Folklorisme
I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.
Konceptet "folket" er i de fleste europæiske lande positivt ladet - i Danmark endog i afledningen "folkelighed", forstået som folke-lighed. For komponister som Bartok og Kodaly, Janacek eller Szymanowski (og før dem f.eks. Grieg eller Hugo Alfvén), indeholdt folkemusik en særlig etnisk betydning eller essens som nok mere alment kunne stimulere til nytænkning, men som i sit væsen var bundet til sit sted og sit folk. Hvorimod komponister som Puccini, Stravinsky, De Falla, Respighi, Villa Lobos m.fl. anbragte det lånte, folkelige melodistof i sammenhænge som var individuelle og uden etniske dimensioner.
En tæt sammenhæng mellem dette begreb og begrebet nationalisme er åbenlys, men det rammer nok bedst den ikke-etniske brug af folkeligt materiale.
Komponister desuden: Alexander Borodin, Percy Grainger, Vaughan Williams, Charles Ives, Aaron Copland
Danske: Niels W. Gade, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Poul Rovsing Olsen