Så selv Birgitte Possing forstår det

Nu er det ganske vist ikke enhver forundt at kunne holde sig vågen et helt kvarter, når man lytter til P2s aktualitetsprogram Puls. Lykkedes det alligevel enkelte at nå så langt ind i ugens udsendelse i går, mødtes man af et sært interview med den 73-årige historiker Birgitte Possing. Forfatteren bag Argumenter imod kvinder fra 2018 blev ringet op af værten, Iben Mogensen, for at give et modsvar til et, indrømmet, provokerende essay om kønsbalance, som jeg skrev til sidste måneds udgave af Magasinet Klassisk.

Desværre afslører Possing mest af alt, at hun intet begreb har om den musik, hun udtaler sig om

I essayet spørger jeg, hvordan man skal forstå de seneste ti års uddelinger af Danmarks største kulturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. For en uge siden modtog Bára Gísladóttir, Signe Lykke og Kirstine Lindemann årets tre hovedlegater til komponister – hvert af dem til en værdi af én million kroner – ved en stor koncert med Odense Symfoniorkester. Dermed hedder kønsbalancen blandt komponister, der har modtaget prisen siden 2015, nu ni kvinder og fire mænd. Til gengæld var prisen inden da aldrig gået til en kvindelig komponist, siden den første gang blev uddelt i 1959.

Alligevel skal man holde sig for øjnene, hvis man ikke skal se signalværdien i den aktuelle uddelingspolitik, som også går igen i de danske symfoniorkestres programlægning denne sæson, hvor der blandt de nulevende komponister tælles flere kvinder end mænd. Mit bud: at vi nu ser resultatet af de seneste mange års øgede opmærksomhed på kønsbalance i klassisk musik. Og min advarsel: at der kan komme en politisk modreaktion, hvis vi står over for samme udvikling som i USA, hvor Trump-administrationen har blæst til krig mod det, der indtil nu har lignet indlysende gode tiltag for at øge mangfoldigheden i kulturlivet.

Kvinderne er simpelthen mere talentfulde, og nu har man »opdaget det talent, som hidtil har været overset«

Den analyse og advarsel oversætter Iben Mogensen i Puls til, at jeg »ikke er helt tilfreds« med, at de kvindelige komponister »er blevet meget mere synlige«. Og da hun ringer Birgitte Possing op, konstaterer historieprofessoren, at mine argumenter er »meget klassiske«, inden hun så begiver sig ud i at sætte lighedstegn mellem de barrierer, der historisk set er sat op over for kvindelige kunstnere, og den aktuelle sag. Desværre afslører Possing mest af alt, at hun intet begreb har om den musik, hun udtaler sig om.

Possing mener, at jeg »laver en konstruktion, som [jeg] sådan set ikke har belæg for eller dokumenterer«, nemlig at de sidste ti års uddeling af Nielsen-legatet må forstås som et udtryk for aktivisme, og at tiltag som Foreningen Musikbevægelsen af 2019 – hvor tusinder af kvindelige musikere har skabt et internt forum med et mål om at påvirke den kulturpolitiske dagsorden – har haft en effekt på, at kvindelige komponister nu findes i orkestrenes programmer i en helt anden skala end for bare fem år siden.

I historikerens verdensbillede er der kun én forklaring på den markante udvikling, og den er enkel: Kvinderne er simpelthen mere talentfulde, og nu har man »opdaget det talent, som hidtil har været overset«. Det skærper konkurrencen om priserne, og derfor ser man »mere eller mindre desperate indlæg« som mit.

Det er jo en fantastisk udlægning, professor! Den har bare intet med virkeligheden at gøre

Det er jo en fantastisk udlægning, professor! Den har bare intet med virkeligheden at gøre. For hvordan forklarer man, at så markante komponister som Rune Glerup, Niels Rønsholdt og Christian Winther Christensen – tre af de mest indflydelsesrige og helt afgjort mest talentfulde komponister i dette årtusinde – er blevet forbigået af Nielsen-legatets bestyrelse? Hvis priser uddeles efter et princip om, at den bedste kunstner skal have prisen først, den næstbedste derefter og så fremdeles, giver det ganske enkelt ingen mening. Altså medmindre man, som Possing, intet aner om det danske miljø for ny musik og i stedet ser al kritik som udtryk for et historisk kvindehad uden udløbsdato.

Er det overhovedet muligt at tage denne debat, uden man som kritisk røst kommer til at ligne et reaktionært røvhul? I mit essay prøver jeg at sige, at årets modtagere af Nielsen-legatet – Gísladóttir, Lykke og Lindemann – hver især beriger dansk musik. Mit ærinde er jo ikke at forklejne deres værd, og i tilfældet Gísladóttir er der endda tale om en komponist, som jeg flere gange har rost på det skammeligste. Lindemann arbejder jeg sågar med i et udvalg under Art Music Denmark, og ja, dét er selvfølgelig lidt akavet nu.

Men efter Magasinet Klassisk udgav essayet, har jeg hørt fra flere mandlige komponister, der fortæller, at de selv har diskuteret denne udvikling, men har gjort det i krogene. Komponistmiljøet er meget småt og indspist i så lille et land, og ofte er det ens kolleger, der afgør, om man selv får et legat eller en bestilling en dag. Man skulle nødig falde i unåde. 

Efter Magasinet Klassisk udgav essayet, har jeg hørt fra flere mandlige komponister, der fortæller, at de selv har diskuteret denne udvikling, men har gjort det i krogene

Frustrationen findes altså, men friheden – eller modet – til at lufte den findes ikke. Måske fordi vi mangler et sprog for denne ømtålelige debat, som skal udvikles på samme måde, som sproget for den manglende kvindelige repræsentation gennem årtier er blevet det.

Derfor er det også interessant, hvordan de kvindelige komponister og deres fællesskaber reagerer på kritikken. Afviser de den fuldstændig ligesom Possing, eller tager de den til efterretning og gør plads til den mandlige frustration i arbejdet med at sikre et fair musikliv? Ellers er det spørgsmålet, hvor længe kampen for en bedre kønsbalance bliver ved med at ligne en fælles kamp.