Christian Winther Christensen. © Mette Kramer Kristensen
interview

»Jeg ville gerne være radikal«

I Christian Winther Christensens musik kan instrumenterne have svært ved at tale. Hans fokus på små lyde og dyb koncentration gør ham på mange måder til en komponist til tiden netop nu.

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I disse dage skulle Christian Winther Christensen egentlig have stået i et rum fyldt med mennesker, mens han præsenterede årets udgave af Klang, en »festival for avantgardemusik«. Så skete 2020. Klang er blevet udskudt til november, hvor festivalen vil antage en mere beskeden og lokal form.

Der er ikke meget, der har føltes normalt dette forår, og mit møde med Christian Winther Christensen er ingen undtagelse. Tøvende går vi ind på en café i nærheden af hans studie på Nørrebro og bestiller mad og kaffe, som pligtskyldigt leveres til os ved bordet. Indtil i dag har den slags dekadence været forbudt i Danmark i mere end to måneder, så enhver lille detalje i oplevelsen kan ikke undgå at blive forstørret.

»Jeg prøver at tænke på mennesker, når jeg komponerer; på at have en kontrol over publikum«

Universer i miniatureform

I hvor høj grad øret sætter pris på en enkel C-dur-akkord, afhænger næsten udelukkende af konteksten. Min indgang til Christensens musik var dobbeltkoncerten Chromatische Weltmusik (2013), hvor det store orkesterapparat og de to solister knap er hørbare, mens de indgår i en livlig og rapsodisk musikalsk samtale. For vores ører og øjne er det, som om vi oplever musikken gennem et omvendt teleskop. Efter værket har klapret og listet sig af sted, brøler orglet igennem i C-dur – et pludseligt udbrud af blændende, solbeskinnet frihed.

Christensen har måttet give afkald på meget i år, ikke kun Klang. Den 18. marts skulle han have modtaget Kunstpreis Berlin i den tyske hovedstad, tildelt på baggrund af hans Klaverkoncert (2018), som blev uropført i Stuttgart i februar 2019. Værket er typisk Christensen: Det lokker lytteren med ind i et indtagende og distinkt landskab, hvor et dæmpende tæppe lægger sig over en ophobning af detaljerede lyde. Fokus og klarhed er i førersædet; hver en nuance bliver set efter og forfinet.

De musikalske miniatureverdener, som Christensens musik skaber, er smukke, charmerende og aldeles originale. Utallige gange har jeg set, hvordan de kan løsne stemningen i et rum under en selvoptaget festival for samtidsmusik. Bag ved al musikkens klikken, knipsen, skraben og svirpen gør Christensen brug af melodi og tonal harmonik på en udsøgt måde. Poul Ruders sang et citat af koralmelodien fra Christensens Sekstet (2014), da jeg talte med ham for nylig og vi kom ind på hans yngre kollega. »Tre-fire minutter (seks, red.), og dét er det hele – men er det ikke vidunderligt? Han bruger melodien på en helt ny måde, men han ved, nøjagtig hvordan han skal bruge den. Og nøjagtig hvornår den skal høre op.«

»Chromatische Weltmusik« høres i korte uddrag i denne portrætvideo af Christian Winther Christensen. © Edition S

»Mit værk er skabt til koncertsale; det er vigtigt, at man ser musikerne,« siger Christensen på den anden side af cafébordet – iført sin uomgængelige militærkasket – med henvisning til det indbyggede teater i Chromatische Weltmusik og sit aktuelt populære værk Four Hyper-Realistic Songs (2015, for nylig udgivet af Col Legno, pladeselskabet i Wien, på portrætalbummet Almost in G, 2019).

»Jeg prøver at tænke på mennesker, når jeg komponerer; på at have en kontrol over publikum. Det betyder, at man må bruge nogle retoriske virkemidler. Det er sjovt, når folk har en idé om, hvor man gerne vil hen, og man så bevæger sig i en anden retning. Som komponist tænker man over en linje, der fører fra ét sted til et andet; man skaber en fortælling i musikken, en abstrakt fortælling forankret i formen. Den sidste sats i Klaverkoncerten bliver langsommere og langsommere; det er en udfordring af, om man kan holde koncentrationen.«

Det lyder som det omvendte af Allan Gravgaard Madsens nylige Nachtmusik (2019), hvor indledningen tempomæssigt går i den anden retning. »Det er rigtigt, men der kan kun være så og så mange af de her Boléro-agtige værker.«

Ingen originalitet uden individualitet

Få komponister finder frem til et udtryk, der er så distinkt som Christian Winther Christensens, men det tog noget tid at nå dertil. Hvis man lytter til et af hans mest kendte værker, A Fall from the Perfect Ground (2006), er det tydeligt, at hans udtryk dengang bar præg af langt mere konventionel samtidsmusik: Det var atonalt og ‘centraleuropæisk’ med dynamiske udsving.

I dag er det en underlig oplevelse for ham at lytte til sin første Strygekvartet (2003): »Jeg ville gerne være radikal. Værket her, hvor jeg mente at være radikal, ligner i dag det mest traditionelle værk, jeg har skrevet.« Det er et spørgsmål om trends. »Så godt som alle komponister, der gerne vil være radikale, ender med at lave de samme ting. Først skulle man have en megafon med i sit værk, så et legetøjsklaver, så en billig Youtube-video og så blinkende lys. Man vil gerne have sit eget udtryk, og så ender man alligevel med at ligne alle andre.«

Christensen begyndte sine studier i Aarhus i 1990’erne. Det var hans kollega Jens Voigt-Lund, der »kom med alt det her Lachenmann, Sciarrino og Ferneyhough«. De blev interesserede i generationen efter disse ledende skikkelser, Mark Andre og så videre. »Det var bevidst antidansk. Vi havde lyttet til masser af Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Bent Sørensen var vores underviser, og det var meget inspirerende, at han anvendte nogle teknikker fra Centraleuropa.«

»Så godt som alle komponister, der gerne vil være radikale, ender med at lave de samme ting«

Helmut Lachenmanns radikale syn på skabelsen af instrumentlyd er muligvis en forløber for de tystklingende teknikker hos Sørensen og Christensen, som vækker mindelser om modelbyer. Har danske komponister videreført konceptet? »Ikke bevidst. Jeg ville ikke sige, det er noget, de tænker over. Men man ser eksempler på det: i Simon Steen-Andersens tidlige værker, nogle gange i Simon Løfflers musik og også hos yngre komponister som Martin Stauning og Allan Gravgaard Madsen.«

Jo mere jeg vender tilbage til idéen om afdæmpethed i Christensens musik, desto mere mener han, at det er et biprodukt snarere end et mål i sig selv. »Det er ingen sag at skrive stille musik, man skriver bare pppp i noderne. Når man bruger de samme teknikker som mig – såsom strygere, der spiller på broen – vil det automatisk lyde dæmpet. Nu er det selvfølgelig blevet min stil. Jeg kunne have gjort meget af det samme med højere musik.«

Muligvis. Men man kan mene, at den lave volumen har forstærket sensitiviteten i hans musik og hos den lyttende ved at rette fokus mod den stille, fysiske omgang med instrumentet og interaktionen med de øvrige musikere. Christensens partiturer er tiltagende kalligrafiske, hans former mere velovervejede og brugen af harmonik mere subtil og funklende. »Hvis man arbejder med små lyde, er folk nødt til at koncentrere sig mere for at høre dem,« siger han. »De lyttede meget opmærksomt og stille til min Bratschkoncert (uropført i februar sidste år i Odense, red.), og det virkede, som om de virkelig fik noget ud af den, også selvom de måske ikke rigtig brød sig om den. De ville hellere høre det efterfølgende værk af Brahms.«

2. sats af »A Fall from the Perfect Ground«, indspillet af Ensemble Alternance. © Dacapo Records

Musik som Christian Winther Christensens er næsten lige så svær at spille, som den er at skrive om. Da Chromatische Weltmusik blev uropført i 2016, optog komponisten demonstrationsvideoer for at vise musikerne de nødvendige teknikker. »Det burde jeg måske gøre noget oftere, men jeg har bare ikke tiden til det,« siger han. Hvad angår notationen, så »må man gøre den så lidt irriterende som muligt. Hvorefter man så skal få sig nogle venner i orkestret og smile en masse. Det gælder for alle, ikke mindst yngre kvinder (han henviser til den modgang, Marcela Lucatelli har mødt, red.), at det er hårdt at stille sig op foran et helt orkester. Virkelig hårdt.«

Det standser dog ikke Christensen fra at søge muligheden igen. Han har »en rigtig god idé« til et nyt orkesterværk, og efter succesen med Klaverkoncerten har han blikket rettet mod Tyskland, når det gælder uropførelsen. »Jeg går efter en uropførelse uden for Danmarks grænser, hvor man har en stor eksponering for det europæiske musikliv. Ellers ender man med at skrive et stort værk, som kun bliver spillet én gang.«

Danmark er et komfortabelt sted at være komponist, siger jeg. »Ja, og det er endnu lettere at være komponist i Norge, men det er ligesom at tale om, om det er lettere at være mand eller kvinde. Man er, hvad man er.« I øvrigt har han nogle problemer med den måde, hans musik bliver omtalt på herhjemme. »Mange danske anmeldere vil automatisk sætte mig i forbindelse med andre komponister. Nogle gange foretrækker jeg at være væk fra Danmark, hvor man ikke kender mig i samme grad, så min musik kan blive hørt på sine egne præmisser. Og måske kan de bedre lide min musik derude.« Det er tydeligt, at han tror mere på den utæmmede originalitet i sin musik end dens plads inden for en – ny eller gammel – tradition.

Nedlukningsblues

Da Danmark lukkede ned den 11. marts, var det midt i de sidste forberedelser af Klang. Som festivalens kunstneriske leder sammenligner Christian Winther Christensen den langsomme aflysning med en kræftdiagnose: »Først mærker man, at noget er undervejs, og at noget vil ændre sig, og så har man alt for meget tid til at tænke over det. Måske overlever man, måske gør man ikke. I løbet af den tid begynder man at se, hvilke alternativer man har.« Festivalen er nu flyttet til 30. oktober – 8. november og bliver »lidt mere dansk, lidt mindre international«.

Det har vist sig noget mere udfordrende at komponere i tiden med covid-19. »I begyndelsen komponerede jeg meget, men efterhånden blev det mere udfordrende,« siger Christensen. »Hvis man hele tiden er hjemme sammen med sin familie, holder man op med at få idéer. Hvis man ikke har en deadline, holder man op med at skrive. Jeg arbejder bedst, når jeg har travlt.«

Men det handler også om mere end deadlines og inspiration. »Det er mærkeligt, men på nogle punkter har jeg i løbet af de sidste to måneder lidt glemt, hvad det vil sige at være komponist. Jeg har mistet min identitet en lille smule. Det er meget længe siden, jeg har hørt min musik blive opført. Og hvis man ikke hører sin musik blive spillet …« siger han og tøver. Gør han sig bekymringer om sin evne til at komme tilbage til gerningen? »Nej, jeg tror, jeg kan komme til at komponere på samme måde igen. Jeg har bestillinger til de næste to-tre år. Da jeg forsøgte at skrive i sidste uge, var det vanskeligt at komme i gang. Men det kan ændre sig meget hurtigt.«

»På nogle punkter har jeg i løbet af de sidste to måneder lidt glemt, hvad det vil sige at være komponist«

Under nedlukningen savnede Christensen orgelbænken endnu mere, end han savnede at komponere. De seneste to uger inden vores møde har han gradvist fået lov at komme tilbage til de to kirker på Frederiksberg, hvor han arbejder som organist. »Jeg savnede at øve mig, for jeg har i forvejen ikke meget tid til det,« siger han. »Det er vigtigere for mig at komponere, men det er sjovere at spille orgel. Jeg har også savnet liturgien, ritualet, hele forløbet omkring gudstjenester, som er ret unikt i Danmark – hvordan ting bliver gentaget og knyttet sammen på alle mulige måder. Det er noget, jeg prøver at udnytte i mine værker. For når man går til en koncert, er det lidt ligesom et ritual.« Han fortæller, at han har komponeret funktionsharmonisk kirkemusik, men uden at skrive sit navn på det.

Samtalen drejer over mod Bach, Buxtehude og Thomas Laub. »Jeg er meget stor fan af Laub,« siger Christensen. »Folk ser ham normalt som en form for grå koralkomponist, men han er meget vigtig, fordi han gentænkte historiske elementer og rettede blikket bagud. Jeg bruger altid hans koraler.« Ser han en kløft mellem den kosmopolitiske, men opstyltede Buxtehude og Bachs afsondrede geni? »Jeg opfatter Buxtehude som et udtryk for en særlig stil og tradition, og det fornemmer man tilmed i hans notation. Man kan mere eller mindre improvisere det. Jeg elsker Buxtehude meget højt, men Bach er noget andet. Jeg elsker at spille Bach. Jeg laver mange små fejl, men det er okay.«

Respekt/disrespekt

Det var meningen, at 2020 skulle været året, hvor alle hyldede Ludwig van Beethoven, men det kan vi ikke. Christian Winther Christensen har tidligere udtalt sig om, hvordan mange komponister har svært ved at slippe Beethoven. Han henviser direkte til ham i sin Strygetrio (2009), sin anden strygekvartet (Heiliger Dankgesang, 2006) og Andante con moto (2010), som leger med fragmenter fra den Niende Symfoni.

»Man betragtede Beethoven som noget helligt, man ikke måtte røre ved. Men selvfølgelig måtte man det. Dengang troede jeg, det var min egen idé, men så begyndte alle at gøre det. Det var det samme med gentagelse; det blev anset for at være så corny at bruge gentagelsestegn, så i A Fall from the Perfect Ground besluttede jeg at bruge en syvdobbelt gentagelse. Den slags gjorde man ikke.«

Den humoristiske sans i Christensens musik tenderer måske mod det ironiske, men jeg har altid syntes, at der er øjeblikke, som tvinger latteren frem – deriblandt det brølende orgel i Chromatische Weltmusik, hvor det først høres, efter instrumentets miniatureslægtning, akkordeonet, har kæmpet med at få sin stemme hørt. »Det fungerede godt,« siger Christensen. »Det var sjovt – en slags dumt svar.«

Defune Ensemble uropfører »Four Hyper-Realistic Songs« ved festivalen Musica nova Helsinki i 2015. © Defune Ensemble

Det har været befriende at høre folk fnise under opførelser af Christensens musik – grine med den, ikke ad den – som det skete ved en nylig opførelse af Four Hyper-Realistic Songs i Helsinki i 2018. Der findes lyde i hans værker, som minder én om dengang, hvor man knipsede med en lineal i matematiktimerne, men de bliver præsenteret med den slags spidsfindighed og timing, der gør gestussen langt mere meningsfuld og kompleks uden at ødelægge morskaben.

»Jeg bryder mig ikke om, når folk griner under mine koncerter,« siger Christensen noget overraskende. »Altså, jeg bliver ikke vred, men det er ikke meningen, man skal grine.« Hører han da ikke humoren i værkerne? »Tjo, der kan være en smule leg, og nogle gange er det sjovt.« Måske er komponisterne selv ikke de rette til at vurdere det. »Jeg var til en opførelse af Beethovens Klaversonate i Fis-dur for nylig, og der var en i publikum, der grinede særlige steder,« siger han. »Der er faktisk en masse dumme ting i Beethovens musik, men fordi man lytter til det som klassisk musik, tænker man ikke over det.«

Christensens musik udvikler sig i en mere og mere sofistikeret retning. Det gælder både auditivt og fysisk. Klaverkoncerten er ét eksempel; ud over udfordringen med det langsomme tempo i sidste sats er værket fyldt med citater og inkluderer en lokkepianist, som narrer publikum til at tro, at de hører solisten på scenen, selvom det ikke er tilfældet.

»Jeg bryder mig ikke om, når folk griner under mine koncerter. Altså, jeg bliver ikke vred, men det er ikke meningen, man skal grine«

Hans tidligere arbejde med kollektivet Dygong – hvor han havde selskab af kollegerne Nicolai Worsaae, Simon Løffler og Regin Petersen – tillod ham at eksperimentere og prøve ting af i et trygt miljø uden den store hensyntagen til publikums reaktion, og det skubbede ham i retning af »en slags musikalsk sprog, hvor jeg ikke vidste, nøjagtig hvad der foregik. Men man tager selvfølgelig altid bare et lille skridt ad gangen«.

I dag genkender man hans musikalske udtryk øjeblikkeligt, men der følger noget ansvar med at have så distinkt en stemme. »Man kan selvfølgelig ikke gentage de samme trick. Målet er at blive smartere og smartere for hvert værk. Bare på forskellige måder.«

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.