UKRAiNATV – her starter fremtiden

Musikkens verden er i evig bevægelse, den søger altid nye grænser og udfordrer de etablerede normer. I dette stadigt udviklende lydbillede har Unsound-festivalen i Kraków fundet sin niche som en bastion af eksperimenterende musik og avantgarde-udforskning. I sin 2023-udgave lover festivalen en unik blanding af sonisk innovation, kritisk diskurs og hejser flaget for mangfoldighed og inklusion.

Jeg scanner gennem festivalens lineup, og blandt de mange berømte og nye eksperimentelle og undergrundskunstnere får jeg øje på navnet UKRAiNATV, et lokalt kollektiv, som blev udvalgt i Unsounds open call.

Mens festivalen er velkendt blandt connoisseurs af eksperimenterende musik i Vesten, er der en stor mangel på indsigt i den blomstrende central- og østeuropæiske musikscene, som Unsound kalder sit hjem. I et forsøg på at trænge igennem det vestlige ekkokammer, som ofte skjuler det nærliggende østlige musiklandskab, beslutter jeg at sætte fokus på internet-tv-projektet UKRAiNATV. Deres mission? At styrke et eklektisk ensemble af grænseskubbere blandt flygtninge, expats, migranter, kreative, som ofte kvæles af statskontrol og mangel på muligheder, uanset deres nationalitet eller kultur.

Fremme ukrainsk kultur

Kollektivet UKRAiNATV er ikke flyttet langt væk, de har opereret i Kraków i halvandet år. Deres finansieringssituation er også usikker, de arrangerer de ting, som de finder mulige, samtidig med at de lancerer en velgørenhedskampagne for Ukraine. Bag deres dadaistiske tilgang (meget i tråd med dette års Unsound-tema) ligger konkrete mål og praktiske handlinger i sociale og kreative henseender, med det formål at udvikle de decentrale punkter, som den ligeledes Unsound-aktuelle forfatter og kurator Mariana Berezovska argumenterer for, på mellemvejen mellem Ukraine og Vesteuropa. På Unsound optræder de 6. oktober i en stream art-session fra Krakóws historiske jødiske kvarter.

»Vi bruger flere platforme på én gang, også fordi vi aldrig ved, hvor vi bliver blokeret«

UKRAiNATV opererer under navnet STREAMART collective og sammensmelter kunst, aktivisme og teknologi. Med livestreaming fra #StreamArtStudio skaber de et tilflugtssted for krigsfordrevne flygtninge og nye kreative fra regionen og har udviklet sig til en alsidig platform for underrepræsenterede ungdomsperspektiver, der ofte overses i konventionelle medier. Ved at anvende traditionelle og eksperimentelle teknologier i forsøget på at udviske skellene mellem det håndgribelige og det digitale, fremmer det et »glokalt« miljø af mangfoldighed. StreamArtStudio, der fungerer som et laboratorium, og UKRAiNATV, et transhumanistisk kollektiv, der opstod som eksperimentelt internet-tv som svar på Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine. Deres indhold omfatter kultur, kunst og menneskelige oplevelser, som naturligt blander sig med performances – og sådan præsenterer de innovative ideer og kunstneriske udtryk og forener teknologiske og kunstneriske perspektiver i deres udforskninger.

Siden marts 2022 har de kurateret over 60 hybride livestreamede begivenheder under navnet #EFIRS. Disse begivenheder byder på bidrag fra forskellige kunstnere, aktivister, DJ's, forfattere, journalister og kunstnere, der spænder over Ukraine, Polen, Hviderusland, Italien og videre. UKRAiNATV og StreamArtStudio fungerer som et forskningscenter, hvor mennesker, teknologier, maskiner, kabler og data konvergerer for at skabe parallelle virkeligheder. Denne hybridfusion er central for deres mission – at udforske nye grænser gennem streaming. De arrangerer ugentlige livestreams hver torsdag kl. 18.00 på flere platforme. 

Ksenia Mirgorodska: »Vi bruger flere platforme på én gang, også fordi vi aldrig ved, hvor vi bliver blokeret. Vi bliver blokeret af platforme fra tid til anden.«

Af hvilken specifik årsag er I blevet blokeret? Er det relateret til streaming af jeres DJ-set og ophavsretsbeskyttelse? Eller handler det mere om selve indholdet?

Ksenia Mirgorodska: »Man ved aldrig rigtig. Nogle gange skyldes forbuddet vores musik, nogle gange skyldes det udgivelse af indhold, der ikke er i overensstemmelse med YouTubes standarder. For eksempel blev vores udforskning af performativ brug af Shibari forbudt, selvom der ikke var eksplicit nøgenhed: det var bare en Shibari-praksis med reb.«

»Mens Ukraine fortsat er vores fokus, står vi sammen med minoriteter og dem, der står over for imperialistiske udfordringer i deres liv og i deres lande«

Rom Dziadkiewicz: »Det er uforudsigeligt, selvom forbud ofte vedrører følsomme emne, og indimellem griber ind i socialpolitiske sammenhænge.«

Gleb Dovzhuk: »Vores interviews er funderet i disse socialpolitiske sammenhænge. Vi viser forudindspillede eller live-set fra inviterede musikere og producere sammen med interviews med kunstnere primært fra Ukraine, Hviderusland, Polen, Italien, Kurdistan og andre steder. Mens Ukraine fortsat er vores fokus, står vi sammen med minoriteter og dem, der står over for imperialistiske udfordringer i deres liv og i deres lande.«

Ksenia Mirgorodska: »I sin kerne er vores mission at skabe en platform for disse mennesker og alle andre til at fremvise deres arbejde. Det er grunden til, at vi også er et forskningsprojekt, der forsøger at udvikle nye teknologier og blande elementer, der stadig anses for at være inkompatible. Dette er vores primære mål. Det er afgørende, at bemærke, at vi adopterede navnet UKRAiNATV, fordi vi opstod under fuldskala-krigen. Vores primære mål er at fremme ukrainsk kultur. Gennem tiden har vi samarbejdet med institutioner som INC [The Institute of Network Cultures, red.] i Amsterdam og arbejdet tæt sammen med NTNU Trondheim [Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, red.] i Norge. Hvad jeg personligt har opdaget er, at mange mennesker i Vesten, selv på konferencer, har begrænset viden om Ukraine og dets nabolande som Hviderusland. Vi arbejder også på at forbinde Hviderusland med vores mission, fordi vores region ofte bliver overset, men vores ultimative fokus er fortsat at præsentere ukrainsk kultur. Faktisk tager vi dertil om to uger for at åbne et kollaborativt studie i Kiev, med det formål at bygge bro mellem ukrainske og vestlige kulturer.«

At forme en ny fremtid

Ud fra hvad jeg har forstået, er jeres tilgang ikke kun forankret i jeres lokale kontekst, men har også til formål at give et rum til mennesker i lignende situationer verden over. Denne decentraliserede, eller som I kalder det, »glokale« tilgang, kunne også ses som løse translokale fællesskaber: indbyrdes forbundet globalt, mens de også forbliver solidt forankret i den lokale scene.

Ksenia Mirgorodska: »Opbygningen af ​​et miljø omkring os er absolut et centralt mål. Kraków, hvor vi er baseret, fungerer som et perfekt knudepunkt, der bygger bro mellem Ukraine, Hviderusland og de vestlige dele af Europa. Det er et ideelt sted for vores mission.«

Rom Dziadkiewicz: »Det er en løbende læringsproces i betragtning af de komplekse historiske problemer i vores region, der involverer ukrainere, hviderussere og andre. Vi står over for udfordringen om, hvordan man kan komme sammen og forme en ny fremtid midt i overgangen fra neoliberalisme til det, jeg omtaler som den nye imperiale periode, både i en geopolitisk global kontekst og i det digitale virksomhedslandskab. For nylig deltog vi i en konference i Sarajevo, som var et gribende møde med mennesker, der stadig beskæftiger sig med efterkrigstidens forhold. De står også over for spørgsmålet om, hvordan man kan fremme enhed. Selvom dette spørgsmål er lokalt, har det også regionale og globale dimensioner. Vores tilstedeværelse på sådanne konferencer tjener også som en opfordring til partnere og en bøn om dialog på tværs af Europa.«

De forskelligartede og, for mig, delvist ukendte sprog, jeg mødte, da jeg første gang så en af jeres Efirs, skabte et lydbillede af »multicentrisme«, hvor samfund stræber efter at forbinde sig midt i forskellene og lighederne i regionen. Blot det at lytte til ukendte sprog er en værdifuld kognitiv øvelse, både socialt og lydmæssigt. Hvordan håndterer I sproget i jeres platform?

Ksenia Mirgorodska: »For at give dig et eksempel, Roman er fra Polen, jeg er fra Hviderusland, og Sofia og Gleb er fra Ukraine. Vi bruger mindst tre sprog i vores studio, og i næsten alle vores #Efirs tilstræber vi mindst en tosproget tilgang, der omfatter sprog som polsk, engelsk, ukrainsk og nu hviderussisk. Vi erkender, at ikke alle taler engelsk, så vi bestræber os på at være fleksible, og at tale vores modersmål er både naturligt for os og nyttigt i vores mange forsøg på at organisere donationsinitiativer og velgørenhedsarrangementer.«

I nævnte, at projektet startede under krigen. Kan I fortælle mere om, hvordan det startede? Blev det født som et allerede konsolideret og struktureret projekt, eller opstod det som reaktion på krisen og udviklede sig, efterhånden som begivenhederne udspillede sig, og folk blev involveret? Og hvordan gik I fra krigskonteksten til streaming af kunst? Kraków spillede jo en afgørende rolle som en af ​​de første byer til at tage imod flygtninge.

Rom Dziadkiewicz: »Vores studio blev hurtigt et vigtigt knudepunkt for mennesker, herunder flygtninge, der ankom til Kraków i løbet af krigens tidlige dage. Det fungerede som et samlingspunkt for dem, der søger ly og forbindelser. Det var et 24/7-rum, hvor folk kom for at mødes, dele information og søge trøst. Vi indsamlede information både ved grænsen og på banegården, hvor nogle fra vores team også var, mens andre var i studiet. Vi optog interviews og møder, og oplevede et virkelig betydningsfuldt øjeblik. Oprindeligt var studiet beregnet til forskning og streaming af kunst, men situationens karakter af nødstilfælde flyttede vores fokus. Vi tilpassede os og lærte dag for dag, hvordan vi kan blive mere effektive. Nu har vi et stabilt program og et stabilt team, der kan dække mere end bare det teknologiske i at engagere os i sociale, politiske og kunstneriske aktiviteter. Vores team har ikke et stabilt budget for ordentlige fuldtidsjobs. Vi gør vores bedste med de begrænsede ressourcer, vi har. Polen følger en ganske monolitisk vision om ‘én nation, én stat’ og er på en eller anden måde kun fokuseret på polakker, men på den anden side er vi i en meget multikulturel by nu, så vi står over for en form for skepsis (nogen sagde, at der er udlændinge i dette studio), og vi modtager ikke stor støtte fra byrådet, selvom der alt i alt ikke er had mod os. For at opretholde vores arbejde er vi mest afhængige af støtte fra internationale netværk. Det er spændende, men det giver også sine udfordringer.«

»Vi mødte Alex, som foreslog at samarbejde med Chicks on Speed«

Det ser ud til, at lyd spiller en unik rolle i jeres sessions, næsten som lim, der holder alt sammen. Hvordan ser I på musikkens rolle i jeres arbejde, og er den forskellig fra session til session?

Gleb Dovzhuk: »Musikkens rolle varierer. Det kan være limen som hovedakten, men det er aldrig kun baggrundsstøj. Nogle gange er det fokus, som når vi optræder live. Vi bruger en blanding af instrumenter, herunder trommemaskiner, oscillatorer, guitarer og vokal. Musik er essentielt, og alle bidrager på deres egen måde. Vi har skiftet fra DJ-sæt til at fokusere mere på musikproduktion, selvom vi stadig af og til har DJ's i vores shows. Kraków, som er en korsvej for kunstnere, der turnerer eller rejser fra Ukraine til Vesten, giver os mulighed for at samarbejde med musikere, der passerer igennem. Vi optager live-set og interviews, hvilket giver dem en platform til at dele deres historier. Musik er et værktøj, en sjæl og simpelthen kirsebæret på toppen af ​​denne velsmagende kage, der er UKRAiNATV.«

Rom Dziadkiewicz: »Vores sessions er ret forskellige, men musik er altid et medie, der bringer os sammen, et sprog hinsides ord. Det er en måde at udveksle energi og ideer på. Vi fungerer også som et arkiv, mens vi inviterer andre kunstnere og musikere til at dele deres arbejde. Det handler om skabelsens frihed og et rum for eksperimenterende elektronisk musik. Lyd er således et rum for samarbejde, ligesom vores projekter med det eksperimenterende feministiske kunstperformanceband Chicks on Speed. Vi er altid åbne over for nye kreative partnerskaber.«

Jeg er stødt på en optagelse med performances af en gruppe, for senere at opdage, at det var mimet playback. De rigtige kunstnere, som jeg faktisk tror er Chicks on Speed, så ikke ud til at være fysisk i studiet, hvilket fuldstændig ændrede mit perspektiv på rum og performativitet. Kan I forklare, hvad det handlede om?

Rom Dziadkiewicz: »Det er værd at nævne, at dette var en del af en større konference, Society for Artistic Research, hvor kunstnerisk forskning var et centralt tema.«

Ksenia Mirgorodska: »Ja, vi var på SAR i Trondheim, og vi mødte Alex, som foreslog at samarbejde med Chicks on Speed. Det, vi gjorde, var at skabe visuelle performances under nogle af deres koncerter. Vi streamede disse billeder på en grøn skærm, mens de optrådte live, og vi optog også det visuelle i vores studie.«

Gleb Dovzhuk: »Det var som at have et ministudie på scenen. Vi sendte vores signal med grøn skærm tilbage til studiet som én stream, der var koblet til bandets program. Vi så deres koncert, mens vi optrådte med det visuelle, som Rom havde modtaget. Det endelige output kombinerede disse to forskellige lokationer, hvilket føjede visuals i realtid til mixet.«

Anna Solecka: »Vi koblede to forskellige lande sammen. Et væsentligt aspekt af dette samarbejde var Chicks on Speeds fokus på feministisk empowerment, der gik væk fra det mandlige blik. Vi arbejdede hver især med specifikke elementer som poledance, reb og silke med en klar og fokuseret hensigt. Dette aspekt var et væsentligt resultat af vores samarbejde.«

»Musik er for mig noget meget, meget mere meningsfuldt end før«

Rom Dziadkiewicz: »Jeg kan godt lide at kalde det inkluderende feminisme. Vi kommer fra en baggrund af post-queer-kultur, så det er et møde og en blanding af forskellige traditioner og perspektiver, hvilket er meget vigtigt.«

Jeres lydsessions kombinerer performativitet og processualitet, hvilket skaber en post-internet-æstetik, hvor forskellige elementer sameksisterer, ofte med en meget kropslig tilstedeværelse. Suspension, både bogstaveligt og virtuelt, er fremtrædende i jeres hyppige brug af reb og silke: Shibari handler traditionelt om tvang, men her transmitterer det frigørelse fra begrænsninger gennem bevægelse og lyd.

Sofia Reznichenko: »Jeg har arbejdet med shibari og reb i de sidste to år. Vi udforsker, hvordan reb kan være performative ved at inkorporere akrobatiske elementer. Kreationerne med reb hænger ofte i studiet og tilbyder os et lærred til eksperimenter. Mange af vores optagelser er inspireret af disse installationer.«

Rom Dziadkiewicz: »Det handler om at blande tyngdekraft, bevægelse og sammensmeltningen af ​​fysisk tilstedeværelse med avatarer og 3D-elementer. Dette aspekt involverer installationer i flere flag og rummer flere metaforiske aspekter.«

Det er fascinerende at tænke på en person, der bevæger sig gennem dette net af Shibari-reb, som på et net af kabler og netværk.

Anna Solecka: »Lige præcis. I introduktionen af ​​vores #Efir fangede Sofias sang essensen af ​​det, vi laver her, og nævner faktisk kabler, reb og netværket. Teksterne opstod naturligt og afspejlede vores virkelighed på en subtil, men melodisk måde. Jeg vil anbefale at give den et lyt.«

Krig og musik

Så, Sofia, du har faktisk sunget en improviseret manifestsang! Når vi går tilbage til mit spørgsmål om musikkens og lydens rolle, hvordan vil I beskrive musikkens udvikling, især i forbindelse med krigen? Har I bemærket nogle ændringer i jeres opfattelse, ikke kun i musik, men også i performancekunst, især med hensyn til lyd?

Gleb Dovzhuk: »Mit perspektiv har ændret sig markant. Jeg har endelig afvist forestillingen om, at musik er apolitisk. Personligt har musik udviklet sig til et stærkt værktøj til ikke kun at formidle følelser, men også til at dele ideer og fortællinger. For eksempel optræder jeg af og til i live jams, mens jeg læser breve skrevet af min bedstefar, som er ved fronten mindst en gang om måneden for at levere forsyninger. Han beskriver udførligt sine omgivelser – områdets forandring, byer og landsbyer, ofte ødelagte – eller han fortæller om sin frygt for soldaterne. Musik er for mig noget meget, meget mere meningsfuldt end før. Det overskrider den blotte propaganda; det er et unikt redskab til historiefortælling og formidling af følelser, selvom de ikke er dine. Det er en dyb forandring for mig.«

Rom Dziadkiewicz: »Vores projekt kombinerer billedkunstperformance og eksperimenterende musik i sin kerne, der trækker fra en rig tradition. Vi er inspireret af Warszawas eksperimentelle musikstudier fra 1950'erne til 1990'erne, beslægtet med Karlheinz Stockhausens Studie for elektronisk musik i Köln. Vi bruger også bidder fra Orson Welles' radioværker og grungemusikere fra 1990'erne, der eksperimenterede med tidlig internetstreaming. Derudover er vi påvirket af Institute of Network Culture og den igangværende søgen efter et decentraliseret internet, en tradition, der går tilbage til slutningen af ​​1980'erne og 1990'erne.«

Jeres deltagelse i Unsound-programmet lover performative foredrag, te-ceremonier og VR- og AI-elementer, blandt andre kollaborative acts med partnere i Kyiv, Amsterdam og Vancouver. Disse drømmeagtige, immersive oplevelser har til formål at vække en glokal og transhuman følelse af fællesskab under #HOPECOREs banner. Kan I belyse dette begreb og konceptet bag jeres deltagelse i Unsound?

Rom Dziadkiewicz: »Det, vi refererer til som 'hopecore', som kan virke som en række psykedeliske acts, tjener et dybere formål. Det er til tider en form for terapi, en reaktion på stress, angst og den vedvarende frygt for, at en krig kommer tættere på. Vores specielle Efir for Unsound vil sandsynligvis strække sig over flere timer og byde på forskellige kapitler. Atmosfæren kan være mindre vild end normalt; i stedet vil det være mere reflekterende og drømmeorienteret, hvilket tilskynder til en mere introspektiv og måske afslappende stemning. Vores dagsprogram starter omkring kl. 16, hvilket gør det mere til en te-begivenhed med tæpper og puder til at ligge ned eller endda sove end en dansefest, som varer hele natten. Vi bestræber os på at holde det åbent og fleksibelt med mulighed for samarbejdsaktiviteter såsom workshops eller sang med publikum, der slutter sig til os.«

Betyder det, at streamingen stadig vil være tilgængelig for alle som normalt, men at de, der deltager på festivalen, også kan kigge forbi og deltage?

Rom Dziadkiewicz: »Absolut, arrangementet er åbent for alle, ikke kun festivalgæster, og det er gratis. Kom og vær med.«

 

UKRAiNATVs stream-event kan opleves på deres hjemmeside, på Ryk, Facebook og Youtube eller fysisk i Kazimierz, Kraków. Unsound Festival finder sted 1. – 8. oktober i Kraków.

Man kan støtte UKRAiNATV her.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek