Fra mørke til magi: Warren Ellis og rejsen mod lyset

»Jeg har aldrig haft det bedre.«

Warren Ellis er i storform. Fra det øjeblik, jeg kommer ind ad døren i backstagerummet i Bremen Teater, er det australske energibundt enormt nærværende, taler konstant, øjnene lyser og hans kropssprog er hyperaktivt. Ud over sit karakteristiske gigantiske skæg og nydelige jakkesæt er han iført både ringe og armbånd, og ofte fægter han så ivrigt med armene, at smykkernes raslen får det til at lyde som om, han spiller tamburin.

»Det skulle ikke handle om en eller anden fucking middelmådig rockstjerne, der er blevet del af en dyrepark, nej, den handler virkelig om min familie«

Ellis er i København for at promovere filmen Ellis Park, der blev vist på CPH:DOX, og som i øjeblikket rejser rundt på filmfestivaler verden over. Ellis er naturligvis først og fremmest kendt som musiker, både som Nick Caves tætteste samarbejdspartner i The Bad Seeds og i instrumentaltrioen Dirty Three, som sidste år udsendte deres første album i hele 12 år, Love Changes Everything. Men Ellis Park viser Warren fra en ny side, for sammen med dyreaktivisten Femke den Haas har han skabt et dyrereservat dybt inde i Sumatras jungle, hvor de redder og hjælper mishandlede dyr. Han har altid været glad for dyr, fortæller han, og taler om de to hunde og fire katte, han har hjemme, men dette er noget helt andet – »det var som at være med til at gøre noget, der var meget større end mig«.

Der er efterhånden lavet indtil flere dokumentarfilm om Nick Cave, hvor Warren Ellis også altid spiller en væsentlig rolle – 20,000 Days on Earth, One More Time With Feeling og This Much I Know to Be True er alle fremragende. Men Ellis Park stiller helt skarpt på Warren Ellis og vel at mærke ikke kun hans dyrepark, men i lige så høj grad ham som privatperson på en måde, man aldrig har oplevet før. Ud over at være på rundtur i hans barndomsland og se ham improvisere filmens musik i studiet følger man ham på en tur hjem til hans forældre, der på det tidspunkt begge kæmper med alvorlig sygdom. En heftig oplevelse for ham, både under optagelserne og nu, hvor filmen er ude.

»Filmen er virkelig vigtig for mig. Det skulle ikke handle om en eller anden fucking middelmådig rockstjerne, der er blevet del af en dyrepark, nej, den handler virkelig om min familie, handler om tillid, handler om kærlighed. I filmen tager vi hjem til mine forældre, og det er den sidste uge, de er sammen, og mor har Alzheimers og ved ikke, hvem jeg er, og far har en svulst i ansigtet, og han døde faktisk, mens vi lavede filmen. Da filmen blev vist allerførste gang i Australien, sad jeg selv i salen og så med, og det var virkelig en fejl. Jeg kunne slet ikke tale bagefter, for jeg var så rystet.«

»Jeg var helt færdig, kravlede rundt på et værelse og spiste peanutbutter, gik ikke i bad og havde fem måneder med selvmordstanker«

Ved screeningen af filmen på CPH:DOX holder Ellis sig ude bagved under filmen, men er til gengæld i det vildeste hopla, da han bagefter kommer ind på scenen og spiller på sin mangeårige yndlingsviolin foran det meget begejstrede publikum. Manden og musikken sitrer med energi. Han har gudskelov genfundet gnisten, som døde helt ud, da Ellis Park oprindeligt blev færdiggjort.  

»Da jeg var færdig med at filme dokumentaren, knækkede den mig. Jeg havde en hård, hård, hård nedtur. Jeg røg ned i et sort hul. Jeg var helt færdig, kravlede rundt på et værelse og spiste peanutbutter, gik ikke i bad og havde fem måneder med selvmordstanker. Jeg kom tilbage med hjælp fra en psykiater og antidepressiv medicin og ikke mindst en ny kæreste.«

»Jeg har været på antidepressiv medicin i to år nu, og det har virkelig ændret mit syn på livet. Og det har virkelig ændret, hvor jeg føler, at min plads er. Jeg har haft angst det meste af mit liv. Det er måske ikke tydeligt, når man ser, hvordan jeg opfører mig, og hvor meget jeg laver, men man prøver jo hele tiden at arbejde, så man kan fungere.«

Da han fandt sin egen lyd

Det har vitterligt ellers ikke skortet på kreativt output fra Warren Ellis de seneste år. Han laver en lind strøm af soundtracks og har netop skrevet musikken til den brasilianske spillefilm I’m Still Here, der ved årets Oscar-show vandt prisen for årets udenlandske film. Sammen med Nick Cave & The Bad Seeds udgav han sidste år albummet Wild God og har også været på verdensturné med bandet, hvor de gav et par roste koncerter i Royal Arena sidste efterår. Og som om alt det ikke var nok, debuterede han som forfatter i 2021 med bogen Nina Simone’s Gum, der er en slags memoirer, selvbiografi og musikalsk-filosofisk manifest i ét. Han tager udgangspunkt i et stykke tyggegummi, som Nina Simone havde tygget i ved en koncert, han overværede, og som han derefter tog med sig verden rundt og har bevaret lige siden som en slags helligt totem. På Nick Cave-udstillingen Stranger Than Kindness på Den Sorte Diamant i København i 2021 var det udstillet i forgyldt form.

»Da jeg skrev bogen, måtte jeg bare være mig selv. Det var min regel for alt, jeg skrev i bogen: Det skulle være ærligt. Det, jeg prøver at sige med bogen, er, at fantasien er det, der giver os mulighed for at gøre ting. Og det er sådan set ligegyldigt, hvad det er, der inspirerer dig. Det kan være et stykke tyggegummi. Men effekten er magisk.«

»Uheldene er altid det bedste. Hver gang jeg tror, ​​jeg har fået en idé, som jeg tror vil virke, er det altid en skuffelse«

Når Ellis kigger tilbage på sine seneste års arbejde, beskriver han 2015 som et skelsættende år, for det var her, han første gang skabte et soundtrack på egen hånd: musikken til den franske film Mustang, et søskendedrama som havde verdenspremiere på Cannes Film Festival, og indbragte Ellis en César-pris, som er Frankrigs pendant til Oscaren.

»Jeg har haft samarbejdspartnere hele mit liv – Dirty Three, Nick, og så videre. Så at lave Mustang-soundtracket var en stor beslutning for mig, for det var første gang, jeg lavede noget helt selv. Jeg var ansvarlig for alt. Det betød meget for mig og ændrede også, hvordan jeg så mig selv.«

Kærlighed til rod og tilfældigheder

I det hele taget har Ellis’ arbejde med filmmusik haft altafgørende betydning for ham.

»Da Nick og jeg lavede The Proposition for 20 år siden, var det første gang, jeg virkelig gik amok i studiet. Jeg havde en masse forstærkere og loop-maskiner. Jeg havde talt med Bobby Gillespie om produktionen af Psychocandy, Jesus and Mary Chain-pladen, og hvordan de fik den lyd – hver gang du hørte den plade, rev den bare hovedet af dig. Hvordan fik de det til at lyde så fantastisk? Og han kunne ikke huske meget, men han huskede, at der var tre forskellige lag af guitarer, som de bare blev ved med at skrue op og ned. Jeg kunne ikke få det ud af mit hoved, så jeg tænkte, ja, hvorfor tager jeg ikke bare tre forskellige forstærkere – en stor, en lille og en direkte linje. Vi optog alt flere gange gennem alle mulige forskellige forstærkere, nye overtoner opstod, vi skruede op og ned på må og få, og det gav disse atmosfæriske skift. Det var en fantastisk opdagelse. Det var begyndelsen.«

»Uheldene er altid det bedste. Hver gang jeg tror, ​​jeg har fået en idé, som jeg tror vil virke, er det altid en skuffelse. De gode idéer er noget, vi ikke har forudset. Jeg elsker at forvilde mig ud i alt muligt med instrumenter, som jeg ikke rigtig kender, og når jeg ikke ved, hvad jeg laver med mine loop-maskiner og synthesizerne, så begynder jeg at opdage ting.«

»Som ung spillede jeg klassisk violin, jeg elskede rock'n'roll, men jeg så ikke sammenhængen mellem at lave musik og nyde det«

»Jeg ender ofte i dette virvar af kabler, fordi jeg har tyve eller tredive forskellige paneler, ti eller femten instrumenter, jeg griber bare ting og stikker kablerne ind, og det hele er ét stort rod. Jeg tager ikke billeder af knapper for at se, hvordan de er indstillet, så halvdelen af ​​tiden ved jeg ikke rigtig, hvad lyden er. Jeg har oplevet mange gange, hvor jeg har arbejdet på noget, efterladt det, vendt tilbage næste dag, vendt noget rundt, tændt noget, og pludselig kommer der en idé derfra, og jeg kan ikke huske, hvordan det opstod. Hvis jeg sidder i et rum og arbejder, og jeg pludselig føler, at alt i rummet ændrer sig inden i mig, selv om det kun er et par toner, jeg har gang i, så ved jeg, at der sker noget godt. Og det er vel at mærke ikke noget, jeg altid har vidst. Det er noget, jeg først kan tale om nu, nu hvor jeg har noget historie. Det er en god ting ved at blive ældre.«

Ny ro efter årtiers panik

Ellis vil tydeligvis altid gerne prøve nye ting af og eksperimentere. Og den evige eventyrer er ikke bange for overraskende valg af samarbejdspartnere. Han taler eksempelvis i høje toner om en fransk mastering-tekniker, der har arbejdet med Daft Punk, og som han gerne vil prøve af til nogle af sine soundtrack-udgivelser. Og da jeg spørger ham ind til valget af The Flaming Lips-produceren Dave Fridmann som mixer af Wild God er han også begejstret. Han fortæller dog, at det var Caves valg – »Nick er vild med The Flaming Lips’ plader« – men han elsker, at Fridmann på subtil, elegant vis har udvidet Bad Seeds’ sound, og da jeg fremhæver blandt andet brugen af rumklang på albummet, så smiler han til mig med et glimt i øjet og glæder sig over, at den slags detaljer bemærkes af den opmærksomme lytter.

»Det er først for nylig, jeg har indset, at jeg har opbygget et ret solidt fundament af arbejde nu, som gør, at jeg kan tage mig af min familie«

»Jeg elsker at lave musik. Det, der fik mig til at lave musik, var, at jeg nød det. Som ung spillede jeg klassisk violin, jeg elskede rock'n'roll, men jeg så ikke sammenhængen mellem at lave musik og nyde det. Jeg har altid troet, at jeg bare ville være musikfan. Så længe jeg kan huske, var det at lytte til musik en måde for mig at undslippe verden på. Da jeg var barn, var der ikke mange flugtveje. Der var fjernsyn, musik, film. Man kunne ikke se en film, når man ville, jeg boede i en lille by. Musik var et kæmpe fokus for mig og en værdifuld ting at have. Der er plader, hvor jeg kender hver en tomme af coveret, hver detalje i lyden. Men på en eller anden måde kom jeg i gang med at lave musik i midten af ​​20'erne. Jeg var aldrig økonomisk drevet, jeg elskede bare at spille.«

»Min panik, som jeg har levet med i 30 år, over at alt skulle stoppe, at alt skulle tørre ud, at jeg ikke kunne arbejde, eller at der ikke kom noget ind, er først aftaget det sidste år eller to. Det er først for nylig, jeg har indset, at jeg har opbygget et ret solidt fundament af arbejde nu, som gør, at jeg kan tage mig af min familie. Og det er den største præstation, jeg kan komme i tanke om.«

»Jeg har lige lavet en naturdokumentar, som jeg lavede på tre dage, 40 minutters musik. Jeg tror, det er mit bedste score nogensinde. Jeg er 60 år, og jeg er mere travl, end jeg nogensinde har været – men jeg føler også, at jeg laver mit bedste arbejde i øjeblikket.«