Tre dage på en konference om ambientmusik gav anledning til at genoverveje genrens gamle helte, dens forhold til AI og dens mærkelige bevægelse fra niche til allestedsnærværende baggrundsmusik.

I lang tid fnøs jeg ad metamodernismen. Nu har den fået de sidste 30 års kompositionsmusik til at hænge sammen. Men det er misvisende, når musikforskere kalder metamodernismen for en skole.

Fra gammeltestamentlig visdom og hippiedrømme om fællesskab til erotisk natklubsstemning og mørkt rumlende techno. Roskilde Festival anno 2026 er et vildt ridt gennem tider, genrer og mentale geografier – og et godt sted at øve sig i at bære drømmene varsomt gennem vor tids ekstreme tilstande.

Fortidens kvindelige operakomponister er vendt tilbage for at blive. Men hvordan kortslutter vi operahistoriens lukkede kredsløb?

Er det muligt at kritisere tidens indsatser for kønsbalance i det klassiske musikliv uden at lyde som et reaktionært røvhul? Ikke ifølge den seneste udgave af et radioprogram på P2.

Få dage inden årets Copenhagen Opera Festival begynder, er jeg som anmelder blevet bedt om at holde mig væk fra en af festivalens mest eksperimenterende opførelser på teatret Sort/Hvid. Det er en total misforståelse af kritikkens rolle.