Et menneske med en mission

»Jeg læser forskrifterne. Jeg multitasker. Jeg præsterer uanset højden.« Mathias Monrad Møller forstår at sælge sig selv som færdiguddannet sanger/komponist i en tid, hvor en global pandemi har ændret alle spilleregler og fundamentet under kultursektoren er under opløsning.

I anden del af hans afgangsdiptykon The Combat (Takkelloftet, 7.-8. oktober) indtog han samme fastfrosne positur som en astronaut, der gennemlever den ultimative selvisolation om bord på en rumstation. Ordene gentog han som et mantra. Langsomt, men uvægerligt, formede han universet efter egne anskuelser, i takt med at hans tanker drev stadig længere væk fra ethvert tyngdefelt. »Kærlighed er en dødvægt,« konkluderede han.

Muligvis. Men det havde man glemt at fortælle Tancredi, en korsfarer fra det 11. århundrede. The Combat var en dyst mellem to dele, hvor Møllers eget Boring Orbits (2020) via en enkelt tone snoede sig direkte ud af Claudio Monteverdis miniature af en kampopera/-madrigal Il combattimento di Tancredi e Clorinda (1624).

Monteverdis værk handler helt og holdent om kærlighed, selvom der også bliver sagt en ting eller to om krigsførelsens nyttesløshed. Efter de mange følelser og fysiske udfoldelser i Combattimento mødte vi astronauten Tancredi, der var befriet for kærlighedens emotionelle ballast og tilstedeværelsen af andre mennesker i det hele taget – en person, for hvem smigrende telefonopkald fra pave Benedikt og Barack Obama er rene irritationsmomenter.

Først mesterværk, så minimalisme

Hvis man var sikker på én ting efter The Combat, så var det, at Mathias Monrad Møller med sin frygtløse, men disciplinerede fantasi, kombineret med hans selvtillid, kommer til at levere interessante ting i fremtiden, uanset hvor stort et brød han slår op.

Det kræver udstråling at forvandle Monteverdis tremandsværk til en soloforestilling, og selvom meget gik tabt – inklusive Monteverdis højt skattede tekst, fordi det højst mærkværdigt var besluttet at opføre det uden overtekster, på trods af at det nødvendige udstyr allerede havde projiceret et resumé af handlingen op over scenen – blev også meget reddet i land.

Handlingen i Torquato Tassos La Gerusalemme liberata følger en traditionel arketype om forbyttet identitet, hvor en korsridder sårer sin fjende dødeligt i kamp, blot for at finde ud af, at rustningen dækker hans elskede Clorinda.

Så handler det bare om teksten? Både-og. Monteverdi lokkede med »en sang, hvis lige aldrig er set eller hørt før«, men det var instrumenterne, der stor for de fleste nye idéer og lyde i Combattimento, takket være skelsættende strygeteknikker såsom tremolo. Alt i handlingen bliver repræsenteret af instrumenterne, lige fra skrabende hestehove til de fysiske begrænsninger ved at bære rustning og den tiltagende udmattelse ved at slås med våben i begge hænder. Uskønhed i dramaets tjeneste.

Uanset hvad han kaster sig over næste gang, kommer man nok til at fokusere på noget større, end hvor godt han sang eller skrev det

Men Monteverdis kaskader af ekstatiske harmonier resonerede på en ny måde i denne opførelse, hvor uhåndgribelig spiccato-improvisation og ditto overtonespil sitrede gennem Takkelloftet, mens publikum indfandt sig i salen. Musikerne, ført an fra cembaloet af Yngvild Vivja Haaland Ruud, spillede stilsikkert på barokinstrumenter og gik seriøst til værks med deres rolle i dramaet.

Med tanke på musikernes sceniske support var Møllers beslutning om at indtage scenen alene ikke helt så stort et sats – ikke mindst fordi værkets fortæller agerer dukkefører, selv når der er to andre på scenen. Men det udfordrede hans rækkevidde – og hans italienske – og det viste, at forløbet hos Operaakademiet ikke helt har fuldbragt arbejdet med hans stemme, som har nogle klangmæssigt svage punkter og godt kunne bruge mere støtte ved lav volumen. Hans traversering af de forskellige specialiserede teknikker, som Monteverdi foreskriver – en niche inden for en niche rent vokalmæssigt – var dog helt udmærket. Der er masser af tid til at arbejde med andre ting for en sanger under 35.

Som scenevæsen skinner Møllers talent rigeligt igennem til at dække over den slags detaljer. I Combattimento levede han sig fuldt og frygtløst ind i Alma Toasperns enkle, men udtryksrige koreografi (den bedste del var et gestisk sprog, der, i forlængelse af Monteverdis partitur, blev endnu et surrogat for soldaternes tunge rustning). Og så, da han var komplet fastfrossen under hele Boring Orbits, lod han ubevægeligheden tale selv, mens han hypnotiserede publikum med et gennemborende blik. Smart træk at lade minimalisme følge efter et mesterværk.

Talesang

Formen i Boring Orbits var stram: en konstellation af elektronisk vokal og støjlyde fra strygeinstrumenter, som fyldte rummet fra forskellige steder øverst i salen og i løbet af værket gradvist smeltede sammen, i takt med at tale blev til anstrengt sang. Det var et udmærket forsøg på en musikalsk gengivelse af de kropsløse ekkoer i kosmos, men det mest interessante var den langsomme stramning af de kontrapunktiske skruer – fra atmosfære til væsen/tanke/proces. Klogt at lade de præindspillede, indtelefonerede spørgsmål fra paven, præsidenten og Brad Pitt udgøre et meningsforladt vokabularium. Som modvægt hertil fik Møller en shamanistisk, gudelignende glans.

Arbejdet med gentagelse og udvikling, som prægede astronautens litaniske svar – variationer over de ord, der er citeret i begyndelsen af denne artikel, indledt med et »Jeg har det komfortabelt« og stenansigt – spejlede samme proces’ tilstedeværelse i musikken. At få det hele strikket sammen og lade de forskellige dele mødes i samme øjeblik, som Møllers tale næsten umærkeligt gled over i sang, må have været det vanskeligste aspekt. Men det afgav også et løfte om noget mere interessant og teknisk imponerende, som dog aldrig blev indfriet.

Fair nok – det var netop det fokuserede rum i Boring Orbits, der tilførte værket værdi efter den musikalske, tekstmæssige og fysiske hyperaktivitet i Monteverdis tragikomiske sceniske madrigal. Inspirationen fra Monteverdi, når det gjaldt at sætte ord højere end musikken, var tydelig hos Møller, snarere den syngende skuespiller end ‘operasangeren’.

Større ting

Den bogstavelige ubevægelighed omfavnede os. Møller stod som en efterladt i sin akavede positur hele vejen gennem Boring Orbits og så alt andet end komfortabel ud, selvom han roligt meddelte, at det var lige, hvad han var. Det var udtryk for en gennemtrængende, stirrende selvtillid, der blev fulgt op af andre fine træk: vittigt symbolske kostumer, en gnidningsfri udførelse og en modigt enkel hvid firkant som scene, indrammet af lys fra fire hjørner.

The Combat illustrerede, at den uforfærdede Mathias Monrad Møller er klar til professionelle opgaver inden for to discipliner. Handsken blev kastet som en udfordring af den kaotiske og onde verden, vi lever i – en verden, hvor man også i tiden før covid-19 måtte sande, at man som musiker må satse på mere end én hest. Frem for de vokale og kompositoriske færdigheder var det især den overordnede kreative vision, der dominerede – en forestillingsevne, som disse færdigheder så kan bruges til at realisere. »Jeg er en stjerne, jeg er enorm,« meddelte Møllers astronaut. Uanset hvad han kaster sig over næste gang, kommer man nok til at fokusere på noget større, end hvor godt han sang eller skrev det.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.