Lad os én gang for alle aflive retorikken om de »glemte« kvindelige komponister

Det burde sige sig selv: Ja, kvinder komponerer opera. Fantastisk opera. Og det har de gjort igennem hele kunstartens 400 år lange historie. Skulle det alligevel komme bag på nogen, skyldes det formentlig, at ældre opera komponeret af kvinder stort set aldrig bliver opført herhjemme. 

Er vi for alvor klar til den skilsmisse? 

Bladrer man i Dansk Komponistforenings nylige Repertoirestatistik for sæsonerne 22/23 og 23/24 er der særligt ét diagram, der skriger til himlen: kønsfordelingen i opera komponeret før 1994. Her fremgår det, at mikroskopiske 0,3% af den samlede operaproduktion på 982 timer og 12 minutter er med en kvinde som komponist. Lidt over tre timers spilletid kunne det blive til – cirka det samme som en halv Wagner-premiere. 

Det kan vi selvfølgelig ikke leve med. Men efter én dag på Takkelloftet til den internationale konference og koncert Her Perspective: The Forgotten History of Opera arrangeret af Den Andre Operan i samarbejde med Det Kongelige Teater og Aalto Musiktheater, blev jeg klar over, at det bestemt ikke er nogen let opgave at ændre statistikkerne. For et reelt opgør med den skæve kønsfordeling kræver nemlig et fundamentalt brud med den sejlivede kanon, som operaverdenen klamrer sig til. Og er vi for alvor klar til den skilsmisse? 

Mikroskopiske 0,3% af den samlede operaproduktion på 982 timer og 12 minutter er med en kvinde som komponist

Eksponering, der gør blind

Skulle man udpege ét fælles mål for alle involverede i konferencen, var det eksponering. Musikforskernes arkæologiske udgravninger i arkiverne, forlæggernes omhyggelige arbejde med at publicere partiturer, operahusenes ihærdige promovering af værkerne og instruktørernes og performernes dybe indlevelse i musikken. Med hver sin faglighed arbejder alle for at udbrede kendskabet til de kvindelige operakomponister med en galoperende drivkraft. 

Ud med den gamle lecture. Ind med en ny kanon renset for mandlige komponister

Kaffen var knap hældt op, før Bente Rolandsdotter og Hanna Fritzon fra Den Andre Operan – et svensk produktionsselskab, der udelukkende laver opera af kvinder – piskede os gennem et kronologisk pensum af kvindelige operakomponister – fra italienske Francesca Caccini til finske Kaija Saariaho. Oplægget slog øjeblikkeligt den revisionistiske tone an. Ud med den gamle lecture. Ind med en ny kanon renset for mandlige komponister. 

Den spidse historiografiske model antydede tidligt nogle af de problemer, som melder sig i arbejdet med fortidens kvindelige operakomponister. For hvilken historie er vi egentlig bedst tjent med? Den om normalisering, hvor musikken gør sit eget arbejde, og hvor det i sidste ende bliver overflødigt at skelne mellem kvindelige og mandlige komponister? Eller den om exceptionalisme, hvor marginaliserede kvinder trods alle odds lykkes med den kraftpræstation, det er at komponere opera – blot for siden at ende i glemmebogen?      

Når kanonens dominans spænder ben for forandring          

Diskrepansen mellem det almindelige og det ekstraordinære løb som to strømme mod hinanden gennem hele konferencens første dag, der var pakket tæt med paneldebatter, interviews og foredrag. Eksempelvis kunne man høre Aalto Musikteaters kunstneriske leder Dr. Erle Fahrholz pege på behovet for afdramatisering: at historiske kvindelige komponister i sæsonprogrammerne anses for at være en standard og ikke et tilløbsstykke. Samme tilgang delte dramaturg Patricia Knebel, der manede til tålmodighed og udtrykte et ønske om »at lade værkerne tale for sig selv«. 

Jeg har selv en operainteresseret ven, som konsekvent springer en forestilling over, hvis tillægsordene »overset« eller »glemt« figurerer i præsentationsteksten

På den anden side var der så operachef for Det Kongelige Teater, Elisabeth Lintons, mere sensationsdrevne tilgang. Hendes retorik kredsede om outsider-fortællingen, hvor »vinderne skriver historien«, og taberne – altså de kvindelige komponister – ender i glemslen. Den ellers så saglige musikhistoriker Thomas Husted Kirkegaard, som har forsket i kulturel hukommelse og kvindelige komponister kunne heller ikke modstå fristelsen til at lancere sin »sensationelle opdagelse« – en komplet opera af komponisten Nicoline Leth – på et PowerPoint-slide, der fremviste den skjulte skat, partituret, med en dramatisk zoomeffekt i slow motion.

Det var både frustrerende og inspirerende at mærke arkivfeberen og den pulserende revolutionsånd, der driver dette felt frem i en rivende fart. Mest af alt sad jeg i salen med en fornemmelse af, at en stor del af promoveringen og forskningsformidlingen på området spænder ben for det banebrydende arbejde, der bliver gjort i disse år. Opgøret med den skæve kønsbalance kan havne som en dråbe i havet – et klassisk add woman and stir-symptom, som mange feministiske historikere advarer imod – hvis ikke det samtidigt udfordrer den kanondyrkelse, der gennemsyrer operahistorien. Derfor duer det ikke, at vi viderefører kanonlogikkens sprog om komponister, der enten er inde i varmen eller ude i kulden. 

Som litteraturhistoriker og journalist Sarah Alfort har pointeret i et essay i Weekendavisen, så er problemet »at hver gang vi omtaler kunstnere, forfattere og musikere som ‘glemte kvinder’, fastholder vi dem også som netop det.« Vi giver de kvindelige komponister et label, som risikerer at reproducere deres marginalisering frem for at rette op på den. Jeg har selv en operainteresseret ven, som konsekvent springer en forestilling over, hvis tillægsordene »overset« eller »glemt« figurerer i præsentationsteksten. Som han siger: Det må der jo være en grund til. Og han er næppe alene. Jeg tror ikke, glemselsmærkatet tiltrækker publikum, tværtimod skaber det en forudindtaget skepsis, som ingen er tjent med.

Den astronomisk høje billetpris på 915 kroner hjalp ikke ligefrem ambitionen om tilgængelighed. Det var trist at se Takkelloftet være under halvfyldt med det sædvanlige klientel af akademikere og udøvende kunstnere

Og nu vi er ved publikumsudvikling: Den astronomisk høje billetpris på 915 kroner hjalp ikke ligefrem ambitionen om tilgængelighed. Det var trist at se Takkelloftet være under halvfyldt med det sædvanlige klientel af akademikere og udøvende kunstnere. Hvorfor ikke fylde salen ved for eksempel at gøre det gratis for studerende? 

Vejen ud af det lukkede kredsløb

»Det er ikke et spørgsmål om kvalitet« – sådan lød én af hovedpointerne i Thomas Husted Kirkegaards oplæg. Det kunne vi opleve på egen krop i aftenens koncertprogram, som indledte med sværmerisk mal du siècle i de koncertante uddrag fra Louise Bertins Fausto, efterfulgt af en mere vikingebastant heroisme i Elfrida Andrée Fritiofs saga og til sidst Tekla Griebel Wandalls harniskklædte ømhed i Kong Hroars Skjalde. 

Vil vi have ældre opera af kvinder til at blive levende kultur, må vi gå værkerne i møde som aktive og dynamiske størrelser

Hovednummeret kom efter pausen: gæstespillet Mazepa Revisited af Den Andra Operan. Udgangspunktet var Marie Clémence de Grandvals opera baseret på beretningen om kosakken Ivan Mazepa – en skikkelse, der i Ukraine regnes som en nationalhelt, men i Rusland fremstilles som forræder. Med et glødende kammerensemble og de to unge talenter - baryton David Risberg og sopran Emilia Utter – aktualiserede opsætningen den hjertesvulmende, melodiøse opera ved at lade andre versioner af Mazepa-legenden bryde ind i Grandvals værk via voice-over og videoprojektioner. En opkvikkende intervention, som fik operaen til at tale direkte ind i nutidens kampe om den rigtige fortælling. Det er efter min mening den helt rigtige tilgang: Grandvals opera blev ikke behandlet som en sjælden, overset perle, der fortjener værktro genrejsning, men blev markant overskrevet og skabt på ny. 

Jeg tror, vejen frem er at sætte fokus på de potentialer, operaer som Grandvals Mazepa rummer – og arbejde aktivt med dem, også i formidlingen – i stedet for at stemple værkerne som »glemte«. Vil vi have ældre opera af kvinder til at blive levende kultur, må vi gå værkerne i møde som aktive og dynamiske størrelser. Gør vi ikke det, risikerer vi at nøjes med de lavthængende frugter i en bevægelse, der ellers rummer en reel mulighed for at ryste den fastlåste operapraksis.

Måske kan vi faktisk godt klare et par sæsoner uden Puccini

Det kræver, at arbejdet ikke reduceres til en kamp for at få et par kvindelige komponister ind i kulturkanonen, og at vi heller ikke opfinder en separat kanon kun med kvinder. Opgøret må ses som led i en bredere afvikling af den kanontænkning, der i årtier har gjort operahistorien til et lukket kredsløb. Og ja – der må sluges nogle kameler på vejen. Måske kan vi faktisk godt klare et par sæsoner uden Puccini.

Men et sted skal man jo begynde. Hvis succeskriteriet er at give ældre værker af kvindelige komponister mere spilletid, så må Her Perspective: The Forgotten History of Opera siges at være lykkedes. Med en samlet spilletid på fire timer over to koncertaftener er den nedslående statistik fra de foregående sæsoner allerede forbedret.

Den internationale konference »Her Perspective: The Forgotten History of Opera« fandt sted på Det Kongelige Teater 27. og 28. november og var arrangeret af Den Andre Operan, Det Kongelige Teater og Aalto Musiktheater.

Dansk Komponist Forening har for nylig lanceret Repertoirestatistikken for klassisk musik og kunstmusik i Danmark.