Jeg er en nøgen avatar i Berlin

Club Matryoshka var åben. Ingen kø, ingen udsmidere. Jeg tjekkede ind på det aftalte tidspunkt, 23. januar kl. 17. Ligesom mine sædvanlige CTM-kammerater var jeg ikke rigtig i Berlin, vi sad ved hver vores computer og deltog – sammen med folk fra syv tidszoner, fra Chile til Korea – i virtuel clubbing i Minecraft. For Matryoshka har adresse i et spil.

Min avatar døbte jeg 🎾MoSeizMoGraff. Vi var alle avatarer og rendte rundt i et flippet univers med guldtempler, pools og neongrønne skove. Der var grottelandskaber og syrede jordbærmarker. Uhhhh, en pyramide! Og der var koncerter, på to scener: MC Ecko Bazz fra Kampala buldrede gennem skærmen med mareridts-hiphop-grime. S280F/011668/VVXXII – tre lydkollektiver, som havde dannet en ny formation i Minecraft – fik os til at hoppe rundt med cookiemonstre og andre bæster.

Katte dukkede op på skærmen. Klubber irl har ikke katte!

Ser efterverdenen sådan ud?

Vi var alle avatarer og rendte rundt i et flippet univers med guldtempler, pools og neongrønne skove. Der var grottelandskaber og syrede jordbærmarker. Uhhhh, en pyramide!

Cairo-musikkollektivet Zuli kørte rundt i æteriske, præhistoriske vibes og spillede blandt andet et track fra albummet The Invention of the Human (2020) af Dylan Henner, musikeren, der engang lod sin computer og lydkort besvare filosofiske spørgsmål om menneskers onlineliv med poetisk ambience. Spørgsmål om menneskelighed i en verden fyldt med teknologi og maskiner – heeeele linjen fra dystopier til utopier og beyond – plejer CTM at granske intenst, og mindre transformationer plejer man, meget fysisk, at blive udsat for under koncerterne i Berghains hårde betonhaller.

Det var som at feste i et puslespil! Kroppen passede ikke helt til en 13”-computerskærm, men nu havde jeg Berghain i mit køkken, og det var beau-tech-ful! Jeg lyttede til folk som Amazondotcom og rRoxymore, og jeg følte mig hjemme i alt, fra trippende jungle music, hårdfør ghetto house, den endnu hurtigere Chicago-variant juke og til slangefed, hot tech fra Shanghais undergrund, og jeg må blankt indrømme, jeg fik lyst til en solo-mosh.

Åh nej, ikke flere pandemiløsninger

CTM er en ti dage lang festival for eksperimenterende pop, elektronisk musik og visuel kunst. Sidste år havde festivalen omkring 50.000 besøgende, og 366 kunstnere fra 55 forskellige lande deltog. I år har pandemien tvunget den 22. udgave af CTM til at rykke online med et streamingprogram i årets første måneder i stedet for koncerter, performances og talks forskellige steder i Berlin. Senere på året er der planlagt en række hybridevents. Årets tema var »Transformation«. Men transformation til hvad?

Natklubben Berghain – måske symbolet på CTM og elektronmusikalsk state-of-the-art – har i snart et år fungeret som udstillingssted, fordi alt er lukket ned i den tyske hovedstad. Festivalen kunne heller ikke streame koncerter fra det coronalukkede Hebbel-Theater. Minecrafts flydende verdener var lavet i et seriøst crazy design. Men var det bare en pandemisk erstatningsvare, krydret med koreansk rap, når Sonia Calico spillede sit track »Club Simulation«? Var Zoë Mc Phersons »States of Fugue« blot simulationer af en virkelighedsflugt, som vi kender den fra irl?

Traileren til årets festival giver et indtryk af det digitale univers. © CTM Festival

Min redaktør var i første omgang skeptisk, da jeg foreslog at anmelde et digitalt CTM: »Åh nej, ikke flere pandemiløsninger, jeg har læst et hav af artikler med folk, der skriver om digitale løsninger, og alle bruger mest tid på at sige, at det ikke er det samme som fysiske koncerter (we know!)«.

Da jeg endelig stod der i mit bedste Minecraft-suit gik der under en halv time, før jeg kunne fornemme på de andre digitale ravere i Club Matryoshka, at de syntes at have fundet drømmehelvedet:

belgiangwaffles: The DJ looked at me 😭💖 (me pretending to be at a music festival irl)

DenryuRider: it’s also like 3:45 am here and I’m also in bed so I’m only *internally* raving

levikinge: Nice to see people in front of the stage. While they are jumping, i feel like a prisoner in front of my screen!

Og under BBC-radiovært og DJ Mary Anne Hobbs’ performance, der kogte af positive beats, skrev én, at hun/han ikke behøver festivaler irl længere. Andre fandt ud af at clubbe på to scener på én gang:

@scarlyscarly BINAURAL EXPERIENCE STAGE 1 IN THE LEFT EAR STAGE 2 IN THE RIGHT

pearlkatch: Do you have water in here?

Det kan godt være, Club Matryoshka føltes som en sekstimers tur i sauna. Men hvordan danser man i digitale landskaber? Og tæller det med, når man kun raver indvendigt?

Positiv psykologi og hård gabber

Tre uger senere, midt i februar, mens folk sad og så maskiner rejse til Mars i fjernsynet, lyste min skærm endelig – efter en lang forsinkelse grundet tekniske udfordringer: »Enter Cyberia«. Cyberia er et virtuelt multiplayermiljø og en udstilling med 15 audiovisuelle værker, hvor besøgende kan udforske et digitalt club-univers i form af en avatar og chatte og se livestreams sammen.

Jeg valgte igen en avatar og traskede hen til udstillingens første planche, en code of conduct, der mindede om nultolerance over for stalking, trolling, diskrimination. Mange psykedeliske korridorer senere fandt jeg Fill The Whole (2021), et værk af popstjernen Peaches og digitalkunstduoen Pussykrew. Det er inspireret af nedlukningen og ligner en terapeutisk have med Georgia O’Keeffe-agtige landskaber, bare mere erotiserede og slimede som lilla-pink indvolde.

Spoken word, club beats og positiv psykologi danner en meditation, som skal hjælpe mig til at blive hel og med teknologi og selvhjælp vende sårbarhed og fortidens traumer til styrke. »We’re transforming all the time,« siger stemmen i denne »online gaming experience«, hvor jeg kan samle kirsebær og også har mulighed for at skifte kamera eller se spillet i slowmotion. Jeg har besøgt det værk flere gange, og der sker noget hver gang! Namaste!

Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen og føler mig buret inde i min hjerne, mens jeg prøver at dechifrere, hvem det egentlig er, som taler til mig

Vægtløst flyder man også igennem Hinter (2021) af Alba G. Corral, aka. Namba, som er opkaldt efter den tyske maler Hans Hinterreiter, en ekspert i geometri og farvelære. Et opslugende sensuelt-digitalt værk, der hylder maritime drømmeverdener med retrosynths og morselyde ud i fremtiden.

Electropionererne Mouse on Mars har sammen med Afrika-forskeren Louis Chude-Sokei, computerprogrammører og percussionisten Dodo Nkishi skabt værket AAI (Anarchic Artificial Intelligence, 2021), en fortælling om en AI, der vokser op, lærer og begynder at tale. ‘Taleinstrumentet’ lyder som science fiction, men også meget menneskeligt-empatisk – som var det en af Becketts figurer, der messer murrende og poetisk til os fra sin totale isolation. Når stemmen ikke taler, høres den evige blæst. Cool værk, som alle os lockdownere kan relatere til.

Desperate tider kalder på hård, hurtig og endnu hurtigere dansemusik med eventyrlystne synths. Jeg gik gennem en portal og fandt Mbeledosss! (Explode!) (2021), et 45 minutter langt 3D-animeret videomixtape fra den indonesiske duo Gabber Modus Operandi med delfinridende DJ’s, øgler med højttalere på hovedet, rumskibe og spirituelle spåmænd. Til slut i Gabber-odysséen er vi med til noget så eksotisk som en livekoncert med tusindvis af publikummere. Der er en ustoppelighed – og en eksploderende humor – over de indonesiske gabbere, hvis billeder og beats hvirvler én vej: fremad.

Nyanimisme og virtuelle køer

Nogle af Cyberias værker føles som en road to nowhere uden en fysisk udfoldning. Eksempelvis Marcin Pietruszweski og Alex Freiheits binaurale audioinstallation Synthetic Pulsar (2021), hvor en performer går rundt i et meget farverigt univers og udforsker syntetiske taleprocesser. Den tågede værkbeskrivelse vil måske give bedre mening, når værket, som vistnok kredser om astrofysik og lyd, udstilles i Berlins Silent Green Betonhalle senere på året.

En af de mere pirrende portaler, man kan åbne i Cyberia, er Otherkin – A Social Software (2021) af Omsk Social Club, Portals Cashmere Radio og Alexander Iezzi – en 240 minutter lang experimental radio-performance, som kan beskrives som en mellemting mellem en nyanimistisk meditation og et foredrag forklædt som langdigt med elektronisk underlægning. Vi lytter til en gruppe tilhørere, der mødes til en kollektiv udforskning af menneskers forbundethed med andre dyr, organismer, landskaber og teknologier eller noget helt andet.

Uddrag fra indonesiske Gabber Modus Operandis farverige rumfærd »Mbeledosss! (Explode!)«. © Fact Magazine

Deres workshop foregår vist out in the wild – nogen grynter i hvert fald under monologerne, der af og til minder om hårdkogt academia. Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen og føler mig buret inde i min hjerne, mens jeg prøver at dechifrere, hvem det egentlig er, som taler til mig. Sinds- og pelsoprivende sager i en i forvejen indelukket og skør identitetsuklar tid. Senere på året bliver Otherkin streamet i en børnezoo i Berlin og på radiostationer i Tyskland og Østrig.

CTM syntes at kunne dække alle behov. Der er én ting, jeg utroligt nok savnede: køen, som hører med til enhver festivaloplevelse. Men der var faktisk køer. Til festivalen skabte Club Qu, aka. Club Quarantäne – en virtuel online-club, som åbnede, da den første lockdown ramte Europa i foråret 2020 – en klub under navnet CQ5. Denne virtuelle klub, som udelukkende havde queerkollektiver på scenen, havde en virtuel kø, og den havde også en udsmider ved navn Geezer, en adgangsquiz og et toilet, som fungerede som chatrum.

Fandt man Cyberias onlineunivers for 90’er-retro, og savnede man at fare vild i et evigt nu, kunne man deltage i CTM’s talks og hacklabs med deltagere i forskellige tidszoner. Her handlede det blandt andet om, hvordan man kan være visuelt til stede i en browser. Jeg deltog i et andet arrangement og missede, måske for altid, hvordan man dyrker det store nu i en browser.

Digitale intimiteter

Hvordan taler en musikfestival under en pandemi, når præmisserne for vores samvær og samtalerum er fundamentalt forandret? Bød CTM 2021 bare på halve løsninger, der bekræfter, at vores liv offline ikke bare kan flyttes online uden at miste (al) kraft? At AI’s ikke aner, hvor livsbekræftende det er at blive blændet af stroboskoplys, og at coronaformater som bilkoncerter med dyt og musik via FM-bånd ikke dur, fordi samtalen og kunsten er medieret forkert? På sin vis er det vel lige så tåbeligt at opleve en koncert i en bil på en mark med 160 andre biler som på en lille computerskærm (lyden var dog markant dårligere i bilradioen).

Nød lærer nøgen avatar at mediere. Og elektrisk/elektronisk musik har jo ‘altid’ handlet om mediering. Fra feedback over Beatles’ studieeksperimenter til sampling, loops og algoritmer.

Til en vis grad løste man problemet med den ‘manglende’ performance via dobbeltmediering af både musik og sted

Koblingen af musikperformances, videospilkultur og muligheden for at kommunikere med de andre gæster og sende emojibomber emmede som sagt af chatrooms fra 90’ernes Berlin. I modsætning til ikkeelektronisk musik er der jo ikke noget band at opleve, og til en vis grad løste man problemet med den ‘manglende’ performance via dobbeltmediering af både musik og sted.

Måske var det netop det, en Club Matryoshka-gæst oplevede som hele festivalpakken: »WTF this is transcending.« Min avatar og jeg synes det samme. »Transformation«-temaet gav også pirrende perspektiver under en række CTM 360°-koncerter, som ved første øjekast lignede ‘klassiske’ koncerter i en klassisk setting med rigtige musikere i et lokale. Men et syret kamera gjorde det svært at forstå rummet og gav til gengæld adgang til en masse detaljer og resulterede i en slags ‘ny’ visuel/rumlig koncertæstetik.

Selvfølgelig var CTM – Festival for Adventurous Music and Art med undertitlen »Pandemic Edition« noget andet. Vi fik andre indsigter i vores digitale liv, i kunsten at mediere og andre gentænkninger af det digitale og det fysiske end under tidligere udgaver af festivalen. For i mellemtiden er du og jeg blevet zoombier med firkantede Muppet Show-hoveder på skærme, skærme, skærme. Og lige nu øver vi os på at forstå nye former for digitale intimiteter. WTF: Indvendige raves kan mere, end mange af os gik og troede. Og jeg tror – nu ved jeg – at psykolog Peaches har ret: »We’re transforming all the time.«

Cyberia-delen af CTM Festival kan opleves online til og med 14. marts.