© Monika Kolstad

I Bergens alpeluft er der både tragedier og pop

Det folkelige og det eksperimenterende slås ikke mod hinanden på en af Norges største kulturfestivaler. Her er plads til easy listening og musik om livets største dramaer.  
Af
18. Juni 2024
  • Annonce

    Kunstpauser

Højt oppe over Bergen by står en mand i en sort sweatshirt og synger operahittet »Ti voglio tanto bene«. Han bukker, hanker op i sin rygsæk og vandrer videre. Stemningen, følelserne ligner noget fra Alperne. Men dette er norsk grandeur. Vi er på Fløyen, et af de syv bjerge, som omkranser Bergen. Kort efter dukker tenoren op igen. Med cafégæsterne i ryggen synger han ud over byen. Som om han kalder på nogen på de andre bjerge. Det er intenst, lydene fordamper i luften. Opera er ikke skabt til at blive sunget i så høje luftlag. 

»Du kan fortsatt pynte deg hvis du vil«

»Ti voglio« nynner en gruppe unge i outdoortøj på bjergcaféen og deler erfaringer om køen til Berghain, men også om koncerten forleden på Festspillene i Bergen, hvor saxofonist Bendik Giske og dj Sam Barkers gik i kødet på den europæiske technokultur. Om åbningsforestillingen Peer Gynt med Herbert Nordrum, kendt fra den Oscar-nominerede film Verdens værste menneske, i titelrollen lyder det: »Gynt war unglaublich cool.«

© Thor Brødreskift
Saxofonisten Bendik Giske. © Thor Brødreskift

Danske Anders Beyer har forladt Bergen. Lars Petter Hagen leder nu den store norske festival, som nok har over 70 år på bagen, men har droppet dresscodes. Koncertbilletten siger: »Tidligere var det mange som kledde seg opp for å gå på Festspillene. Du kan fortsatt pynte deg hvis du vil, men i dag er det mye vanligere å se publikum uformelt kledd enn i bunad. Kom som du vil – det viktigste er at du føler deg vel!« Og så noget om handicapforhold, og at Festspillene – naturligvis – er »certificeret Miljøtårn«.

Knut Aastad Bråten & Ole Aastad Bråten. © Thor Brødreskift
Knut Aastad Bråten & Ole Aastad Bråten. © Thor Brødreskift

Der er ikke meget pynt over uropførelsen af den norske komponist Øyvind Torvunds Strygekvartet nr. 1 og 2. JACK Quartet og ensemblet Yarn/Wire får den gamle Håkonshallen på slottet til at runge i al sin råhed og brumme som en kæmpe hval under vand: Dybe, nedbarberede strygerklange møder bølger af bløde glissando-strøg, som senere opløses i små snert af både wienervalsæstetik og noise. De to ensembler repræsenterer to verdener, men de fungerer ikke uden hinanden.

JACK Quartet og ensemblet Yarn/Wire i Håkonssalen. © Synne Sofi Bårdsdatter 
JACK Quartet og ensemblet Yarn/Wire i Håkonshallen. © Synne Sofi Bårdsdatter 

Det sidste, vi hører fra Space Afrika, er et slags håb, som pludselig ikke lyder som et nødråb

Lyden af hvaler stillebrøler også et sted i koncerten med Manchester-duoen Space Afrika i Bergen Kunsthall. En video på væggen viser en britisk virkelighed, men lydligt er vi alle steder, og i halvmørket anes en barsk melankoli fyldt med skygger og sår, der gør ondt 24-7. Joshua Inyang og Joshua Reid får hele kroppen til at gispe efter vejret. Tankerne leder efter Exit-skiltet i kunsthallen, som pludselig føles så lille. Men at være nedsunket i et altomsluttende mørke af blødt flydende tristesse og paralyseret resignation er dragende. Bassen limer tæerne fast til gulvet. En ansat henter ørepropper til dem, som glemte at forsyne sig ved indgangen. 

© Synne Sofi Bårdsdatter Bønes
Den britiske duo Space Afrika i Bergen Kunsthall. © Synne Sofi Bårdsdatter Bønes

Det sidste, vi hører fra Space Afrika, er et slags håb, som pludselig ikke lyder som et nødråb. Bølgerne i det elektroniske hav bliver mildere, melodierne mindre forstyrrede. I Space Afrikas hav svømmer store hvaler i slowmotion, mærker man, og så stopper musikken, og vi er safe, oven vande.

Norsk guld og lyden af krig

Det folkelige og det eksperimenterende slås ikke mod hinanden på Festspillene. Ved flere af gratiskoncerterne på byens centrale torv, Torgallmenningen, er publikum større end til lignende musikfestivaler i Danmark. Den hypede søskendeduo Sheku Kanneh-Mason og Isata Kanneh-Mason samt Mischa Maiskys familietrio er her, crooneren Thomas Dybdahl spiller sit album Teenage Astronauts med TrondheimSolisterne, en koncert hedder »De fire norske årstider«, og studenter debatterer seksualitet og nationalisme i Peer Gynt. Festivalen åbnede med Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita med Fredrik Saroea fra bandet Datarock som Woland. 

Selv det mest norske arvesølv udsættes for balkanrytmer. Det anerkendte BIT20 Ensemble forestiller sig, at de to Bergen-komponister Edvard Grieg (1843-1907) og Ole Bull (1810-1880) – som vi normalt identificerer som endog meget norske – kunne være født i Transsylvanien. Dansen flyder i deres blod og i musikken, det hører man tydeligt.  

Telavågtragedien. Foto: Thor Brødreskift
Den norske komponist Håkon Berges nye værk »Telavågtragedien«. Foto: Thor Brødreskift

Man må også lave musik om et af de store traumer i Norges historie. »Det er vældig let at lave musik, der lyder som en krig,« siger Håkon Berge inden uropførelsen af Telavågtragedien – et musikdramatisk værk om nazisternes plyndring og afbrænding af samtlige hus i Telavåg på Sotra 30. april 1942. På scenen er uniformsklædte musikere fra Sjøforsvarets musikkorps, som under festivalen også spiller Zawinul og Metheny. Men korpset er også kendt som formidlere af ny musik, og de lægger en understrøm af tristesse under de seks skuespillere, som træder frem forrest på scenen og fortæller om hændelserne i byen under undertrykkelsens tid. En teenagedreng lyder så ensom, da koret synger bag ham. Strygerne lyder af mismod, men Berge får dem aldrig til at brage voldsomt af krig. Freden, humanismen, hvisker og vinder. 

En flyvende skotte og Grieg, Grieg, Grieg

»How dare you«. Greta Thunbergs stemme lyder fra højttalerne i Håkonshallen næste dag. På scenen er den skotske musiker, producer og multiintrumentalist Erland Cooper og en klassisk kvartet. Cooper svajer fra side til side ved flyglet, danser, skruer på knapper på sit elektroniske grej, så optagede stemmer blander sig i hans patchwork af positive og drømmeagtige melodier a la Yann Tiersens score til den franske kultfilm Amélie de Montmartre. Strygerne får musikken til at flyde let, og når Cooper taler, lyder han som en meget ældre mand, end han er. Den følsomme showmand fra Oarkney er kun årgang 1987. Svulmende romantik kender ingen alder. 

© Helene Myksvoll
Den skotske musiker, producer og multiintrumentalist Erland Cooper i Håkonssalen med sin klassiske kvartet. © Helene Myksvoll

Beatet vokser sig tungt i sidste nummer med elektroniske Nils Frahm-forvrængninger. Cooper viser sig også som sanger. Igen en ældre mand i en ung mands krop.

Under de såkaldte Stikk innom-koncerter (drop-in) opfører unge talenter fra Griegakademiet lette franske chansons af Louis Beydts, samt tungere chansons af Paul Hindemith, og Bergen Unge Kammerorkester (BUKO) spiller Edvard Griegs Holbergsuiten. Der er musikterapi, musik i overdådige komponistvillaer, og man kan se billeder af Griegakademiets planlagte nye bygning i bydelen Møllendal. Ja, bysbarnet Grieg (1843-1907) kommer og går her i Bergen. Akkurat som det er en tradition, at der går hul på himlen. Det er sandt, at Bergen har 50 sæsoner på en dag. 

 © Thor Brødreskift
 Violinisten Ragnhild Helsing med jazzmusikerne Mathias Eick (trompet) og Mats Eilertsen (kontrabas) spiller i Valestrand eller Bullahuset, hvor komponisten Ole Bull boede.  © Thor Brødreskift

Selv det mest norske arvesølv udsættes for balkanrytmer

Og nogle siger, at musiklivet er rigere i Bergen end i Oslo. Bergen har i hvert fald Lydgalleriet. Den norske kunstner Siri Austeen har netop færdiggjort en performance med rituallignende lyde på en præpareret kornet og en hjemmebygget halvakustisk  bas. Nu afgiver hendes lydinstallation Det som beveges flytter seg – en serie dekorerede bilruder, hvorpå der er påsat kontaktmikrofoner – kriblelyde fra små skulpturelle højttalere. Austeen er optaget af, hvad der sker, når ens lytteposition bliver forstyrret og medfører et forandret forhold til omverden.

© Sasha Azanova / Lydgalleriet.
© Sasha Azanova / Lydgalleriet.

»Lydgalleriet blev dannet i 2005 af en gruppe billedkunstnere, kunsthistorikere og musikere. Vi undersøger, hvordan lyd er som materiale – det visuelle, det lydlige, det skulpturelle, det rumlige og det fysiske i lyden,« fortæller gallerileder Julie Lillelien Porter, som håber at være med i Festspillene til næste år. 

Det eksperimenterende kunststed Piksel længere oppe af Strandgaten kører deres eget Festspil med projektet Live Coding Shanghai og et ordentligt stykke natur, som er flyttet ind i gallerirummet og viser os, hvordan de rette omgivelser – temperatur og lys – kan få planter til at sige kvæklyde.

Berghain-entusiasterne havde nævnt, at de på vej op i den flyvende gondol havde hørt noget

Naturen kan noget, som Berghain ikke kan

Bergen har også M.oz.art – et galleri, som kræver tre chokoladekugler i munden for at udtale rytmisk flot. Sådan er der så meget. Og nogle gange, på store festivaler, må man træffe tunge valg. Enten køre 20 kilometer ud til en villa, som engang var komponisten Harald Sæveruds (1897-1992) hjem, og hvor der opføres værker af Inger Bang Lund (1876-1968) og Borghild Holmsen (1865-1938) – to komponister, som historien har glemt. Holmsen var faktisk den første norske kvinde, som spillede en koncert med kun sine egne kompositioner på programmet.  

Valget denne eftermiddag bliver dog endnu en tur med kabelbanen op til Fløyen. Berghain-entusiasterne havde nævnt, at de på vej op i den flyvende gondol havde hørt noget. For første gang ever (!) havde de oplevet at blive ramt af et hit fra en musical. Nogen havde sunget, samtidig med at det begyndte at suse i ørerne. De max to minutter var en oplevelse af ro og komfort, unglaublich, og noget om, at naturen kan noget, som Berghain ikke kan. Det vil jeg gerne opleve. Og nu, mens bjergene ses gennem kabelbanens vinduer, rejser en af passagererne sig. Hun synger. Og da vi er nået helt til toppen, og døren åbner, spotter vi en mand i safarishorts, som synger »Ti voglio« ud i den norske alpeluft.  

Festspillene i Bergen fandt sted 21. maj-4. juni 2024.