Vel vil jeg ej blive væk fra jeres teater

Jeg ved ikke, hvad dansk opera skulle gøre uden Copenhagen Opera Festival. Ti dage med dusinvis af operaer, koncerter og alle mulige arrangementer – talks, interventioner, arbejdsvisninger – der officielt sættes i gang fredag, men allerede i dag, onsdag, tyvstarter med uropførelsen af Josefine Opsahls EKKO, der i sig selv blot er første del af en hel operacyklus om køn og identitet.

Det er flere ting, jeg ikke forstår. Vi kan starte med det mest ekstrabladske

Alt det, der ellers har trange kår i det etablerede operamiljø i Danmark, hvor eksperimenter og nye værker er en sjældenhed, får en plads her: en James Black-mockumentary inspireret af The Office, Faun Vium og Amanda Drews psykoseundersøgelse Dronning Annabell, Poulencs La voix humaine forvandlet til natklubbede smartphonerefleksioner, opfølgeren til OPE-N’s kritikerroste LOL – Laughing Out Lonely, der nu sætter fokus på vold i hjemmet … Listen fortsætter i noget, der ligner en uendelighed.

Oven i alle de regulære opførelser arbejder Copenhagen Opera Festival med en række formater, der skal åbne miljøet for folk udefra. Lige fra kanalrundfarter til plenumsamtaler og de gratis koncerter på Den Røde Plads er festivalens kodeord tilsyneladende åbenhed.

Derfor blev jeg også så forvirret, da jeg kort inden årets festival modtog en besked om, at jeg gerne måtte blive væk fra en af de begivenheder, jeg ville dække i Weekendavisen. Det så ikke ud til at være en idé, der var groet i festivalens pr-ansvarliges egen baghave, men det var nu engang ham, der måtte overbringe meddelelsen: En af de arbejdsvisninger, der jo ellers er en central del af Copenhagen Opera Festival-oplevelsen – muligheden for at komme helt tæt på et værk, mens det stadig er i tilblivelsesfasen – frabad sig pressens tilstedeværelse.

At frabede sig pressens vurdering af det, der med andre ord er det endelige resultat, ligner et misforstået forhold til de penge, man har fået af statskassen til at realisere det

Den pr-ansvarlige var blevet gjort opmærksom på, at holdet bag betragter arbejdsvisningen som et format, der trives bedst uden vurderinger, hvilket han gerne ville respektere. Og det håbede han så i øvrigt, at jeg forstod.

Her må jeg bare sige, at det gør jeg ikke!

Velkommen til en træls tendens

Det er flere ting, jeg ikke forstår. Vi kan starte med det mest ekstrabladske.

Opførelsen, der er tale om, er A Night with The Gospel According to Jesus Queen of Heaven på Sort/Hvid i Kødbyen. Det er et teater, der kalder sig »dansk teaters avantgardescene« og i 2024 fik forlænget sin status hos Statens Kunstfond som den danske »scene for musikdramatisk udvikling« til og med 2029. Altså en institution, som er dybt afhængig af statsstøtte og derfor normalt agerer professionelt over for den frie presse og lader denne udføre sit arbejde, så de skatteydere, der betaler gildet, kan få et indblik i, hvad pengene går til.

Derfor er situationen en anden – men tendensen den samme – end da den amerikanske popstjerne Sabrina Carpenter tidligere i år nægtede at uddele gratis anmelderbilletter til sine to koncerter i Royal Arena. Eller da den danske sanger Saint Clara efterfølgende meddelte, at heller ikke hun ønskede sig nævenyttige anmelderes tilstedeværelse ved fremtidige koncerter. De agerer fortrinsvis på markedsvilkår, så hvis de ikke længere kan se ideen i den offentlige samtale, står det dem frit for at bede os anmeldere købe vores egne billetter. Men et statsstøttet teater, der gør det samme? Det holder selvfølgelig ikke.

Så er der selve værket. Ingen steder på hverken festivalens eller Sort/Hvids egen hjemmeside omtales A Night with The Gospel According to Jesus Queen of Heaven som en arbejdsvisning. Altså som et værk, der stadig er i proces og senere skal blive til noget mere endeligt. Tværtimod står der om teatrets tilbagevendende Klub Kreatur-format, at det er et »one-off performativt forsøg, som kun sker den ene aften« efter et to uger langt residency.

Hvad holdet bag denne »eksplosive operaperformance« havde regnet med, jeg ville skrive om min oplevelse, er svært at sige

Er der tale om et eksperiment? Ja. Men det er jo ikke anderledes end med så meget andet, der finder sted på landets mindre, kunstneriske festivaler. At frabede sig pressens vurdering af det, der med andre ord er det endelige resultat – det være sig nok så eksperimenterende – ligner et misforstået forhold til de penge, man har fået af statskassen til at realisere det.

I øvrigt er det slet ikke usædvanligt, at nichemedier rapporterer fra – og vurderer – arbejdsvisninger. Når man åbner en proces for input udefra ved at invitere et betalende publikum, er det vel netop for at invitere til refleksioner over de kunstneriske valg.

Hvad holdet bag denne »eksplosive operaperformance« havde regnet med, jeg ville skrive om min oplevelse, er svært at sige. Men uanset om de har bedt mig blive væk, fordi de tror, jeg går Thomas Treo på deres »undersøgelse af Kristus-figuren i et queerperspektiv«, eller fordi de bare ikke vil have nogen form for dom udefra – end ikke, selvom den indgår i et større essay om hele festivalen, hvilket er min egen tilgang til kritik – har de fuldstændig misforstået to ting: dels kritikkens opgave, dels deres egen ret til at frabede sig den (jeg har selvfølgelig bare købt en billet selv).

Dette er ikke måden at forvalte statstilskud på, men det er heller ikke måden at forholde sig til kritik på

Fri kunst, fri presse

Der er som sådan ingen grund til at blæse denne enkeltstående misforståelse ud af proportioner, selvom jeg blev noget harm, da jeg modtog beskeden. Alligevel må jeg som anmelder råbe vagt i gevær: Dette er ikke måden at forvalte statstilskud på, men det er heller ikke måden at forholde sig til kritik på. Altså kritik forstået som den refleksion, oplevelsen af en kunstnerisk frembringelse skaber, og som må udfoldes i en offentlig samtale, hvis kunsten skal udsættes for andre perspektiver end dem, der opstår i et kunstnerisk miljøs egen lukkede boble.

Jeg glæder mig enormt til at se A Night with The Gospel According to Jesus Queen of Heaven. Ikke fordi jeg håber på woke-eksperimenter, der kan omsættes til clickbaitrubrikker i den borgerlige presse, men fordi den slags eksperimenter, som holdet bag – med den tidligere teaterchef på Blaagaard Teater Sargun Oshana som instruktør, transkvinden May Lifschitz (som man måske genkender fra Orkestret på DR) som performer, tenoren Victor Kassebeer som sanger og dj’en HVAD som musiker – er det, der puster nyt liv i det danske operamiljø.

Andre kreative hold har heldigvis endnu ikke frabedt sig, at pressen dækker deres arbejdsvisninger på Copenhagen Opera Festival

Det vil jeg som operaanmelder faktisk gerne rapportere om. Men også tage stilling til, tænke over, svare på, sætte ind i en sammenhæng. Hvis vi som anmeldere ikke har adgang til eksperimenterne i deres rene form, kan vi ikke vurdere, hvor de store, etablerede opsætninger på eksempelvis Det Kongelige Teater med fordel kunne blive mere grænsesøgende. Det er en af grundene til, at opførelser som denne på Sort/Hvid er så vigtige at kunne dække (det er også en af grundene til, at vi overhovedet har en statsstøttet scene for musikdramatisk udvikling).

Andre kreative hold har heldigvis endnu ikke frabedt sig, at pressen dækker deres arbejdsvisninger på Copenhagen Opera Festival: Jesper Lützhøft og Jakob Høgsbros filosofiske Paradismageren i et koncertuddrag og en scene fra Rebekka Bohse Meyer og Matias Vestergårds spilbaserede mordmysterieopera Family Constellations, der har premiere i 2027. (Til gengæld er arbejdsvisningen af Anna Sofie Keller, Kirstine Fogh Vindelev og Marlene Schleichers RING over Wagners tetralogi angivet som et lukket arrangement. Hvorfor så annoncere det?)

Vi står faktisk på kunstens – den frie kunsts – side

Som oplægget til en af de tre interessante paneldebatter, der finder sted under årets festival, lyder, så er »operaen ikke færdig med at opfinde sig selv«. Det er sådan set den pointe, Copenhagen Opera Festival er sat i verden for at håndhæve. Det er også derfor, jeg som anmelder bliver ved med at skrive om opera: Fordi genren trods sin mere end 400 år lange historie ikke er så fastlåst, som mange måske tror; fordi den stadig er åben for input fra sin samtid.

Forhåbentlig bliver den ved med også at være åben for den frie presse. Vi står faktisk på kunstens – den frie kunsts – side.

Copenhagen Opera Festival finder sted 15.-24. august i København.