Operaens olympiske lege

Dette er operaens svar på OL, tænker jeg, da jeg står med et glas crémant i hånden på Oslos Rådhus til den ceremonielle åbning af Dronning Sonjas Sangkonkurrence. På scenen foran mig træder de fyrre konkurrerende unge operasangere, udvalgt af en dommerjury på baggrund af mere end 500 ansøgere, frem en ad gangen og præsenterer sig med navn, stemmegruppe og nationalitet. »I represent the United States of America,« siger en. »I represent Ukraine,« siger en anden. Operaens svar på OL, ja, eller på en Miss Universe-skønhedskonkurrence. I løbet af de næste to dage skal de fyrre deltagere konkurrere om at være blandt de tolv, der går videre i konkurrencen og fortsat kan konkurrere om 50.000 euro og et kunstværk lavet af selveste Dronning Sonja. 

Der er noget fraværende over måden, hvorpå deltagerne interagerer med hinanden og med resten af gæsterne til åbningsceremonien: Der er noget kunstigt over smilene, noget tvungent i latteren, en tomhed i øjnene, noget nervøst og let febrilsk over håndbevægelserne. Det er en stemning, jeg med det samme genkender fra min egen fortid i elitesport, en stemning, der afslører, at deltagerne i dette øjeblik kun kan tænke på én ting: konkurrencen. »Jeg burde faktisk slet ikke stå her og tale med dig,« siger en deltager til mig. »Jeg burde slet ikke tale. Jeg burde hvile min stemme.« Han undskylder sig selv og går. Uden for rådhuset er et skybrud af bibelske dimensioner i gang. Panikken breder sig blandt sangerne. Man skal ikke gå længe i koldt, vådt tøj for at blive ramt af en forkølelse, der måske umiddelbart er i den milde ende, men som kan være katastrofal, når stemmen skal præstere til perfektion.

To bonuspoint for Richard Strauss, minuspoint for Händel, to minuspoint for Mozart

Et skæbnesvangert knips med fingrene

Nervøsiteten og påpasseligheden blandt deltagerne er forståelig, for der er virkelig noget på spil. Det er ikke, som man ellers godt kunne tro, førstepladsens præmie på 50.000 euro, som er udslagsgivende for deres deltagelse i konkurrencen. (Ej heller er det Dronning Sonjas kunstværk, selvom det garanteret er pænt). Derimod går det igen hos samtlige af de deltagere, jeg taler med, at deres egentlige motivation for at stille op er selve muligheden for at synge foran dommerpanelet, der i år udgøres af operachefer, kunstneriske ledere og castere fra blandt andet Washington National Opera, Theater an der Wien og The Metropolitan Opera med Randi Stene, operachef for Den Norske National Opera og Ballet, i spidsen. For deltagerne i Dronning Sonjas Sangkonkurrence kan de ti minutter, som de i løbet af de indledende runder får foran dommerne, potentielt være karriereskabende:

»Coming right out of conservatory you don't necessarily have a lot of work so a competition such as this one offers an opportunity to be heard by people who might hopefully employ you later. That's really the main reason to be here,« siger én.

Alle involverede er klar over, hvor uvurderlig en mulighed konkurrencen er. Som en af de erfarne pianister, der gennem konkurrencen akkompagnerer deltagerne, fortæller mig: »It's very hard today to make a career as a singer and that is why you need to go through this competition just to be heard by people from around the world. The people who sit in the jury are extremely important and they can say: YOU!«, hun knipser med fingrene og peger entusiastisk på mig for at illustrere: »You are going to work with me.«

Bag scenen, hvor deltagerne vandrer op og ned ad gulvet og laver de sidste stemmeøvelser, inden de skal på scenen, er nervøsiteten så utvetydig, at den nærmest manifesterer sig fysisk i rummet. Her er der ingen tvivl om, hvor meget de næste ti minutter betyder for hver og en af de fyrre sangere. 

Den officielle jury bedømmer muligvis efter andre kriterier, end jeg gør

To bonuspoint for Richard Strauss

Mens jeg sidder blandt publikum og ser den ene sanger efter den anden på scenen, bliver jeg helt stresset på juryens vegne: Ud fra hvilke kriterier skal man overhovedet vælge mellem fyrre sangere, der alle – så vidt jeg er i stand til at bedømme – er på så højt et teknisk niveau? Hvordan sammenligner man en sopran med en bas? Og hvordan sammenligner man en fortolkning af den inderlige og hjerteskærende selvmordsarie »Ô ma lyre immortelle« fra Gounods Sappho (1851) med en version af den bombastiske og mildest talt overgearede »Dopo notte, atra e funesta« fra Handels Ariodante (1735)? Eller en fremførelse af Schuberts kontemplative »Nachtstück« (1915) med en fortolkning af den ekspressive og tragikomiske »I Want Magic«, en arie om at miste grebet om virkeligheden, fra André Previns A Streetcar Named Desire (1997)? 

Personligt kan jeg ikke lade være med at bedømme deltagerne netop ud fra, i hvor høj grad jeg kan lide det repertoire, de har valgt (en metode, som jeg efterhånden får systematiseret: bonuspoint for Duparc, to bonuspoint for Richard Strauss, minuspoint for Händel, to minuspoint for Mozart og så videre). Det falder mig dog alligevel ind – trods min metodes uovertrufne effektivitet, der faktisk fuldstændigt overflødiggør at deltagerne behøver at synge det repertoire, de har valgt – at den officielle jury muligvis bedømmer efter andre kriterier, end jeg gør, og jeg beslutter mig for at finde ud af hvilke.

At bevæge hænderne som en ægte kunstner

De første, jeg spørger, er sangerne selv: Hvad tror de, at juryen lægger vægt på, når tiden kommer til at bedømme, hvem der går videre? Det er de faktisk heller ikke helt sikre på. »I think we as competitors have to embrace the fact that it will ultimately be a completely subjective opinion. It all comes down to musicality, to taste, to what these people think is beautiful. And then I think there are some things that people are generally touched by: authenticity, when it doesn't sound artificial, when the voice is clear. But then again, these are just the things that I value… a lot,« siger én deltager. »I think ideally you'd wanna have a technical foundation,« siger en anden og fortsætter: »But everybody's voice is so different so it's always interesting – and sometimes surprising – to see the results at the end of the day. Anything can happen.« En tredje siger: »I really don't know.« 

»Some of them don't really know what to do with their body on stage«

Det første helt konkrete bud får jeg fra pianisten, der i tidens løb har akkompagneret et hav af sangere. »I think the jury are looking for someone they can employ,« siger hun. »That means that they need to have a voice that is powerful enough to carry through an orchestra and someone stable enough, technically, to perform a full-length opera.« Men det er ikke kun stemmen, det drejer sig om. De skal også være i stand til at bære sig selv på scenen med selvsikkerhed:

»Some of them don't really know what to do with their body on stage. Maybe they use a lot of awkward hand movements and so on. You want to see someone who can relax their body and who owns the audience. That means that they are a real artist. Sometimes you can just see the way they carry themselves on the stage, and you know that they will become a star.« 

Lidt efter sidder jeg igen blandt publikum. Jeg forsøger nu at holde øje med sangernes hænder, og konkluderer, at pianisten vist har fat i noget: Der er helt afgjort forskel på den kontrollerede gestik, der synes at underbygge musikkens dramatiske og følelsesmæssige kerne, og den, som fremstår lidt mere flakkende og usikker, og som måske i virkeligheden ender med i højere grad at forstyrre end at fordre publikums evne til at leve sig ind i den som oftest tragiske fortælling, der fortælles gennem musikken.

De fleste kan finde noget i Mozart

Der er naturligvis i sidste ende kun en lille håndfuld mennesker, der kan fortælle mig, hvad juryen vægter i sin bedømmelse, og det er juryen selv. Heldigvis indvilliger Randi Stene, »chair of the jury«, som hendes officielle titel lyder, i at tale med mig, selvom hun advarer mig om, at mængden af information, hun kan give mig, er stærkt begrænset. Juryen, fortæller hun mig, må faktisk ikke engang diskutere deltagerne indbyrdes, før de alle har afgivet deres stemmer. Lidt kan hun dog sige. »Det er et stort spørgsmål,« siger hun, da jeg spørger, hvad de lytter efter: »men for at svare så enkelt som muligt, så kigger vi jo efter helheden: stemmematerialet, det kunstneriske udtryk, hvordan de performer på scenen, om de har noget, de vil fortælle os, om de har et sangteknisk stærkt grundlag. De overvejelser går vi igennem ved hver eneste deltager. Og så handler det jo i sidste ende om, hvorvidt jeg bliver grebet af det, simpelt hen. Er det her en sanger, jeg gerne vil lytte til? Og det kan man jo aldrig forudse: Det sker i øjeblikket. Og der tror jeg faktisk ikke, at vi har de helt samme præferencer i juryen, hvilket også er grunden til, at vi stemmer uden at tale sammen. Det gør det mest retfærdigt: Når det handler om kunst, skal der næsten ingenting til, før man bliver farvet af en andens betragtninger.« 

Jeg spørger Stene, om hun har nogle tanker om det repertoire, som sangerne har valgt at stille op med. Hver og en af de deltagere, jeg taler med, fortæller mig om, at de har valgt de arier og lieder som de allerbedst kan lide at synge, men jeg er en smule overrasket over den store koncentration af unge, nyuddannede sangere, der allerbedst kan lide at synge Mozart. Disse unge sangere, der er kommet hertil fra hele verden, må da interessere sig for ligeledes unge, internationale komponister, formoder jeg, men i stedet oplever jeg det, som jeg tolker som en stærk traditionsbundenhed. Ud af de firs stykker musik, jeg hører, kan antallet af nulevende komponister tælles på en hånd, og det samme gør sig næsten gældende for antallet af ikke-kontinentaleuropæiske komponister.

»Vi er her jo for at bedømme en konkurrence og ikke for at nyde en koncert«

Stene medgiver, at homogeniteten i repertoiret måske ikke skaber de mest sindsoprivende lytteroplevelser for publikum, men, siger hun, det er faktisk klogt at vælge en komponist som eksempelvis Mozart: »I Mozart hører vi virkelig mange forskellige facetter af en stemme, og Mozarts musik kan på den måde fortælle os meget om, hvordan en sangers stemme fungerer. Og så passer Mozarts musik oftest til stemmer, der er lidt yngre. De fleste unge sangere kan finde noget i Mozart, som de kan synge. Samtidig bliver det også nemmere for os som jury at bedømme en sanger, hvis de synger noget, som vi har hørt om og om igen, for så er der et stort sammenligningsgrundlag. Selvfølgelig kan det blive lidt kedeligt, men vi er her jo for at bedømme en konkurrence og ikke for at nyde en koncert.«

En hel verden på fire minutter

At der er tale om en konkurrence og ikke en koncert, er det ikke kun dommerne, der er bevidste om. Selv har jeg nok en forestilling om operasangeren som en Maria Callas-agtig figur, der kanaliserer hele menneskehedens eksistentielle smerte over i den mest forfinede kunstform. Af den årsag har jeg måske svært ved at fralægge mig en slags modvilje mod at se netop denne kunstform gjort til en konkurrence. Konkurrencens deltagere, der også har gjort sig tanker om forskellen mellem koncert og konkurrence, ser dog lidt mere nuanceret på det end jeg:

»This is an extremely artificial setting. You take opera arias out of context, although they are of course supposed to be sung in context. The character, usually, has gone through a lot which has led them to sing this, and it can be difficult to convey that without the context. Essentially, we have to create a whole world within the span of four minutes,« siger én til mig og fortsætter:

»But there are pros and cons. This setting forces us to be more musical and to convey as much as we can through our voices. I don't think it's possible in this setting to ever completely represent what would happen on a real opera stage, but it is a way of hopefully getting closer to that stage". Konkurrencen, siger sangerne igen og igen, er en måde en dag at opnå det, de drømmer om. Men hvad er det de drømmer om?

Jeg spørger dem, en efter en, og også her er svarene overraskende ens. Ingen af dem nævner specifikke operahuse, de drømmer om at arbejde for, specifikke scener, de drømmer om at stå på, eller specifikke personer, de drømmer om at arbejde sammen med. Derimod drømmer de alle sammen, siger de, om at få mulighed for at synge så meget som muligt så længe som muligt. Jeg spørger Randi Stene, hvad hun tænker, når hun kigger ind i den krystalkugle til operaens fremtid, som konkurrencen også er. Det, hun ser, er positivt, siger hun: 

»Jeg ser en generation af sangere, der er mere veluddannede end tidligere. Det er ikke, fordi der nødvendigvis er flere sangere, der er helt fænomenale – dem er der altid få af – men der er generelt flere, der er veluddannede og dygtige. Der er et bredt lag af sangere, der har mulighed for at få succes.« 

Dronning Sonjas Sangkonkurrence fandt sted i Oslo 15.–26. august. Her er årets vindere:
Førstepris: Jasmin White (kontraalt, USA)
Andenpris Second Prize winner: Aksel Daveyan (bariton, Armenien)
Tredjepris: Nils Wanderer (kontratenor, Tyskland)
Vinder af Ingrid Bjoner-stipendium: Victoria Randem (soprano, Norge)
Cinder af Lied-prisen: Felix Gygli (bariton, Schweiz)