Lyden af vold 

Han trasker i sine slidte sneakers dvask ind på den ret store kridhvide scene i sit støvede tunge renæssancekostume med sin naragtige hat på sit lange uglede hår. Alt i alt forpjusket, en fremmed fugl og lidt ligeglad. Men så går han helt hen til scenekanten, så tæt på os, som han kan, og præsenterer sig selv:  

»Good evening, I am the composer«, og så åbner komponisten og performeren Maarten Seghers munden for at udtrykke eller nærmere undertrykke en umiskendelig, umærkelig hundefløjtehøj lyd. Et langt stille »Aaarh«. Langt. En jamren. En udånding. Det er egentlig ingenting. En rest af en lyd. Er det overhovedet komponeret? Tager han pis på os, eller er det dét, der er tilbage? 

Ja, viser det sig. Det er sådan, vold lyder. Som ingenting. Men først kæmper de for det, de har kært. 

Hvis en spiller snubler i kablet til mikrofonen, så dør alle, fordi lyden er livet

Needcompany åbner deres tour de force af 10 af de største, mest triste tragedier i teaterhistorien, med en reminiscens af en lyd. Dramaerne er omskrevet og kogt ned til det absolut nødvendige, handlingen er skåret ind til benet, et skelet, som følelserne sidder uden på, komplikationerne er ukomplicerede, koreografien ligner et døende pattedyrs sidste krampetrækninger. Shakespeares ikoniske figurgalleri af kvinder og mænd og dem imellem bliver fra den ene tragedie til den næste reduceret, til der til sidst næsten ikke er mere tilbage. Det, der oprindeligt kunne være 10 x 3 timers snak, skænderier, skrig og støn, slutter som en rest af en menneskelig lyd. 

Komponisten er bestemt ikke ligeglad, han er lydbilledet, der antænder volden. Han ved, at volden eskalerer i en apokalyptisk eksplosion, som han kun kan forsinke, ikke forhindre. Han dæmper volden med sherazadeske kneb. Tragedierne havde slet ikke sat sig i vores nervebaner uden komponisten, som selv står på skuespilscenen og dirigerer teaterforestillingen med sine fagter, sin musik, sine humanbeatbox-lyde og lydbilleder som »splashhh«, »phhhziiit«, »KA KA KA!«. 

Han dirigerer sine medspillere – for her forlader ingen scenen. Det er som en båd, der synker, og alle, der ikke lige har en rolle, fungerer som et græsk kor af klagesange og lyde, til de drukner i teaterblod. Lyd fra start til slut til det sidste åndedrag. Måske kan vi bedre forstå Needcompanys Shakespeare gennem lyden. 

Hvis en spiller snubler i kablet til mikrofonen, så dør alle, fordi lyden er livet.  

Det er menneskelige lyde, som vi genkender og ikke kender. Er det en kvindelig kastratssamplinger? Her er ekkoeffekter, uden at de konkurrerer, uden at de supplerer hinanden. Det er for at samle og styre slagets gang. De er lyden af splittede og spaltede individer, der udtrykker deres indre kaos. Undervejs høres også madrigalsang. Genren, som blomstrede sidst i 1500-tallet, og som for første gang introducerede dissonanser i musikken, flerstemmigt. Det er ikke skønsang, vi lytter til, når urlyde fra mordere og desperadoer udtrykkes. Måske var det Carlo Gesualdo, vi hørte? 

Her hørte man skævvredne lyde, når en spiller får stukket en trommestik i munden, og sådan handicappet gennemfører et helt nummer på sin raslende tromme. Her er det alle slags udråb, tourette-tics, længsler, råb om hjælp, beats, musikalitet. HAKA-krigstunger, dansebevægelser. Masser af koreografi til at akkompagnere lydbillederne, som går i opløsning mere og mere.  

Det bliver så ulideligt, det er sådan, vold fungerer – låst i dit eget billede, i din egen blodrus, og intet andet end ilt kan lukke dig op

Det er forløberen til operaen med dialog og derfor så passende til en sampling af Shakespeare. Det bliver så ulideligt, det er sådan, vold fungerer – låst i dit eget billede, i din egen blodrus, og intet andet end ilt kan lukke dig op.  

Her er Shakespeare barberet ind til sin essens: »I hate you, I love you, I kill you.« Musikken understøtter denne polyfoniske fortælling af tragedier, der udrydder de sidste stemmer og efterlader os med amputerede lemmer og hæse stemmebånd. Vi er klar til Needcompanys næste levende billede: Billy´s Joy – komediernes genopbygning. 

Tag Tom Waits på dag ét efter verdens undergang  

Tom Waits sange udgjorde skelettet i L'Orchestre d'Hommes-Orchestres forestilling Perform Tom Waits. De seks musikere havde forskanset sig i en alt for lille beskyttelseskælder et sted mellem og under flere krige. Som en lille cirkustrup, der på sin vej har samlet hundredvis af slidte genstande og hedengangne relikvier fra potter og pander, en dukkevogn, cigaretrør til skopudsekasse prædiker de deres outsider-position, som Waits. 

»Don't panic, you will get used to it«, lyder indgangsbønnen med tobaksrøst. En musiker synger i en megafon, mens en anden puster med en ildblæser ind i hans øregang. Damerne i spadseredragter tager støvet rød læbestift på og supplerer med deres kysselyde. Den kreative hittepåsomhed er til stede i alle numre, og underholder os i den lakoniske aflevering. Uden den tunge cabaretswingede rytme havde Tom Waits normalt brutale rockede sonetter lydt som fluxus-lydkunst.

»Jeg har ikke flere Kleenex«, siger en publikummer inden forestillingen. I Tom Waits univers plejer der at trille en tåre eller to. »We are all gonna be dirt in the ground«, synger ensemblet – vi har alle bad days. Vi får historien om en mand, der kastede alle bad days i haven og troede, at de ville forsvinde. Men næste dag var de bare vokset. Lad ikke dårlige dage gro, slug dem, var moralen.

Selv når vi ikke kan se, hvordan Waits skaber sine panisk rablende, paranoide lydlige scenarier, gror de i vores hjerner

Selv når vi ikke kan se, hvordan Waits skaber sine panisk rablende, paranoide lydlige scenarier, gror de i vores hjerner. Tom Waits er radioteater. Her kunne vi derimod hele tiden se, hvordan musikken blev til. Sangene var forvrængede, men ikke forvrængede nok. Musikerne var alt for gode til at imitere Waits’ stemme, men de gjorde noget andet med Waits’ notorisk dårlige dage. For meget cirkus og gadgets, for lidt panik, for lidt bad ass, fordi det ikke var brutalt, men lovede en morgendag.  

Der foregik for lidt i vores hoveder. Den voldsomme magi, som Waits strøede over teaterikonet Robert Wilsons »art musical« Woyzeck (2000), var ikke her. Når små magiske, abstrakte øjeblikke opstod flygtigt, sugede man dem til sig: Ud af cigaretrøg kom der pludselig sæbebobler, så uskyldighed og dødelighed forenedes. Bad boy Waits helt oppe bag hjernebarken. 

Se med ørerne

At teater handler om at se noget, som ikke er der, var den engelske teaterinstruktør Tim Crouchs slutreplik i foredraget See with your ears: a conversation on dramaturgy and imagination. På den internationale teaterkonference EASTAP i forlængelse af ILT fortalte Crouch, at han aldrig arbejder med scenografier. For alt sker alligevel i publikums hoveder. Han redegjorde for kontrasten mellem det, vi ser, og det, vi forestiller os: »I hope you understand the reality without me having to explain the reality«. Teaterfolk bør ikke fortælle publikum for meget. Han elsker, når en mobiltelefonen ringer under en forestilling. Vi mærker, at vi er til stede i et rum sammen. 

»Artists who demonstrate are not interesting for me. Forget staging, it’s about something else. Simplicity,« sagde Crouch, der arbejder med dematerialisering. Altså når man starter ud med et objekt, som man så fjerner. I den proces træder andre sanser til. Vi bevæger os ind i lytningens domæne. 

Purple Rain og terror 

Vi husker alle, da nyheden om Utøya tikkede ind. Tragedien er blevet lagret i vores kollektive erindring. Forestillingen 03:08:38 States of Emergency opruller, minut for minut, hvad der skete den dag, 22. juli i 2011, da en mand forsøgte at sprænge den norske regeringsbygning i luften, og derefter tog ud på øen Utøya og dræbte 69 unge socialdemokrater på deres årlige sommerlejr. Det tog nøjagtig 3 timer, 8 minutter og 38 sekunder. Vi sidder i samme tidsrum i en teatersal, mens performere fra Transiteatret-Bergen rekonstruerer hændelserne ved hjælp af kameraer, båndoptagere, musikinstrumenter og en miniatureverden – et bymiljø og en ø – placeret mellem publikum. Dertil et ungdomskor fra Aarhus. 

Stilheden begynder at dominere, jo tættere vi nærmer os øen. Det er, som om signalet går tabt

Radiostemmer, reklamer for læskedrik, trafikmeldinger og »The Final Countdown« af Europe – spillet i sin helhed – er noget af det første, vi hører i forestillingen. Europe-sangen plejer normalt at vække begejstring, men allerede efter et kvarter kunne man se grådkvalte ansigter blandt publikum. Tiden på det store ur på en skærm går så mærkeligt her. Gennem den åbne dør i teatersalen skriger mågerne i Aarhus på denne varme sommerdag. 22. juli 2011 kl. 15.53 spillede Radio Norge »Earth Song« af Michael Jackson. Radioværten fortæller om totalt kaos og går direkte over i »Purple Rain«. Senere høres Elton Johns »Your Song« og til sidst Coldplays »Fix You«. Vi lytter til alle numrene fra start til slut. Vi ved endnu ikke, at der er noget galt. Men det gør vi, publikum, her 12 år efter, og det er så virkningsfuldt, at vi bare lytter til hits af ca. fire minutters varighed.  

I 03:08:38 ser vi ikke volden direkte. Som i Roman Polanskis film Pianisten, der ikke viser volden i close ups, men gemt inde i billedet, ude i det fjerne, og til tonerne af Chopins klavermusik, støder to verdener – den normale verden, og den verden, som 2. verdenskrig har vendt på hovedet – sammen. I dette teaterstykke ser vi også Utøya-tragedien gennem et filter. På intet tidspunkt nævnes gerningsmanden ved navn, blot »han«. På storskærmen ser vi en tusch tegne (så tålmodigt, så ubærligt) hans rute på et kort. Kl. 17.41 filmer kameraet en gul lap med information om, at på dette tidspunkt kom det første tweet fra øen. Langsomt bevæger vi os ind i katastrofen, som forvarsles af lydsiden: En trompetist, der bevæger sig rundt omkring os, lyder mere og mere grædende, musikerne spiller et dubbet beat, som lyder som forvrængede fodtrin eller maskingeværskud i det fjerne, fx da vi hører lyden af gerningsmandens bil, der kører fra byen ned til kajen, inden han sejler ud til øen. Allerede lang tid før begivenhederne på øen ændres lydbilledet. Performerne støder to sten mod hinanden (en meget ensom lyd), de rasler på et instrument med træstykker (normalt en meget meditativ lyd). Stilheden begynder at dominere, jo tættere vi nærmer os øen. Det er, som om signalet går tabt. Radiostemmerne er pludselig blevet tavse. Medierne kan ikke rapportere herfra, de kan ikke følge med, de ved ingenting, men spekulerer i motiver, prøver at gøre det politisk. Det må være Al-Qaeda, siger eksperter i radioen, mens en musiker spiller arabiskklingende toner på et horn. 

På et tidspunkt høres klynk fra en sanger, trompeten dør helt ud, kun lyden af en metronom markerer det ubærlige, som er ved at ske på øen. Koret (sangere fra Aarhus Teaters kor), unge mennesker, som står ved platformen, der illustrerer Utøya, synger Schuberts Strygekvintet akkompagneret af en dårligt stemt akustisk guitar. De synger også »Kringsatt av fiender« og salmen »O Salutaris«. Flere af disse musikstykker fungerer som ledemotiver. 

Ikke et requiem

Tore Vagn Lids er ikke blot stykkets dramatiker og instruktør, men er også på scenen som musiker. I den efterfølgende artist talk omtaler han forestillingen som en levende organisme, der reagerer på ting udenfor og på de steder, hvor den bliver opført. Det er aldrig det samme stykke. Dramaet er ikke dramatisk. Kun tiden er vores holdepunkt. Tiden skaber dramaet. Da gerningsmanden stopper bilen i en halv time, hører vi derfor i en halv time det, han hører i radioen, hittene fra Radio Norge.

Disse noder og digte er gamle manifester, som hylder menneskelig frihed

Musik kan stille tiden tilbage. Det ved instruktøren. Mens vi sidder sammen og lytter (flere går tæt op til platformen og performerne undervejs) mærker vi, at vi er til stede i dette teaterrum. Vi bruger tid sammen. For 03:08:38 er kollektivt Trauerarbeit, sorgbearbejdning. Det er aldrig et requiem. Kameraet filmer til sidst det manifest, som gerningsmanden skrev op til sin ugerning, 2083 – A European Declaration of Independence. Vi ser flere gange noder, som ligger på platformen. Noderne til Nordahl Griegs digt fra 1936, »Kringsatt av fiender«.

Disse noder og digte er gamle manifester, som hylder menneskelig frihed. Traumebearbejdningen sker musikalsk. 

Det er et svært terræn at bevæge sig i. Ubærligt netop fordi det foregår i realtid akkompagneret af fællesskab, koret af de unge. Assisteret af klagende instrumenter.

Hamsterhjulsløb for livet

I forestillingen Runners befinder de fire performere sig på et oversize løbebånd, som hamstere i det berømte hjul. På skift bekender de kulør og indrømmer, at de halser efter mål uden mening. De opildner hinanden med slidte fraser som »If you want to survive you gotta run« og »You forget everything, even death when you move«. De er drevet af speed og acceleration, og de stiller kun spørgsmålstegn ved  meningsløsheden, når de står stille. De leger, de kæmper, de støtter, de løber om kap. 

Pianisten og violinisten på et rapeau ved siden af scenen skruede efter den indledende Nils Frahm-minimalisme over i romantisk folkemusik, og under hele stykket var de helt afkoblet, hvad der ellers foregik på og omkring løbebåndet. Det blev desværre aldrig rigtig farligt på løbebåndet, og det matchede den levende musik.  

Sunday 

Mens den lille legetøjsbil, en slidt Land Rover, bevæger sig i et storslået vinterlandskab skabt af tre mimers egne kroppe, hører vi Paul Simons »50 Ways to Leave Your Lover« i en dåse. Soundtracket skaber den der godmodige stemning, som er så vigtig, når katastrofen lurer. Da det kendte omkvæd bliver tydeligere og højere, jo længere ekspeditionen kommer sit mål og os på tilskuerrækkerne, synger man næsten med på alle de Plan B’er, der så let er taget for at sætte sig selv fri: 

You just slip out the back, Jack

Make a new plan, Stan

You don't need to be coy, Roy

Just get yourself free

Det er så enkelt. Når vi vælger vores egen frihed, lider Moder Jord. Den banale historie foldes ud i yderst komplicerede scenografiske billeder i rigtige dagligstuer, og med rigtige isbjørne i rigtige størrelser og med rigtige oversvømmelser på scenen.  

Overgreb er overgreb, uanset om de foregik på Shakespeares tid eller nu. Det er lyden, der er anderledes

For det er vores frihed over isbjørnene, planeten, selvom vi er en del af den, som den ene mimers hvide ben med grantræerne viser. 

I 90’ernes tv-programmer om verdens klimakatastrofer abonnerede de på Eric Saties triste klavermusik, her bruger forestillingen Sunday operamusik og lyden af hård blæst til at skildre naturkatastroferne. Vi får dystopiske billeder af en verden på vej til at blive oversvømmet og den rigtige lyd af at være under vand. 

Indhyllet i lyd

I sin keynote på EASTAP-teaterkonferencen fortalte performancekunstneren Signa forskerne, at hun hader ordet »immersion«, fordi det bliver brugt om alt. Men Signa gør det med bravour selv. Og immersive sound – lydoplevelser, der omslutter og suger sit publikum ind i en anden verden – har til alle tider (også før, vi kaldte lyden immersiv) fået os til at forstå det, der ikke kan forstås, det, vi helst ikke vil forstå – og her på ILT Festivalen er det volden. Overgreb er overgreb, uanset om de foregik på Shakespeares tid eller nu. Det er lyden, der er anderledes. Lyden af menneskelig nedsmeltning, af en klode der oversvømmes, isbjørneungepiv, Shakespeares kvinderøster, blomsten af Norges ungdom. Vi hørte alt det på ILT – brutalitetens musik, tonerne af strukturel undertrykkelse og i det fjerne, fremtidens buldrende undergang.