til den næste, fortryder intet og ville tage samme tur igen. Operamusik eksisterer ikke uden lange rejser.

Johan Carlsson bakser med sin cello mellem de mange mennesker på vej ud af slottet. »Der er kamp om at komme med i festivalorkesteret. Musikere fra over 10 finske orkestre bliver håndplukket. De skal kunne tåle at spille under de vanskelige forhold i det gamle slot. Var akustikken ikke fantastisk?« spørger Carlsson. Jo! »I morgen er det Die Zauberflöte. Vi spiller den på finsk.«

Gamle operaer i store slotte

Også i virkeligheden – lige udenfor hotellet ved vandet – lyser den finske måne. Det er svært at sove. Opera er hipt, tænker jeg. Opera kan stadig være moderne pessimistiske satirer over den menneskelige natur. Folk tager på operarejser i tv og i virkeligheden – og i Bayreuth, et sted mellem drøm og virkelighed. 

Sådan er også i operadestinationen Savonlinna. Et par timer før dagens opera fyldes gaderne pludselig med folk. Alle de mennesker er ikke kommet for at besøge verdens største trækirke i den nærliggende by Kerimäki eller Sulkavan Suursoudut, verdens største ro-konkurrence. De er landet i et slags operaparadis 332 km fra Helsinki og 316 km fra Skt. Petersborg. 

Der vokser små palmer på Satamapuistonkatu, som med lidt hård finsk vilje kan kaldes en riviera

Receptionisten på hotellet oplyser først og fremmest gæsterne om, at saunaen er åben kl. 17-22 – fem timer, samme længde som en ordentlig opera, så fortæller hun, at man kan låne Jopo-cykler, og til sidst, at der er morgenmad. Sådan bygges et drama op. Hun ved ikke, hvor mange af hotelgæsterne som kommer for operaernes skyld. Ordentlige værter blander sig ikke i, om man er til Wagner, operette eller har andre dyder. Men andre i byen siger: »Se de mange dyre biler«. Måske er de parkeret udenfor byen. Jeg har ikke spottet dem. Byen er så lille, så alle hænger ud de samme steder. Parret på restauranten ved slottet, der spiser krondyrburger akkurat som min, kunne være Papageno og Papagena, som går på scenen i aften. Her er vi alle operadyrkere. Cosi fan tutte. 

Der vokser små palmer på Satamapuistonkatu, som med lidt hård finsk vilje kan kaldes en riviera. Operafans bor på Villa Aria, og man kan stille sig ved stoppestedet og blive kørt til slottet med Operabussen. På markedspladsen sælger de jordbær, Makea Polka, og Sibelius-brætspil med steder, hvor den store finne har boet. Jean Sibelius lærte finnerne at dyrke store dramaer, siger sælgeren, der selv skal se Barberen fra Sevilla om et par dage. Kaija Saariaho er svær, men damen ville også købe billet til Saariaho. Mindst én opera skal hun opleve. Ellers er det ikke sommer. 

1000 søer og finsk fløjte 

Savonlinna blev grundlagt i 1639 baseret på Olavinlinna slot (Sankt Olafs Slot). Slottet blev bygget af Erik Axelsson Tott i 1475 i et forsøg på at beskytte Savonia og kontrollere den ustabile grænse mellem Kongeriget Sverige og dets russiske modstander. Om vinteren må dette sted være operaversionen af Disney-hittet Elsa Frost.

Sæsonen slutter, når den fede finske dame har sunget for sidste gang. Det går i ring hvert år

I dag ville ingen ved deres fulde fem finde på at lave en operafestival på et gammelt slot på en ø. Lige nu kæmper teknikkerne mod den kraftige vind, som vil forstyrre lyden i slotsgården, der blot er dækket af en enorm presenning. Backstage må sangerne i festivalkoret – som australskfødte Jan Schweiger sammensætter et år ad gangen – gå rundt som på stilladser; op og ned ad små stejle stiger. Rummene er som grotter i en eventyrfilm. Her hænger massevis af tøj på bøjler, og der er også en meterlang grøn slange, som kommer på scenen i aften. Jeg er seriøst bange for at sidde fast i et lille vindue i slotsmuren, men det er altså den hurtige vej ud til den mest overdådige naturskabte »terrasse« med udsigt til vand, klipper og småøer. Det vildeste backstage-område, man kan forestille sig. Og nogle gæster kommer i båd og hopper ind for at se opera. 

Dette er de 1000 søers – faktisk 168.000 søers – land. Forholdet mellem utopi og virkelighed er svær at udregne i landet, som siges at have verdens bedste demokrati. Men i aften spiller vejret et puds. Den kraftige vind forsinker Tryllefløjten – eller Taikahuilu, som Mozarts syngespil hedder på finsk – med en halv time. Det betyder lidt mere tid i hotellets sauna. Jeg forbereder mig til operaen ved at gennemgå en renselsesproces. Jeg går direkte fra sauna til opera.

Fuglefangeren Papagenos finske fraser skaber latter. Han stråler i blodappelsinrøde netstrømper og hvid kjole. Børn i dyrekostumer tager kegler. Og der er den, den pivgrønne slange, som jeg så i garderoben tidligere. Når først fløjten spiller, synes alle at have det sjovt i August Everdings iscenesættelse, som spiller for 50. år i træk (!). Dog med få fornyelser. Men Tryllefløjten er også mystisk som Ingmar Bergmans tv-iscenesættelse fra 1975. Et iskoldt nordisk eventyr med sangere i hvide kutter og sorte masker. Omringet af dybe finske stemmer lyder fløjten overjordisk lys.  Nattens dronning synger sin powerarie i anden akt. Da det hele er slut, går sangeren, som spillede Juliette aftenen før, ud af slottet og nynner sidste arie fra Tryllefløjten. Om sommeren i Savonlinna er alle med i samme bel canto-familie.  

Når det bliver juli igen

Operafestivalens chauffør er kommet for at køre mig hen til det lille fly til Helsinki. For et par dage siden kørte han med Roméo. 5000 km på en måned har hans nye bil allerede kørt med sangere og musikere. Mange af dem vil ikke forlade Savonlinna. Sidste år hørte chaufføren sin første opera. Tosca. Nu ser han alle kostumeprøver og er i øvrigt flyttet til Savonlinna. En levende by i hele juli, men i august bliver byen tom. Sæsonen slutter, når den fede finske dame har sunget for sidste gang. Det går i ring hvert år.  

I det lille fly sidder et ungt japansk par fra en forstad til Osaka. De var også til Taikahuilu, den finske Tryllefløjten i aftes

Når det bliver juli igen i 2024 lander et særligt værk i Savonlinna, fortæller festivaldirektøren Ville Matvejeff: »Det er en stor ære endelig at præsentere Kaija Saariahos opera Adriana Mater for første gang. Det er overraskende, at en så central finsk komponists værker ikke har været på repertoiret tidligere. Adriana Mater er et af vor tids store mesterværker,« siger Matvejeff om operaen, som er en historie om livet under en krig. Hvad gør en kvinde, når hun skal føde et barn forårsaget af en voldtægt. »Jeg tror på, at denne produktion, dens dramatiske historie og lydbillede passer perfekt til slottet og den magiske placering ved søerne.« Direktøren mener desuden, at akustikken i slottet er den mest spektakulære i verden. Sikkert er det i hvert fald at der kommer folk fra hele verden for at opleve noget, som man kun kan opleve her.

Rullekufferter og nye begyndelser 

I det lille fly sidder et ungt japansk par fra en forstad til Osaka. De var også til Taikahuilu, den finske Tryllefløjten i aftes. Mit japanske er ikke-eksisterende, vi mødes på få  engelske gloser. De har læst om denne finske operafestival, at den er paradisisk og måtte af sted. 
I det lille fly er der også en kvinde med, som jeg mener, jeg har set på scenen for to dage siden. Mens jeg samler mod til at gå hen til hende, forsvinder hun med sin lille kuffert i lufthavnens mylder af mennesker. Var det virkelig Juliette?

Rulletrappen ned til toget ind mod Helsinki virker så ufattelig lille i det enorme betonrum. Menneskene ligner travle myrer på vej ned i undergrunden. Arkitekten MÅ have tænkt den som en scene for en opera. Eller den perfekte kulisse til Johan Julius Christian Sibelius’ Syvende symfoni. Det er en ret vild og kæmpe beholder for menneskelige længsler, rejselyst, rullende bagage, nye begyndelser eller afslutninger. 

På togperronen lyder blid ambientmusik (Helsinki-Vantaa-lufthavnen arbejder åbenbart meget bevidst med at modtage nye besøgende i Finland med lyd). Dette er ikke Dødsriget. Speakerstemmen synger ikke drømme med sin udmærkede sopran, men staver langsomt alt for praktiske detaljer og ligegyldige forsinkelser. Intet drama. Livet fortsætter.    

Det er det frivillige Dødsrige – vi ved jo, vi vil komme ud på den anden side men forandrede

Den store rejse – alle gør det

Når man besøger enhver by i Finland, er det svært ikke at støde på navnet Alvar Aalto (1889-1976), arkitekten og designeren bag de funktionalistiske møbler og – måske – operaelsker, for hvordan ellers forklare, at Aalto engang udtalte følgende: »Human life is a combination of tragedy and comedy. The shapes and designs that surround us are the music accompanying this tragedy and this comedy.«

Når man tager turen til Savonlinna, kan man ikke undgå at gennemleve det almindelige liv. Transition fra liv til død. Rejsen. Det almene og det særlige i at bevæge sig. Alle gør det… Det er barskt og lystfyldt på samme tid. Det lille liv set gennem kunstens forstørrende glas – formet som gigantiske, abstrakte og svedende bel canto-arier i et damptfyldt rum. 

Når det bliver juli igen, vil finnerne på Elsa Frost-slottet igen kaste sig selvsikkert ud i magien. Underverdenen vil igen kalde på os. Vi vil frivilligt gå ned i den. Det samme vil ske på Roskilde næste sommer. Det er det frivillige Dødsrige – vi ved jo, vi vil komme ud på den anden side, men forandrede. 

Jeg blev smittet af de transitioner, som foregår i Savonlinna. En lille by i det purunge land Finland, som betragter meget gamle operaer som guld. Til næste år kan det japanske unge par og andre kunstturister opleve musik af en moderne komponist, den netop afdøde Kaija Saariaho, som lavede forbindelser mellem musik og natur. Nu er Kaija Saariaho arvesølvet.

Savonlinna Opera Festival finder sted 5. juli-4. august i Savonlinna, Finland.