»Det har foreløbig været en dobbelt monolog«

»Med de fleste mennesker fører man ikke en dialog, men kun en dobbelt monolog,« bemærkede Karen Blixen. Det er ret beskrivende for den ærgerlige sag, vi er havnet i med Marcela Lucatellis værk. Musikerne (i DR Symfoniorkestret, red.) har vurderet, at det ikke var klar til en meningsfuld fremførelse, og ønsket, at det blev gennemarbejdet, så dette kunne opnås. I tiden op til prøverne kom den tilbagemelding til Marcela, men det var ikke muligt at få materialet på plads, så begge parter var tilfredse. Det er blevet modtaget – af nogle – som en blanding af musikernes frygt for nye veje og kunstnerisk censur over for et mesterværk. 

Det er svært at finde fælles grund for en dialog her, det har foreløbig været en dobbelt monolog, og din (Martin Staunings, red.) kommentar fortæller måske, hvor vi går galt af hinanden. Du beskriver prøvetiden som et klemt ræs mod koncerten. Må det være mig tilladt at prøve at nuancere dette billede. Først skal jeg dog beklage min kommentar om de ti minutter i ovnen. Den faldt under et meget langt interview med en journalist, der ikke er musikfaglig, og som jeg derfor følte mig nødsaget til at forklare sagen mere forenklet, end godt er.

»At det nye værk ‘altid bliver klemt’ under prøverne, fordi musikerne angiveligt hellere vil bruge tid på et hovedværk, kan jeg simpelthen ikke genkende«

Processen før en koncert består af musikernes individuelle forberedelse, før alle samles om at forløse komponistens tanker over for et interesseret publikum, der har givet deres tid, en nærmest ubetalelig gave, for at få en kunstnerisk oplevelse. I respekt for dette mål er det helt utænkeligt, at dirigenten møder op uden en klar vision for musikken, eller at musikerne ikke kan spille deres stemmer. Ligeledes skal partituret og stemmerne være klar til at blive spillet, så cirka 90 mennesker ikke skal bruge tid på at rette fejl rundtomkring. Det stopper og forvirrer og står i vejen for det egentlige kunstneriske arbejde, som er fortolkningen. Det gælder ikke kun for ny musik; et velkendt klassisk værk, der blev serveret i et nodemateriale, hvor nogle sidder med takttal og andre med prøvetegn, vil også blive modtaget med irritation over spildtiden. Det er ikke dovenskab – det er lidenskab.

Større krav, større udbytte

Hvis vi skulle bruge kunstnernes tid til at spille værket igennem, kunne det ske med en workshop, hvor komponisten kunne høre sit værk uden publikum eller optagelse. Vi har valgt en, for komponisterne, mere betydende mulighed, nemlig at få deres værker spillet offentligt og med optagelse. Det øger kravene til dem, men giver dem også et helt andet boost, som for eksempel Bára Gísladóttir nød godt af, da hendes værk senere blev opført ved Darmstadtfestivalen (DR Symfoniorkestret, under ledelse af Baldur Brönnimann, uropførte i 2017 Gísladóttirs Vape ved Pulsar Festival; året efter dirigerede Brönnimann HR-Sinfonieorchesters opførelse af værket ved åbningskoncerten for Internationale Ferienkurse für Neue Musik i Darmstadt, red.).

At det nye værk »altid bliver klemt« under prøverne, fordi musikerne angiveligt hellere vil bruge tid på et hovedværk, kan jeg simpelthen ikke genkende. Jeg er selvfølgelig ked af at høre nu, hvis det var din egen erfaring med vores uropførelse af Liminality (Martin Staunings værk, som blev uropført af DR Symfoniorkestret i 2018, red.), men generelt er alle værker på programmet vigtige og ikke noget, der bare skal overstås.

Det håber jeg også, du mærkede ved opførelserne af Hans Abrahamsens Tre stykker for orkester, der var sat sammen med Brahms’ 2. Symfoni (ved en koncert i 2019, hvor DR Symfoniorkestret også opførte Korngolds Koncert for violin og orkester, red.), eller Allan Gravgaard Madsens Nachtmusik, der var sat sammen med Sibelius’ 5. Symfoni (ligeledes i 2019; koncerten indeholdt også Schönbergs Verklärte Nacht, red.). Jeg mener heller ikke, at Skrjabins Poème de l’extase blev klemt af Bent Sørensens Second Symphony, det uomtvistelige hovedværk ved forrige uges koncerter (27.-28. februar; orkestret opførte også Prokofjevs Violinkoncert nr. 2, red.). 

Jeg glæder mig over, at vi i hvert fald kan finde fælles grund for en dialog, når du anerkender kunstnernes glødende nysgerrighed på at udfordre og udforske alle hjørner af musikken. Dét er orkestrets drivkraft.

Tatjana Kandel har siden 2012 været repertoire- og planlægningschef for DR’s kor og orkestre.