Klangbad på Oddens yderste klippe

Nær spidsen af Sjællands Odde ligger Yderby Lyng – en lille by i udkanten af Havnebyen, kendt fra DR3’s serie Doggy Style. Her finder man grillbaren Tunen, en shelterplads med havnedukkert og tidligere også hotelrestauranten Den Gyldne Hane. Serien skildrede de unges liv i et område, hvor København føles langt væk, både fysisk og mentalt. Egnen rummer både klassisk landområde med Holbæk som nærmeste by og Danmarks største sommerhusområde.

Jeg flyver væk. Klangbade burde være menneskeret nr. 31

Dertil er gamle gårde begyndt at tiltrække nye beboere, der bringer kaffelatte-kultur, økologiske boder og kunst med sig. Og nu også Lost Farm, en helt ny festival på en gård i Yderby Lyng, komplet med pop up-barer, pizzavogn, langborde, skulpturer, installationer, teltlejre og tre scener: The Pit, The Cave og The Barn.

Fredag eftermiddag, da jeg ankommer til Farmen, bliver jeg taget imod af Jude Bennett, gårdejer og kunstnerisk leder af festivalen. Jeg kommer efter den officielle åbningstale, men får en personlig rundvisning inden den første koncert. Jeg er selv en slags lokal – en del af sommerhussegmentet – og efter uger med hammer, sav og maling føltes udsigten til et »klangbad« i Cave-scenen ekstra tiltrækkende. Cave, en black box der engang kunne have været lade eller stald, ligger ud mod en hestefold, hvor en sort stofskulptur formet som en moskusokse nu står. Man kan krybe ind i den. På blotlagte rødder i gruset står rester af stearinlys i små lerskulpturer, og længere nede driver røgen fra en sauna.

Vi passerer en workshop med uld og fåreskind, en neglebar og en have med gamle frugttræer

På vejen dertil viser Bennett mig også Pit-scenen med professionelt lys og lyd, og vi kigger ind i Barn, hvor en præsentation med ukrainske kunststuderende fra det bombede Mykhailo Boichuk Kyiv State Academy er i gang – et besøg organiseret af og medstifter af Lost Farm og festivalproducent Steen Andersen fra det københavnske kunstfællesskab PB43. Vi passerer en workshop med uld og fåreskind, en neglebar og en have med gamle frugttræer.

Jeg har glemt min yogamåtte, men får heldigvis udleveret en, og lægger mig godt tilrette. Komponist og musiker Anders Rhedin introducerer sessionen og guider os langsomt ind i badet via meditationsinstruktioner. Hans milde stemme bliver ledsaget af slag på gongen bag ham. Lydbilledet bliver efterhånden suppleret af nænsomme soundscapes afspillet fra elektronikken ved siden af ham. Jeg lader mig ankomme til Farmen. Jeg flyver væk. Klangbade burde være menneskeret nr. 31. 

Musik mod militæranlægget

Ud på eftermiddagen spiller den svensk-iranske elektronmusiker Tehran ud for Gniben strand på nordsiden af Odden. Her kan man følge militærskibe, der afholder øvelser i Kattegat, og også se Oddens spids, hvor Søværnets Artilleriskole Sjællands Odde holder til. Koncerten foregår på »cementvraget«, en såkaldt »lægter« (et lastfartøj uden egen maskine bygget af armeret beton), som stødte på grund i 1947, og som siden har ligget til skue i vandet.

På vraget er der installeret højttalere og elektronik, så Tehran kan opføre sin musik ude på vraget, stik rettet mod militæranlægget. Tehrans seneste album HUSQVARNA fra 2024, der også har en visuel side, iscenesætter musikerens hjemby Jönköping som et hjemsted for industri og våbenproduktion, og passer derfor også godt til denne setting. Koncerten starter med et støjende, men mildt soundscape, hvorefter Tehran går på med sin vokal, der blander latter, gråd, sang, recitation og råb som »det är bara en dröm«

Dansk og international militærhistorie bliver denne sommerdag på Odden synliggjort gennem en auditiv ømhed og desperation 

Musikken er en blanding af nedtonet noise og tung doom, tilsat en god portion elektronisk bearbejdning. Sammen med en guitarist synger Tehran en ballade. Det er et kuratorisk greb at lade Tehran performe mod militæranlægget. Kontrasterne mellem den til tider forvrængede, til tider akustiske guitar, elektronisk støj, citarspil, skrig, lejrbålssang, skibsvrag, militæranlæg, hav og strand skaber en andægtig stemning blandt publikum, både dem i vandet og blandt dem, der har taget plads i klitterne.

På umærkelig vis bliver dansk og international militærhistorie denne sommerdag på Odden synliggjort gennem en auditiv ømhed og desperation, der ikke forcerer os at tænke eller mene noget bestemt, men som alligevel får os til at gå derfra med en ny fornemmelse af stedet – og af virkeligheden. 

Fra tunfiskeri til flygtningeredning

Før koncerten taler jeg mere med Jude Bennett, som – når hun ikke skaber Lost Farm – leder Roskilde Festivals Art & Activism-program. Hun flyttede til Danmark fra Lesvos i Grækenland i 2017, hvor hun havde boet siden hun i 2015 var med til at starte Refugee Rescue (Mo Chara). Samtidig arbejdede hun også som kurator. 

Hensigten med Lost Farm, fortæller hun, er at samle kunstnere fra hele verden, der ligesom hende selv, deler en stærk bekymring for verdens tilstand. I stedet for at lade stå til, vil hun samle kunstnere fra det meste af verden, og se hvad sker, hvis deres fælles energier, deres vrede og sorg, bliver bragt sammen. Hun vil, de skal kontemplere sammen, men også vende håbløsheden ud mod offentligheden i koncerter og performance. På gården huser hun under festivalen 150 kunstnere og frivillige, samt de 150 publikummer, som også er mødt op. 

Bennett fortæller om en udstilling i Havnebyens Tunmuseum. Den lokalhistoriske fortælling om tunfiskeriet i Havnebyen i første halvdel af det 20. århundrede er erstattet med udstillingen If this boat could speak, organiseret af dansk-nordirske MoChara / Refugee Rescue Art Collective. Med lyd, artefakt, billeder og video bevidner udstillingen redningsbåden Mo Charas bedrifter i Middelhavet over det seneste årti, hvor den har været med til at redde over 25.000 bådflygtninge ud for den græske ø Lesbos. 

I stedet for at lade stå til, vil hun samle kunstnere fra det meste af verden, og se hvad sker

Installationen består dels af en kunstdokumentarfilm med billedkollager og videoklip fra området, som stemningsfuldt og i glimt viser den håbløse situation. I rummet er også installeret havlyd i en lille højttaler, der blander sig med lyden fra filmen, mens den centrale placering af en »ægte« redningsvest giver nærvær til de medierede fremstillinger. Mo Chara selv er udstillet udenfor det gamle træhus ledsaget af ordene: »I 2015 blev situationen [i Middelhavet] kaldt en af vor tids største humanitære kriser. Siden er omtalen stilnet, men det er den livsfarlige situation for mennesker på flugt ikke. Krisen fortsætter, og det bør redningsarbejdet derfor også. Men efter et årti i tjeneste er jeg ikke længere sejldygtig. Jeg er strandet på land. Jeg står nu her – som vidne, som spørgsmål, som mulighed for eftertanke.«

Mytisk koncert i fiskerhuset og Birkeskovens stemmer

Samme dag som udstillingsbesøget løber også Havnebyens velbesøgte Makrelfestival af stablen – med fiskekonkurrence, fadøl, boder og musik. Lost Farm er med og byder blandt andet på en koncert i et forladt fiskerhus, hvor sanger og elektronmusiker Julie Hjetland opfører værket Konkylie i dialog med Anna Baks installation Fatal Waves. Hjetland, klædt i norsk nationaldragt i kontrast til sine lange dreadlocks, lader stemmen være koncertens kerne: liveindspiller, looper og manipulerer til pulserende lydtæpper.

Hun synger også en folkesang næsten a cappella, kun ledsaget af diskrete samples fra Baks sølvfarvede konkylie-skulptur. På gulvet ligger en metalblå krebse-havfrue, der sammen med musik, et stiliseret skibsvrag og et tro-håb-og-kærlighedssymbol, sammen forvandler fiskerhuset til et mytisk og melankolsk cyberspace, hvor også elektronikkens synlighed bliver en central figur. Koncerten slutter med, at Hjetland, mens loopene fortsætter, forlader rummet i ophøjet ro og går ned mod havet – som for at genforenes.

Inden jeg endelig vender tilbage til Farmen, til to koncerter på festivalens hovedscene the Pit, skal vi lige stoppe i den lille birkeskov, der ligger i starten af stikvejen, som fører os ind til Farmen. Hertil har den lettiske kunstner og antropolog Liene Jurgelane og sølvbirketræerne, samskabt (!) et lydværk, der kan opleves på små stole, i høretelefoner, placeret under udvalgte birketræer. Igen skal vi fatte os, mærke efter i krop og sind, inden vi bliver taget ind i en vævende lydfortælling, som med myter, fakta, personlige historier og slaviske sange, kredser om birketræet som tema. Særligt de brutale historier fra tiden, hvor Letland var besat af russerne, gør indtryk, og igen, bliver et velkendt sted, transformeret gennem nye sanselige narrativer. 

Særligt de brutale historier fra tiden, hvor Letland var besat af russerne, gør indtryk

Under en performance fredag kommer amerikanske Dis Fig (Felicia Chen) vidt omkring genremæssigt. Dis Fig er kendt for sin ækvilibristiske vokal, der badet i elektronik også ledsages af Spooky-J’s (Nihiloxica) trommespil, der bliver en afveksling til det efterhånden velbesøgte »solo-med-elektronik«-koncept. Koncerten starter ved solnedgang, med støjende elektronik, elguitar-samples, og Dis Figs ekspressive vokal.

Trommespillet tilføjer energi, men trækker sig også passende tilbage, under en dramatisk solo vokal-sektion, hvor stemmen står frem gennem manipulationer, fordoblinger og »baglæns-effekt« – kun underlagt en mørk elektronisk drone.

Som mørket falder på, bliver der skruet kraftigt op for lyseffekter, volume og intensitet. Dis Fig hopper ned blandt publikum og med tung heavy metal-guitar i højttalerne starter en omgang fælles head-banging. Hvem havde tænkt, at skumringen en sommeraften på landet kunne lyde sådan her? 

Get lost – and get a grip

Festivalen runder søndag aften af i et lysere, men ikke mindre energisk register med det indonesiske orkester Lair fra Javas nordkyst. Navnet betyder »fødsel«, og kendetegnende for gruppen er, at de spiller på instrumenter lavet af ler: guitarer, basser og trommer, hvis kroppe er formet af samme materiale som egnens gamle håndværkstradition med tegl og keramik. Ikke som imitationer, men som en dobbelt gestus – en hyldest til hjemegnen og en kommentar til den ødelæggende industrialisering, som i dag præger kysten.

På Lost Farm Festival giver det mening at blive væk – i hvert fald for en stund – for igen at finde fodfæste

I programmet beskrives musikken som psych-soul/funk med rødder i Panturan Tarling. »Panturan« markerer oprindelsen i nordkysten, mens »Tarling« henviser til en hybridgenre fra 1960’erne, spillet på guitar og den indonesiske bambusfløjte suling – en blanding af javanesisk og sundanesisk musik blandet med dangdut, keroncong og pop. Hos Lair flettes disse lag sammen med funkens drive og psykedeliske farver. Særligt under de sidste numre, båret af dangdut’ens vuggende rytmer, giver publikum slip og danser med. Som om koncerten forløser både farmens vrede og dens sorg.

På Lost Farm Festival giver det mening at blive væk – i hvert fald for en stund – for igen at finde fodfæste. Get lost – and get a grip, ville Odsherreds postapokalyptiske neo-bønder måske sige, mens de arbejder videre på deres vision om at flytte kunstens centrum til Sjællands Odde. 

Lost Farm Festival, Sjællands Odde, 8.-10. august 2025