Verden lækker – og kunsten samler dråberne op

»The world is leaking« – verden lækker – lød en central sætning i åbningsforestillingen på Festspillene i Bergen – en begivenhed, der traditionen tro åbner med spektakel. I år var ingen undtagelse. Den sydafrikanske billedkunstner og instruktør William Kentridge foldede sit operaværk The Great Yes, The Great No ud som en sanselig og orkestreret strøm af billeder, stemmer, musik og bevægelse.

For mit vedkommende faldt brikkerne først for alvor på plads fire dage senere

Et sydafrikansk kor og et ensemble bestående af cello, akkordeon, percussion og klaver var på scenen, mens figurer af Stalin, Lenin, Trotskij, Josephine Baker og André Breton – surrealismens pave – gled ind og ud i ét væk. The Great Yes, The Great No er en fortælling om flygtninge og grænseovergange – men også om surrealismens omveje og overlevelse. Her stødte en Schubert-sonate sammen med Charleston og fransk cafémusik fra 1940’erne. 

Her på Norges største kulturfestival, med dronningen som vidne i Grieghallen, blev man enten opslugt, da Kentridge vækkede fortidens støv til live og lod menneskelig dårskab trænge frem. Eller man savnede form og struktur. For mit vedkommende faldt brikkerne først for alvor på plads fire dage senere, da Kentridge, som årets artist in residence, præsenterede sit andet værk.

En nøgen skønhed i et hvidt rum

Ryoji Ikeda er verdenskendt for sine digitale lydlandskaber og binære bombardementer. Men da Ensemble Modern opførte tre af japanerens akustiske værker fra perioden 2020–2023, trådte en anden side af kunstnerskabet frem – asketisk, nøgent og sårbart. I programteksten skriver Ikeda med sjælden åbenhed, at han måtte lære den klassiske musiks sprog helt fra grunden – og tilføjer usentimentalt, at han måske aldrig helt har mestret det. Han kalder det en kunstnerisk afklædning. Netop denne ydre position i forhold til den klassiske tradition synes at være en af årsagerne til, at koncerten i Kode-museets minimalistiske white cube fremstod så markant anderledes. Ikke som modstand, men som en radikal form for koncentration.

I Mirror [one for two] stod to musikere på hver sin side af et langt bord med én nodeside mellem sig. De læste noderne i modsat retning og passerede hinanden i et stille, koreograferet møde. Musikken var knap, næsten kirurgisk i sin brug af pauser og subtile tonale forskydninger. 

Ryoji Ikeda formåede at oversætte sine digitale principper til akustiske mikrobevægelser uden at miste sin æstetik

Prism for String Nonet tog afsæt i et spektralt princip, hvor en klangmasse spaltes som lys i et prisme. Strøgene var ekstremt kontrollerede, og Ensemble Modern lod hver tone folde sig ud med en næsten videnskabelig nøgternhed. Værket dækkede hele registeret fra F1 til C6, men uden nogen lineær eller tematisk udvikling. Det var som at høre farver blive skåret ud af stilhed. Reflection, skrevet i 7/8, skabte en spænding, der aldrig fandt ro. Som et lydligt ekkokammer forskød værket sine egne fraser og balancerede det asymmetriske. 

Koncerten, som blot hed Music for strings, blev en studie i reduceret skønhed, hvor Ryoji Ikeda – med en radikal gestus – formåede at oversætte sine digitale principper til akustiske mikrobevægelser uden at miste sin æstetik. 

Fra Griegs flygel til Flagstads genfærd

Også i år bød Festspillene på både tragedier, pop og opera højt oppe i bjergene. Og i det fredelige villakvarter, hvor både Kygo og en anden norsk stjerne-DJ bor, i Edvard Griegs hjem, Troldhaugen, smukt placeret mellem natur og historie, var der musik. Ved Griegs eget flygel fremførte Christian Ihle Hadland Vivaldis koncert i D-dur i Johann Sebastian Bachs bearbejdning for soloklaver. Balancen mellem den italienske baroks livfuldhed og det tysk-stramme var både kæk og smuk. 

Hvordan lyder det så, når en afdød sangerinde »synger live«?

Interessant var også den ukrainsk-russisk-jødisk-amerikanske komponist Nikolai Medtner Sonate i c-mol, op. 25 nr. 1 »Eventyr«, som vekslede mellem Rachmaninoff-dramatiske udbrud og gådefuld ro. Men i Griegs Lyriske stykker var artikulationen anonym og de nordiske stemninger sentimentale. Når Hadland spillede Robert Schumanns sene Gesänge der Frühe – skrevet kort før komponistens sammenbrud – var de gådefulde klangfarver pist væk. Og Griegs klaver er altså et fint klaver. Mischa Levitzkis Valse amour emmede af 1920’ernes mondæne saloner. 

Hvordan lyder det så, når en afdød sangerinde »synger live«? I Håkonshallen svævede Kirsten Flagstads (1895-1962) stemme atter gennem rummet – hentet frem fra gamle optagelser og omsluttet af 16 nulevende stemmer fra Edvard Grieg Vokalensemble og Valen Vokalensemble. Hendes ikoniske fortolkninger af Grieg, Wagner og Händel blev sat i dialog med nykomponerede a cappella-satser. Det dristige projekt – iscenesat af dirigent Stephen Higgins og lyddesigner Max Pappenheim – fungerede bedst i sakrale passager som »Solveigs sang«. Ofte blev afstanden mellem det optagede og det levende decideret spooky. »Didos klagesang« viste, at forsøget på at genkalde det uopnåelige gennem teknologisk magi ikke blot er en kunstnerisk bedrift – men også en følelsesmæssig risikozone.

Moon Bag er ikke en koncert, men et flydende, akustisk landskab eller scene, jeg havde lyst til at bo i

Jeg blev derimod grebet af en mærkelig stemme i årets festivaludstilling i Bergen Kunsthall. I Tori Wrånes’ installation Moon Bag, som kunstneren selv beskriver som »en levende scene eller en endeløs koncert«, er lyden ikke blot et ledsagende element til de overdimensionerede skulpturelle skikkelser – den er værkets puls.

En stemme synger, på en gang organisk og syntetisk, mens rummet mættes af psykoakustisk resonans – en sammensmeltning af en beroligende summen og en elektronisk sitrende uro. Moon Bag er ikke en koncert, men et flydende, akustisk landskab eller scene, jeg havde lyst til at bo i.

Kunstens ruiner og revolutionens ekko

William Kentridges andet værk på Festspillene, Oh to Believe in Another World, var en filmisk iscenesættelse af Dmitrij Sjostakovitjs 10. symfoni. Det visuelle lag, som blev projiceret på et stort lærred bag Bergen Filharmoniske Orkester, udspillede sig som en kalejdoskopisk rejse gennem Sovjetunionens historie – fra Oktoberrevolutionen i 1917 til Stalins død i 1953, året hvor netop denne symfoni blev uropført. I Kentridges mashup af stop-motion-animation, papfigurer og arkivklip optræder Sjostakovitj selv som en revolutionens dirigent, flagrende med et rødt flag. 

I stedet åbner Kentridge poetiske rifter i overfladen – som for at minde os om, at kunsten ikke kan redde os, men den kan vise os ruinerne

Mens jeg lyttede til symfonien, hvis emotionelle spændvidde blev foldet forbilledligt ud af det norske orkester, kom jeg i tanke om noget, Kentridge nævnte under en artist talk i Bergen: at han tidligt indså, at han ikke var nogen god maler. I stedet, fortalte han, arbejder han i tæt dialog med materialet og insisterer på at skabe med kroppen – ikke med hovedet.

Det slog mig, at denne tilgang også gennemstrømmer The Great Yes, The Great No, åbningsforestillingen fra fire dage tidligere, som stadig rumsterede i mig. Når Kentridge blander historiske fakta, fiktive figurer og fabulerende billedverdener i sin særegne, flertydige og ofte absurde stil, bevæger han sig frygtløst ind i det politiske mørke, men uden at give os entydige svar. Han konstaterer blot: »The world is leaking«. Ja, netop, verden lækker. I stedet åbner Kentridge poetiske rifter i overfladen – som for at minde os om, at kunsten ikke kan redde os, men den kan vise os ruinerne. Det er ikke forståelsen, men sansningen, som er i centrum i en æstetik, hvor det politiske og det poetiske drypper ind i kroppen som langsomt sivende vand. Det mærkede jeg, mens Sjostakovitjs 10. symfoni gik gennem min egen krop som aldrig før. 

Festspillene i Bergen, Norge, 21. maj – 4. juni