Tag til Venedig og hør fremmede sange allevegne

Det dufter af lavendel i Den Franske Pavillon. Publikum bevæger sig langsomt rundt i en organisk skulpturel installation til modeshow-lignende elektronisk musik. Det er som at gå rundt i en lækker modebutik. Man føler sig hjemme i digteren, komponisten og performeren Julien Creuzets gennemførte æstetik med et touch af Caribien. Og netop sådan, med den privilegeredes blik, hørelse og duftesans, går man videre ind i de mange multisensoriske rum på den 60. Venedig Biennale. 

Selveste Björk kom sejlende til Venedig for at give et hemmeligt dj-sæt i en palazzo – selvfølgelig iklædt maske

Med temaet Stranieri Ovunque – Foreigners Everywhere giver kurator Adriano Pedrosa en stemme til de marginaliserede, de koloniserede, mennesker på flugt, outsiderkunstnerne og folkekunstnerne fra Det globale syd. Det kan mærkes, taktilt i de mange tekstilværker fra Columbia, fra Chile – værkerne kradser. Selv om den unge kinesiske kunstner Xiyadies erotiske papirklip virker uskyldige, står de i skærende kontrast til krig, flygtninge og ødelæggelse, som naturligt er uundgåeligt i 2024. 

Men der er også rigtig mange immersive rum med dufte og lyd i de nationale pavilloner: Duften af kakao rammer næseborerne i den hollandske pavillon, og 16 parfumer spiller en lige så stor rolle som den enlige skulptur i Den Sydkoreanske Pavillon. The Neighbours i Den Bulgarske Pavilion er en multimedieinstallation, der formidler glemsel og erindring i Bulgariens socialistiske ære i årene 1945-1989. Og når de ritualistiske trommer spiller i Den Belgiske Pavillon, bliver de gigantiske dukker måske levende. Jeffrey Gibson, som har malet hver centimeter af Den amerikanske pavilion, har referencer til sange af Tracy Chapman og Nina Simone, så man hører deres ikoniske raspende stemmer inden i, mens man overvældes af de stærke farver. I Giardini – uden for Den Israelske Pavillon, som kunstneren selv har lukket – høres flashmob-protester mod ødelæggelserne i Gaza. Selveste Björk kom sejlende til Venedig for at give et hemmeligt dj-sæt i en palazzo – selvfølgelig iklædt maske. 

Og fordi der er så meget lyd i Venedig, hvisler og trommer de shamanistiske ritualer på Inuuteq Storchs lyriske fotografier af Kalaallit-befolkningen i Grønland i Den Danske Pavillon. Der er ellers helt stille i pavillonen.  

Vi er vidner, vi kan ikke hjælpe dem, fordi vi er tilskuere, og det er en performance

Mark Rothko og ældgammel gråd 

I år er de store trækplastre pavillonerne fra Egypten, England, Polen, Japan og Tyskland. Alle bruger lyd. Flere også scenekunstens patosgenrer med os som medspillere. 

Wael Shawkys operavideo Drama 1882 i Den Egyptiske Pavillon fortæller historien om revolutionen mod koloniherrerne i 1879-1882 med skuespillere, masker og marionetter, som bevæger sig som i et dukketeater. Det er som at lytte til lyden af gråd, ældgammel gråd og historiens tyngde. Det er bevægende.  

Med Listening All Night To The Rain skaber den ghansesisk-britiske filmskaber John Akomfrahi også sit eget mikrokosmos i Storbritanniens Pavillon. Den seks timer lange film om migration og kolonialisme er delt i otte canto, og i hver sang høres lyden af vand, foruden arkivoptagelser, som ledsager billeder af ure og landskaber på massevis af skærme. Akomfrahi graver i den britiske kolonihistorie med inspiration i den amerikanske maler Mark Rothkos dystert udflydende og smukke billedunivers. Listening All Night To The Rain lyder af Rothko. 

I Den Tyske Pavillon henter teater- og operainstruktøren Ersan Mondtagn inspiration i sin tyrkiske fars historie. Faderen døde af asbestforgiftning som fattig arbejder i Tyskland. Publikum går rundt i et skimmelsvamp-befængt hus i tre etager og kommer helt tæt på sangerne, som klumper sig sammen, som immigranter altid gør.

Vi er vidner, vi kan ikke hjælpe dem, fordi vi er tilskuere, og det er en performance. Vi er ramt af en uhyggelig ubehjælpsomhed. Udenfor Mondtags værk runger Yael Bartanas sci-fi-installation om en flugt til det ydre rum.

Dagen efter står over ti publikummer og efterligner krigslydene. »SSSSSS THUKH«

I Den Polske Pavillon bor lyden af krig. I videoinstallationen Repeat After Me II (2024) gengiver ukrainere lyden af morterer og sirener. Lydene tekstes, og der er mikrofoner til publikum. Under mit første besøg er der ingen ved mikrofonerne. Dagen efter står over ti publikummer og efterligner krigslydene. »SSSSSS THUKH«.

Værket består af to film. I den første fra 2022 har det ukrainske kollektiv Open Group interviewet ukrainere i Lviv. I den anden film, fra 2024, ses ukrainerne, som befinder sig langt fra bombardementerne. En kvinde sidder i New York med Manhattan som baggrund og laver krigslyde med munden. Med et enkelt greb, som det Claude Lanzmann brugte i sin film Shoah, genskaber ukrainerne det uhyrlige, gentager lydene om og om igen, efterligner det uhyrlige, formulerer det i den mindste detalje, triller tungen og laver lyde som sirener, granater, artilleri. Mikrofonerne i denne karaokebar er tændte, gulvet er red carpet-rødt, og vi prøver at fatte gruen. Og samler mod til selv at stille os ud på gulvet.

Hvis dronerne, som frugterne laver, har farver, er de også falmede, douche, hele tiden på vej til næste fase, den totale forrådnelse

Orkester af rådne frugter

I Den Japanske Pavilion har Yuko Mohri sat elektroder til frugter, som langsomt går i forrådnelse. Bananer, æbler og druer er opstillet på møbler, som kunstneren har fundet i Venedig. Elektroderne omdanner deres fugt til elektriske signaler, som danner et fascinerende soundscape, en absolut fri improvisation, som, når man opholder sig i rummet i længere tid – hvilket man oprigtigt har lyst til – virker beroligende. Overalt i rummet drypper vand, en reference til de læk, som jordskælv har forårsaget i Tokyos metrosystem.

Vandet føres gennem slanger og får gang i en lilletromme, som blander sig med dronelydene. Hvis dronerne, som frugterne laver, har farver, er de også falmede, douche, hele tiden på vej til næste fase, den totale forrådnelse, men rytmerne er hele tiden legende, uforudsigelige, og Yuko Mohris orkester af rådne frugter – udstillet i al deres skrøbelighed – er et helt igennem organisk orkester, der giver sig tid, og som vil spille, indtil det ikke kan mere.

Ja, de oversete er udstillet overalt i Venedig. Stranieri Ovunque. Men vi hører dem også 

En lige så stærk immersiv udstilling finder man i Den Litauiske Pavillon i en 1700-tals kirke. Inflamed fik hurtigt ry som den bedst kuraterede udstilling på årets biennale. Her er aluminums- og glasskulpturer af Pakui Hardware sat sammen med Marija Teresė Rožanskaitės moderne figurative malerier. Inflammation skal forstås som en metafor for den systemiske skade, der er blevet påført menneskeheden og planeten, og det elektroniske soundtrack er måske ikke teknisk avanceret i sig selv, men det bidrager til oplevelsen af rummet, som runger, sitrer, pulserer som nervesystemer, som små sarte muskler, der kæmper for overlevelse og healing i et hospitalslaboratorium – som nu er flyttet ind i et katolsk rum, et spirituelt rum, som i århundreder, i evigheder, har set og hørt klagesange og måske givet trøst.  

Følg flagermusene

Venedig Biennalen er altid støjende. Kunstpublikummet fra hele verden kommer i flokke (der var færre yachts i år), køerne er massive, og man lever med ikke at kunne overskue »kunstverdenens olympiade«. Hvem er fremmed her, hvor alle er til stede på samme tid?

Når naturen bliver kultur, taler den nogle gange på en måde, som man først vil forstå i morgen.

Selv om Manal AlDowayans multimedieinstallation Shifting Sands: A Battle Song i Den Saudiarabiske Pavillon foregår i et enormt rum, er det et stillerum. AlDowayan har optaget klitternes summen, og vi lytter til verdens største sandørken, Rub’ al Khali, som er kendt for at kunne synge. Shifting Sands omhandler synlighed og repræsentation, og i værket indgår nynnen fra 1000 saudikvinder og piger, som kunstneren har optaget under workshops. 

Ja, de oversete er udstillet overalt i Venedig. Stranieri Ovunque. Men vi hører dem også. Og det overhørte – de marginaliserede lyde – får her en verdensscene. Der er både stemningsfulde og larmende sammenstød mellem lyde, sange og dufte, vi kender, og det, som er fremmede for os – indtil det ikke er det længere, indtil vi alle er bekendte. Blandt døde migranters kroppe lyder også spirituelle verdener, og nogle udstillinger etablerer et mikrokosmos af omfavnelse. 

Når naturen bliver kultur, taler den nogle gange på en måde, som man først vil forstå i morgen.

Et stykke fra Giardini og Arsenale, i den catalanske udstilling Bestiari, har man kunsten for sig selv. Og naturen. På en skærm ses gryntende vildsvin gå i en skov. Et højttalersystem – nok det mest avancerede på hele biennalen – afspiller lyde, som er optaget i forskellige naturparker i Catalonien. Af og til høres lyden af et kor, der synger. Carlos Casas og Filipa Ramos har skabt en akustisk forunderlighed, og måske er det her, blandt skrigende bier, vilde dyr og kloge flagermus – på catalansk »bevingede rotter« – at vi kan lære noget om at navigere i mørket. Flagermus finder vej akustisk, via deres hørelse. Listen and learn. Følg flagermusene.

Venedig Biennalen, 20. april-24. november 2024