»Hov, vi gik forbi kunstværket«

Da jeg ankom til den 13. udgave af MOMENTUM-biennalen i norske Moss, satte jeg mig på toilettet. Jeg var gået langt fra mit hotel til udstillingsstedet Galleri F 15, og min transit indebar både vandring langs fjord og mark, gennem by og skov. Zoner, som også kurator Morten Søndergård havde erfaret på sine gåture i området og derfor både stramt og kompetent havde orkestreret udstillingen omkring. Men mere om det senere. Vejret på biennalens åbningsdag var beskrevet af arrangørerne som »bedre end de havde bestilt«, så jeg havde drukket meget vand på turen, og som konsekvens gik jeg altså på toilettet som det første.

Pludselig blev jeg kildet bag øret af kunstneren Arendse Krabbes stemme. I dette intime gennemgangsrum talte hun både om og direkte til mit tarmsystem. Grænseoverskridende, tænkte jeg. Stemmen fortalte, at vi ikke har for vane at drikke det rene vand i kummen, selvom vi kunne. Sandt nok. Derfor skyllede jeg i stedet mit systems »sorte vand« (Krabbes ord) larmende gennem kloakkens system og ud til de døende fisk i Norges fjorde. Velkommen til MOMENTUM 13: Between/Worlds: Resonant Ecologies.

Jeg fik desværre ikke hørt hele værket af frygt for at være årsag til lang kø foran dametoilettet

Arendse Krabbe er én af flere danskere blandt mange internationale navne på MOMENTUM i 2025. Biennalens næsten 40 forskellige værker og performances kan opleves fra 14. juni til 12. oktober. Som altid finder den sted cirka en times kørsel syd for Oslo i byen Moss på Galleri F 15, der er en gammel herregård placeret med havudsigt for enden af en lang allé med gamle knirkende træer, nærmest som en norsk udgave af aarhusianske Moesgaard. Her er toiletsnakken altså den ene af to dele i Krabbes værk We are all fish (2025), og udenfor på gårdspladsen kan man i værkets anden del følge vandets fortsatte vej gennem kloakken i en simulation, der ligner en brønd med installeret lyd. Med udsigt over fjorden følger man med ørerne spildevandets vej derud. Indendørs fik jeg desværre ikke hørt hele værket af frygt for at være årsag til lang kø foran dametoilettet. 

Pludselig blev jeg kildet bag øret af kunstneren Arendse Krabbes stemme

På grænsen af sanserne

Lyd som grænseoverskridende medium er det kunstneriske omdrejningspunkt på MOMENTUM 13. Det ligger allerede i festivaltitlen Between/Worlds: Resonant Ecologies. Og det er ganske nyskabende. Førend min rejse havde jeg undret mig over, at denne biennale havde unddraget sig min opmærksomhed, selvom den med ordene fra galleriets direktør, Lise Pennington, er den »ældste og sejeste« biennale for samtidskunst i Norden og har kørt hvert andet år siden 1998. Årsagen til min uvidenhed er ganske enkelt, at det er første gang, MOMENTUM specifikt drejer sig om lyd. 

Kurator Morten Søndergård, lektor på Aalborg Universitet – ikke digteren af samme navn – og et stort navn inden for medie- og lydkunstforskning, har taget livtag med det abstrakte begreb »resonans«. Han bruger det som en gennemgående metafor for bevægelse mellem forskellige »verdener« - det vil sige arter, systemer, fortællinger og miljøer. 

Med inspiration fra posthumanistisk tænkning, særligt hos Bruno Latour og Donna Haraway, udforsker udstillingen, hvordan lyd kan tydeliggøre relationer mellem menneskelige og ikke-menneskelige økologier. Som Haraway formulerer det, lader resonansen os »blive i besværet« – den sitrer udfordrende i mellemrummene, hvor der er friktion og tilblivelse frem for harmoni. Det handler altså om at give opmærksomhed til det uhørte, forklarede Søndergård i sin åbningstale, hvor det var svært at få ørenlyd for højlydt fuglekvidder. 

Universet står helt bogstaveligt og resonerer omkring os

Denne ambition er tydeligt og tilfredsstillende forløst i udstillingens største værk, hvis ophav også er en dansk kunstner. Christian Skjødt Hasselstrøms μ (2022/2025) er ikke til at komme uden om: Spredt over hele plænen foran Galleri F 15 med udsigt over mark og fjord ligger 120 messinghalvkugler i et stringent mønster. De knitrer hver og én.

Mange går tur mellem dem, lægger sig på græsset, ser ud over vandet og lytter samtidig til den direkte knitrende registrering og forstærkning af kosmiske partikler, der konstant, men umærkeligt skaber strømninger på Jorden. Ved hjælp af partikeldetektorteknologi forbinder værket en kosmisk oplevelse i en ultralokal setting lige dér på græsplænen. Det er stærkt dragende. Universet står helt bogstaveligt og resonerer omkring os, men kan ikke sanses uden mediering. Ja, hvad er i det hele taget sansning af den fysiske verden? spørger udstillingen. 

Lydlig transit gennem zoner: Hvor er værkerne?

Den bevidste grænseprovokation kan dog også bevirke, at man let går direkte forbi værkerne. Jeg havde nær overhørt indendørsudstillingens første værk, hvor tysk/finske Antye Greie-Ripatti (AGF) har installeret a kin layered song i hovedindgangens entré. Det er et værk om sangstemmer på tværs af arter ledsaget af et digt, men som i dette transitrum er svært at opleve i sin helhed, da man ganske enkelt spærrer døren. Og da hele flokken på vores tour var pløjet gennem indgangen, udbrød guiden: »›hov, vi gik forbi kunstværket!«.

Og dermed tilbage til zonerne fra gåturen. Min egen spontane vandreoplevelse delte jeg tilsyneladende med udstillingens kurator, som har inddelt udstillingen i fem zoner: Det urbane miljø i Moss, det geologiske miljø i området Jeløy, den omkransende Alby skovs natur, Oslo fjords undervandsøkologier og galleriets institutionelle medieringer. Måske er »verdener« et mere beskrivende prædikat, for zoneinddelingen, som ellers var et forventeligt strukturerende princip, fremgik forvirrende nok ikke af værkernes orden eller sammenhæng. Det var snarere – ja – en klangbund for de forskellige kunstneriske perspektiver værkerne imellem, udfordret gennem konstant vandring og forandring. Vandring blev der i hvert fald nok af.

Her gik jeg med fintunet sanseapparat og var konstant i tvivl om, hvad der var kunst, og hvad der var natur

Man kan gå en runde fra Galleri F 15 ned gennem skoven ud til fjorden og tilbage langs markerne. Her gik jeg med fintunet sanseapparat og var konstant i tvivl om, hvad der var kunst, og hvad der var natur. Det var pirrende, men det stiller også store krav til publikum. Eksempelvis er jeg stadig ikke helt sikker på, om jeg hørte HC Giljes mekaniske The Alby Critters (2025) rundt omkring i skoven, og om jeg skulle have fået mere ud af Jacob Kirkegaards import af radioaktive vandlyde fra Tjernobyl i The Grey Zone (NeverWhere) (2025), der var sært urovækkende. Det havde krævet mere tid og fred til fordybelse.

Det var fred, som en tilfældig Moss-boer desværre ikke fik på en bænk ved vandet. Han havde åbenbart sat sig på et værk. Norske Jana Winderen har som kunstner tidligere arbejdet med optagelsesteknologier, særligt under vand, men bidrager på MOMENTUM 13 altså med en bænk og en lytteøvelse i here: this place (2025). Ved grænsen mellem fjord og skov var simpelthen en lyd, hun ikke ville pille ved. Man kan ikke engang beskylde John Cage for at have haft en finger med i spillet. Bænken udfordrede ikke vores forventninger, men inviterede ganske enkelt til afslapning og eftertanke – som bænke nu engang gør. 

Det føltes næsten, som om lyden selv have væltet et stort træ i lysningens udkant

Anderledes opmærksomhedssøgende og forfriskende var sidste stop på den udendørs vandring hos canadiske Janet Cardiff og George Bures Millers FOREST (for a thousand years…) (2012). Vores gruppe blev fanget ind i en lysning i skoven af korsang, lige da ørerne tørstede allermest efter harmonisk genkendelig lyd. Placeret på træstubbe i skovens naturlige »rum« blev vi nedsænket i lydfortællinger om krige med råb, grin, uvejr og våben. Her mødtes organiske og kulturelle verdener, og det føltes næsten, som om lyden selv have væltet et stort træ i lysningens udkant.

Bevægelsen mellem værkerne på udearealerne gjorde dybt indtryk på mig. Man får som kunstner helt sikkert noget forærende ved sådan et område, men kurateringen fik på særlig vis sat fødder og sanseapparat i svingninger. Med både soundwalks og stor afstand mellem værker og udstillingssteder skal jeg vist bede min redaktør om tilskud til et par nye vandresko.

Telefoner, træer og talende landskaber

I den indendørs galleri-zone er et skarpt fokus på, hvordan forbindelser mellem tid, sted og arter muliggøres gennem teknologiske medier. Der er især overvældende mange telefoner.

Spredt i galleriet hænger også tre gamle drejeskivetelefoner fra skotske Douglas Gordons serie Instruction (1992, 1993, 2018), hvor en stemme initierer en intim samtale, når man løfter røret. Videoværket Telephones (1995) af kunstner og komponist Christian Marclay byder velkommen i giftshoppen. Den er et sammenklip af telefonsamtalers ikke-semantiske omstændigheder fra populærkulturelle film: Det vil sige ordløse sekvenser, hvor der ringes op, tages telefoner og lægges på.

Fra et nyere perspektiv iscenesætter danske Mogens Jacobsen i værket Razz Ring (2025) den konstante overvågning i moderne smartphones.

Et slags hacking-system indsamler data på alle de telefoner, der entrerer rummet, og afspiller derved en meditativ lyd på de syngeskåle, som står i en stor halvcirkel. En slags omvendt telefon-yoga, som kunstneren selv beskrev det, hvor telefonerne faktisk får os til at se op. Fra beskrivelsen i kataloget havde jeg været ekstremt tændt på dette værk, men selve oplevelsen blev desværre en kort fornøjelse af et enkelt »ding«.

Mere opsigtsvækkende er i stedet værket Calling the Glacier (2007) af lettisk/tyske/østrigske Kalle Aldis Laar. Det er en direkte telefonforbindelse til gletsjeren Vernagtferner i Østrig. Man kan høre den smelte. Det er foruroligende, simpelt og helt genialt. Værket giver taletid til det ikke-menneskelige, hvis man beslutter at ringe op. Denne håndholdte kommunikation mellem arter, som er forbilledligt forløst i dette værk, er også et gennemgående tema på biennalen bl.a. i form af et stort antal talende træer, der er placeret i udearealerne.

Canadiske Stephanie Loveless' Spisslønn / Norway Maple (2025) er fx en direkte transmitteret samtale til og mellem spidsløn på tværs af Atlanten om at være en invasiv art både som menneske og træ. Engelsk-norske

ha Barrett's Talking Trees (2025) er en nærmest ASMR-agtig interaktiv lytteoplevelse af norske og engelske træer, der styres af blæsten.

Der er hvalsange, bogbladrende vinde og talende sten. Og så er der svanesangen.

Fra uskyld til hæs friktion

En lille times gåtur fra Galleri F 15, i Moss kirke, havde Svanesang (2025) verdenspremiere. Gennem et år har de danske kunstnere Marie Højlund, Julian Toldahm Juhlin og Christian Albrechtsen optaget drengestemmer i overgang fra Herning Kirkes Drengekor. Kirken var dermed en perfekt ramme for premieren, når den fyldtes med harmonisk korsang afbrudt af skælvende stemmeprøver.

Jeg kunne ikke undgå at føle mig hyklerisk, når jeg gik og lyttede til en verden fra et ultralokalt sted, jeg havde besudlet for at komme hen til.

Denne menneskecentrerede lyd, hvor falsetten udebliver til fordel for en hæs hvisken, falder på en underlig måde uden for de mange ikke-menneskelige aktører, der ellers fylder på biennalen. Samtidig er Svanesang måske det værk, der er tydeligst i tråd med de kunstneriske ambitioner: En æstetisk forstærkning af det, vi ellers overhører. Mellemrummene. De biologiske vilkår i vores kroppe. Et flygtigt nu. En uundslippelig bevægelse fra barndommens uskyld til voksenlivets kompleksitet.

Det gik op for mig, at al denne konstante grænseoverskridelse mellem væsener og verdener jo alligevel, trods sit posthumanistiske ophav, har til formål at sanseliggøre forbindelser for det menneskelige apparat. Værkerne fremhæver tilsammen en transit fra uskyld til indsigtsfuldt besvær. Vi kom anstigende som mennesker i vores magelighed, direkte fra fly (nogle endda fra den anden side af Jorden), fra bløde hotelsenge og taxier ud til en udstilling, som vi hældte ned sammen med champagne og focaccia – og hvor vi af hensyn til klimaet naturligvis i flertal valgte de vegetariske forplejningsalternativer. Jeg kunne ikke undgå at føle mig hyklerisk, når jeg gik og lyttede til en verden fra et ultralokalt sted, jeg havde besudlet for at komme hen til. 

Lad være med at tage en ven med, medmindre vedkommende er stille

MOMENTUM 13 – Between/Worlds: Resonant Ecologies fremhæver en sådan friktion og transit. Tag derfor til Moss, fordi det er en vigtig kunstoplevelse, hvor lydmediet giver plads til underkendte modaliteter og overhørte stemmer. Tag af sted, tag gode sko på og lad være med at tage en ven med, medmindre vedkommende er stille, så du ikke overhører kunstværkerne. Hav god tid – gerne et par dage – for det er en udstilling, der kræver ro til fordybelse foruden et grundigt kig i kataloget. MOMENTUM 13 stiller nemlig store krav til tilskuerne på godt og ondt. For helt ærligt er der vist nogle værker, jeg aldrig fandt.

MOMENTUM 13, Moss, Norge, 14. juni – 12. oktober