portræt

Knud Viktor: sonisk seismograf og lydlig buddhist

Knud Viktor var en dansk maler, som i sit forsøg på at afbilde lyset og naturen i Sydfrankrig måtte ty til lyden som materiale. I Frankrig er han en respekteret kunstner og pioner inden for field recording og lydøkologi, men i Danmark er han stort set ukendt. Sidste år døde Knud Viktor efter i en høj alder at være flyttet tilbage til København. Den danske forfatter og lydkunstner Morten Søndergaard skriver her et portræt på baggrund af sit eget møde med Knud Viktors verden.
Af
24. Oktober 2014
– et portræt af den danske lydkunstner Knud Viktor

Person. Af middelalderfransk: persone. Etruskisk phersu, græsk prósōpa – ansigt, maske. Den lyd, der kunne høres gennem masken i græske skuespil. Per son. Af lyd. Son på fransk. Person betyder også maske. Den person, vi er bag masken. Den, der gemmer sig bag en maske. Bag den lyd, der når os gennem masken. Den, der er bag lyden. Lyden er vejen ind til personen bag. 

Hvorfor siger jeg alt dette? Fordi det er en måde at nærme sig Knud Viktor på. Jeg har været på sporet af ham siden den 12. september 1993, hvor jeg hørte en koncert med hans værker på Glyptoteket. Anledningen var, at Knud Viktor fyldte 70 år. Forfatteren Peter Seeberg havde sammen med Knud Viktors kone, Maria Viktor, og Flemming Johansen fra Glyptotektet arrangeret koncerten. Jeg ved, at mange af de, der overværede koncerten, ikke siden har glemt den. For mig var den en åbenbaring. Tænk, at der var andre, der havde arbejdet så længe og så grundigt med lyd på den måde. Der havde brugt timevis på at kaste sten mod sten og optage det med en mikrofon. At lytte til sten. 

Lys bliver til lyd. Sikkert også omvendt. Det er måske det, der fascinerer mig ved Knud Viktors verden

Jeg husker det, og jeg husker det ikke præcist. Mest af alt husker jeg en film, der bestod af sorte og hvide vandspejlinger. Hvem har ikke stået en aften og set på vandets leg med lyset på en vandoverflade? Knud Viktor har set det og filmet det, en grafisk dans, der ledte tankerne hen på de første cinematografiske forsøg og så alligevel var helt moderne, helt tæt på, lige nu. Jeg har ikke siden kunnet glemme den koncert med optagelser af sten, der ramte sten, et enormt rum, helt simple urlyde. 

Senere: at sidde sammen med lydmennesket Peter Christiansen i DR-Ultralyds studie i Julius Thomsen Gade og lytte til Knud Viktors hovedværk, Luberonsymfonien. Herfra husker jeg først og fremmest de vilde synkoper i optagelserne af bier, der flyver mod en rude et sted i Sydfrankrig. 

Det var på det tidspunkt, at et brændende ønske blev født: Den mand må jeg møde. Men at møde Knud Viktor var ikke let. Den person, der med så megen egensindighed og stædighed havde optaget gedehamsene på loftet, lyden af asparges og ormenes lydsignaler, når de gnavede sig gennem hans skab. Knud Viktor gemte sig, og jeg har stadigvæk ikke fundet ham. 

Knud Viktor blev født 25. november 1924 i København og døde 10. juni 2013. Så meget er sikkert. Han betragtes som en pioner inden for ‘field recording’ og er en forløber for akustisk økologi. Han er næsten ukendt i Danmark, men er kendt i Frankrig. Ret tidligt, med et legat fra Statens Kunstfond, flyttede han til Sydfrankrig, til Van Gogh-land, for at male og arbejde med litografi. Knud Viktor var som udgangspunkt maler: 

»Da jeg var Van Gogh-fan, ville jeg under mit legatophold i Paris ned til Sydfrankrig og se, hvordan det var med lyset og det dér, og da det blev sommer, gjorde cikaderne et stort indtryk på mig, fordi deres lyd passede til varmen. Når man gik udenfor, satte de sig på kroppen af én, de sad på husmurene og på tagene, overalt var der cikader, og det gav stødet til en række betragtninger over lyd og lys. Gennem cikaderne blev jeg opmærksom på, at lys og varme havde indflydelse på lyden. Det fik mig til at begynde hele mit lydarbejde, for det var jo fantastisk for en maler, der kom herned på grund af lyset, at opdage, at det var kædet sammen med lyden. Cikadernes rytme forandrede sig med lyset: Gik der en lille sky for solen, var der altid en cikade, der begyndte at hakke lidt i det, eller rytmen blev langsommere.«

Lys bliver til lyd. Sikkert også omvendt. Det er måske det, der fascinerer mig ved Knud Viktors verden, at der er tale om en sammenflyden overalt: af kunstarter og naturvidenskab, af maleri, skulptur og installation. Pensel forvandler sig til mikrofon. Musik forvandler sig til lyd. Hus forvandler sig til mikserpult. Viktor taler selv om arbejdet som en transponering. Det giver god mening, for værkerne ligger langt fra traditionel musik, der er snarere tale om en genkomposition, hvor elementer recirkuleres og forvandles.

»Pludselig kommer den her båndoptager i hænderne.« Det siger han i et af de interviews, der findes. Først en Philips-minikassette i 1963. Den kommer i hænderne. Den falder ned i hænderne på ham fra lydhimlen. En slags lydappelsin i hans turban. Den kommer til ham udefra, en tilfældighed, som han forfølger. Han er en dansk slægtning til John Cage, der forfølger de muligheder, tilfældet spiller ham i hænde. 

Der er en forpligtigelse indbygget i at lytte, vi er alle på en eller anden måde en stor verdens-seismograf

Ekskurs: Denne beretning må nødvendigvis blive personlig. Som ti-årig vandt jeg en tegnekonkurrence. Jeg skulle tegne min far. Konkurrencen hed Verdens bedste far. Jeg kom i finalen sammen med min far og stod der på scenen i Rosengaardscenteret i Odense, hvor min far skulle gennemgå forskellige far-agtige prøver: klippe hæk på tid, slå søm i på tid. Den slags. Vi vandt ikke. Men jeg tror, vi fik tredjepræmien: en båndoptager. Pludselig kommer den her båndoptager i hænderne på mig. Det var en Philips-kassettebåndoptager. Jeg har den endnu. Tænk, at man kunne optage verden på bånd. At man kunne mikse den og sætte den sammen på en anden måde. Optage verden. Optage den i sig. Siden dengang har lydene og ordene været to parallelle bånd, der har løbet gennem mit liv. Ekskurs slut. 

Lydene forbinder os med verden, de er små livstråde, der laver det net af lydlig virkelighed, vi hele tidens færdes i. Min søgen efter Knud Viktor har ført mig mange steder hen. Jeg har hørt ham i natuglens skrig i Vinci i Toscana, og jeg har kravlet rundt med en mikrofon i månedsvis på Monte Altissimo for at optage alt fra sprængninger med dynamit, skridt i sne til is, der smelter, og snerrende hunde. Jeg har stået sammen med den svenske lydkunstner Hanna Hartman højt oppe i et stenbrud i Carrara og optaget den tørre og tætte lyd, marmorstenene har, og sammen med mine børn har jeg forårsaget stenskred i forladte marmorbrud. Knud Viktors værk har lært mig at lytte til verden. Der er en forpligtigelse indbygget i at lytte, vi er alle på en eller anden måde en stor verdens-seismograf.

© Knud Viktor

»Min første tanke var jo, at så kunne jeg selv lave lyd til de film, der lå. Jeg kan huske, at jeg gik ud for at optage bier. Og vand. Vand og bier. Det var to elementer, der sammen med cikader optog mig meget. Og så gik jeg hjem og miksede det hele sammen ved en indskydelse på båndoptageren. Og da blev jeg klar over, at bånd, det var et enormt udtryksmiddel. Og jeg har også kaldt det, jeg har lavet, for båndglæde. Jeg har aldrig sagt, at det, jeg laver, er musik; jeg har altid syntes, det var en fortsættelse af maleriet. Maleri eller skulptur. En dag, hvor jeg var kravlet op i bjerget og stod og så ned i den lille dal, hørte jeg en bonde råbe på sin hest. Det var en meget stærk lydoplevelse for mig, for pludselig syntes jeg, at råbet blev til noget fast, fik en fast form, som stod i et meget præcist forhold til dalens volumen eller krop. En anden gang hørte jeg ugleskrig i natten, som jeg prøvede at give billedlig form i min kortfilm Akvarel. Lyd og skulptur og det hele gled sammen til den samme kilde, der i virkeligheden kunne blive til, hvad det skulle være.«

Bondens råb bliver en fast form, og Knud Viktor tilføjer, at der er »et meget præcist forhold til dalens volumen eller krop«. Som om råbet er en formulering af netop det øjeblik. Forholdet mellem råb og dalens volumen går restløst op i hinanden. Den skulptur af lyd, som råbet formulerer, gør dalen dobbelt. Der er overensstemmelse mellem råb og dal. Bonden råber til sin hest: en hverdagslig begivenhed, et pragmatisk udbrud, noget, der sker hele tiden. Men et øjeblik river det sig løs og bliver til en overordnet formulering af omgivelserne. En slags magisk overtoneklang, en superposititionel eller kontrapunktisk prikken hul på hele sceneriet, så det ligesom bryder igennem og på én gang fyldes og tømmes af sig selv: en volumen. Det smukke ved det ord er, at det både kan betegne noget lydligt og noget rumligt. Volume. En beholder for både rum og lyd. 

Lyd og skulptur og det hele gled sammen til den samme kilde, der i virkeligheden kunne blive til, hvad det skulle være

»Jeg følte, at det, jeg oplevede, var truet af inversion, der skulle ikke meget til, før de der musikalske stemninger blev ødelagt, og derfor var der fra min side et ønske om at bevare så meget som muligt. Og det gjorde, at jeg lidt efter lidt havde en enorm matière. Da jeg var maler, havde jeg et ønske om at male med de lyde, for jeg så dem jo som farver. Med de forskellige oplevelser, jeg har haft, har jeg prøvet på at tegne lyde. Jeg hørte visse lyde, som jeg så som former. En af de første kassetter lavede jeg, da jeg simpelthen rakte en hånd ud i luften, og da havde jeg på den optagelse en ugle, en nattergal og en fårekylling. Det eneste, der var i vejen med det bånd, var, at jeg ikke forstod at optage, der var håndlyde i. Når jeg bevægede mikrofonen, så kom der håndlyde.«

Håndlyde i mikrofonen. En tilstedeværelse. Det er, som om Knud Viktor i sit værk også søger en forsvinding, en buddhistisk gåen i ét med verdenslyden eller verdensharmonierne. Han er der, og han er der ikke. Han er der kun gennem lyd, per son. Det hele er skrøbeligt, foreløbigt og midlertidigt. Han sanser det både med sit sanseapparat og sine egne hjemmebyggede apparater. Minikassetten blev til en tosporet Nagra (1971). Et patronhylster kan forvandles til en god kontaktmikrofon. Et blikfad en parabolmikrofon. Hjemmebyggede højttalere, små geniale lydopfindelser, sammenflikkede mikserpulte, kasseret materiel fra undersøgelser, hvis grundinteresse havde været at tæmme lydene, ikke at sætte dem fri. Sådan optog han eddikefluers kærlighedssange og to snegle, der gnasker salat. Støj ingen hindring. Stilhed, hvad er det i grunden? Kan man høre Durancefloden og bjergenes ekko. Hvad er lyden af en sølvmine, hvad er lyden af sølv? Knud Viktor er i slægt med John Cage, fordi det i lige så høj grad er fortællingen om hans værk, der er det væsentlige. Viktors lydfilosofi og akustiske økologi er det væsentligste. At vi må lytte os frem for at leve. At vi må høre godt efter for at overleve.

»Tilbagegangen, den fortsætter. En dag filmede jeg en myre af en eller anden grund. Så kommer der en millitærmaskine flyvende forbi med et mægtigt rabalder. Til min overraskelse, så begyndte myren at klø og gnubbe sig over hele kroppen. Jeg tænkte, at var et tilfælde, men det kan også være, at det var en reaktion. Den gav et hop, i hvert fald, lige idet flyveren kom forbi. Og man ved, at myrene har deres følsomme elementer i ben og lemmer. Men så er jeg begyndt at kigge efter i de andre optagelser, jeg har, og det er rigtigt, de reagerer voldsomt over for lyd. Og det er jo kun en lille myre, men jeg selv gør det jo. Jeg reagerer over for basfrekvenser. Basfrekvenser kommer jo ind i en, selvom man ikke kan høre og mærke dem. Og man ved, at nogle lavfrekvenser kan være dødelige. Og dyrene og insekterne, de holder jo ved, så længe de kan, og så en skønne dag, så er de forsvundet alligevel. Og så kommer den stilhed, som man længes efter. Ikke jeg, men mange længes efter stilhed. Jeg ved, at der er folk, der har klaget til borgmesteren over, at de ikke kan sove for cikadesang og nattergale. Men når det gælder økologi, kan man ikke nøjes med, at der sidder nogle politikere og forsøger at gøre noget. Økologi må være en livsform. Det må være noget, enhver tænker. Det må være en gestus. At det er en del af os.«

Screenshots fra forskellige interviews. Fotomontage af Goran Vejvoda.

Han boede på et bjerg i Provence i 30 år, og da jeg besøgte huset med sønnen Mark Viktov en sommer, hvor Knud Viktor var vendt tilbage til København, var det en forunderligt lydlig ruin, jeg besøgte. Der hang stadig kabler i oliventræerne, der førte ned i rævegrave eller til bikuber eller forsvandt ned i kaninhuller. Således kunne Knud Viktor om natten sidde i huset og mikse Luberonbjerget til en stor livesymfoni. Og når man gik på opdagelse i huset, viste det sig at bestå af rum, der et efter et var blevet efterladt og forseglet, fordi den teknik, de oplagrede, var blevet forladt af kunstneren. En sonisk eremit, der lige så langsomt havde forkastet sine resultater et efter et og efterladt det hele i et syndigt rod. Måske fordi han langsomt indså eller indhørte, at det, han ledte efter, ikke lod sig fastholde. Deraf også vrangvilligheden mod at udgive værkerne og til sidst modviljen mod at opføre dem. Måske fordi de aldrig alligevel gengav det, han selv havde hørt eller havde hørt for sit indre øre.

Det er, som om Knud Viktor i sit værk også søger en forsvinding, en buddhistisk gåen i ét med verdenslyden eller verdens-harmonierne

»Nogle gange brugte jeg lydene i deres rene form, andre gange lavede jeg dem om for at skabe de begreber, jeg prøvede at udtrykke som Det brede bjerg, Det høje bjerg, Varmen, Blæsten og Cikadens forvandling. Det sidste var som sagt vigtigt for mig, fordi jeg havde arbejdet så meget med den og syntes, det var så underligt med dét dyr, der søgte lyset og sang højere og højere, jo mere lys der var, men alligevel levede langt den største del af sit liv under jorden som en muldvarp. Jeg prøvede at skabe en nattestemning og den langsomme rytme, når den skyder sig ud af sin krop og prøver at blive en cikade. Blæsten kunne jeg ikke optage rigtigt på det tidspunkt, så den lavede jeg med insektvinger; blæsten, Mistralen, betyder jo meget på Luberon. Og regnen. Og varmen med de lyde, der hører til den. Lidt efter lidt opdagede jeg, at det kunne have stor virkning på folk. Jeg kan huske, folk i begyndelsen kom langvejsfra og satte sig på gulvet derinde for at høre det i quadrofoni.«

Jeg tog til Gassendi Museet i Digne-les-Bains og så en udstilling, som Knud Viktor havde skabt der sammen med Mark. Et billedkammer, hvor lydløse billedloop af vandoverflader, cikader i hamskifte, ugleøjne, spindelvæv og vindbevægelser afspillede deres forunderlige, tyste billedlyde. En poetisk billedkube, som på samme tid var oldschool i sit udtryk og samtidig noget af det mest indfølte og radikale, jeg længe havde set. Uden for museet stod tre telefonbokse med Allo La Terre. De er drevet af solenergi, og løfter man røret, hører man forskellige Knud Viktor-kompositioner. Tilbage i Danmark ringede jeg til Mark. Nu ville jeg møde Knud Viktor, men Mark kunne fortælle mig, at han få dage forinden var blevet kørt ned af en bil på gaden i København.

»Naturlydene, jeg brugte dengang, overraskede mig også ved at have en indvirkning på dyreverdenen, på forskellige dyr, især husdyr, der hverken reagerede over for Beethoven eller over for elektronmusik. De blev nogle gange urolige og gik rundt og kiggede bag højttalerne, og det var lyde, jeg havde omformet mere eller mindre, altså lyde, der for eksempel ikke blev afspillet i deres virkelige hastighed. For samtidig var det et teknisk studium af lydens evner og comportement i rummet, så jeg måtte finde et apparat, der kunne mikse firekanals – for Luberonsymfonien er komponeret for rigtig firekanals lyd, hvor den enkelte lyd har sin del i hver højttaler, ikke bare én lyd fra én højttaler, en anden fra en anden og så videre.«

På mange måder er lydene afhængige af fortællingen om Knud Viktor. Men jeg mener ikke, at det gør værket mindre. Al kunst bærer en verden i sig

Lydenes kvalitet, altså den tekniske side af Viktors værk, er på mange måder middelmådig. På mange måder er lydene afhængige af fortællingen om Knud Viktor. Men jeg mener ikke, at det gør værket mindre. Al kunst bærer en verden i sig. Ethvert værk kan ganges op i tanken og derved ses – eller høres – som et bud på, hvordan verden kunne indrettes. Der er en etik indbygget i alle æstetiske frembringelser. Jeg siger det stille og roligt: Jeg vil meget gerne bo i Knud Viktors verden. Den finjusterede og præcise, næsten zenagtige omhyggelighed i omgangen med det, som er lige foran hans næsetip og øreflip. John Cage siger i bogen Silence: »If something is boring after two minutes, try it for four. If still boring, then eight. Then sixteen. Then thirty-two. Eventually one discovers that it is not boring at all.« Det samme som at sige: Vi skal blive ved med at lytte for at teste verden med vores lytten. Det var en praksis, som Knud Viktor formåede at raffinere:

»Når jeg havde en lyd, hvad enten jeg havde optaget den direkte fra naturen eller komponeret den sammen af to andre, for eksempel, hørte jeg den nogle gange en hel formiddag for at se, om jeg kunne holde til det. Hvis jeg begyndte at få kvalme, var det, fordi den ikke duede. Hvis jeg ikke fik kvalme og lyden fornyede sig selv hele tiden, var den god nok. Efterhånden blev det til en slags lydsætninger, der skulle have den kvalitet, at jeg kunne acceptere dem – det vil sige, at lyden ikke mere var støj, men en lyd med et udtryk. Den bliver et udtryk plus det, at den kan forny sig selv, og det kan man jo også sige, god musik kan.«

Knud Viktor. Viktor. Viktorius. Den, som sejrer. Det er langt fra Knud Viktors verden at tænke på at sejre, at vinde, men han er den, der sejrer, fordi han havde fat i den lange ende. Jeg forestiller mig ham der i huset på Luberonbjerget: en lytten, en intens opmærksomhed rettet udad, væk fra ham selv. En sitrende tilstedeværen i eksistensen. Det er måske det, hans værk giver mig: en intens opmærksomhed rettet mod det, som er uden for mig selv. De små ting, de små forskydninger. Insekternes liv og deres fintmærkende instrumenter rettet mod deres omverden. En myre, som klør sig, fordi et jagerfly hamrer forbi. Kaninen, der snorker nede i sin eventyrlige hule. Ormene, der sender bankesignaler til hinanden i skabet, ormesignaler, som siger: Her er jeg. Cikaderne, der holder et helt landskab på benene med deres rytmiske songlines og rytmemønstre. Verden er lyd. Verden er der. Ikke som natur, ikke som modsætning og søndagsunderholdning. Men som noget inde i os, en ladet stilhed, et stilhedsrum bygget op af lytteforventning. At et spindelvæv, som vinden leger med, også kan være en lyd. At lys, der danser på en vandoverflade, også kan være en tone. Den synæstetiske sammenvævning foregår på alle niveauer i det levende, hele det organiske væv og sammenvæv, som vi er en del af. En bondes råb i luften forvandles til en skulptur af lyd: Virkeligheden er et rigt mønster af rytmiske og harmoniske strukturer, som først træder frem for os, når vi har lånt den opmærksomhed, de øvrige levende væsner, vi deler planten med, allerede besidder. Knud Viktors værk er en lang påmindelse om det, vi allerede er, og som vi burde gøre krav på i os selv:

Verden er lyd. Verden er der. Ikke som natur, ikke som modsætning og søndagsunderholdning. Men som noget inde i os, en ladet stilhed

»Lyd og skulptur og det hele gled sammen til den samme kilde, der i virkeligheden kunne blive til, hvad det skulle være. På den anden side synes jeg, man kan høre musik i naturen, og det er måske den mest ægte. Ikke fordi jeg ikke kan lide klassisk musik og alle de andre former for musik, men det mest rørende eller berørende er nok det samspil, der forekommer i naturen. Jeg kan huske en nat, hvor jeg troede, jeg hørte en frø, en klokkefrø, synge samtidig med en fårekylling, men så fløj frøen, der i virkeligheden var en natravn, hvis sang på en eller anden underlig måde gik fuldstændig op i en enhed med flere fårekyllinger og andre naturlige insektlyde, og man spørger sig selv, om det var tilfældigt, eller om alle de dér lyde på en eller anden måde søger at falde ind i en harmoni?«

Alle uafhængige citater er fra optagelser lavet af Jesper Tang. Tak til Jesper Tang, Merete Pryds Helle, Mark Viktov og søster Kamilla Viktov samt Jan Høgh Stricker.

31/10 vises Knud Viktors film Akvarel på Wundergrund Festival, hvor Morten Søndergaard vil præsentere filmen og Knud Viktor.

14/11 opfører Morten Søndergaard et værk på SMK Fridays med Knud Viktor som omdrejningspunkt. Her har han installeret mikrofoner i søen, træerne og sivene og lader naturen fungere som instrument.