Det var så femte sæson uden en kvindelig komponist

Det er næsten imponerende. I disse dage byder landets professionelle symfoniorkestre indenfor til en ny koncertsæson, og aldrig har det været tydeligere, at toppen af det klassiske musikliv befinder sig i sin helt egen, isolerede verden. I en tid domineret af hårde kampe for social retfærdighed brillerer orkestrene med en programlægning, der er så kønsmæssigt skæv, at den burde få alle alarmklokker til at ringe. Men af en eller anden grund får mønstret lov at gentage sig sæson efter sæson.

De seneste mange år er det lykkedes de suverænt dyreste institutioner i dansk musikliv, orkestrene, at fremstille sig selv som nødlidende ensembler, der på trods af deres – i egen optik – vitale rolle for musiklivet herhjemme modtager alt for få penge fra stat og kommune. Tillader man sig at dreje den offentlige samtale om orkestrene over på andet end rent økonomiske spørgsmål, får man prompte et hold kæft-bolsje retur: Du har bare at støtte op, så længe politikerne truer med at skære i bevillingerne!

For mig at se er den altoverskyggende udfordring for disse institutioner ikke af økonomisk karakter. Nej, det største problem for orkestrene – der tilsammen modtager mere end en kvart milliard i offentlige tilskud hvert år – er, at ikke ét af dem har en profil, der adskiller sig væsentligt fra de mest kommercielle søskende på den europæiske og amerikanske orkesterscene. Derfor kan man hver sæson observere de samme værker, de samme dirigenter og de samme solister hjemsøge programmerne i én stor kulturel cirkelslutning: Vi spiller det, publikum kender, og de kender det, fordi vi spiller det.

Et rungende nul

Fuldstændig ubegribeligt er det, at en institution som Copenhagen Phil – der ellers profilerer sig som det mest nytænkende af de danske orkestre – nu for femte år i træk har præsenteret et sæsonprogram uden et eneste symfonisk værk af en kvindelig komponist. Ikke ét. Selv de største modstandere af rigide kvotesystemer må medgive, at tallet nul runger meget højt.

I løbet af de seneste fem sæsoner har orkestret ellers præsteret at programsætte: elleve af Beethovens koncerter og symfonier, et dusin værker af både Mozart og Richard Strauss, Mendelssohns Violinkoncert i tre sæsoner og en håndfuld værker af Carl Nielsen, Ravel, Stravinskij, Schubert, Sjostakovitj, Tjajkovskij, Prokofjev og – såmænd – Anders Koppel (alt andet lige ikke den vigtigste symfoniker i kongeriget). Samt meget mere, selvfølgelig. Men andet end mandlige komponister har der simpelthen ikke været plads til.

Selv de største modstandere af rigide kvotesystemer må medgive, at tallet nul runger meget højt

Man skal helt tilbage til sæsonen 2015/16 for at finde et symfonisk værk af en kvindelig komponist i Copenhagen Phils sæsonprogram. Og da var der tilmed tale om en noget lavprofileret koncert i Grønnemose Skoles Festsal i Gladsaxe, hvor Pernille Sejlunds filmisk spændstige Calling Earth blev uropført i samarbejde med – og på bestilling af – den lokale musikskole. De efterfølgende fem sæsoner er det nærmeste, man er kommet, det undseelige projekt »4’33’’«, hvor Copenhagen Phil bestilte korte soloværker – altså værker for ét instrument – af fire minutter og 33 sekunders varighed hos en række danske komponister, heraf flere kvindelige. Men det har selvfølgelig intet med symfonisk musik at gøre, og den ressourcemæssige investering i projektet har været forsvindende lille.

Efter næsten ti år med Safri Duo-percussionisten Uffe Savery som øverste ansvarlige installerede Copenhagen Phil i fjor operasangeren Peter Lodahl som ny musikchef. Om han har en anden opfattelse af orkestrets forbindelse med resten af verden, må tiden vise. Spørgsmålet er, hvor forandringsvillig en kultur der hersker i en institution, som virker så ude af trit med sin samtid; der ligger en enorm opgave forude, og indtil videre tyder intet på, at man selv mener at have et problem.

Står det bedre til hos de øvrige statsfinansierede orkestre? Tja. Hverken Det Kongelige Kapel eller landsdelsorkestrene i Odense og Sønderjylland har en kvindelig komponist på koncertprogrammerne i denne sæson. I Aalborg spiller man Lili Boulangers D’un soir triste (1918) til januar, og Aarhus følger trop med Boulangers korte D’un matin de printemps (1918) ugen forinden, mens de også samarbejder med Søs Gunver Ryberg om en Spot-koncert næste år. Og endelig opfører DR Symfoniorkestret Anna Thorvaldsdottirs Metacosmos (2018) og værker af Unsuk Chin, når denne modtager Sonnings Musikpris til juni. Er det alsidigt nok for en orkesterstand med så høj økonomisk prioritet i kulturpolitikken? Døm selv, men regn ikke med, at det ændrer sig foreløbig.