Alt kan blive til musik – også en flok falske frøer

Den 43. udgave af Musica forløb over to hele uger (19. september til 5. oktober) iført Strasbourgs orangebrune efterårsfarver. Fredag aften i festivalens midterste weekend satte jeg mig i teateret Le Maillon og følte mig først alarmerende malplaceret. Jeg skulle høre en talk med kunstneren Joris Lacoste inden opførelsen af hans værk Nexus de l'adoration (2025), men Lacoste foldede sig ud på fransk i 45 minutter, og jeg sad med ører på stilke for at fange en sætning hist og her.

Lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon

Ikke engang et ord på tysk var der at klynge sig til. Men lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon. Det var en imponerende skare af både unge mennesker i store jeans og ældre folk i farvede briller og silketørklæder. Caféens skydedøre blev slået fra, og gæsterne købte vin og varm aftensmad, slog bordene sammen og grinede dæmpet sammen, mens kunstneren fortalte. Det viste sig at være alt andet end ekskluderende. 

Vi fortsatte veltilpasse ind i teatersalen, hvor Nexus de l'adoration blev opført af en gruppe performere, der alle sammen så meget forskellige ud. En legesyg hyldest til det uens og tilfældige opsat som en underlig multimodal ikke-genre mellem musikteater, bevægende kroppe, monologer, elektroniske lydlandskaber, trommesoli og pludseligt opstående korsatser. Alle performere var på scenen non-stop og huskede et imponerende væld af bevægelser, sekvenser og ord. Det varede to en halv time uden pause, og jeg tror, det var mega sjovt, hvis man forstod, hvad de sagde.

En europæisk festival på fransk

Direktør Stéphane Roth gav udtryk for, at Musica først og fremmest er en international og inkluderende festival, der bringer ny musik ud til folket. Den midterste weekend var eksempelvis præget af et canadisk samarbejde med bl.a. Montreals MUTEK Festival og havde en enkelt dansk komponist, Knud Viktor (1924-2013), på programmet, ligesom et polsk samarbejde havde fyldt festivalens første weekend. Ifølge Roth er der tilmed planer om et større samarbejde med danske kunstnere i de kommende år, og kurator Anna Berit Asp Christensens navn blev nævnt et par gange.

Bevares, ethvert dannet menneske burde beherske det franske sprog. Burde!

Men i de følgende dage måtte jeg også erkende, at både de trykte programmer, de mundtlige instrukser og de performances, der havde verbale elementer, næsten uden undtagelse foregik på fransk. Bevares, ethvert dannet menneske burde beherske det franske sprog. Burde! Men i praksis – og særligt i en tiltagende anglificeret eller endog amerikaniseret sprogkultur – føltes det element ikke så inkluderende. Strasbourg ligger ellers midt i Europa, og det er EU-hovedsæde i et tosproget grænsefelt mellem det franske og tyske. Dermed er der alle forudsætninger for, at festivalen bliver en smeltedigel for ny international kompositionsmusik fra hele Europa (og verden, sågar). På trods af sprogbarrieren viste den sig heldigvis også at tilbyde leg, fællesskaber og spas for alle pengene.

En epidemi af legesyge

Performance-værket Beautiful Trouble (2024) af amerikanske Natacha Diels og JACK Quartet var eksempelvis en surrealistisk bastard mellem strygekvartet, koreografi og digitale visuals. Her var det meste på engelsk, men oversat til fransk på skærmen. Kunne man forestille sig den omvendte øvelse i de andre performances? 

De fire JACK'er ikoniserede sig selv på skærmen gennem Comic Sans-agtige animationer og AI-genererede (omend poetiske) Adobe Stock-billeder

I programmet var Beautiful Trouble beskrevet som en dramaturgisk opsat TV-serie mellem kammermusik og musikteater, men det var meget mere mærkeligt end som så. De fire JACK'er ikoniserede sig selv på skærmen gennem Comic Sans-agtige animationer og AI-genererede (omend poetiske) Adobe Stock-billeder.

På den fysiske scene var de fire voksne mænd iført smækbukser, og både kroppenes og strygernes taktile materialitet blev sat over for den digitalt medierede virkelighed. Koreografien og kompositionen krævede en næsten umenneskelig koordinationsevne, der ikke på noget tidspunkt fejlede. Derfor blev det også ekstremt sårbart. Der var stykker, hvor melodien gled vibrerede rundt lige under lydoverfladen som en stort opsat symfoni, der var malet over. Det var simpelthen en befrielse fra konventioner. Hvor ville jeg ønske mig et indblik i kompositionsprocessen og partituret, for man kan umuligt have fundet på det ved et skrivebord – og umuligt fundet nogen til at udføre værket, som ikke havde været med i legestuen. 

Når alt kan blive til musik – også for børn

Da jeg den følgende morgen oplevede percussiongruppen Sixtrum til en børnekoncert i den parallelle festival Mini Musica, sad jeg med en underlig følelse af, at det egentlig ikke var meget anderledes. Ligesom Beautiful Trouble var børnekoncerten præget af smækbukser, nøje udtænkt koreografi og en interesse for taktile lyde med masser af sjovt grej. Følelsen fortsatte, da jeg derefter gik videre til Murmure (2025) af Stéphane Clor og Kapitolina TsvetKova, som var et kuriositetskabinet af mekaniske dimser midt mellem dyr, teknik og natur, der bevægede sig eller udstødte røg (og dufte).

En modig person i vores gruppe turde heldigvis trække op i de nøgler, der stak ud fra ryggen på en flok falske frøer

Måske kunne det yngste publikum have haft glæde af de mange dimser, især hvis det var ekspliciteret, at man faktisk gerne måtte pille ved dem. En modig person i vores gruppe turde heldigvis trække op i de nøgler, der stak ud fra ryggen på en flok falske frøer, så de pludselig klaprede hen over hinanden på hele gulvet.

Og hvor var musikken i det? Jo, tingenes og publikums lyde blev med lidt god vilje til en samlet komposition, og kunstneren Stéphane Clor gik rundt og skruede og pillede, så lydene konstant ændrede sig. 

Disse værker tydeliggør en grundtanke i festivalen: At mennesket fundamentalt set er musikalsk, og at det skal leges frem. Musicas store satsning på koncerter for børn siden 2020 peger på, at der burde skrives mere seriøs kompositionsmusik til børn, fordi det tilsat pædagogiske krav nok er noget af både det sjoveste og mest komplekse, man kan. Det mener direktøren i hvert fald. Næste år til marts 2026 bliver Mini Musica sin helt egen festival og sætter sig dermed på en niche i musikmarkedet. Det er for at imødekomme den store efterspørgsel, så antallet af publikumspladser stiger fra 1500 til 4-5000. Hvor Mini Musica indtil nu har udspillet sig i byens dansestudie Centre chorégraphique de Strasbourg, vil det næste år bryde fri og gøre brug af hele byen, ligesom de voksnes festival gør. Det bliver spændende at følge.

Musica bruger nemlig hele byen som scene. Som turist var det en genial måde at opleve byen på

Flere festivaler i én

Musica bruger nemlig hele byen som scene. Som turist var det en genial måde at opleve byen på, for vi fik set næsten alle dens kirker indefra (med undtagelse af den imponerende katedral). Hvert sted var der overvældende mange betalende gæster, faktisk var de fleste koncerter helt udsolgte. Det skyldes måske netop festivalens lokale præg: Den bringer musikken ud til folket. Det var tydeligt, at det lige så meget er en scene for eksperimenterende kompositionsmusik, som et tilbud til en bred gruppe mennesker om at stifte bekendtskab med den musik i afslappede og lokale rammer. Og det er ikke kun Mini Musica, der på den måde blev integreret som en festival i festivalen.

De Strasbourgske lokationer blev brugt til at fremhæve internationale forbindelser til bl.a. canadiske kunstnere fra Quebec og Montreal. Deres MUTEC-festival havde kurateret det sene program både fredag og lørdag i kirken Église Saint-Paul, der var proppet med siddende og liggende publikum.

Særligt rammende var Kara-Lis Coverdales stormsusende orgelkoncert, hvor kirken fyldtes af violette farver, mens Coverdale foran det store instrument (og med ryggen til publikum, naturligvis) svingede sit lange hår i takt med eksperimenterende dystre og langtrukne orgeltoner. 

Dette MUTEK-takeover fremviste ny canadisk musik på en original måde, men det blev efterhånden lidt langtrukkent. Den musikalske oplevelse var større ved en opsætning i dagslys med Quatuor Bozzini fra Montreal, der i en tredje kirke fremførte en times potpourri med værker af canadiske Nicole Lizée, Cassandra Miller, Tanya Tagaq og Claude Vivier. Særligt værket Sivunittinni (2015) af innuitsangerinde og komponist Tagaq sprudlede af dynamik. Det gik op for mig, at jeg havde manglet det hele weekenden.

Den Samsø-fødte lydkunstner og selvtitulerede »lydmaler« tilbragte det meste af sit voksne liv med mikrofonen dybt begravet i de sydfranske landskaber

Det er (kun) Knud, som er død

Naturligvis var jeg særligt interesseret i opførelsen af danske Knud Viktors værker. Den Samsø-fødte lydkunstner og selvtitulerede »lydmaler« tilbragte det meste af sit voksne liv med mikrofonen dybt begravet i de sydfranske landskaber og er dermed måske lige så fransk som dansk. Pascal Normandin havde kurateret Viktors elektroakustiske værker i en meditativ setting med immersiv surround-sound, sovemasker og gulvpuder til publikum. Men det var svært at finde ud af, hvordan man skulle lytte til knagende træer og andre elektronisk forarbejdede naturlyde i en time. Heldigvis blev der fra arrangørernes side sat ord på ideen efter koncerten. På fransk, naturligvis. 

Ikke desto mindre var det et eksempel på værker, der lever ud over kunstneren selv. De to Knud Viktor-opsætninger var fuldt bookede og fungerede velsagtens lige så godt nu, som dengang Viktor selv levede.

Faktisk var Knud Viktor en af de få komponister i weekendens program, som er død (med undtagelse af hans næsten-navnebror Claude Vivier (1948-1983)), og det var en gennemgående undren, der fulgte mig fra den ene musikalske legestue til den anden: Hvordan kan disse værker gemmes og genopføres? Kan eksempelvis Nexus de l'adoration opsættes med et andet og lige så forskelligartet cast? Kan Beautiful Trouble stå uden JACK Quartet? Kan alle de små dimser i Murmure meningsfyldt gemmes i skotøjsæsker og opsættes på den anden side af jorden om 50 år? Altså: Er disse værker skrevet kun til dette øjeblik eller også til eftertiden?

Et harmonisk pusterum fra det digitale sus

JACK-kvartettens anden koncert bragte min undren til skamme. Deres hyldest til den amerikanske komponist John Luther Adams med værkerne The Wind in High Places (2010) og Lines Made by Walking (2019) satte et punktum for weekendens program. De fremhævede sammenhængen mellem musik, der udforsker kropslige dimensioner, programmets store overvægt af strygekvartetter og den til tider lidt flade dynamik.

Om man vil det eller ej betyder de lingvistiske paratekster noget for en musikalsk oplevelse

Til gengæld var det et harmonisk pusterum fra det elektroniske og visuelle med kun de fire strygere på scenen, der alligevel lød som alt andet. Klokker. Akkordeon. Horn. Fløjter. Vind i højderne. Dybe floder. Lange skridt. Disse organiske landskaber var godt ledt på vej af værkernes titler. Om man vil det eller ej betyder de lingvistiske paratekster noget for en musikalsk oplevelse – så det er rart, når man kan forstå dem. Det gør en ellers vellykket international festival lidt mere international.

Musica, Strasbourg, 19. – 5. oktober